Hvor er indlæggene henne?
Det er da godt med et debatforum om maniodepression - hvorfor mon ingen skriver herinde?
Mon det er fordi diagnosen for nylig er ændret, så der ikke er noget der hedder maniodepressiv længere?
Næ nej, nu er vi bipolære! Det er vel også ok, for så svinger man mellem to poler og det gør vi jo. Så jeg forklarer (for gud ved hvilken gang) kommunen at jeg er bipolær, og finder mig i de uforstående ansigtsudtryk, til jeg tilføjer at det er det samme som maniodepressiv.
Så hvorfor ikke starte debatten med at diskutere for og imod det nye navn for lidelsen maniodepressiv?
Imod har jeg vist nævnt: Der er ingen der fatter en klaphat hvad man fejler, hvis man bruger den nye betegnelse. Det gælder i øvrigt også psykologer og praktiserende læger.
For: Den nye diagnose opdeles i to typer, Bipolær type I og bipolær type II.
Type I er den helt klassiske maniodepressiv, mens type II åbner op for ny og mere nuanceret fortolkning. Her ser man på at der ligesom er en "skala" for hvor hårdt ramt man er.
Man kan sige at type I er 10 på en skala fra 1-10 hvor 1 er "normal" (eller noget andet end bipolær). Så er der altså folk der ligger derimellem, og er man tæt på 10 (7-9 stykker) kan man stadig have meget svært ved at fungere og være meget syg i perioder. Før i tiden var der ingen diagnose der dækkede den gruppe mennesker (ud over det gamle borderline, der idag hedder emotionel ustabil personlighedsstruktur/-forstyrrelse, og i nogle tilfælde er den betegnelse at skyde gråspurve med kanoner).
Idag kan flere, deriblandt mig selv, altså få diagnosen bipolær og få behandling, frem for at blive klassificeret som håbløse tilfælde.
Men hvad synes du? Hvordan fik du din diagnose?
Mon det er fordi diagnosen for nylig er ændret, så der ikke er noget der hedder maniodepressiv længere?
Næ nej, nu er vi bipolære! Det er vel også ok, for så svinger man mellem to poler og det gør vi jo. Så jeg forklarer (for gud ved hvilken gang) kommunen at jeg er bipolær, og finder mig i de uforstående ansigtsudtryk, til jeg tilføjer at det er det samme som maniodepressiv.
Så hvorfor ikke starte debatten med at diskutere for og imod det nye navn for lidelsen maniodepressiv?
Imod har jeg vist nævnt: Der er ingen der fatter en klaphat hvad man fejler, hvis man bruger den nye betegnelse. Det gælder i øvrigt også psykologer og praktiserende læger.
For: Den nye diagnose opdeles i to typer, Bipolær type I og bipolær type II.
Type I er den helt klassiske maniodepressiv, mens type II åbner op for ny og mere nuanceret fortolkning. Her ser man på at der ligesom er en "skala" for hvor hårdt ramt man er.
Man kan sige at type I er 10 på en skala fra 1-10 hvor 1 er "normal" (eller noget andet end bipolær). Så er der altså folk der ligger derimellem, og er man tæt på 10 (7-9 stykker) kan man stadig have meget svært ved at fungere og være meget syg i perioder. Før i tiden var der ingen diagnose der dækkede den gruppe mennesker (ud over det gamle borderline, der idag hedder emotionel ustabil personlighedsstruktur/-forstyrrelse, og i nogle tilfælde er den betegnelse at skyde gråspurve med kanoner).
Idag kan flere, deriblandt mig selv, altså få diagnosen bipolær og få behandling, frem for at blive klassificeret som håbløse tilfælde.
Men hvad synes du? Hvordan fik du din diagnose?
Kommentarer
Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det er helt hen i vejret at ændre navnet på sygdommen for ingen andre end de professionelle aner hvad en bipolær affektiv lidelse er. Man skal alligevel forklare, at det er det samme som maniodepressiv. Og det med at inddele i forskellige grader har man jo også gjort tidligere med nogle mere sigende betegnelser så vi almindelig dødelige også kunne forstå det.
