Forladt af gravid kæreste
Vi får et bud på 10k under vores salgspris, og vi er ellevilde. Det er hendes lejlighed, og vi kan endelig flytte sammen og få orden på økonomien. Jeg vil presse citronen og presse mæglers fee ned med 3k.
Hun: ”Jeg skriver under uanset hvad!”
Mig: ”Hvis du skriver under, hvor vil du så bo? Din lejlighed, din underskrift. Min lejlighed, min bolig”
Hun blev dybt ulykkelig… men gav sig. Og jeg fik naturligvis også forhandlet mægler ned.
Sammen dag, som vi fik beskeden, om at mælger gik med på det, sagde hun, at hun ikke længere kunne finde den mand, hun elskede. Hun havde brug for at få luft, så hun smed mig ud. Hun sagde ”det skal nok gå”. Hun lænede sig frem og kyssede mig.
Dagen efter sagde hun: ”jeg har tænkt, og jeg vil ud af dette forhold. Jeg kan ikke glemme synet af dig, da du truede med at smide mig på gaden… jeg elsker dig på mange planer, men du er for kompromisløs, og jeg kan ikke elske dig”… ”jeg vil beholde barnet og jeg har solgt lejligheden, så jeg skal finde et nyt sted at bo”. Jeg fik ikke et ord indført. Det tog hende 5 minutter at slå op. Hun var afklaret, konkret, utvetydig, konstruktiv og endda også empatisk, og der var intet at misforstå. Det var slut.
Nu er der gået 1 uge. I går skrev jeg et brev til hende, hvor jeg tryglede om tilgivelse. At jeg ville hende og barnet over alt på jorden. At jeg havde planlagt at fri til hende. At jeg ville lytte og løse problemerne sammen med hende. At jeg var her for hende. At jeg vil kæmpe for hende. At jeg ville tilgives og elskes. At jeg vidste, at jeg havde været jordens største idiot…. Og jeg mente faktisk det hele.
Hun svarede med samme kliniske præcision, at hun anerkender mine følelser, men at hun ikke vil komme til at ændre sin beslutning. Hun vil gerne tage en snak, men har ikke overskud lige nu. Hun har brug for luft, så hun vil vende tilbage til mig, ”når der er gået noget tid”, og imens vil hun holde mig orienteret om, hvordan det går med graviditeten. Hun har fjernet mig som kæreste fra Facebook.
Og nu er hun borte… alt, hvad der er tilbage af hende er en klinisk følelseskold professionel empatisk kvinde… jeg kan mærke det er forbi… og alt er forfærdeligt.
Jeg ved stadig intet ud over ovenstående. Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne træffe den beslutning uden at høre, hvad pokker jeg havde gang i. Uden at søge svar. Hun vidste åbenbart allerede alt, hvad hun skulle vide. Hvordan kan hun totalt ændre sig?
Kun 1 ting er større end min idioti… det er min smerte over at have svigtet og nu ikke er der for hende. Smerten over, at hun ikke elsker mig længere. At jeg ikke kan vende hende ryggen og komme videre, fordi hun vil beholde vores barn. Hun er i 8. uge.
Idioten
Hun: ”Jeg skriver under uanset hvad!”
Mig: ”Hvis du skriver under, hvor vil du så bo? Din lejlighed, din underskrift. Min lejlighed, min bolig”
Hun blev dybt ulykkelig… men gav sig. Og jeg fik naturligvis også forhandlet mægler ned.
Sammen dag, som vi fik beskeden, om at mælger gik med på det, sagde hun, at hun ikke længere kunne finde den mand, hun elskede. Hun havde brug for at få luft, så hun smed mig ud. Hun sagde ”det skal nok gå”. Hun lænede sig frem og kyssede mig.
Dagen efter sagde hun: ”jeg har tænkt, og jeg vil ud af dette forhold. Jeg kan ikke glemme synet af dig, da du truede med at smide mig på gaden… jeg elsker dig på mange planer, men du er for kompromisløs, og jeg kan ikke elske dig”… ”jeg vil beholde barnet og jeg har solgt lejligheden, så jeg skal finde et nyt sted at bo”. Jeg fik ikke et ord indført. Det tog hende 5 minutter at slå op. Hun var afklaret, konkret, utvetydig, konstruktiv og endda også empatisk, og der var intet at misforstå. Det var slut.
