Belastende depression
Hej derude 
Jeg ved ikke rigtig hvor jeg ska starte, andet end at fortælle at jeg har døjet me min depression i nogle år nu, og jeg er så 18 år gammel.
Jeg føler mig træt 24/7, orker ik livet eller noget som helst andet. Det endda gået så vidt at jeg på et tidspunkt har haft skadet mig selv, for at få tankerne på andet end det gigantiske smertende hul jeg føler jeg har i mig. Jeg har før kunne skjule det fint, men nu det blevet så slemt at jeg virkelig ikke kan mere. Jeg forstår end ik mig selv, jeg føler mig nede uafbrudt, føler trang til at tude ud af den blå luft, og har bar ik lyst til at forlade sengen overhovedet. Det er endvidere begyndt at gå udover min hf uddannelse, mht fravær, afleveringer osv. Jeg har overvejet lykkepiller, at ta til lægen me det osv, men det ik noget jeg har turde. Frygter at jeg ville blie stemplet som værende ustabil eller noget helt vildt. Det ku nok oss tyde på det, jeg aner det ik snart længere, føler mig bar så langt ude. Mit gnavende store tomme hul i mig, bliver tungere og tungere, jeg magter det bar ik, jeg kommer igennem mine dage me nød og næppe. Det gør bar så ondt at ha en uforstålig følelse i sig, der virkeli tynger en ned. Jeg har så hørt at depressioner ka være arveligt. Og jeg har klart fået lov til at opleve en del ting, jeg ik håber for noget andet menneske vil ske for, så det ku vel ha en betydning li så vel. Jeg aner ik hvad jeg ska stille op længere.
Håber I ka komme me råd, for jeg ved snart ik længere, andet end at det gør ondt, og at jeg føler et kæmpe tomrum som jeg som sagt har båret på i nogle år...
Jeg ved ikke rigtig hvor jeg ska starte, andet end at fortælle at jeg har døjet me min depression i nogle år nu, og jeg er så 18 år gammel.
Jeg føler mig træt 24/7, orker ik livet eller noget som helst andet. Det endda gået så vidt at jeg på et tidspunkt har haft skadet mig selv, for at få tankerne på andet end det gigantiske smertende hul jeg føler jeg har i mig. Jeg har før kunne skjule det fint, men nu det blevet så slemt at jeg virkelig ikke kan mere. Jeg forstår end ik mig selv, jeg føler mig nede uafbrudt, føler trang til at tude ud af den blå luft, og har bar ik lyst til at forlade sengen overhovedet. Det er endvidere begyndt at gå udover min hf uddannelse, mht fravær, afleveringer osv. Jeg har overvejet lykkepiller, at ta til lægen me det osv, men det ik noget jeg har turde. Frygter at jeg ville blie stemplet som værende ustabil eller noget helt vildt. Det ku nok oss tyde på det, jeg aner det ik snart længere, føler mig bar så langt ude. Mit gnavende store tomme hul i mig, bliver tungere og tungere, jeg magter det bar ik, jeg kommer igennem mine dage me nød og næppe. Det gør bar så ondt at ha en uforstålig følelse i sig, der virkeli tynger en ned. Jeg har så hørt at depressioner ka være arveligt. Og jeg har klart fået lov til at opleve en del ting, jeg ik håber for noget andet menneske vil ske for, så det ku vel ha en betydning li så vel. Jeg aner ik hvad jeg ska stille op længere.
Håber I ka komme me råd, for jeg ved snart ik længere, andet end at det gør ondt, og at jeg føler et kæmpe tomrum som jeg som sagt har båret på i nogle år...
Kommentarer
du skal have noget medicin --og en psykolog vil også være godt for dig ---forstod jeg rigtig at du bærer rundt på nogle grimme ting du har oplevet
du behøver ikke at fortælle til nogen du får behandling ---men der er ikke nogen der ser ned på dig af den grund
der er mange unge der har deprission
om det er arveligt er meget forskelligt ----mange får det af forskellige traumaer man får her i livet ---nogle har det kun 1 gang ---andre får det flere gange
men der er rigtig mange der har prøvet----denne sygdom----
som er meget smertefuld
men gå nu afsted hurtigst muligt og få hjælp
og lad os høre hen ad vejen hvordan det går dig
du skal lige vide at medicinen tager nogle uger før den virker
Jeg vil råde dig til at tale med din læge om hvordan du har det. Jeg er selv en 18 årig pige (19 om en måned) som lige er kommet ud af min depressionsmedicin. Jeg gik ned med en depression da jeg var 15 og var altså på medicin i næsten 4 år. Jeg havde det på samme måde som du beskriver. Jeg prøvede bl.a. også mange gange at flytte den psykiske smerte over til en fysisk smerte ved at skære og brænde mig selv. Men det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Jeg var så heldig at have en meget fortrolig lære som jeg snakkede med og som derefter kontaktede mine forældre og en læge. Jeg startede i behandling hos min læge og havde samtaler med hende flere gange i ugen. Jeg fik udskrevet medicin som skulle hjælpe mig på rette bane igen. Ikke lykkepiller! Jeg fik af vide at der er et stof i hjernen som normalt producerer sig selv, men i mit tilfælde var den produktion gået lidt i stå. Så den medicin jeg fik ville hjælpe hjernen til at genoptage produktionen igen. Det er lidt indviklet at forklare. Jeg havde som sagt flere samtaler i ugen med min læge, men vi blev enige om at jeg blev nødt til at snakke med en psykolog i stedet for. Jeg gik til psykolog en gang i måneden i ca. et år. Derefter begyndte jeg at få det bedre igen og mine samtaler blev flyttet til min egen læge igen. Samtalerne blev arrangeret med længere tid imellem og til sidst var det kun en kontrol hvor 3. måned. Men medicinen fortsatte jeg med at få indtil for at par måneder siden. Men i dag har jeg været fri for medicin i 1 måned. Det har været hårdt, men jeg er blevet mere selvsikker på mig selv nu og ved at jeg kan klare næsten alting nu.
Det er lidt af en roman jeg har fået skrevet nu, men håber at du har fået bare en smule ud af at læse det.
Jeg synes bestemt at du skal kontakte din læge og fortælle hvordan du har det. Eller også kan du snakke med nogle nære venner eller dine forældre.
Du skal ikke være bange for at du bliver stemplet som sindssyg. Det var jeg selv. Men jo længere du går og brænder inde med det, jo værre bliver det. I dit tilfælde tror jeg ikke at du selv kan klare at komme ovenpå igen. Jeg tror medicin er det der skal til for at hjælpe dig op i lyset igen.
Og samtidig måske snakke med din skole om det så de forstår hvorfor du er fraværende.
Håber det bedste for dig og jeg vil meget gerne høre hvordan det går med dig. Så min e-mail er Tanja_rindom@hotmail.com hvis du har brug for at snakke.
Kram fra en bekymret, som har haft det på samme måde, men er ovenpå igen