Jeg selv har levet med sygdommen i ca. 8 år og har vel fungeret helt normalt de sidste 5. Jeg har været meget heldig at få medicin, der virker og mærker ikke noget til sygdommen. Ind imellem har jeg glemt at tage medicin uden at jeg har mærket nogen forandring men for ½ års tid siden, hvor jeg også havde glemt det, kunne jeg mærke forskel dagen efter. Jeg havde det meget ubehageligt - nok nærmest en form for angst - og så slog det mig, at sådan havde jeg haft det imens jeg var syg så jeg tjekkede lige om jeg havde husket medicinen. Og det havde jeg jo så ikke. Ind imellem har jeg tænkt på hvordan jeg mon ville reagere uden medicin. Det ved jeg nu så det gider jeg slet ikke bruge krudt på mere.
Da jeg i sin tid blev syg boede jeg i Grønland. Det startede med den maniske fase hvor jeg stille og roligt kørte helt op i de højere luftlag. Mine venner og min mand kunne se at noget var helt galt og de opfordrede mig mange gange til at søge hjælp. Der var også nogle enkelte af mine kollegaer, der kunne se problemerne komme. Nu er det jo desværre sådan, at en del af sygdommen er, at man ingen sygdomserkendelse har så jeg søgte ikke hjælp. For at gøre en lang historie kort endte det med en indlæggelse. Da var jeg næsten så langt ude som man kan komme. Bagefter fulgte en middelsvær depression. Jeg mistede min mand (valgte selv at gå), jeg mistede mit job men vennerne blev og det er jeg meget, meget glad for. Det havde ikke været til at bære at miste dem også. Efter jeg blev udskrevet fik jeg min føromtalte depression og senere begyndte jeg igen at køre op og ned. Til sidst gik det kun nedad så jeg smed håndklædet i ringen og rejste hjem. 1 måned efter gik det galt igen og jeg måtte indlægges en gang mere. Nu er jeg så heldig, at jeg boede i Århus på det tidspunkt og der bliver der taget hånd om os. De er førende på området og der er oprettet 2 andre specialklinikker siden. Jeg var med i en støttegruppe og det var bare kanon. Det at møde andre mennesker, der havde levet et normalt liv med familie, venner og jobs var dejligt. På et tidspunkt havde jeg den tanke, at alle kunne se på mig, at jeg var syg. Men jeg kunne konstatere, at vi allesammen lignede helt almindelige mennesker. Jeg har kigget meget på nettet for at lære noget om sygdommen og der er faktisk 3 personer fra psykiatrisk hospital i Århus, der sammen har udgivet en bog om sygdommen. Absolut læseværdig. Der er mange brugbare informationer - og også et afsnit om medicin. Her kunne jeg se, at den medicin jeg fik i Grønland ikke anbefales. Den kan have ubehagelige bivirkninger og kan i sig selv fremprovokere depressioner. Efter min mening burde alle personer med maniodepressioner omgående henvises til en psykiater, der kan tage sig af den medicinske side af sagen og bagefter skal de til en psykolog. Det er nogle forfærdelige ting man kan komme ud for rent psykisk og jeg tror ikke, at en alment praktiserende læge har indsigt nok til at behandle sygdommen forsvarligt. Har for et par dage siden besøgt en hjemmeside, hvor skribenten fortæller, at hun p.t. er i den depressive fase. Hun har fået lykkepiller i 6 uger uden effekt. Såvidt jeg ved (vil dog ikke lægge hovedet på blokken) er en "almindelig depression" ikke det samme som den depression der hører under en maniodepression og skal derfor heller ikke behandles som en ordinær depression. Jeg har også oplevet en debattør der ikke kunne få stillet den rigtige diagnose. Han svingede op og ned med meget korte mellemrum så lægerne mente ikke, at det kunne være en maniodepression. Det kan det så godt. Det står bl.a. beskrevet i førnævnte bog og jeg har selv oplevet det. Det opfatter jeg som uvidenhed. Sådan noget vil jeg gå ud fra, at en psykiater ville kunne spotte.
Nå, nok om mig. Hvordan håndterer du sygdommen?
Og så håber jeg, at vi kan få gang i debatten igen.
Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det er helt hen i vejret at ændre navnet på sygdommen for ingen andre end de professionelle aner hvad en bipolær affektiv lidelse er. Man skal alligevel forklare, at det er det samme som maniodepressiv. Og det med at inddele i forskellige grader har man jo også gjort tidligere med nogle mere sigende betegnelser så vi almindelig dødelige også kunne forstå det.
Jeg selv har levet med sygdommen i ca. 8 år og har vel fungeret helt normalt de sidste 5. Jeg har været meget heldig at få medicin, der virker og mærker ikke noget til sygdommen. Ind imellem har jeg glemt at tage medicin uden at jeg har mærket nogen forandring men for ½ års tid siden, hvor jeg også havde glemt det, kunne jeg mærke forskel dagen efter. Jeg havde det meget ubehageligt - nok nærmest en form for angst - og så slog det mig, at sådan havde jeg haft det imens jeg var syg så jeg tjekkede lige om jeg havde husket medicinen. Og det havde jeg jo så ikke. Ind imellem har jeg tænkt på hvordan jeg mon ville reagere uden medicin. Det ved jeg nu så det gider jeg slet ikke bruge krudt på mere.
Da jeg i sin tid blev syg boede jeg i Grønland. Det startede med den maniske fase hvor jeg stille og roligt kørte helt op i de højere luftlag. Mine venner og min mand kunne se at noget var helt galt og de opfordrede mig mange gange til at søge hjælp. Der var også nogle enkelte af mine kollegaer, der kunne se problemerne komme. Nu er det jo desværre sådan, at en del af sygdommen er, at man ingen sygdomserkendelse har så jeg søgte ikke hjælp. For at gøre en lang historie kort endte det med en indlæggelse. Da var jeg næsten så langt ude som man kan komme. Bagefter fulgte en middelsvær depression. Jeg mistede min mand (valgte selv at gå), jeg mistede mit job men vennerne blev og det er jeg meget, meget glad for. Det havde ikke været til at bære at miste dem også. Efter jeg blev udskrevet fik jeg min føromtalte depression og senere begyndte jeg igen at køre op og ned. Til sidst gik det kun nedad så jeg smed håndklædet i ringen og rejste hjem. 1 måned efter gik det galt igen og jeg måtte indlægges en gang mere. Nu er jeg så heldig, at jeg boede i Århus på det tidspunkt og der bliver der taget hånd om os. De er førende på området og der er oprettet 2 andre specialklinikker siden. Jeg var med i en støttegruppe og det var bare kanon. Det at møde andre mennesker, der havde levet et normalt liv med familie, venner og jobs var dejligt. På et tidspunkt havde jeg den tanke, at alle kunne se på mig, at jeg var syg. Men jeg kunne konstatere, at vi allesammen lignede helt almindelige mennesker. Jeg har kigget meget på nettet for at lære noget om sygdommen og der er faktisk 3 personer fra psykiatrisk hospital i Århus, der sammen har udgivet en bog om sygdommen. Absolut læseværdig. Der er mange brugbare informationer - og også et afsnit om medicin. Her kunne jeg se, at den medicin jeg fik i Grønland ikke anbefales. Den kan have ubehagelige bivirkninger og kan i sig selv fremprovokere depressioner. Efter min mening burde alle personer med maniodepressioner omgående henvises til en psykiater, der kan tage sig af den medicinske side af sagen og bagefter skal de til en psykolog. Det er nogle forfærdelige ting man kan komme ud for rent psykisk og jeg tror ikke, at en alment praktiserende læge har indsigt nok til at behandle sygdommen forsvarligt. Har for et par dage siden besøgt en hjemmeside, hvor skribenten fortæller, at hun p.t. er i den depressive fase. Hun har fået lykkepiller i 6 uger uden effekt. Såvidt jeg ved (vil dog ikke lægge hovedet på blokken) er en "almindelig depression" ikke det samme som den depression der hører under en maniodepression og skal derfor heller ikke behandles som en ordinær depression. Jeg har også oplevet en debattør der ikke kunne få stillet den rigtige diagnose. Han svingede op og ned med meget korte mellemrum så lægerne mente ikke, at det kunne være en maniodepression. Det kan det så godt. Det står bl.a. beskrevet i førnævnte bog og jeg har selv oplevet det. Det opfatter jeg som uvidenhed. Sådan noget vil jeg gå ud fra, at en psykiater ville kunne spotte.