Nu er der gået 1 uge. I går skrev jeg et brev til hende, hvor jeg tryglede om tilgivelse. At jeg ville hende og barnet over alt på jorden. At jeg havde planlagt at fri til hende. At jeg ville lytte og løse problemerne sammen med hende. At jeg var her for hende. At jeg vil kæmpe for hende. At jeg ville tilgives og elskes. At jeg vidste, at jeg havde været jordens største idiot…. Og jeg mente faktisk det hele.
Hun svarede med samme kliniske præcision, at hun anerkender mine følelser, men at hun ikke vil komme til at ændre sin beslutning. Hun vil gerne tage en snak, men har ikke overskud lige nu. Hun har brug for luft, så hun vil vende tilbage til mig, ”når der er gået noget tid”, og imens vil hun holde mig orienteret om, hvordan det går med graviditeten. Hun har fjernet mig som kæreste fra Facebook.
Og nu er hun borte… alt, hvad der er tilbage af hende er en klinisk følelseskold professionel empatisk kvinde… jeg kan mærke det er forbi… og alt er forfærdeligt.
Jeg ved stadig intet ud over ovenstående. Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne træffe den beslutning uden at høre, hvad pokker jeg havde gang i. Uden at søge svar. Hun vidste åbenbart allerede alt, hvad hun skulle vide. Hvordan kan hun totalt ændre sig?
Kun 1 ting er større end min idioti… det er min smerte over at have svigtet og nu ikke er der for hende. Smerten over, at hun ikke elsker mig længere. At jeg ikke kan vende hende ryggen og komme videre, fordi hun vil beholde vores barn. Hun er i 8. uge.
Idioten
Kommentarer
citat ”Mig: ”Hvis du skriver under, hvor vil du så bo? Din lejlighed, din underskrift. Min lejlighed, min bolig”
Hun blev dybt ulykkelig… men gav sig.”
Dvs, at det har du sagt uden så megt som antydningen af glimt i øjet. Hun blev dybt ulykkelig... men gav sig ??? Der hjalp du hende heller ikke – du lod hende være ulykkelig, hun var voldsomt presset i en salgssituation på et vanskeligt boligmarked, og du gjorde hende på det tidspunkt opmærksom på, at hvis hun skulle bo i din lejlighed, så var det helt klart at det var din – og dermed dine regler. Jeg var også skredet på stedet, det kan jeg love dig.
I har således overhovedet ikke inden salget fået talt sammen om hvordan og hvorledes fremover??
Som jeg læser dit indlæg, så har du bestemt vist en side af dig selv, som hun ganske enkelt ikke tør satse sin fremtid på, og det kan jeg godt forstå. Du forbavses over, at hun har ændret sig? Ja, men er det ikke netop, fordi du har gjort nogle ting, der er kommet totalt bag på hende?
Senere i dit indlæg skriver du, citat: ”At jeg ikke kan vende hende ryggen og komme videre, fordi hun vil beholde vores barn.”
Dvs hvis ikke hun nu var gravid, så kunne du egentlig godt glemme hende og komme videre, men nu hænger du på den med børnebidrag de næste 18 år.
Hvis det fra din side handlede om ægte kærlighed, så var det vel fuldstændig ligegyldigt om hun var gravid eller ej??
Som du beskriver det her, så tror jeg da egentlig, hun har indset, at din kærlighed til hende ikke er helt så stor, som hun troede, og så er det meget fornuftigt af hende at stoppe nu – selv om hun gerne vil have jeres barn.
Oven i det hele, så virker det som et problem, at hun har fjernet dig som kæreste på Facebook! Øhhh??
Ja, der kan være meget mere i det, end du lige har bekrevet her, det ved jeg – men hvis man udelukkende forholder sig til det du her har bekrevet, så er det fuldt forståeligt, at hun fik kvalt sine følelser for dig.
Først, du skriver nogle meget fine indlæg, måske netop derfor finder jeg det stødende, at du skriver til Idioten:
Ci. "Hvis hun nu ikke var gravid, så kunne du egentlig godt glemme hende og komme videre, men nu hænger du på den med børnebidrag de næste 18 år."
Jeg mener at det fra din side er fri fortolkning.
Hvordan har den stakkels mand dog fortjent dette oveni i sin dybe smerte?
Idioten har intet sted beklaget sig over børnebidraget.
Hvorfor strø salt i såret?
