Indstillinger
Tillid
Hejsa,
Jeg har endelig fået en bedre forståelse for mig selv, og hurra for det.
Nu kan jeg så forklare mine problemer en del tydeliger en tidligere, og derfor skriver jeg her inde fordi jeg vil høre om i kan give nogle gode råd.
Jeg har levet mine allerførste leveår med mine alkoholiker forældre, under rigtig meget svigt i min tidligste barndom. Da jeg blev 5 år kom jeg så heldigvis i en rigtig god plejefamilie, og der er jeg stadig. Men, men men...de lader ikke til at vide præcis hvordan jeg har det i min hverdag, og de spørger ikke sådan rigtig ind til mig, kun når jeg er i virkelig dårligt humør og langt nede. Jeg har det ofte rigtig svært ved at have tillid til andre mennesker, til at åbne mig være sårbar, og stole på mine egne evner. Min personlighed er ofte meget svag, og skrøbelig, da jeg ikke har haft nogle forældre der kunne give min en stabil opvækst. Jeg har altid selv skullet finde ud af tingene, og derfor har jeg haft, og har stadig mange illusioner eller fejlagtige forestillinger om forhold og nærvær. Jeg gætter mig for det meste frem til hvordan jeg skal opføre mig, og hvordan jeg skal reagere i alle situationer, fordi jeg ikke har haft nogle forældre til at give mig retvisende eksempler. Jeg har aldrig lært at gøre det rigtig, og min personlighed er meget lidt udviklet, stoler ikke på mine egne evner.
Med det sagt, så er det sådan jeg føler nu, andre gange kommer jeg over det, og får stor selvindsigt, og kan godt stole på andre, og har det virkelig godt, og tør at åbne mig og virkelig mærke mig selv og andre, men det er desværre kun i korte perioder. Jeg har læst en bog der hedder at kæmpe for nærhed, som er skrevet til voksne børn af alkoholikere, den er rigtig god, og den hjalp mig en helt del da jeg læste den, men det er li som om de
redskaber jeg lærte i den ikke helt holder.
Er der nogle der har nogle rigtige gode ideer til hvordan jeg kan lære at stole på mig selv, så jeg kan udvikle min personlighed, føle nærhed, kærlighed, tillid, og opbakning? Jeg er 19 år nu, og det gør virkelig ondt indeni at tænke på at jeg har levet hele min ungdom skjult i mig selv, uden gode forhold, og følelser. Please hjælp mig, har allerede spildt nok at af mit liv på ingenting, tænk at det skal tage 19 år at lære at have det godt. hvor blev mit liv af?
Jeg har endelig fået en bedre forståelse for mig selv, og hurra for det.
Nu kan jeg så forklare mine problemer en del tydeliger en tidligere, og derfor skriver jeg her inde fordi jeg vil høre om i kan give nogle gode råd.
Jeg har levet mine allerførste leveår med mine alkoholiker forældre, under rigtig meget svigt i min tidligste barndom. Da jeg blev 5 år kom jeg så heldigvis i en rigtig god plejefamilie, og der er jeg stadig. Men, men men...de lader ikke til at vide præcis hvordan jeg har det i min hverdag, og de spørger ikke sådan rigtig ind til mig, kun når jeg er i virkelig dårligt humør og langt nede. Jeg har det ofte rigtig svært ved at have tillid til andre mennesker, til at åbne mig være sårbar, og stole på mine egne evner. Min personlighed er ofte meget svag, og skrøbelig, da jeg ikke har haft nogle forældre der kunne give min en stabil opvækst. Jeg har altid selv skullet finde ud af tingene, og derfor har jeg haft, og har stadig mange illusioner eller fejlagtige forestillinger om forhold og nærvær. Jeg gætter mig for det meste frem til hvordan jeg skal opføre mig, og hvordan jeg skal reagere i alle situationer, fordi jeg ikke har haft nogle forældre til at give mig retvisende eksempler. Jeg har aldrig lært at gøre det rigtig, og min personlighed er meget lidt udviklet, stoler ikke på mine egne evner.