Nå, nok om mig. Hvordan håndterer du sygdommen?
Og så håber jeg, at vi kan få gang i debatten igen.
Jeg fik min diagnose her i efteråret. Jeg har haft maniodepressive træk så længe jeg kan huske, bl.a. har min mor ofte udtalt at helt fra jeg var ganske lille var det altid "enten - eller" med mig.
Jeg blev mobbet i folkeskolen, men havde også nogle rigtig gode venner. Imidlertid mangler meget store dele af mit liv i min hukommelse.
På efterskole i 10. begyndte det at gå galt. Jeg holdt op med at spise, for så at voldæde (og glemme at kaste op, heldigvis), begyndte at stamme i større forsamlinger (selvom jeg altid har været meget velformuleret), og havde mit første og eneste selvmordsforsøg. Jeg blev også bange for at få stød og blive slået ihjel, når jeg skulle røre ved en stikkontakt, og klassekammerater husker selv nu (hvor jeg har glemt det), hvordan jeg lukkede øjnene og trak blusen ned over hånden hver gang jeg tændte eller slukkede lyset :-)
Jeg kom igennem gymnasiet og undgik med nød og næppe fuldt pensum. Gosh hvor havde jeg mange dage, hvor dynen vejede et ton. Det med fyrene kunne jeg heller ikke finde ud af, jeg havde hverken selvrespekt eller identitetsfølelse nok til at passe på mig selv :-(
Herefter prøvede jeg forskellige videregående uddannelser og havde mange forskellige jobs, der som regel endte i fiasko for mig. Jeg havde jo meget fravær, fordi jeg havde dårlige perioder, hvor jeg havde det rigtig dårligt med at gå ud af hoveddøren.
Da jeg som 28-årig endelig tvang mig selv til at fokusere og komme væk fra rengøringsjobbet og igang med en kontoruddannelse, gik det endeligt helt galt. Jeg kontrollerede mig selv 24/7 og lukkede af for al glæde og spontanitet og tristhed og vrede, for at kunne opfylde mine egne karriere ambitioner.
Jeg var vant til at svinge mellem at have masser af energi, være enormt positiv, spontan og udadvendt og deltage i en masse projekter og fritidsaktiviteter, til pludselig at kunne ligge i sengen og på sofaen og ikke have lyst til at se eller snakke med andre i flere uger.
Denne gang gik der en måned. To måneder. Tre måneder. Et halvt år. Jeg holdt op med at vente på, at det skulle vende, og glemte hvem jeg var. Efterhånden savnede jeg mit gamle jeg mere og mere, og græd ofte og vidste ikke hvordan jeg kunne få det tilbage. Jeg prøvede at tvinge mig selv ud og afsted, få mødt mennesker, sparke mig selv igang - uden held.
Jeg gik til læge, men han mente ikke jeg havde en depression og tilbød at jeg kunne få samtaler. Manden mente at aktiv lytning var at sidde helt stille og kigge ud af vinduet. Jeg takkede pænt nej...
Der gik endnu et halvt år. Jeg var flyttet til en anden kommune i mellemtiden. Jeg gik til lægen og sygemeldte mig, da jeg var alt for ofte syg fra min elevplads. Denne læge mente heller ikke jeg havde en depression, men at jeg havde været i et dårligt arbejdsmiljø. Han tilbød at henvise mig til psykolog så jeg kunne få hjælp med at turde tro på mig selv i et nyt job.
Hos psykologen var jeg tre gange, før han meldte ud, at jeg havde emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, og før han arbejdede videre med mig, ville han gerne have at jeg blev sat på stemningsstabiliserende medicin.
Lægen kendte ikke denne type medicin og valgte derfor at sende mig til psykiater. Efter den laange ventetid nåede han så konklusionen at jeg var bipolær type II. Da jeg kom tilbage til psykologen med papirerne og den nye diagnose, vidste han ikke hvad det var, men da jeg var kommet på lamotrigin, var han også ligeglad.
