Svimmelhed og angstanfald
Hej
Nu er jeg sygemeldt på 4 uge. Har de sidste par måneder døjet med ondt i ryggen, hovedpine og frem for alt svimmehedsanfald. Jeg har været totalt drænet for energi og ikke haft overskud til noget overhovedet. Det heler ender så ud i at jeg beder min mand om, at køre mig til lægen da jeg bryder fuldstændig sammen.
Det er er startet som fysiske symptomer er så endt ud i, at jeg har angstanfald. Jeg kan ikke lide at køre bil og har det skidt med at være alene. Jeg får anfald af svimmelhed hvor jeg køre mig selv helt op og føler til tider en enorm uro i kroppen.
Jeg føler mig som sådan ikke depressiv, men synes ikke jeg kan kende mig selv og har nogle dage hvor jeg har det som om jeg er inde i en glaskuppel.
Nogen der er nogle råd ift hvordan jeg kan komme videre.?
Får ikke antiddepresiv medicin og ej heller samtaler med psykolog, da der ikke er mulighed for tider før efter sommerferien.
Jeg har samtaler med min læge.
Jeg har så svært ved, at genkende mig selv. Arbejder normalt med mennesker som er psykisk skrøbelige og føler det meget underligt, at jeg som normalt er en "stærk person" føler mig utrolig skrøbelig og helt uden af trit med mig selv..
Nogen råd til hvordan jeg kan komme videre?
Nu er jeg sygemeldt på 4 uge. Har de sidste par måneder døjet med ondt i ryggen, hovedpine og frem for alt svimmehedsanfald. Jeg har været totalt drænet for energi og ikke haft overskud til noget overhovedet. Det heler ender så ud i at jeg beder min mand om, at køre mig til lægen da jeg bryder fuldstændig sammen.
Det er er startet som fysiske symptomer er så endt ud i, at jeg har angstanfald. Jeg kan ikke lide at køre bil og har det skidt med at være alene. Jeg får anfald af svimmelhed hvor jeg køre mig selv helt op og føler til tider en enorm uro i kroppen.
Jeg føler mig som sådan ikke depressiv, men synes ikke jeg kan kende mig selv og har nogle dage hvor jeg har det som om jeg er inde i en glaskuppel.
Nogen der er nogle råd ift hvordan jeg kan komme videre.?
Får ikke antiddepresiv medicin og ej heller samtaler med psykolog, da der ikke er mulighed for tider før efter sommerferien.
Jeg har samtaler med min læge.
Jeg har så svært ved, at genkende mig selv. Arbejder normalt med mennesker som er psykisk skrøbelige og føler det meget underligt, at jeg som normalt er en "stærk person" føler mig utrolig skrøbelig og helt uden af trit med mig selv..
Nogen råd til hvordan jeg kan komme videre?
Kommentarer
Det må være mærkeligt for dig at opleve din egen skrøbelighed, når du netop plejer at arbejde med psykisk skrøbelige personer. Det må jo også betyde, at du har en del professionel viden om din egen tilstand eller er det et andet område?
Du skriver, at det startede med de fysiske symptomer, der så er endt op i angstanfald. Det er jo ofte sådan, at hvis vi har brug for en pause eller har kørt os selv for hårdt, så brænder systemet sammen før eller siden. Hvis vi ikke får lyttet til os selv i tide, så ender det med, at kroppen reagerer og siger fra. Nogle gange med lettere symptomer - andre gange mere bastant, hvis vi er svære at råbe op. D.v.s. så har den indre stemme prøvet at fortælle dig noget tidligere, at der måske var brug for en pause ell. andet, men hvor du måske ikke har hørt den?
Du spørger, om nogen har et råd til, hvordan du kan komme videre.
Mit bedste råd er tid, ro og samtaler med en professionel behandler. Altså det du allerede gør - bortset fra, at du må 'nøjes' med din læge at tale med. Det er selvfølgeligt rigtigt godt, at du har den mulighed men det er næppe lige så effektivt som en psykolog eller terapeut. Jeg kan undre mig over, at du ikke kan komme til hos en psykolog før efter sommerferien. Er det fordi det skal være hos en bestemt psykolog? Kan du ikke vælge en anden?
Hvad angsten mere specifikt handler om, kan jo være så mange ting, men jeg kan forestille mig, at dit selvbillede er blevet rystet en del, da du måtte se din egen skrøbelighed og sårbarhed i øjnene. Især når man normalt opfatter sig selv som en stærk person. Det kan skabe en hel del angst, når éns selvopfattelse udfordres og man pludseligt kommer i kontakt med ukendte sider af sig selv.
Men mennesker rummer potentialet for alle følelser. Ingen er kun stærke og ingen er kun skrøbelige og sårbare. Vi har også alle de modsatte sider i os. Der kan findes stor styrke i sårbarheden, når man erkender den og accepterer den og omvendt kan meget stor styrke også dække over en lige så stor sårbarhed.