Med det sagt, så er det sådan jeg føler nu, andre gange kommer jeg over det, og får stor selvindsigt, og kan godt stole på andre, og har det virkelig godt, og tør at åbne mig og virkelig mærke mig selv og andre, men det er desværre kun i korte perioder. Jeg har læst en bog der hedder at kæmpe for nærhed, som er skrevet til voksne børn af alkoholikere, den er rigtig god, og den hjalp mig en helt del da jeg læste den, men det er li som om de
redskaber jeg lærte i den ikke helt holder.
Er der nogle der har nogle rigtige gode ideer til hvordan jeg kan lære at stole på mig selv, så jeg kan udvikle min personlighed, føle nærhed, kærlighed, tillid, og opbakning? Jeg er 19 år nu, og det gør virkelig ondt indeni at tænke på at jeg har levet hele min ungdom skjult i mig selv, uden gode forhold, og følelser. Please hjælp mig, har allerede spildt nok at af mit liv på ingenting, tænk at det skal tage 19 år at lære at have det godt. hvor blev mit liv af?
Kommentarer
Jeg kan godt høre, at du er nået rigtigt langt i din forståelse af dig selv og hvordan din baggrund har påvirket dig. Det er godt gået. Du er 19 år. Dit liv hidtil er på ingen måder forspildt, hvis du har lært eller fremover lærer noget af det.
Der er mange måder, man kan udvikle og styrke sin personlighed på.
Det hjalp dig at læse en bog om nogle relevante problemer men du oplevede, at der var et 'missing link' imellem de redskaber, bogen gav og det du har brug for. Derfor vil jeg anbefale dig at læse mere, for forskellige bøger giver forskellige redskaber og forskellige indfaldsvinkler. Jo flere bøger du læser, desto flere muligheder og nye veje åbner sig. Noget af det kan man bruge og noget kan man ikke bruge, sådan er det altid.
På www.borgensbogklub.dk kan man læse omtale af (synes jeg) mange gode og relevante bøger om krop, sind og psyke o.s.v. Så kan du evt. låne dem, der tiltaler dig, på biblioteket.
Viden og nye in-put kan give styrke, udvikle og bekræfte én. Men viden alene gør det ikke. Det handler i høj grad også om at turde begynde at mærke, acceptere og stole på sine egne følelser og fornemmelser. Når man ikke mærker sig selv, kan det være svært at stole på sig selv og så er det, man begynder at gætte eller tænke sig til, hvordan man 'bør' opføre sig og hvad der er 'det rigtige' at gøre og handle efter, hvad andre nu ønsker og forventer af én.
Men det 'rigtige' at gøre vil jo altid afhænge af, hvem man er sammen med. Det, den ene synes er rigtigt, kan den anden synes, er forkert. Derfor er det så vigtigt, at du samler alt dit mod, så du kan øve dig i at mærke og rette dig efter, hvad der er det rigtige for DIG og ikke for andre. Det er forudsætningen for tillid til først dig selv og dernæst til andre. Hjernevask dig selv med, at du er god nok og at du er den vigtigste person i dit liv :-)
Tillid og mistillid er ikke kun godt eller dårligt. Tillid ses typisk som noget positivt men bliver den for stor og blind, kan man for let komme til at stole på nogen, der ikke fortjener éns tillid. Dermed bliver man helt sikkert såret og skuffet. Mistillid anses typisk for at være negativt men den positive side er, at den beskytter én mod mennesker, der ikke er gode for én, så man ikke så let bliver såret og skuffet.
D.v.s. en følelse i sig selv er altså ikke bare god eller dårlig. Problemerne kommer bl.a., hvis man knytter følelser til mennesker, hvor følelserne ikke 'hører til' eller hvis man ikke har adgang til den modsatte følelse, så der opstår ubalance.
Derfor må man lære at skelne og få skabt en sund balance mellem tillid og mistillid. Man må lære, hvem man kan stole på og hvem man ikke kan stole på. Det kan man blive bedre til, hvis man begynder at studere andre mennesker lidt grundigere og tør lytte til sig selv og stole på sine egne fornemmelser. Prøv at blive klar over, hvad du egentligt selv mener om andre mennesker og om den måde, de hver især behandler andre på.
