Tvivl
Jeg fandt ud af, at jeg er gravid for omkring en uge siden. Jeg har en fast kæreste, som jeg har været sammen med i to år og vi er begge fast besluttet på, at det skal være os to og vi bor også sammen.
Jeg er 19 år og studerende og han er 28 år og arbejder. Vi har faste rutiner i daglig dagen og vi fungerer rigtig godt sammen.
Min kæreste siger tit, at han snart skal igang med at have børn. Jeg elsker selv børn og glæder mig også rigtig meget til jeg skal.
Jeg ved så bare ikke om det skal være nu, eller om nogle år. Min kæreste var lidt i tvivl. Han synes, jeg skulle få en abort, men han snakkede så også om risikoen ved det.
Jeg står helt alene med det hele nu. Jeg tager selv test, jeg går selv til lægen og hvis jeg vælger en abort, så kommer jeg sikkert også til at gå igennem det selv.
Og det er ikke fordi, min kæreste er ligeglad. Jeg har bare givet udtryk for, at jeg kan klare det selv. Og det kan jeg vel egentlig også. Tror jeg.
Jeg vil bare ikke igennem en abort. Tanken om, at man har noget, der vokser inden i en, er bare så smuk. Vi er to mennesker, der elsker hinanden så højt, og at vi kan lave et barn gør mig helt vildt glad.
Nu sidder jeg her og græder fordi, jeg er så meget i tvivl. Jeg tvivler ikke på om barnet ville mangle kærlighed, sjov, intellektuel udfordring eller social samværd. Jeg tvivler på om vi ville kunne klare det økonomisk. Jeg er selv vokset op uden særlig mange penge og det ville jeg aldrig byde mit barn.
Men så får jeg at vide, at der er meget hjælp man kan få osv. Og det lyder da rigtig genialt. Jeg er bare i tvivl.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre og jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med.
Jeg er 19 år og studerende og han er 28 år og arbejder. Vi har faste rutiner i daglig dagen og vi fungerer rigtig godt sammen.
Min kæreste siger tit, at han snart skal igang med at have børn. Jeg elsker selv børn og glæder mig også rigtig meget til jeg skal.
Jeg ved så bare ikke om det skal være nu, eller om nogle år. Min kæreste var lidt i tvivl. Han synes, jeg skulle få en abort, men han snakkede så også om risikoen ved det.
Jeg står helt alene med det hele nu. Jeg tager selv test, jeg går selv til lægen og hvis jeg vælger en abort, så kommer jeg sikkert også til at gå igennem det selv.
Og det er ikke fordi, min kæreste er ligeglad. Jeg har bare givet udtryk for, at jeg kan klare det selv. Og det kan jeg vel egentlig også. Tror jeg.
Jeg vil bare ikke igennem en abort. Tanken om, at man har noget, der vokser inden i en, er bare så smuk. Vi er to mennesker, der elsker hinanden så højt, og at vi kan lave et barn gør mig helt vildt glad.
Nu sidder jeg her og græder fordi, jeg er så meget i tvivl. Jeg tvivler ikke på om barnet ville mangle kærlighed, sjov, intellektuel udfordring eller social samværd. Jeg tvivler på om vi ville kunne klare det økonomisk. Jeg er selv vokset op uden særlig mange penge og det ville jeg aldrig byde mit barn.
Men så får jeg at vide, at der er meget hjælp man kan få osv. Og det lyder da rigtig genialt. Jeg er bare i tvivl.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre og jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med.
Kommentarer
Selvfølgelig kan du klare det selv, men det er HÅRDT. Så hårdt, at det skal overvejes meget grundigt. Men jeg forstå heller ikke lige, hvorfor han først siger at han snart vil have børn, og så siger han at du skal få en abort, hmm. Det er underligt.
Jeg synes du skal lytte til dig selv - til dit hjerte. Det er dig der er gravid, det er din krop, og det er dig der bestemmer. Ulempen ved at få en abort er jo klart, at det kan ske du aldrig kan blive gravid igen. Jeg kender en, som fik en abort som 17 årig, og har været igennem fertilitetsbehandlinger for at blive gravid, i nu 10 år uden held. Ikke for at skræmme dig, men bare lige så du ved det.
Det lyder ellers til, at jeres parforhold er godt, og jeg synes at kunne læse ud fra dit indlæg, at du mest ønsker svar der siger du ikke skal få en abort?
Tænk over det, lyt til dine egne følelser, og ikke andres. Men tænk ikke for længe, for jo længere du venter med aborten, jo værre blir det.
Kh