Har du været en såkaldt 'super-woman'. Dem er vi jo nogle stykker af og desværre ender det ofte med, at vi bryder sammen under presset før eller siden og må erkende, at vi ikke kunne klare alting, som vi troede.
Skal jeg komme med et konkret forslag, så kan det være, at du øver dig i at lytte til dig selv og din egen indre stemme. Det er tænkeligt, at den siger nogle ting, som er helt modsat af det, du normalt gør og som du måske normalt er vant til at overhøre eller overdøve, fordi den indre stemmes budskaber meget ofte er upraktiske, ulogiske og kommer på tværs af den måde, vi normalt lever, tænker og opfører os på.
Hvis f.eks. din indre stemmer siger, at du har lyst til at lægge dig, selvom du nærmest lige er stået op, så er der mange, der vil overhøre budskabet og sige til sig selv, at det er noget pjat og at man bare skal tage sig sammen og komme i gang. Men nej - man skal lytte til den stemme, for den ved nok bedre end nogen, hvad det egentligt er, man har brug for.
Hvis du er en superwoman, har du nok også kunnet multi-taske, måske har du været den, der gjorde andre tjenerster eller tog en ekstra vagt eller bagte boller eller servicerede mand og børn eller hvad ved jeg... I så fald kan det være nødvendigt at lære at sige fra og sætte grænser. Lære at tage hensyn til dig selv og erkende, at også du har dine begrænsninger og at de lige nu er store i forhold til, hvad de plejer at være.
Man kan godt blive angst for at være alene med sig selv, hvis man slet ikke er vant til at lytte til sin indre stemme, for den fortæller ofte ting, der kommer på tværs og som man ikke har lyst til at høre. Begynder man at lytte, kan den tvinge én til at begynde at tænke over sin tilværelse. Mange gange vil den fortælle, at der er brug for nogle forandringer og det kan skabe utryghed og dermed angst. Så prøver man typisk at flygte fra den uvelkomne indre stemme ved at omgive sig med støj, travlhed, aktiviteter eller andre mennesker.
Hvis du plejer at være i gang hele tiden og ikke er vant til at lytte til dig selv, så er det ikke mærkeligt, at det skaber angst, at du nu har tid og ro og bliver ladt alene med dig selv. Det er jo meget anderledes og utrygt og kan sætte dig i kontakt med nye sider af dig selv. Disse sider kan du opfatte som uvelkomne og prøve at skubbe dem væk - det giver angst. Eller du kan prøve at lytte til stemmen og respektere de nye sider af dig selv, som nye bekendskaber, det er spændende og udviklende at møde. Det vil på sigt fjerne angsten.
Men det er selvfølgleigt bare gætterier og måske rammer jeg helt forbi...
Hilsen Helene
Nogle af dine anskuelser rammer plet. Det har faktik gjort det rigtig svært for mig, at jeg har den viden via mit arbejde omkring mennesker med et skrøbeligt sind. Jeg tror jeg til tider reflektere for meget over hvordan jeg har det og skaber unødvendige bekymringer for mig selv.
Det jeg synes er rigtig svært er når jeg har haft et par gode dage og så dykker igen. Det er meget svært for mig, at acceptere at det går ikke over fra den ene dag til den anden selvom jeg jo godt ved, at sådan fungere det ikke.
Når jeg bekriver mig selv som en "stærk person" så mener jeg ift overskud til. at hjælpe andre og være der for min familie.
Grunden til at jeg ikke kan få en psykologtime før efter ferien skyldes, at der ikke tages flere patienter ind hos de psykologer som findes i Silkeborg.
hilsen
Lene
Jeg har lige et par kommentarer til dit svar.
Du skriver, at du tror, at du til tider reflekterer for meget over, hvordan du har det og derved skaber unødige problemer for dig selv.
Min oplevelse er, at denne refleksion måske nok kan forekomme én selv meget selvcentreret men det er jo klart, hvis man er vant til at give sig selv et minimum af opmærksomhed, så kan al opmærksomhed virke overvældende. Det kan også være, at du har brug for at kompensere for al den manglende opmærksomhed ved i en periode at måtte give dig selv ekstra meget opmærksomhed i en periode. Det kan tage tid at finde en balance. Endeligt er man nødt til at reflektere over sig selv, hvis man vil finde ind til, hvad problemerne handler om og derved blive i stand til at løse dem. Så jeg tror ikke, at du skaber unødvendige problemer for dig selv ved at have så meget fokus på dig selv - jeg tror tværtimod, at dit sind på den måde er ved at finde ud af, at flugt fra problmerne hjælper ikke. De må frem i bevidstheden for at kunne blive løst, så du kan få det bedre.
Vejen til at få det bedre er faktisk ofte at gøre præcist det modsatte af det, man plejer. For det er jo ved at gøre det, du plejer, der er årsag til, at du nu har det, som du har det.