Selvfølgeligt handler det meget om, at man tidligt i livet har stolet på mennesker, der svigtede én. Man skal derfor som voksen lære, hvem man kan stole på og hvem man ikke kan stole på. Når man har været udsat for tidlige svigt, så kan det være nødvendigt med terapi for at få gennembearbejdet problemerne. Det er heller ikke sikkert, at de nære omgivelser er i stand til at rumme og tale om følelser, som en professionel terapeut kan det. Dermed kan man føle sig svigtet igen og blive usikker, men det handler nok mere om, at det ikke er det 'rigtige' menneske, man prøver at dele disse følelser med. Eller det handler om, at man ikke selv åbner sig nok men regner med, at andre mennesker kan 'læse' én og ved, hvordan man har det. Det gør de sjældent.
Du er 19 år og du har et helt langt liv foran dig. Det er helt naturligt, at du veksler imellem de sårbare følelser og de gode følelser, der giver nyt håb og livsmod, for du indeholder begge dele. Når du med tiden har fået bearbejdet din fortid og har lært at rumme og acceptere den, så har du muligheden for at vælge, om du vil se din historie som en masse forspildte år eller som springbrættet til en god, givende fremtid, hvor du kan bruge fortidens erfaringer positivt og konstruktivt til glæde og gavn for dig selv og andre.
Jeg synes, du er nået langt, for du har allerede stor selvindsigt og selvforståelse. Du mærker, at du periodevis tør stole på andre, åbne dig og mærke dig selv. Det er et rigtigt godt udgangspunkt. Når du har det sådan i kort tid, kan du arbejde dig frem imod at have det sådan i længere tid af gangen. Jeg er sikker på, at du er godt på vej men vedvarende forandringer tager tid og er hårdt arbejde.
Mange hilsner Helene
Mange tak for dit svar, synes det er fedt at du bruger dig selv og hjælper folk her inde (:
Jeg fik snakket med mine plejefar om hvordan jeg har det, og han ved heldigvis et og andet om psykologi, fordi han til dagligt arbejder med børn, som er opvokset under nogenlunde de samme vilkår som jeg er.
Det vi snakkede om, var meget om hvordan jeg kommer ind i en dårlig cyklus, og jeg tænker for meget over hvad jeg gør. Han siger at det psykologi grundlæggende er bygget op på er at bryde mønstre.
Og det passer også meget godt, fordi jeg får det virkelig meget bedre når jeg kommer ud, og ikke sidder og tænker over hvorfor jeg har det som jeg har det, fordi det gør bare at jeg kommer længere og længere ned, helt ned på 0. Derfor skal jeg mærke på mig selv hvornår jeg er på vej ned, og prøve at bryde den dårlige cyklus jeg er kommet i. Jeg kan fortælle at det hjælper så meget at bryde den der cyklus, jeg skal bare være meget opmærksom på hvornår jeg er på vej ned, og så prøve at finde måder at bryder den på. Når fx folk invitere mig til noget, så skal jeg ikke tænker over om jeg har overskud til det eller ej. Det er selvfølgelig et kæmpe arbejde, for det umuligt at slå hjernen fra, men ved at bryde alle de trivielle ting jeg gør så kommer jeg hvertfald ud af det. (:
Ud over det så er mit største problem mindreværd.
Tak for din påskønnelse. Det er dejligt, når man kan bruge sig selv og føler, at det giver mening både for én selv og andre :-)
Det er godt, at du har kunnet tale med din plejefar om, hvordan du har det. Og godt at du har kunnet bruge noget af det, han har sagt til dig. Al forandring er hårdt arbejde, sådan er det desværre. Jeg synes, det lyder meget positivt, at du mærker, at det hjælper dig, når du overvinder dig selv.
I bund og grund handler det nok om, at man skal lære at lytte ordentligt til sig selv og mærke efter, hvad det er, man inderst inde har brug for. Så kan man blive bevist om, om man ubevidst vælger 'den letteste løsninng' - det man altid bare 'plejer' at gøre, fordi det er det letteste og det mest trygge. Kunsten er at kunne skelne, om man overvinder sig selv, fordi det virkeligt er godt for én, eller fordi man 'er nødt til det'.
Tillid og selvtillid hænger nok uløseligt sammen.
Når man føler 'mindreværd', må det være fordi, man tillægger andre 'mere-værd'. Giver det i det hele taget mening at tale om 'værd' eller 'værdi' i forhold til mennesker? Kan ét menneske være mere værd end et andet? Er mine ord f.eks. mere værd end dine? Eller er dine holdninger mere værd end mine? Hvis følelser er mest værd?
