Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Sorg og savn

Redigeret 31 maj, 2009, 17:04 i Sorg og krise
Til Jer 3 som har svaret på mit indlæg om tabet af min mand. Tusind tak.
Og til dig som anbefalede bogen "min mand døde - min kone døde". Tak for det, den har jeg læst og den har været meget givende.

Kommentarer

  • Det må have været en meget hård og barsk oplevelse for dig. Jeg forstår godt, at det kan være svært at komme videre.

    Men der er forskel på 'at komme videre'... Den ene måde er, når man har fået bearbejdet traumet, sorgen, savnet, vreden, svigtet og alt, hvad der ellers følger med af logiske, ulogiske og ambivalente følelser. Den anden måde er at flygte fra det hele og skubbe det fra sig og prøve at kapsle følelserne inde. Du vælger den sidste udvej og det er den måde, man helt sikkert IKKE kommer videre på.

    Du skriver:
    '... Jeg kan ikke blot sidde og læse en bog eller et blad. Jeg er bange for at komme til at sidde stille, for så kommer alle tankerne og savnet. Så er det bedre, at jeg knokler med mit arbejde og hele tiden har det pænt og rent i huset. Bare det ser godt ud - så kan det indre jo være i kaos.!'
    Det viser jo tydeligt, at du flygter fra dine følelser og altså fastholder du dem! De skal tværtimod ud. Derfor er vejen til at komme videre - sådan for alvor og hvor man virkeligt føler sig klar til det - at få følelserne UD. Gøre det modsatte af det, du plejer. Træk stikket ud, tænd stearinlys, sæt dig alene og dyrk minderne om din mand, se på fotoer, hør musikken I hørte - dyrk minderne. Når du så har fået grædt og raset og har været hele følelsesregisteret igennem, så er du tømt for alle de følelser, der fatlåser dig og så når du frem til et tidspunkt, hvor du pludseligt ser, at der også er en verden udenfor, hvor solen skinner og så er du ved at være klar til at deltage i livet igen. Måske vil du have glæde af at få professionel hjælp af en psykolog eller terapeut til at komme igennem denne proces.

    Gode venner og veninder er guld værd i en sådan proces, men de har ikke nødvendigvis den professionelle forståelse af, hvordan en sorgproces naturligt forløber og hvad du i den forbindelse har mest brug for.
    At finde en ny mand, fordi det hjælper dig til både at fortrænge og forstærke mindet om din afdøde mand, er faktisk ikke fair overfor en ny mand (og vel sådan set heller ikke overfor din afdøde mand eller overfor dig selv). For så vælger du ham jo ikke, fordi han er en dejlig person, der vil give et i forvejen godt liv mere fylde, men fordi han skal holde din ensomhed og smerte væk. Han vil blive brugt som en følelsesmæssig erstatning for det, du har mistet, når du dybest set ikke er kommet over tabet.

    Mine tab har været nogle andre men jeg har oplevet sorg og traumer i mange former igennem livet og jeg ved, hvilke konsekvenser fortrængt sorg og flugten fra følelserne har. Før eller siden risikerer man altid at blive indhentet af fortiden, hvis ikke sorgprocessen får lov at finde naturligt sted. Desuden er et liv på flugt fra sine egne følelser ikke noget godt liv.

    Jeg håber, at du finder din vej videre frem.

    Hilsen Helene
  • Kære,

    Jeg har læst dit indlæg om dit savn og din sorg efter tabet af din mand. Måske du kan finde en trøst ved at læse om andre der har været igennem samme forløb i "Min mand døde. Min kone døde" af Peter Olesen. Kærligst
  • Kære dig.
    Det er en stort tab at miste sin ægtefælle, og for dig er det i en ung alder.
    Det tager sin tid at komme over det, men du skal tage den tid det tager.
    Du er sikkert kommet lidt videre siden du skrev indlægget, du vil langsomt vænne dig til og acceptere, at din mand er død.
    Det er meget vigtigt at du accepterer dine følelser, også selvom der skulle komme følelser du ligesom ikke synes er passende.
    Jeg kender flere der har mistet sin ægtefælle. Det er meget forskelligt hvordan de havde det efter tabet, men jeg kan trøste dig med, hvis det er en trøst, at alle kom/kommer igennem det.
    Min veninde mistede sin mand for tre år siden. Hun gjorde ligesom dig, hun fartede rundt, snakkede ikke om at hun var ked af det eller viste andre tegn på sorg, udover, at vi som kender hende, vidste, at alle hendes gøremål var en form for flugt.
    Det tror jeg til gengæld skal respekteres. Kommer tid, kommer råd, som man siger.
    Først nu, efter tre år taler hun om det. Hun er klar over at hun ligesom har befundet sig i en slags tåge som hun er ved at bevæge sig ud af.
    Hun har været glad for accepten af, at når hun ikke selv talte om det, så var det nok fordi det var hendes måde at komme igennem det på.
    Vi er imidlertid i en alder hvor dødsfald kan forekomme pludseligt. Du er i en helt anden livsalder, og det er selvfølgeligt et stort chok du har fået.
    Men tiden læger alle sår, du må lade tiden læge dig, og pludselig ser du lyset forude igen.
    Kærlig hilsen
    Linette
Log in eller Registrér for at kommentere.