Venligst Leonine
Ja, det er så et opfattelsesspørgsmål. Jeg læser faktisk ret klart, at den eneste grund til at han ikke vil kunne vende hende ryggen og glemme hende, netop er, at hun venter deres barn. Du har ret, han nævner ikke noget om børnebidrag, det var mig, der opfattede det sådan, og jeg medgiver, at det kan være en fejlfortolkning.
Denne unge mand har opført sig så utilstedeligt over for sin kæreste, at jeg ikke rigtigt ser en "stakkel" her.
Hvad ligner det at true sin kæreste med at smide hende ud i det øjeblik, hun har solgt sin lejlighed. Hun bliver dybt ulykkelig, men ”giver sig”; hvad er det for en kæreste, der byder sin elskede sådan noget?
Beklager, men jeg har ikke megen sympati for en sådan opførsel, og mener, at det eneste valg hans kæreste havde i en sådan situation, var at gå.
Jeg ved ikke med dig trådstarter - sagde du det i en joke? Man skal passe meget på med den slags ytringer, for det skaber virkelig mistillid. Håber, at du kan få snakket ud med hende om det, og at hun kan tilgive dig. Vi kan jo alle lave noget skidt, så måske fortjener du alligevel en chance.
Vist har trådstarter har udvist en grim opførsel, ingen tvivl om det.
Trådstarter erkender dette og er nu dybt ulykkelig.
Der er et nyt lille ventet barn i spil her.
Læs sidste afsnit af trådstarters indlæg igen, men med andre briller.
Det er menneskeligt at fejle, deværre har kæresten nok mistet tilliden til trådstarter. Men det må være muligt at tilgive.
Mit råd til trådstarter ville være: Skriv et brev til din kæreste og skriv at du bittert fortryder din opførsel. Sæt dit sidste afsnit i dit indlæg her ind i brevet.
Venligst Leonine
Som jeg ser hans indlæg, så har han skrevet det brev til hende, du foreslår, Leonine.
For mange år siden, da jeg var forlovet med min senere mand, kom han ved et selskab med en yderst sårende bemærkning til mig. Da jeg ikke ville skabe en scene ved selskabet, var det først på vejen hjem, jeg bad om en forklaring, og i øvrigt spurgte ham, hvad han ville med mig, hvis det var hans holdning til mig.
Det lykkedes ham at "trække i land", vi blev senere gift, fik børn og hus, men en sådan måske uoverlagt bemærkning fra ham, var jo sådan han øjensynligt grundlæggende opfattede mig, og mange besværligheder og tårer kunne være undgået, hvis jeg havde lyttet det, min krop faktisk havde fortalt mig, da jeg blev udsat for den bemærkning. Bevares, jeg fik mine dejlige børn, men kunne godt have undværet de barske år og den opslidende skilsmisse. For den bemærning og lignende udtalelser blev da gentaget flere gange, men da sad man jo med børn osv., og så er det altså ikke bare lige at skride.
Vi kan da godt fyre noge jokes af, men sådanne ting, der kommer lige pludseligt ud, ER jo ting, man mener, og jeg synes kæresten i dette tilfælde har handlet fuldstændig korrekt og med stor sandsynlighed i overenskomst med sig selv.
F.eks. har jeg også diskuteret med nogle omkring ægteskabelige skænderier. En ven har fortalt mig, at han og hans kone gør meget ud af ikke at skændes, for man kommer altid til at sige ting, man ikke skulle have sagt. Ja, rigtigt nok, men netop i en ophidset situation, får man jo præcis sagt, hvad man dybest set mener, så derfor mener jeg, det er sundt for et parforhold, at få eventuelle frustrationer ud. Så kan man, når gemytterne er faldet til ro - få talt i gennem, hvad der lå til grund for netop et sårende udbrud. I dette aktuelle tilfælde var Idioten og hans kæreste jo ikke i et skænderi, næ, han udnyttede en presset situation til lige at gøre hende opmærksom på, hvor skabet skulle stå.
Jeg prøver at gøre Idioten klart, at det er ham, der har smidt det hele over bord, ikke hans kæreste, og det er derfor ham, der skal se på sig selv og sin adfærd - måske for ikke at gentage det en anden gang.
