Var det er forkert træk?
For noget tid siden betroede jeg mig til en kollega omkring min fortid. Kort tid efter talte vedkommende over sig til en af mine veninder som ikke kendte til min baggrund.
Nu har jeg skrevet et brev til min kollega og fortalt at jeg godt ved at hun har sagt mere end hun burde - at jeg var ked af det fordi jeg synes det skulle have været mig selv der havde valgt tidspunktet for hvornår min historie skulle ud af skabet.
Jeg kan ikke holde ud at gå på arbejdet og lade som ingenting... synes jeg trængte til at få renset luften.
Nu sidder jeg her og er nervøs for at skulle på arbejde i morgen... suk...
Nu har jeg skrevet et brev til min kollega og fortalt at jeg godt ved at hun har sagt mere end hun burde - at jeg var ked af det fordi jeg synes det skulle have været mig selv der havde valgt tidspunktet for hvornår min historie skulle ud af skabet.
Jeg kan ikke holde ud at gå på arbejdet og lade som ingenting... synes jeg trængte til at få renset luften.
Nu sidder jeg her og er nervøs for at skulle på arbejde i morgen... suk...
Kommentarer
I din overskrift spørger du, om det var et forkert træk.
Det synes jeg ikke, at det var.
Du tog chancen og betroede dig til en kollega. Det var godt og modigt, at du turde vise et andet menneske den tillid. Hun var så desværre ikke din tillid værdig. Det siger jo en hel del om hende. Deraf kan du måske drage en erfaring, du kan bruge senere, så du bedre kan gennemskue, hvem der er din tillid værdig og hvem der ikke er. Man lærer aldrig noget nyt, hvis ikke man tør risikere at blive skuffet engang imellem.
Jeg synes også, at det er godt og modigt, at du efterfølgende i et brev har konfronteret din kollega med, at du ved, at hun har misbrugt din tillid.
Jeg forstår udmærket, at du ikke kunne holde ud at skulle på arbejde og det her bare hang i luften og svævede. Det er altid bedst at få tingene frem i lyset.
Problemet er så bare, hvordan din kollega reagerer på det. Hun kan måske risikere at gå i forsvarsposition og blive vred eller ondskabsfuld for at beskytte sig selv. Det er jo ikke alle, der kan påtage sig ansvaret for deres mindre heldige handlinger og så slet og ret sige undskyld.
Når du læser dette har du jo så fået arbejdsdagen overstået. Jeg håber, du har klaret det på bedst mulige måde.
Hvis du har lyst til at skrive, hvordan det er gået på arbejdet i dag, så vil jeg meget gerne høre det.
Hilsen Helene
Ja, men det er jo så sket det i dag at det umiddelbart ser ud til at jeg er blevet lagt på is...
Hun har ikke svaret på mit brev - jeg var på vej hen til hende for at se hende i øjnene og spørge til hvad hun havde at sige til mit brev, men blev fortyrret af andre opgaver og nåede aldrig frem til hende.
I pauserne har hun været "usynlig"!
Hvor er det dog bare ærgerligt at jeg ikke kan slappe af på mit arbejde... Jeg har rendt rundt hele dagen og været nervøs. Været klar til en konfrontation... Når det nu ikke skete i dag - hvornår sker det så? Sker det overhovedet? Hvor længe skal jeg være nervøs for at komme på arbejde? Hvorfor er jeg nervøs - i grunden er det jo mig der har "rent mel i posen!"
Nej, nu vil jeg nyde at jeg har fri og så glemme hende for en tid - vil ikke bruge tiden herhjemme på også at spekulere pga. hende.
Øv, jeg skulle aldrig have fortalt hende noget som helst.
Ronja
Øv... Pokkers til situation... Du behøver såmænd ikke at blive vred på dig selv over, at du sagde det til hende. Det vil være mere rimeligt at blive vred på hende over, at hun fortæller det videre til en anden.
Jeg kan forestille mig, at når hun ikke selv har søgt konfrontationen og har undgået dig i dag, så kommer den ikke med mindre du fremtvinger den. For inderst inde ved hun jo godt, at det ikke er smart, det hun har gjort. Hun er åbenbart bare af den type, der ikke kan finde ud af at påtage sig ansvaret for sine handlinger og komme med en undskyldning.
Man kan jo sagtens blive nervøs, selvom det ikke er én selv, der har gjort noget forkert. Når der er en dårlig stemning og en uafklaret konflikt, så bliver man usikker på, hvad der sker og om den anden pludseligt går til angreb på én eller anden måde.
Mit bedste råd er, at du prøver at signalere sikkerhed og absolut ikke viser usikkerhed eller sårbarhed, for så bliver du meget let at slå af pinden. Hun er selv i en sårbar position lige nu, så hvis du dukker nakken, så tager hun førerpositionen og det vil være rigtigt skidt.
Hvis du kan mobilisere al din styrke og vise dig smilende, venlig, høflig men uden at tage yderligere kontakt til hende (andet end hvad arbejdet kræver), så kan det være, at tingene hurtigere falder på plads på én eller anden måde.
Du kan roligt rejse hovedet og se hende i øjnene. Det er hende, der har jokket i spinaten - ikke dig.
Hilsen Helene
Jeg er fuldstændig enig med Helene, hun svigtede din tillid og kan ikke se dig i øjnene. Du har handlet meget flot og vist, at du har grænser.
