Angst for opmærksomhed?
Hej
Jeg er en dreng først i tyverne, som har haft et seriøst problem i 5-6 år (som jeg lige husker det). Jeg havde en idé, om at det kun var mig, som havde problemet, indtil jeg en dag fik den idé at gå forbi netdoktor.dk.
Problemet består i, at jeg ikke har det godt, når jeg skal snakke/være sammen med mennesker. Det kan både være mennesker, jeg har kendt i lang tid og personer jeg møder for første gang. Der opstår situationer hver eneste eneste dag, som gør mig utilpas, men det er især slemt, når der er flere mennesker tilstede.
Et eksempel:
Jeg er til familiefødselsdag, og der sidder en 16 stykker ved bordet. Under forretten har jeg det nogenlunde, men jeg er heller ikke rigtigt med i samtalerne. Under hovedretten vender samtalen sig så over mod mig. Alle kigger på mig, og det er her det går galt. Det er som om, jeg går i panik. Min krop begynder at ryste, jeg sveder voldsomt over hele kroppen, er vildt nervøs over situationen og mine vejrtrækninger bliver meget tunge og lange.
Det er virkelig ubehageligt, og jeg tænker kun på at komme væk. Jeg kommer først til ro, når er for mig selv fx på toilettet.
Lignende scenarier opstår mange gange om ugen. Både i skolen, på arbejde og privat. Det kan ske med 16 personer såvel som med 1 person. Indtil videre har jeg holdt problemet for mig selv, selvom flere nok har lagt mærke til det. Samme fornemmelse kan jeg få, hvis folk blot kigger på mig.
Jeg har læst lidt her på siden og kan se, at der er kendetegn som ved panikangst. Men er det virkelig angst eller er jeg bare genert?
Bør jeg søge hjælp til problemet?
Mvh
John
Jeg er en dreng først i tyverne, som har haft et seriøst problem i 5-6 år (som jeg lige husker det). Jeg havde en idé, om at det kun var mig, som havde problemet, indtil jeg en dag fik den idé at gå forbi netdoktor.dk.
Problemet består i, at jeg ikke har det godt, når jeg skal snakke/være sammen med mennesker. Det kan både være mennesker, jeg har kendt i lang tid og personer jeg møder for første gang. Der opstår situationer hver eneste eneste dag, som gør mig utilpas, men det er især slemt, når der er flere mennesker tilstede.
Et eksempel:
Jeg er til familiefødselsdag, og der sidder en 16 stykker ved bordet. Under forretten har jeg det nogenlunde, men jeg er heller ikke rigtigt med i samtalerne. Under hovedretten vender samtalen sig så over mod mig. Alle kigger på mig, og det er her det går galt. Det er som om, jeg går i panik. Min krop begynder at ryste, jeg sveder voldsomt over hele kroppen, er vildt nervøs over situationen og mine vejrtrækninger bliver meget tunge og lange.
Det er virkelig ubehageligt, og jeg tænker kun på at komme væk. Jeg kommer først til ro, når er for mig selv fx på toilettet.
Lignende scenarier opstår mange gange om ugen. Både i skolen, på arbejde og privat. Det kan ske med 16 personer såvel som med 1 person. Indtil videre har jeg holdt problemet for mig selv, selvom flere nok har lagt mærke til det. Samme fornemmelse kan jeg få, hvis folk blot kigger på mig.
Jeg har læst lidt her på siden og kan se, at der er kendetegn som ved panikangst. Men er det virkelig angst eller er jeg bare genert?
Bør jeg søge hjælp til problemet?
Mvh
John
Kommentarer
Ja, man føler, at man er den eneste, der har den slags problemer men det er man bestemt ikke. Godt du fandt ud af, at du bestemt ikke er alene om dem :-)
Den måde du beskriver en familiefødselsdag på, genkender jeg rigtigt meget.
Jeg tænker på, om det har været sådan i din familie, at de voksne talte hen over hovedet på børnene i familien og ikke inddrog dem i samtalen? Har de voksne bare talt om 'voksenting' og ikke spurgt til eller interesseret sig så meget for børnene? Har børnene været vænnet til at deltage i samtaler og blive talt med - både ved sammenkomster og enkeltvis?
Hjemme hos os var børnene nærmest usynlige. Men lige pludseligt når vi var samlede, kunne al opmærksomheden pludseligt blive vendt mod én, så man var midtpunktet. Det var man slet ikke vant til, så det var rædselsfuldt og man vidste slet ikke, hvad man skulle sige.
I mange familier, har jeg lagt mærke til, er det ofte negativ opmærksomhed børn og unge får. Mange steder er det almindeligt at drille med, hvilke kærester man nu har eller andre private ting, der overskrider éns grænser og som man slet ikke har lyst til at tale om. Eller også bliver der måske fokuseret på, at man har kvajet sig eller ikke har klaret sig godt eller man gør grin med hinanden eller man bliver ikke taget alvorligt. Har du været vant til denne form for negativ opmærksomhed?
Men det er jo kun gætterier fra min side – måske føler du slet ikke, at du har oplevet for lidt, for pludselig eller for negativ opmærksomhed, så det må være nogle helt andre ting, det handler om.
Om du lider af angst eller bare er genert? Dybest set er det nok én og samme ting. Angst for at være sammen med andre, bevirker meget ofte, at man føler opmærksomhed ubehagelig og bliver meget usikker på sig selv og derfor måske prøver at gøre sig ret usynlig. Det er vel det, der almindeligvis kaldes generthed.
Jeg ser sådan på det, at jeg tror, at langt de fleste kan have glæde af at få noget professionel hjælp til at håndtere forskellige problemer i deres liv. Især når det er problemer, der dukker op gentagne gange, for så er der et mønster. Er der et mønster, så vil det blive ved med at gentage sig, hvis ikke man bliver bevidst om det, så man kan bryde mønstret. I så fald kan man få meget glæde af at få nogle nye in-put fra en udenforstående, der ved noget om den slags.
For mig lyder det så også som om, at du vil have glæde af at få styrket din selvtillid. Det kan du selv arbejde med, men det kræver, at du til at starte med får nogle redskaber til det, så du fremover ved, hvad du selv kan gøre. Det kan man også få gennem professionel hjælp.
Jeg kan ikke sige, om du 'bør', kun at jeg tror, at du nok vil kunne få gavn og udbytte af det. Der er ingen grund til, at du kæmper med disse problemer, når der er noget at gøre ved dem. Det er jo faktisk et temmelig stort handicap, at man ikke føler sig til godt tilpas sammen med andre mennesker og dermed jo heller ikke med sig selv.
Hilsen Helene