Men din udtalelse rummer også nogle ganske alvorlige trusler og holdninger. Din kæreste står for at sælge sin lejlighed for at flytte ind hos dig. Dvs. hun opgiver sit hjem for at i kan etablere fælles hjem hos dig, og så markerer du så skarpt, at det er DIT hjem, og altså ikke et fælles hjem. Den holdning tilkendegiver du på et tidspunkt, hvor din kæreste er ekstra følsom i begyndelsen af en graviditet.
Jeg kan ikke vide, om du har nogen chance for at vinde din kæreste tilbage, hvilket jeg tolker er dit primære ønske. Men det vil i hvert fald ikke hjælpe at være klandrende. Du skal snarere være tålmodig og give plads. Hvis du samtidig viser (ærlig, ikke påtaget) interesse for hendes graviditet og barnet, som er på vej, kunne det også styrke dine odds. Endelig må du ærligt overveje, om du vil respektere hende som din jævnbyrdige partner og give hende samme rettigheder (medejer/lejer) til din bolig, som jeg forstår skulle have været jeres nye fælles hjem.
Såfremt du endegyldigt har mistet din kæreste, mener jeg ikke du skal bebrejde hende, at hun har valgt at beholde barnet. Det er ingen hindring for, at du kan komme videre i livet og give slip på din kæreste, det er vi mange, som har præsteret, men forhåbentlig vil du engagere dig i barnet og give/modtage en masse i forholdet til dit barn.
Held og lykke med fremtiden hvad end den byder.
I dag ringede jeg til hende. Jeg vil bare høre hendes stemme. Hun tog telefonen, og hun fortalte, at hun havde det godt fysisk, arbejdede, ordnede en masse praktisk omkring flytning. Hun fortalte også, at det var et chok for hende, at se den side af mig.
Jeg brød sammen i telefonen, og hun hørte den følsomme usikre side af mig. Jeg fortalte, at jeg angrede, stadig elskede hende, ville hende og babyen og ville gøre alt, for at genvinde hendes tillid. Jeg bad om ikke, der var noget, jeg måtte gøre for hende. Men hun forblev tavs længe, hvor hun så stille sagde "nej".
Jeg fortalte, at jeg frygtede, at hun beskyttede sig selv, ved at slå op så dramatisk og definitivt. At jeg troede, at hun ikke ville risikere at blive at blive såret igen, så hun slog op nu, mens hun havde chancen. Det kommenterede hun ikke.
Jeg fortalte, at jeg får professionel hjælp for at finde ud af, hvordan jeg kunne være i stand til at true hende med at slå op/flytte ud af lejligheden. Det mente hun var godt for mig.
Jeg sagde også, at jeg følte, at der var noget i vores forhold, som jeg ikke kendte til, eller noget i hendes tidligere liv, som jeg ikke kendte til, der måske kunne forklare, hvorfor hun reagerer ultimativt på min rædselsfulde trussel. Det var der ikke. Hun elskede mig bare ikke længere, sagde hun.
Jeg spurgte så, hvorfor hun ikke elskede mig længere.
Hun: "Ja, hvordan skal jeg forklare, at kærligheden dør? Jeg så simpelthen en side af dig under boligsalget, som gjorde at kærligheden døde. Det kom som et kæmpe chok for mig, at du havde den side. Derfor har jeg været ked af det".
Jeg var så rystet, at jeg ikke engang fik spurgt, hvorfor hun så ville have et barn med mig? For jeg har svært ved at forstå, at man vil have et barn med en, der har såret en så dybt. Vi er begge 37 år. Jeg ved godt, at hun måske derfor tager det som en velsignelse, at hun er gravid. Jeg frygter virkelig, at siden at hun vil have barnet, så er det fordi, at hun følelsesmæssigt føler, at det er hendes barn. Ikke vores barn. Men jeg fik som skrevet slet ikke spurgt hende om det. Og jeg tør næsten ikke, da jeg ikke ønsker at grave flere grøfter.
Men det var altså ikke økonomien og alle de andre ting, som jeg selv havde gættet mig til. Det var, hvordan jeg havde tacklet boligsagen alene.
Jeg skal til scanning med hende på torsdag, hvor vi skal ses for første gang. Fredag flytter hun fra sin egen lejlighed hjem til venner, hvor hun skal bo i 2½ måned, indtil hun kan flytte ind i sin nye lejlighed.