Det er jo ikke madopskrifter, du har delt med hende men en stor og dyb hemmelighed og sorg - lur mig om ikke også hun er bange for at gå på arbejde og for at se dig i øjnene.
Prøv Helene's råd om at undgå mere end faglig kontakt, smil og ret ryggen, du er sej...
Dorte
Lige nu er jeg så gal - så gal og ked af det. Hvad fand.. bilder hun sig ind? Hvorfor kan hun ikke bare give et lille kvæk fra sig i stedet for det her? Er hun virkelig så dårlig en person at hun ikke kan erkende at hun har jokket i spinaten.
Jeg skrev til hende at jeg ikke var sur på hende mere, men at jeg trængte til at få ryddet det her af vejen, men nu er jeg flintrende arrig på hende fordi hun hverken siger buh eller bææ - og tror vi kan fryse problemet væk, men der tager hun fejl. Jeg magter ikke at komme på arbejde og lade som ingenting.
Jeg er så gal, så gal - så gal. Øv!
Jeg troede vi kunne opnå et venskab igen - med det er da helt sikkert nu - at det får vi aldrig.
Det er rigtigt godt, at du har fået fat i din vrede mod hende.
Og det er rigtigt godt, at du har lært noget af det: At I ikke kan blive venner igen. Det er nemlig den fejl, man så tit begår. Man lader den slags svigt passere og prøver at få det godt sammen igen, men derved inviterer man jo selv til, at det kan ske igen og så har man intet lært. Det er bare at sige velkommen til flere svigt og skuffelser. Man skal være kræsen med, hvem man omgås.
Noget der er sket én gang, behøver ikke at ske igen. Noget der er sket to gange, vil højst sandsynligt også ske en tredje gang.
Jeg tror ikke, at du får nogen respons, så længe du kun skriver til hende. Skal I have en konfrontation, så bliver du nødt til at gå direkte til hende. Hvis du vælger at gøre det, så gør det hurtigst muligt. Går der for lang tid, bliver det sikkert umuligt.
Men jeg ved, det ikke er let.
For nogle år siden, da jeg næsten lige havde fundet ud af incesten, lavede jeg den ordning med mit arbejde, at jeg i en periode arbejdede hjemmefra (i stedet for at sygemelde mig). D.v.s. jeg var i mailkontakt med mine kollegaer. På et tidspunkt skrev én af dem til mig, at 'det var godt, at jeg kom tilbage... for de manglede mig på telefonerne...'. Jeg blev så edderspændt rasende. Hun vidste godt, at jeg var i chok og lige havde fundet ud af, hvad der var sket og at jeg havde det af H til. Men hendes mail viste tydeligt, at det jo bestemt ikke var af hensyn til mit velbefindende, at hun ønskede, at jeg skulle komme tilbage på arbejdet, men fordi hun ikke selv gad tage telefonerne!
Jeg ville ikke tage den over mail, så jeg ventede til ugen efter, hvor jeg så skulle prøve at komme tilbage til kontoret. Jeg havde ondt i maven og jeg rystede, men jeg vidste, at jeg simpelthen var nødt til at tage konfrontationen med hende.
På et tidspunkt gik jeg så ind til hende og sagde, at jeg var blevet rigtigt vred over hendes mail. 'Nå, hvorfor det?'. Det forklarede jeg hende så. Sagde til hende, at hun tydeligvis var fuldstændigt ligeglad med, hvordan jeg havde det, at det kun var af hensyn til hende selv, at hun ønskede, at jeg snart kom tilbage'. Hun indrømmede, at hun slet ikke forstod mig 'Jeg har jo ikke været udsat for sådan noget, så jeg kan jo ikke forstå, hvordan det er!' - 'Nej, vær du glad for det! Men selvom du ikke kan forstå det, så kan du måske prøve at acceptere og respektere, at jeg ikke har det godt. OG desuden er jeg frataget at være på telefonerne og hvis jeg skal på igen, er det chefen og ikke dig, jeg skal have det at vide af!'
Eller noget i den retning.
Det ændrede jo selvfølgeligt ikke stort, men jeg havde det GODT bagefter. Jeg havde klart og tydeligt markeret mine grænser overfor en opførsel, jeg fandt fuldstændigt uacceptabel. Det lignede SLET ikke mig at reagere på den måde og det var virkeligt svært og rædselfuldt men jeg kunne mærke, at jeg var nødt til det. Og jeg var stolt bagefter. Meget stolt.
Efterfølgende var hun meget mere medgørlig og kom sågar selv engang imellem og spurgte, hvordan det gik. Men det havde jeg nu ikke synderligt lyst til at fortælle hende så meget om. Vi kunne omgås alminideligt kollegialt men vi brød os ikke om hinanden (det havde vi nu aldrig gjort).
Da jeg fortalte min terapeut om det, sagde han, at det var utroligt godt gået, for den slags konfrontationer er svære for alle mennesker. Så voksede jeg jo lige igen :-)
Så det er udfra min egen erfaring, at jeg har fornemmelsen af, at det er godt for dig, at du er i kontakt med din vrede, for den giver dig den fornødne styrke til at klare situationen. Det kan jo ikke være rigtigt, at du skal være bange for eller have det dårligt med at gå på arbejde, fordi din kollega har opført sig på en måde, der ikke er okay for dig.
Jeg håber, at du kan opretholde den styrke og det mod, du har brug for, så du kan komme stærkere ud af denne situation og føle, at du har lært noget, du kan bruge positivt senere.
Hilsen Helene