Nattebadning på plejehjem.
Først tænkte jeg "Hvem kan dog allerførst have fostret en så syg ide'".
Men så begyndte jeg at tænke på, hvordan livet mon er på de demente plejehjem. Nogle beboere ville måske ellers ligge i sit våde nattøj i mange timer, ja så er det jo rart at blive renset. Det anderledes er vel, at man så allerede tidligt giver dem dagligt tøj på.
Vi VED jo IKKE, hvad der ligger bag. Men hvis der ikke er sket noget, så er det ubarmhjertigt at vække folk.
Men så begyndte jeg at tænke på, hvordan livet mon er på de demente plejehjem. Nogle beboere ville måske ellers ligge i sit våde nattøj i mange timer, ja så er det jo rart at blive renset. Det anderledes er vel, at man så allerede tidligt giver dem dagligt tøj på.
Vi VED jo IKKE, hvad der ligger bag. Men hvis der ikke er sket noget, så er det ubarmhjertigt at vække folk.
Kommentarer
De allersvageste er ikke i stand til at tilkalde nogen hvis de har haft et uheld i sengen. De får ble på, så de ligger tørt. Mange kan ikke komme med af med vandet, så de har kateter, så bliver sengen heller ikke våd.
De kan heller ikke huske, at de blev vækket, så de kan ikke sladre til nogen.
De pårørende er uden mulighed for at gøre vrøvl, de ved som regel heller ikke hvad der foregår.
Hvis de opdager det, og klager, så forlanger de at den demente skriver under på klagen.
Sidder selv med vores erfaringer med min svigermor. Hun kan ikke spise, ikke gå, ikke drikke, ikke huske, kan næsten ikke snakke, og hun kan ikke huske hvad hun er i gang med.
Jeg har skrevet om det i et tidligere indlæg.
Jeg blev ringet op så sent som i onsdags, hvor denne dame fra byrådet forlangte, at mit brev jeg havde sendt til et udvalg, skulle underskrives af min svigermor, ellers kan de ikke tage sig af, at man svigter de gamle.
Sådan er det.
Bare, som du skriver Linette, at man ikke kan tage sig af det, hvis ikke det er din svigermor, der selv skriver under – det er jo helt hen i vejret, og rystende.
Vores gamle og svage kaldes jo ganske enkelt ”ældrebyrden” politisk.
Selv om jeg ved, der rejses et ramaskrig, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om en aflivning ikke er mere humant, end den uværdige behandling som de gamle, demente bliver udsat for – for som det jo garanteret siges, bare ikke officielt: ”De ved jo alligevel ikke, hvad der foregår omkring dem, de kan ikke protestere, så derfor er det ligegyldigt, hvordan de behandles.”
Vi behandler vores kæledyr væsentligt mere humant end vi behandler vores gamle.
Min gamle kat på 16 år, fik svært ved at gå, spise og holde det i sig. Ja, men det var da kun noget, vi så på i to dage, så sagde vi et smukt farvel, selv om dyrlægen da godt ville have ”kokkereret” lidt på ham,så han måske kunne have holdt en måned mere, men hvem skulle det så lige være til glæde for? Og nej, det kan ikke sammenlignes, men jeg føler da bestemt, jeg gjorde noget meget mere smukt og værdigt for min kat, end jeg kunne gøre for et elsket familiemedlem, der ikke selv ville være i stand til at udtrykke sig.
I min bekendtskabskreds har jeg kendskab til et ægtepar, der boede på plejehjem. Konen var dybt dement, men det var altså manden, der døde først. Han var ikke i graven, før plejehjemmet forlangte en flytning af denne kone, der jo ikke kunne blive i et to-personers værelse. Hun blev så flyttet hen ad gangen, men bare det var jo nok til at hun blev fuldstændig forvirret, ja, så meget at hun døde kort tid efter, men det var vel også den dybere mening.
Jeg er både flov og pinligt berørt over at bo i et samfund, der tillader den slags, og ville ønske mine kære kunne tage en kontant beslutning, hvis jeg skulle komme der til, hvor jeg ikke selv vil kunne sige fra. Men – det må de desværre ikke.
Jeg har skrevet under på, jeg ikke vil holdes kunstigt i live, men hvad nu, hvis jeg ligger i en seng og ikke kan røre mig og intet kan selv, så må jeg finde mig i det.
Jeg har set, hvordan man ligger på et plejehjem. Jeg har set, hvordan nogle kan risikere at blive behandlet. Jeg har set de følgelidelser, der kan komme af ikke at kunne røre sig. Så ja tak, jeg vil gerne humant aflives, hvis jeg kom i den situation.
Desværre bliver det kun en ønskedrøm, så jeg håber aldrig at komme i den situation.
Vi kan sagtens sige, at sådan eller sådan vil vi ikke ønske vi får det, de sidste år af vores liv. Men vi ved ikke, hvis det kom til stykket, om vi ikke ville blive hængende lidt endnu.
Min svigermor lever endnu, men jeg er holdt op med at køre ud og se til hende. Jeg får sådan en kastopfornemmelse når jeg ser på hende, og lugten i hendes hjem er ikke altid god.
Hun kan ikke gøre for nogen af delene, men jeg kan heller ikke gøre for min reaktion.