Jeg har en dårlig vane at gætte mig frem til, hvad folk siger mellem linierne. Jeg har fået at vide, at jeg skal blive bedre til at høre UDELUKKENDE, hvad der bliver sagt, og intet andet.
Det gør jeg nu med min gravide eks-kæreste. Så jeg har tænkt mig endnu engang at gentage, at jeg arbejder med mig selv, elsker hende, vil gøre alt for vinde hendes tillid, og jeg står på spring, når der er noget, som kan gøre det nemmere for hende.
Derefter vil jeg genopbygge mig selv. Lige nu føler jeg mig lammet følelsesmæssigt. Jeg er omgivet af familie og venner, der støtter mig. Men jeg kan ikke føle dem lige nu. De har været der for mig altid og også nu, men jeg bare ikke længere forstå, hvad de ser i mig. Heller ikke, når de forklarer mig.
Jeg hader mig selv, og det har jeg aldrig gjort før. Men jeg SKAL finde en måde at tilgive mig selv, så jeg kan være der 100% for min første datter og babyen.
Så jeg gør det altså for min skyld.
Så fik min eks alligevel ret i, at jeg er egoist.
Det her er så forfærdeligt, og jeg håber, at der er mænd, der læser min historie. Og måske lærer at bryde macho-tankemønstre a la "jeg skal være helten" "jeg skal erobre min kæreste" "jeg skal tage styringen". Den slags tanker havde jeg, så jeg låste mig fast og tænkte "selvom jeg ikke græder, så har jeg også følelser. Derfor skal hun ikke få sin vilje, bare fordi hun græder" og "jeg kan ikke lave om på mig selv, så hun må sgu blive lesbisk, hvis hun vil have følelser".
Jeg har snakket med en del kvinder, der har mænd, der 10 gange den mand, jeg er. Jeg har fået smag for at blive et bedre menneske, der kan vise sig sårbar og fortælle om mine følelser, og bruge tid på at kommunikere... VIRKELIG kommunikere. Og nedbryde alle de fælder, der er dårlig kommunikation.
Lægen hjælper med værktøjerne. Så er det op til mig at løfte opgaven. Op til mig endelig at blive voksen. Ikke for at vinde min eks tilbage. Det løb er desværre kørt. Men for at vinde mig selv.
Tak for alle jeres dejlige og ærlige svar til mig. Det har faktisk været meget lærerigt at læse dem.
Idioten
Jeg har været hård ved dig, det ved jeg, men jeg fortryder ikke. Desværre er man nogen gange nødt til at få nogle gevaldige øretæver, for at indse at det ikke er "de andre", men en selv, der har en forkert adfærd.
Det har du indset og betaler bestemt regningen - og den er dyr. Du har nu min dybeste respekt for at have indset tingene og har valgt at gøre noget ved det - det er en barsk tur du er i og sikkert kommer i den næste tid, men du vil forhåbentligt komme hel ud på den anden side som et bedre menneske, som du også selv har det godt med.
Held og lykke fremover.
Du frygter, at din ekskæreste vil betragte barnet som sit (ikke jeres). Det tror jeg ikke, du skal frygte, i og med du er inviteret med til skanning.
Endvidere er du uforstående for, at hun ønsker barnet sammen med dig. Det kan der være mange grunde til, bl.a. som du selv er inde på, at hun nærmer sig de fyrre, og hun dermed næppe skal vente for længe, hvis hun vil have børn, men det kan jo også være et mere etisk spørgsmål for hende. En beslutning om abort bør altid være meget velovervejet og forbundet med dybe følelser. Det handler jo ikke bare om en ting, man vælger fra, men et levende liv.
På det, du skriver, lyder det ikke som om, du er færdig med din ekskæreste, samt at du stadig har et håb, at i må finde sammen. Hun lyder meget bestemt i sin beslutning, men altså, det kan ændre sig, når hun får situationen på afstand, og barslen nærmer sig. Men det er vigtigt, du er tålmodig, og du accepterer hendes beslutninger (om at bryde forholdet hhv. at få barnet). Ligeledes at du viser et positivt og oprigtigt engagement i barnet og graviditeten. Og så må du endda være forberedt på, at hendes beslutning kan være definitiv, og du aldrig kan vinde hende tilbage, og så bør du naturligvis af hensyn til dig selv give følelsesmæssigt fri på hende, omend i stadig vil have barnet sammen.
Og endelig må du snarest atter lære at elske dig selv.