Da jeg kom til psykolog næste gang vidste han stadig ikke hvad bipolær var. Jeg har ikke været der siden. Det tog næsten et halvt år at finde en medicin der fik mig op af depressionen og gav mig energi til at lukke lidt op for andre igen.
Lige nu er jeg stadig sygemeldt, men håber at komme på et kursus kommunen kører for langtidssygemeldte snart, der inkluderer motion.
Jeg kan huske tidligere i perioder hvor jeg havde det skidt, at have tænkt på, om jeg måske var maniodepressiv. Min morfar var skizofren, begge mine forældre har taget antidepressiver i perioder. Vi har en teori om min far måske er maniodepressiv, han er kun behandlet af egen læge. En kusine på min fars side er det også.
Men fra at have en svag mistanke til at have vished... Tanken om alle de år, alle de åndssvage dumme ting jeg har gjort mod mig selv og andre, alle de penge jeg skylder væk, alle de uddannelser og jobs jeg har forspildt bliver jeg bitter. Jeg bliver rigtig bitter, for jeg har ved GUD stået foran mange læger og terapeuter og socialbanditter og forklaret at jeg havde det ad H til, og ikke anede hvad jeg stod op til fra den ene dag til den anden.
Pyh det var da noget af en smøre :-)
Har du børn? Hvad arbejder du med? Arbejder du fuld tid?
Min psykiater har givet grønt lys for børn, men jeg tror personligt aldrig jeg kommer til at arbejde fuld tid. Især ikke hvis jeg skal have børn.. :-)
(løb tør for bogstaver i det andet indlæg... hmmm at fatte sig i korthed tsk tsk)
Det er helt klart en jeg gerne vil læse.
Hvor gammel var du, da du begyndte at blive syg?
Og da du fik diagnosen?
Føler du dig nogensinde bitter over at det ramte dig?
Eller mærker du så lidt til den og har ingen bivirkninger af medicinen, at det er ligemeget?
Jeg bliver helt trist over at læse din beretning. Du har godtnok haft det svært og når man ikke kan hente hjælp i systemet er det meget svært selv at gøre noget. Som jeg skrev har jeg været meget heldig at være tilknyttet en klinik med eksperter, men på trods af det har jeg alligevel oplevet negative ting. Jeg boede i Grønland da jeg blev syg første gang. Der var ikke nogen tvivl om hvad jeg fejlede men jeg fik ikke den rigtige medicin. Dengang fik jeg cicordinol. Jeg har så i den omtalte bog læst, at det er et præparat man ikke anbefaler og hvis man får det må det ikke stå alene, da det i sig selv kan fremprovokere depressioner. Jeg fik en moderat depression efter at manien havde lagt sig. Den var måske kommet alligevel - det er jo en del af sygdommen - men det kunne have været, at den ikke havde været så slem. Jeg kender godt den med bare at ligge på sofaen. Det var nogle lange dage. Jeg lå bare og ventede på, at det blev aften så jeg kunne komme til at sove. For så var der dog nogle timer, hvor jeg ikke kunne mærke hvor dårligt jeg havde det. Jeg rejste fra Grønland efter at have været indlagt. Jeg fik det bare dårligere og dårligere og kunne slet ikke klare et job. En måned efter at jeg var kommet hjem blev jeg manisk igen og blev også indlagt igen. Der fortsatte de med cicordinol - de har åbenbart heller ikke vidst noget om bivirkningerne. Og da jeg blev udskrevet kørte det bare videre. Så blev jeg tilbudt Lamictal da man godt var klar over, at der kunne være en del bivirkninger ved cicordinolen. Lamictalen virkede ikke en disse. Det viste sig så senere, at jeg fik ALT for lidt. Jeg fik dengang 50 mg men da jeg kom op på 400 mg kørte det bare og jeg havde det rigtig godt. Lamictalen havde så den bivirkning hos mig, at jeg problemer med at sove. Så fik jeg nogle indslumringspiller med hjem for man har den holdning i Århus, at man ikke skal have mere medicin end nødvendigt. Det kan jeg godt tilslutte mig, men man skal heller ikke have for lidt. Det endte med en hypomani. Heldigvis gik jeg i støttegruppe hvor psykologen spottede tilstanden. Så fik jeg Zyprexa oveni Lamictalen