Indstillinger
Hvor går man hen?
Hej,
Jeg ved ikke om jeg er havnet på det rette forum. Faktisk ved jeg snart ikke længe, hvad jeg skal gøre, og hvem der kan hjælpe. Jeg er bare kørt godt og grundigt surt i det hele, og jeg føler at lige meget hvad jeg gør, så har skæbnen besluttet sig for, at mit liv skal være et helvede.
Det hele begyndte ellers så godt. Jeg havde det hele. En god uddannelse, et godt job og en sød mand. Så blev jeg gravid - et vaskeægte ønskebarn - og døjede med en masse hormonforstyrrelser. Min mand og jeg begyndte at trække os væk fra hinanden, han kunne ikke klare mine tudeture og ustabile humør, og kort tid efter vores datter blev født, fand jeg ud af at han havde haft en affære stort set gennem hele graviditeten. Vi gik fra hinanden. Kort tid efter blev min far alvorligt syg. Min barsel gik med at passe et barn alene (faren havde tusinde unskyldninger for ikke at se hende), samtidig med at jeg ikke kunne være rigtig glad pga. min fars sygdom. Efter barslen vendte jeg tilbage til et job i ruiner, og der gik ikke lang tid før jeg mistede mit job, da firmaet gik konkurs. Jeg forsøgte mig som selvstændig, men det gik heller ikke. Så mistede jeg min far. Og nu hvor jeg har lukket min virksomhed og meldt mig som ledig, kan jeg ikke få dagpenge, fordi det ikke kan dokumenteres, hvor meget jeg har arbejdet i min gamle virksomhed. Jeg står med gæld til langt op over begge ører, og mister sandsynligvis også mit hus.
Jeg kan bare ikke klare mere. Hvis det ikke havde været for min lille datter, tror jeg ikke jeg ville kunne klare mig igennem dagen. Men hun skal jo op og afsted i børnehave, så der nytter det ikke at mor bare trækker dynen op over hovedet, selv om det er det jeg har allermest lyst til. Jeg er bange for, at det hele ender i en kæmpe depression, da jeg synes jeg har alt mulig grund til at være deprimeret. Hvordan kommer jeg igennem dette her og får startet en god spiral? Hvor kan jeg evt. søge hjælp, inden det går helt galt? Jeg kan mærke at mine ressourcer er ved at være brugt op og frygter at jeg får et sammenbrud. Kan mærke at følelserne sidder ude på tøjet, og jeg leder konstant efter flugtveje for at undgå at blive konfronteret med de barske realiteter.
Jeg håber at nogen kan hjælpe, da jeg ønsker at være der for min datter, men ikke længere kan se en vej udenom.
Venlig hilsen
Sommer
Jeg ved ikke om jeg er havnet på det rette forum. Faktisk ved jeg snart ikke længe, hvad jeg skal gøre, og hvem der kan hjælpe. Jeg er bare kørt godt og grundigt surt i det hele, og jeg føler at lige meget hvad jeg gør, så har skæbnen besluttet sig for, at mit liv skal være et helvede.
Det hele begyndte ellers så godt. Jeg havde det hele. En god uddannelse, et godt job og en sød mand. Så blev jeg gravid - et vaskeægte ønskebarn - og døjede med en masse hormonforstyrrelser. Min mand og jeg begyndte at trække os væk fra hinanden, han kunne ikke klare mine tudeture og ustabile humør, og kort tid efter vores datter blev født, fand jeg ud af at han havde haft en affære stort set gennem hele graviditeten. Vi gik fra hinanden. Kort tid efter blev min far alvorligt syg. Min barsel gik med at passe et barn alene (faren havde tusinde unskyldninger for ikke at se hende), samtidig med at jeg ikke kunne være rigtig glad pga. min fars sygdom. Efter barslen vendte jeg tilbage til et job i ruiner, og der gik ikke lang tid før jeg mistede mit job, da firmaet gik konkurs. Jeg forsøgte mig som selvstændig, men det gik heller ikke. Så mistede jeg min far. Og nu hvor jeg har lukket min virksomhed og meldt mig som ledig, kan jeg ikke få dagpenge, fordi det ikke kan dokumenteres, hvor meget jeg har arbejdet i min gamle virksomhed. Jeg står med gæld til langt op over begge ører, og mister sandsynligvis også mit hus.
Jeg kan bare ikke klare mere. Hvis det ikke havde været for min lille datter, tror jeg ikke jeg ville kunne klare mig igennem dagen. Men hun skal jo op og afsted i børnehave, så der nytter det ikke at mor bare trækker dynen op over hovedet, selv om det er det jeg har allermest lyst til. Jeg er bange for, at det hele ender i en kæmpe depression, da jeg synes jeg har alt mulig grund til at være deprimeret. Hvordan kommer jeg igennem dette her og får startet en god spiral? Hvor kan jeg evt. søge hjælp, inden det går helt galt? Jeg kan mærke at mine ressourcer er ved at være brugt op og frygter at jeg får et sammenbrud. Kan mærke at følelserne sidder ude på tøjet, og jeg leder konstant efter flugtveje for at undgå at blive konfronteret med de barske realiteter.
Jeg håber at nogen kan hjælpe, da jeg ønsker at være der for min datter, men ikke længere kan se en vej udenom.
Venlig hilsen
Sommer
Kommentarer
Det er vist meget på tide at du handler på dit indlæg, Jeg læser det som at du har det ualmindelig skidt.
Jeg vil helt klart bede dig om at tage kontakt til din praktiserende læge.
Ring til lægen mandag og fortæl at du har det så skidt og at du har brug for en tid samme dag, gerne en akut tid.
Læg kortene på bordet så lægen har en reel mulighed for at hjælpe dig, så du kan hjælpe dit barn.
Bed eventuelt dine forældre hjælpe dig med at passe barnet, eller søg aflastning til barnet, så du kan få nogle fridage til at komme dig.
Jeg håber inderligt at du får handlet på dette.
Pas rigtig godt på dig selv og din datter.