Det giver ingen mening i mit verdensbillede. Jeg kan ikke forholde mig til, at nogen skal være mere eller mindre værd end andre. Det ville betyde, at nogle mennesker er 'rigtige' og nogle 'forkerte'. Ser du f.eks. 'rigtig ud' og ser jeg så 'forkert' ud? Det kan jo aldrig blive til andet end en subjektiv vurdering.
Hele dette tankemønster hindrer jævnbyrdige forhold til andre mennesker, hvor man altså er 'lige-værd'. Hvis der ikke er noget 'mere værd' er der heller ikke noget 'mindre værd' og dermed kan vi være 'lige-værd' og så er der grundlag for fællesskab og for at mødes som de mennesker, vi nu engang hver især er.
I begreberne 'mere værd' og 'mindre værd' ligger, at man fælder en dom. Men hvorfor skal vi dømme og fordømme? Har vi overhovedet forudsætningerne for at kunne dømme retfærdigt? Selvfølgeligt har vi ikke det. Så måske behøver man slet ikke at fælde en dom hverken over sig selv eller andre. Måske kan man i stedet bare konstatere, at vi mennesker er meget forskellige, men det gør jo ikke den ene mere eller mindre værd end den anden. Vi er forskellige men stadigt 'lige-værdige'. Når man kasserer værdibegrebet og dermed fordømmelsen af sig selv eller andre, kan man begynde at be-dømme og derved bare forholde sig til, at der er ligheder og forskelle og derfra vælge, hvem man har det godt med at omgås.
Det er et vigtigt punkt i at opbygge tillid og selvtillid, at man er sammen med andre mennesker, der bygger op og også selv prøver at gøre det.
Det er jo ikke alle mennesker, der bygger op. Nogle mennesker har tværtimod en tendens til at rive ned. Det er f.eks. mennesker, der taler nedgørende til eller om andre, overskrider andres grænser, fortælle andre, at de har kvajet sig eller godt kunne have gjort det bedre eller hvad det nu måtte være. Det er jo ikke lige det, man har brug for. Det er så destruktivt hele tiden at blive gjort opmærksom på alle de måder, man kan være forkert på. De mennesker, der gør det, prøver at styrke deres eget 'mere værd' ved, at de gør andre 'mindre værd'. Stoler man på, at disse mennesker nok har ret, så mister man både tillid og selvtillid.
Man har brug for mennesker, der bekræfter, opmuntrer, udvikler, støtter, lytter og som man kan vise sig for og blive mødt positivt af. Ikke dermed sagt, at det bare skal være nogen, der taler én efter munden. Der må meget gerne være et positivt modspil. Det skal være sådan, at man bagefter går hjem med en følelse af, at man har fået noget godt med hjem. Så har man fået styrket både sin tillid og selvtillid.
Den første bog om selvudvikling, jeg for mange år siden læste, hed 'Født vinder'. Der gik man ud fra, at der var fire 'livsanskuelser':
Jeg er okay - du er ikke okay.
Du er okay - jeg er ikke okay.
Jeg er ikke okay - du er ikke okay.
Jeg er okay - du er okay.
Den du lever efter nu, er måske nr. 2.
Den mest konstruktive og mest behagelige er helt sikkert nr. 4.
Mange hilsner Helene
Jeg har selv været udsat for nogle meget ubehagelige ting i forbindelse med at jeg blev mor, og adskillige gange har jeg fået smidt i hovedet: Bare lad være at tænke over det mere.
Men det kan jeg ikke!
De ting jeg har oplevet vil altid være i mit hoved.
Det er gået op for mig, at jeg er nødt til at acceptere at tingene altid vil være der, og det har medført at det er blevet nemmere at leve med oplevelserne. Og oplevelserne er jo også med til at gøre mig til den person jeg er, så selvfølgelig kan jeg ikke bare smide oplevelserne vær, for så skulle jeg også smide en del af mig selv væk?!
Har du accepteret de ting som du er blevet udsat for?
Jeg føler at jeg har mindre og mindre tendens til at ryge ned i 0 (som du kalder det) efterhånden som jeg accepterer hvad der er sket. (At acceptere ting betyder ikke at det er fair hvad du har været udsat for).
Personligt, så virker det til at du ved meget om livet i forhold til dine jævnaldrende. Måske det er derfor at du føler dig skæv i forhold til andre 19-årige.