og det har kørt på skinner siden. Jeg er faktisk gået ned på 300 mg Lamictal idag og kan ikke mærke forskel. Jeg har tænkt mig at forsøge med 250 mg inden så længe. Hvis det ikke går må jeg op på de 300 mg igen men det er dog bedre end 400 mg. Selvom jeg ikke har bivirkninger af min medicin idag kan jeg ikke vide hvordan det ser ud om 10-15 år. Jeg ved jo, at jeg skal tage medicinen resten af livet. Jeg var knapt 41 da jeg blev syg første gang. Idag ved jeg godt hvad der gik galt men dengang fattede jeg intet. Det kom sig af, at jeg stillede så store krav til mig selv som jeg godt var klar over, at jeg ikke kunne indfri. På et tidspunkt havde jeg konstant ondt i maven. Jeg vidste godt hvorfor men jeg fik ikke gjort noget ved det og mavepinen forsvandt af sig selv. Så troede jeg jo, at alt var godt. Det var mit job, der var årsagen. Det er en længere historie men jeg vil blot fortælle, at jeg blev presset til at tage et lederjob. Det er ikke noget for mig og bliver det heller aldrig. Det var det, der gjorde udslaget. Jeg har aldrig før haft det sådan i et job. Jeg har så senere fundet ud af, at min moster var maniodepressiv. Jeg har aldrig været klar over det før fornylig. Jeg var ikke så gammel og jeg lagde aldrig mærke til hendes humørsvingninger. Og har heller aldrig hørt om at hun har været indlagt. Hun har måske været hypoman og den er nok vanskeligere at spotte. Jeg har gjort og sagt mange ting jeg ikke skulle have gjort. Men jeg gjorde ret hurtigt op med mig selv, at jeg var syg og det var årsagen. Jeg kender mig selv så godt at jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig ville opføre mig så dårligt overfor andre. På en måde har jeg følt, at min sygdom var selvforskyldt. Jeg havde det jo dårligt uden at gøre noget ved det. Men på den anden side havde jeg sagt mit job op på stedet hvis jeg havde kunnet se konsekvenserne. Idag har jeg ingen problemer med min sygdom, heller ikke med at snakke om den. Det gør jeg nu heller ikke specielt meget. Man præsenterer jo ikke sig selv og siger at forøvrigt er jeg maniodepressiv. Og jeg føler migheller ikke syg. I kraft af, at medicinen virker på mig. Men jeg mener altså, at hvis man har begge poler skal man behandles forebyggende. Det er ikke nok bare at tage fat i depressionen eller manien. De to ting følges jo ad. Det er nok Ok, at du også får Lamitrogin (det får jeg også idag - det er jo billigere end Lamictal) men mon ikke du også skal have noget for manierne? Har du prøvet andre slags? Måske er din dosis bare ikke rigtig - nogle kan klare sig med meget lidt - andre skal have andre mængder. Der bliver man jo desværre nødt til at prøve sig frem. Jeg har været heldig ikke at skulle være prøveklud fordi begge dele virker på mig. Nå nu er der ikke ret mange tegn tilbage. Jeg kan ikke huske bogens navn men den er skrevet af Bl.a. Rasmus Licht. Prøv at søge i bibl.basen. Vi skrives ved
Ja, jeg løb også tør for tegn. Sådan er det jo når man først kommer igang. Jeg har lige tjekket Psykiatrifondens hjemmeside og de har bogen. Den hedder såmænd bare Bipolar Lidelse. Den kan købes for 150,00 kr. + forsendelse men den må også kunne lånes på biblioteket. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af at slå den op derinde. Jeg kender navnet på to af forfatterne - den ene er Rasmus Licht, den anden er Krista Straarup Nielsen (hende jeg har talt med en del gange). Jeg blev heller ikke helt færdig med at svare på dine spørgsmål. Jeg har ingen børn - efter eget valg - og det er en beslutning jeg traf længe inden jeg blev syg så det har ikke noget med det at gøre. Og ja, jeg arbejder fuld tid. Og det har jeg gjort i 5-6 år tror jeg. Det tog et par år før medicinen havde fuld effekt og jeg blev mig selv igen og det kan nok godt ærgre mig lidt idag. Havde jeg nu ikke spildt så lang tid på forkert medicin og forkerte