Ja, det er svært, når man har gode dage og så dykker igen. Jeg lærte efterhånden, at en optur følges altid af en nedtur. Og en nedtur følges altid af en optur. Man går altid ned igen og man kommer altid op igen. Det er forventeligt og uundgåeligt. Så det er med at nyde de gode dage og skønne på dem og få mest muligt ud af dem, når de er der. Det hjælper ikke i længden at prøve at fremtvinge noget, der ikke er der. Når de gode dage så forsvinder igen, må man tage en dyb indånding og få det overstået og vente på, at man kommer op til overfladen igen. Minderne om de gode dage kan bruges som en ressource, der er med til at få én hurtigere op igen. Jo mindre man kæmper imod og jo mere man erkender og accepterer, at livet består af både lyse og mørke dage og både glæder og svære udfordringer, desto hurtigere går det over.
Du definerer det at være stærk, som værende en person med overskud til at hjælpe andre og være der for din familie. Det regnede jeg nok med.
Men hvis ikke du først og fremmest kan hjælpe dig selv og være der for dig selv, så er det ikke et overskud du har til at hjælpe andre. Så hjælper du andre på bekostning af dig selv. Så oparbejder du hele tiden et større og større underskud. Det er meget enkelt - hvis man bliver ved med at give ud af sin kassebeholdning, så vil kassen til sidst være tom, hvis ikke der undervejs løbende er kommet nye forsyninger ind. Så problemet er, at der ikke er kommet nyt ind, når du har givet noget ud. Brændstoftanken må altså fyldes op igen og det kan den jo ikke, hvis låget sidder fast. D.v.s. du må først have det låg skruet af, ellers kan du ikke få nyt brændstof ind. I praksis betyder det, at du bl.a. skal til at lære at være modtager (både fra dig selv og andre) og lade andre være givere. Det er rigtigt svært...
Tænk også på, hvor mange år det har taget dig at oparbejde et så solidt underskud, så tanken simpelthen er løbet tør nu. Det vil jo i sagens natur tage noget tid bare at få tingene til at løbe rundt og først derefter kan man begynde at arbejde på at opbygge et overskud.
For ikke at blive ved med at give noget ud, man ikke har, så må man lære at mærke sine egne grænser, følelser og behov og først kunne gøre sig selv tilfreds. Hvilket også kan betyde, at man er nødt til at lære at sige til og fra - og lære at sige 'nej'. Når man ikke har lært det tidligere i livet, kommer man til at lære det på den hårde måde senere.
For at kunne arbejde med disse ting, er det faktisk helt nødvendigt, at man fokuserer meget på sig selv i en periode og reflekterer meget over tingene. Dit krop og dit sind har et budskab til dig og kræver, at lytter. Ellers var du ikke røget ned med flaget. Jo mere du kæmper imod desto længere tid vil det tage. Giv dig selv ro og LOV TIL ikke at have det godt. Det er faktisk et privilegium... Desuden kan du lige så godt give LOV TIL det, der alligevel er uundgåeligt. Det gør alting meget lettere på sigt og så kontrollerer du meget mere, hvad der sker og det reducerer angsten. At kæmpe imod trækker kun pinen i langdrag, problemerne forsvinder ikke af det og det øger angsten.
Har du råd til privat terapi/behandling? Og har du fået en henvisning og bestilt tid hos en psykolog? Hvis du selv har råd til at betale, skal det så være hos en psykolog, der findes mange gode terapeuter?
Nå, det blev lidt mere end en kort kommentar. Men jeg håber, du måske kan bruge noget af det.
Hilsen Helene
Jeg har for nylig svaret på Disneys tråd "Angst igen", så jeg vil ikke skrive så meget om mig selv - Bare at jeg, som du, lider af panikangst, som jeg heldigvis har lært at tackle ret godt.
Det, jeg bare har lyst til at kommentere, er, at du skriver, at du til tider reflekterer for meget. Det kan jeg meget godt genkende. Der er Helene og jeg helt forskellige i vores oplevelser af angsten. Det, jeg efter tolv-tretten år med angst er kommet frem til, er, at der skal handling til: Mit hoved skaber problemerne, mine hænder løser dem.
Det er selvfølgelig en forenklet forklaring, men jeg er ekspert i at gøre mig selv angst med overdrevne tanker om sygdom, ulykker osv. Det, der får mig til at få det bedre, er at gøre noget - At kaste mig ud i samvær med andre mennesker, at være fysisk aktiv og at trodse angsten.
Man skal selvfølgelig lære sin angst at kende, så man ved, hvilke livsvilkår der er forkerte for én, og hvilke uhensigtsmæssige mønstre man har. Her er terapien vigtig, evt. hos en psykiater eller hos kognitive psykologer. Men for mig gælder det i hvert fald, at jeg ikke skal pille for meget i min egen navle, når jeg til tider får det skidt. Min angst skal ikke vendes og drejes, hver gang den stikker sit ansigt frem - Jeg registrerer, at den er der, overvejer hvorfor, og forsøger så at handle mig ud af situationen.
Måske kan du få glæde af en lav dosis Cipralex - det har jeg i hvert fald stor glæde af. Og så selvfølgelig samtaleterapi:-) Held og lykke:-)