Hjem Sex & samliv Ægteskabsproblemer

Jeg er sådan i tvivl

Redigeret 15 oktober, 2013, 17:15 i Ægteskabsproblemer
Jeg skrev herind for et stykke tid siden, hvor jeg var i tvivl om jeg skulle gå fra min mand, og hvor jeg i givet fald skulle henvende mig. Jeg er stadig i tvivl om, hvad der ville være bedst.
Sagen er, at jeg har været en tur væk hjemmefra en lille uge, og det gav lejlighed til at tænke og mærke efter. Jeg elskede den mand, jeg giftede mig med - men det er ikke min mand længere. Hans mors død ændrede alt.
Efter jeg kom hjem synes jeg virkelig, at det har været slemt. Han råber ad mig og taler grimt til mig, en fuldkommen mangel på respekt, som jeg i dén grad genkender: Hans far var præcis lige sådan overfor alle, inklusive kone og børn.
Jeg har også ændret mig, og det er, i hvert fald på logikplanet, gået op for mig, at jeg ikke vil finde mig i det mere. At jeg faktisk har fortjent bedre.
Ydermere føler jeg, at vores forhold er kærlighedsløst, at vi intet har at sige til hinanden. Jeg føler ikke, at han interesserer sig et hammerslag for mig som person, men at jeg på det nærmeste er en anden husholderske slash børnepasser. Han har heller ingen respekt for det jeg laver.
Når jeg har prøvet at tale med ham om de ting - og det har jeg virkelig - så får jeg enten hånlige svar eller han laver grin med det eller han kommer med et angreb mod mig "du gør også...".
Vi har, som jeg skrev om tidligere, haft meget at slås med, og der har hele tiden været håb. Måske er det bare mig, men jeg er sådan i tvivl om der er det stadig. Han slås med nogle svære ting og går i terapi for at få styr på det, og jeg føler, at jeg ville svigte ham ved at gå netop nu. Men er det egoistisk at synes at man har fortjent kærlighed og respekt?
Jeg har ikke haft stillet det sådan op før for mig selv før for ganske nylig, efter min tur, og således heller ikke for ham. Tidligere ville jeg have tænkt, at det var dét, der var svaret, dét jeg skulle gøre, kommunikation. Desværre har jeg det delvist sådan, at jeg ikke engang ved, om jeg overhovedet gider prøve mere. Fordi jeg ikke ved, om der er noget at håbe på.
Jeg har også, for første gang nogensinde!, haft tanken, at mit liv ikke ville være slut, hvis mit ægteskab skulle ende - at jeg godt ville kunne finde en anden mand at elske som elskede mig. Jeg har altid tidligere tænkt, at jeg er typen der elsker een gang og så aldrig igen. Min mand er også min første og eneste kæreste, jeg har haft.
Det sværeste er selvfølgelig børnene. Jeg spekulerer mig gul og blå over, om det ville være bedst for dem at blive eller at gå - både nu og på sigt. Hvis min mand "blev sig selv" igen og følelserne kom tilbage, så ville det klart være bedre for alle, børn ham og mig selv, at blive, men hvis ikke... De er jo heller ikke tjent med en far, der behandler deres mor og dem så dårligt. Han råber også af dem og taler beskidt til dem, når han irriteres eller bliver vred.
Nej hvor er det altså svært! Nogen der har et par ord?
Usikkerkvinde 4

Kommentarer

  • Kæreste,

    Det var os, der ”talte sammen” sidst, og jeg så godt dit indlæg forleden, men håbede at der ville komme andre på banen – det håber jeg da stadig.

    Nej, det er ikke egoistisk at fortjene kærlighed og respekt. Jeg fornemmer, du virkelig tænker over jeres liv, og at du håber og håber på en bedring fra din mands side, men jeg kan sagtens følge, at du ikke kan blive ved med at leve dit liv på den måde.

    Du skriver at din mands far opførte sig på samme måde over for sin kone og sine børn som du nu oplever din mand gøre. Han er således velsagtens dårligt nok klar over, at det ikke er måden, for det er jo den måde, han er opvokset på. Det vi som forældre viser vores børn, er uhyre vanskeligt at lave om på som voksne – vi kopierer vores forældre og opvækst langt mere, end vi selv tror.

    Mit råd, som jeg da et eller andet sted da tror, du har brugt, er at du igen fortæller ham, at enten bliver der ”skiftet hest” nu, eller også er du gået. Jeg vil foreslå, at du giver ham en frist på et eller andet tidsrum f.eks. på en eller to måneder, og hvis ikke der er sket en væsentlig forandring til den rigtige side, og der skal ligeledes være tegn på, at det vil fortsætte med at gå fremad med hans måde at behandle dig og børnene på, ja, så er du og dine børn gået.

    Sig til ham at 1. juni eller juli 2009 – efter hvad du nu mener han skal have af tid - indgiver du skilmissebegæring, hvis ikke der er indtruffet den bedring, som han jo godt ved skal komme. Han skal naturligvis også have at vide, at hvis det ellers går fint og I har passeret den afgørende dato, så får han ikke flere frister, hvis han ”falder tilbage” til tidligere gænge, så går du øjeblikkeligt.

    Så vidt jeg husker fra vores tidligere debat, så vil han faktisk også gerne dig og jeres familie, han kan bare ikke finde ud af det. Derfor synes jeg også, han skal have at vide, at nu er grænsen nået, og det er op til ham, om I skal fortsætte eller ej
  • Hej,

    GIV HAM CHANCHEN!!! Alle fortjener en chance til, og det er måske ikke sikkert han har opfattet situationen som du har. Stil et ultimatum op overfor ham, så han også er HELT klar over dette!! 2 mdr. ville være en fin periode, og få evt noget professionel hjælp i denne periode, til at opstille fælles mål for hvor i skal hen sammen og hvad jeres succeskriterier er.

    Det er helt klart, at han ikke må opføre sig som han gør, og på denne baggrund er jeres forhold ikke holdbart. Men er der ikke en grund til at denne situation er opstået? og er der ikke en chance for at i kan finde tilbage til det i havde? Børnene er en rigtig god grund til at forfølge dette, og folk kan ændre sig, når de hjælpes, når betingelserne er til stede, når de stilles stolen for døren og når de ved de skal.

    Gør ham situationen helt klart, forfølg chancen... og lykkes det ikke så gør det forbi.

    mvh Rasmus
  • Hej, nu ved jeg godt, dit indlæg var fra 2009, men i og med det lyder NØJAGTIGT som min mand, kunne jeg godt tænke mig at høre udfaldet af din daværende situation, da jeg står i den der "tvivls situation" lige nu.

    På forhånd tak.
Log in eller Registrér for at kommentere.