doser var jeg måske kommet ovenpå noget hurtigere. Men det gider jeg ikke ærgre mig over mere for jeg lever et helt normalt liv idag. Ind imellem tænker jeg på, at det da er utroligt hvad sådan en lille, hvid pille kan gøre og så tænker jeg såmænd ikke mere på det. Jeg arbejder idag som vikar og har været mange forskellige steder. Jeg har ikke haft et fast job siden jeg blev syg. Det er af egen vilje for jeg kunne godt have haft fast job idag. Men det at være vikar er jeg meget glad for. Der er nogle af mine venner der slet ikke forstår det. Sådan hele tiden at skulle lære nyt og være sammen med nye mennesker. Men det passer mig rigtig fint. Jeg har nemlig fundet ud af, at når man kommer ud som vikar er det tit og ofte sådan, at der er nogle helt specifikke og "nemme" opgaver man skal løse. Det er jo ofte p.g.a. af en sygemelding at virksomheden mangler hjælp. Og når en person måske er sygemeldt i 3-4 måneder kan det jo ikke nytte, at man får en vikar ind, der skal læres op i alle arbejdsfunktioner. Så bliver der tit samlet sammen af relativt simple og nemme arbejdsopgaver for at vikaren kan være noget "værd" fra første dag. Sådan har jeg i hvert fald oplevet det. Og det er lige mig. Jeg er kontoruddannet og har haft en del forskellige jobs igennem årene. Det har aldrig voldt mig problemer men der har jeg også vidst præcist hvad jeg skulle lave. Og når jeg har styr på det er jeg meget svær at stresse. Hverken på den dårlige eller gode måde. Da jeg var blevet udskrevet herhjemme kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive glad igen eller at jeg nogensinde kunne komme til at arbejde igen. Jeg forestillede mig, at jeg skulle leve mit liv som førtidspensionist. Det kom heldigvis ikke til at holde stik, men det var en hård tid med de tanker. Men jeg synes jeg klarer mig godt idag. Ind imellem går jeg så desværre arbejdsløs (ikke ret lang lang tid men alligevel) og det er meget mere stressende synes jeg. Man bliver jo nærmest betragtet som kriminel idag hvis man er arbejdsløs. Og bliver hele tiden pustet i nakken af både jobcenter og a-kasse. Men var det måske en mulighed for dig at få et flexjob? Der kan du arbejde de timer du magter og kravene er jo i sagens natur ikke så høje. Jeg tror det vil være rigtig godt at komme ud og lave bare en lille smule. Det betyder meget for ens selvværd, at man føler man gør en indsats. Der er også mulighed for at søge førtidspension. Jeg ved godt, at mange måske holder sig tilbage fordi de føler, at så er man bare kylet ud af samfundet men sådan behøver det jo ikke at være. Det kan være i en overgangsperiode imens man får styr på sig selv og sin sygdom. Man kan jo altid vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg ved godt, at det lyder så nemt når jeg sidder og skriver det men det er også bare forslag. Og en anden vigtig ting er at få noget motion. Det er rigtig nok hvad de kloge skriver. Det hjælper med en god travetur hvor man kan blive blæst godt igennem og det er ganske gratis. Man får det i hvert fald ikke ringere. Jeg isolerede mig meget under min depression men mine venner holdt fast i mig. De inviterede mig hele tiden. Og kom på besøg. Jeg havde egentlig ikke lyst til at være sammen med nogen men bagefter var det alligevel dejligt at have snakket lidt. Det ledte tankerne væk fra alt det dårlige. Nå, jeg skal ikke sidde her og belære dig. Jeg har ikke været syg i mange år som du så du har selv gjort dig de erfaringer. Men prøv at læse bogen. Det kunne være man skulle bede psykiatrifonden om at sende et eksemplar til samtlige psykiatere og psykologer her i landet siden nogle af dem ikke aner hvad de har med at gøre. Jeg håber bogen kan hjælpe dig og måske give svar på nogle spørgsmål og det kan også godt være, at din læge så vil lytte mere opmærksomt næste gang. Jeg glæder mig til at høre hvad du synes om den.