Så har jeg meget svært ved at holde min mund, hvis jeg bliver involveret i noget. Jeg vil ikke mere udsættes for det jeg blev i forbindelse med den famøse køretur til sygehuset.
Min mand kører derud en gang om ugen med penge, og vi har aftalt med hjemmehjælperne, at mangler der tøj, så lægger de en seddel. Så sørger jeg for det.
Men ellers er jeg holdt op med, at bekymre mig om hun har det godt eller skidt.
Måske er det også i nogle tilfælde vores egne følelser der spiller os et puds.
Jeg håber ikke, at jeg selv skal have sådan en afslutning på livet. Jeg tror jeg sørger for at slutte mit liv på egen hånd, hvis jeg skulle få diagnosen dement.
Men som sagt, ingen af os ved, hvordan vi vil opfatte livet, hvis det former sig sådan.
Det er jo ikke kun selve sygdommen og alderdommen der gør sig gældende. Jeg synes det må være forfærdeligt at ligge som et spædbarn med bæ i bukserne og vente på, at nogen kommer og skifter.
Eller at sidde og vente på maden og blive madet, og så se på måden hun spiser på.
Hun kan intet mere, og i perioder må de lade hende blive i sengen, hun er for træt til at sidde oppe.
Det er et år siden hun sidst har kunne tisse normalt.
Jeg taler om, at have sin forstand og være hjælpeløs.
Jeg ville, hvis jeg kunne, skrive under på, jeg gerne ville dø, hvis jeg blev lam.
For mig ville det være en rædsel uden lige, at være helt hjælpeløs og skulle affinde mig med, hvad andre gjorde.
Jeg arbejdede på et plejehjem, hvor der var en dame, blind og lam. Hun havde sin forstand.
Hun bad mig om at synge en sang for hende, når hun skulle sove. Dette gjorde jeg gerne, men det blev mig forbudt med den begrundelse, at de gamle ville blive helt urimelige. Jeg var lamslået.
Hendes eneste familie var en bror, som besøgte hende. En dag skulle han selv på plejehjem.
Jeg overhørte en samtale, hvor der blev spurgt om at undersøge muligheden for, at han kunne komme på samme plejehjem. Så de kunne holde hinanden med selskab. Da hun var helt lam kunne de ikke engang tale sammen i telefonen.
Svaret var et NEJ. Ondskab, ondskab.
Det er som at have med et spædbarn at gøre.
Jeg ved du har ret med hensyn til pasning og pleje af de gamle, men vi må også huske, at være glade for de plejere der har forstået indholdet og meningen med deres arbejde.
Jeg kan se for mig, at du opfylder et ønske ved at synge en sang. Det kan jo gøres uden at bruge ekstra tid. Og hvorfor skulle det være forbudt?
Jeg har også været hjemmehjælper. Jeg skulle passe en syg dame tre timer hver formiddag, jeg måtte ikke gøre rent for hende. Kun snakke med hende. Det var ulideligt og belastende for os begge. Der trængte faktisk til at blive gjort rent.
Hun spurgte mig forsigtigt, om jeg ville vaske hendes lænestol. Jeg kunne se, at det havde været en dyr og dejlig sag, da den var ny, men den var forfærdelig beskidt.
Jeg gjorde det, og snakken gik jo meget bedre medens jeg gjorde noget hun gerne ville have. Hun blev så glad.
Hun døde desværre efter kun fjorten dage.
Det var et af de tilfælde, som sikkert ligner hvad du kender. Jeg skulle bade hende, det var tydeligt at hun havde en kæmpe kræftsvulst i maven. Hun fik tømt mange liter væske ud af maven et par gange om ugen, men kommunen sagde til mig, at hun var psykisk syg og derfor måtte jeg ikke gøre rent hos hende. Det skulle hun selv. Hun kunne jo ikke, hun kunne dårligt nok stå på sine ben.
Jeg tænkte tit, at det vi skulle komme så mange timer hver dag, uden at vi måtte gøre noget for hende, må have været en enorm belastning. Jeg øvede mig i, bare at være der, uden at forstyrre med alt for megen snakkeri. Jeg gik og fik gjort lidt rent hist og pist, og hun var så glad for det. Der gik jo ingenting fra mig ved at gøre det, tværtimod, jeg blev jo glad fordi hun blev glad.
Men sådan er der så meget Persille.
Det findes et overalt i vores forvaltninger, jeg kan ikke forstå, at det er blevet sådan.
Jeg frygter selv meget endda, at blive afhængig og hjælpeløs, uanset om årsagen er demens eller andre former for alderdomsrelaterede forhold.
Jeg taler ikke om demente personer.
Det har jeg gjort for mange år siden.
Men det hjælper bare ikke, hvis jeg bliver lam af en eller anden årsag. Så kan jeg få lov til at ligge i en seng, uden at kunne røre mig, med de uhyggelige konsekvenser, det kan få.
Derfor mener jeg, man skulle have lov til at vælge om man vil leve eller dø i sådan en situation.
Jeg mener naturligvis ikke man skal aflive demente. Det ville jo være mord og en grusom tanke
Det er slet ikke den slags jeg tænker på. Men alene den frie vilje til at vælge om man vil leve eller dø, hvis man har sin forstand og er helt hjælpeløs.
Nu håber jeg at have gjort helt klart, hvad jeg mener.