Jeg får 30 mg Mirtazapin sammen med 300 mg lamotrigin. Men som sagt tog det næsten et halvt år at finde den rigtige kombination af medicin. Jeg er ikke manisk men har været depressiv i halvandet år, så det er depression jeg behandles for. Og det er netop lamotriginen, der er forebyggende, fordi den er stemningsstabiliserende. Noget andet, der nemt kan udløse depression/hypomani i mit tilfælde er stress eller uregelmæssig søvn. Jeg sover heldigvis godt på mirtazapinen og er god til at passe et fast søvnmønster.
Grunden til jeg ved kommunen har et tilbud til langtidssygemeldte, der indeholder motion er, at jeg allerede er startet i motionscenter, hvor jeg har mødt kursisterne. Jeg kommer der 2-3 gange hver uge.
Jeg har også holdt fast i regelmæssig kontakt til mine venner (mindst en gang om ugen).
Udover venner, motion og medicin er jeg så heldig at en god ven af familien kan give dybdegående massage, og han har været efter myoserne i mine arme, ben og ryg nogle gange. Jeg har også lært nogle meditationsteknikker for at slappe bedre af. Så jeg bliver virkelig behandlet på alle fronter og i et ganske holistisk perspektiv.
Jeg er generelt på opadgående ( i fornuftigt tempo, holder meget øje med tendenser til at være FOR energisk :-) så jeg har da store håb for fremtiden. Men jeg tror at hvis jeg giver mig til at arbejde fuld tid igen, så glemmer jeg igen at passe på mig selv og mærke efter hvordan jeg har det. Jeg er virkelig stress-sensitiv, og mine stress symptomer kører mig længere og længere ud, til jeg ikke rigtig bevæger mig i den samme verden som alle andre.
Jeg var igang med en kontorassistent uddannelse, og har stort set fået grønt lys til at starte i skolepraktik når jeg er rask nok. Og hvis jeg ikke er der fuld tid, forlænges min elevtid bare tilsvarende hvad jeg er syg. Problemet er, at jeg kun kan få 5800 kr før skat, og da min mand også er på SU, kan vi jo hverken leve eller dø for de penge.
Men mon ikke jeg nok skal finde et deltidsjob, evt. flex eller på en paragraf 56. Førtidspensionist bliver det i hvert fald ikke i denne omgang!
Du skal have mange tak for dine råd. At de var rigtig gode, kan jo ses ved, at jeg allerede følger dem, og bestemt har meget stor gavn af dem. :-)
Hvor er jeg glad på dine vegne, at du ikke mærker noget til din sygdom, og det er dejligt at høre, at du klarer fuldtidsjob. Jeg kan sagtens følge dig i at det er endnu mere stressende at være arbejdsløs. Jeg har selv haft en måneds ventetid mellem to jobs, og du har fuldstændig ret i, at man behandles som en kriminel. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan fx. min ordblinde far ville klare det, hvis han (7-9-13) stod uden arbejde.
Jeg glæder mig meget til at læse bogen, skal helt sikkert på biblioteket i løbet af ugen. Det er også denne uge der er opfølgning på min sag ved konnunen, så nu bliver det spændende :-)
men jeg er nu glad for at ,,diagnosen,, er ændret til bipolær, og korrekt, det ved ikke ret mange hva' er,smiler
Psykiske lidelser er og bliver tabu, ude i det virkelige liv, men er man indlagt, er det nemt at være "syg"...
...jeg er glad for den nye bipolære diagnose, så oplever man ikke, at folk går 3 skridt baglæns ...nå man fortæller... man er MANIO/DEPRESSIV.
jEG LVER MED SYGDOMMEN PÅ GODT OG ONDT, og nyder de hypomane faser.
Lad os få en debat igang, jeg er netop kommet op og stå, efter 8 mdr. depression.... hurra for fontex, og litium....
hilsen til alle bipolære.....
Mvh Malik