har svært ved at slippe mine børn
Hejsa...
Jeg skriver fordi jeg har brug for at høre om der er andre der har/har haft det som jeg. Grunden til jeg skriver her er at jeg har være udsat for incest som barn, men egentlig har fået snakket det igennem med psykolog. Det popper dog op engang imellem, men så tager jeg blot afsted til psyk. igen. Min bror som var ham der udsatte mig for det ser jeg ikke.
Mit problem er at jeg har en datter på 3 og en søn på knap et år, som jeg ikke kan give slip på. Det skal forståes på den måde at mine svigerforældre rigtig gerne vil passe og hygge sig med dem (især) min datter. De vil gerne at hun kommer og overnatter. Jeg står helt af! Kan slet ikke have med det at gøre. Kun hvis min mand og jeg skal et eller andet (fest. el. lign) hvor vi ikke kan have hende med - så får hun lov til at komme over og sove hos dem. Der har været et par gange hvor min svigerfar har haft hende alene fordi svigermor var på job. Det var bare så svært! (Jeg føler ikke at jeg mistænker ham, men jeg har det bare så underligt indeni ved tanken om at han passer hende selv - så er det bedre når svigermor også er til stede.) Der er ingen andre der passer mine børn udover svigermekanikken. (og dagplejen selvf.)
Er det normalt det her? Føler alle mødre således eller er det fordi jeg har en fortid som sidder så dybt i mig at det er svært? Jeg har snakket med min mand om det og han sagde at så måtte jeg jo hellere tage til psykolog igen (underforstået at jeg render til psyk. hele tiden - så snart der er noget jeg er usikker/utryg overfor) Egentlig en lidt tarvelig bemærkning - han støtter mig ellers i alt. Det går mig virkelig på. Logisk tænker jeg - at det kan der da ikke ske noget ved - at hun sover der fra en lørdag til en søndag, men på den anden side - så er det jo mit barn og jeg skal nok selv sørge for hende og ikke være til last for andre pga. det. (ved godt at mine svigerforældre ikke tænker sådan!)
Har I andre mødre det på samme måde?
Tak og hilsner fra
Ronja
Jeg skriver fordi jeg har brug for at høre om der er andre der har/har haft det som jeg. Grunden til jeg skriver her er at jeg har være udsat for incest som barn, men egentlig har fået snakket det igennem med psykolog. Det popper dog op engang imellem, men så tager jeg blot afsted til psyk. igen. Min bror som var ham der udsatte mig for det ser jeg ikke.
Mit problem er at jeg har en datter på 3 og en søn på knap et år, som jeg ikke kan give slip på. Det skal forståes på den måde at mine svigerforældre rigtig gerne vil passe og hygge sig med dem (især) min datter. De vil gerne at hun kommer og overnatter. Jeg står helt af! Kan slet ikke have med det at gøre. Kun hvis min mand og jeg skal et eller andet (fest. el. lign) hvor vi ikke kan have hende med - så får hun lov til at komme over og sove hos dem. Der har været et par gange hvor min svigerfar har haft hende alene fordi svigermor var på job. Det var bare så svært! (Jeg føler ikke at jeg mistænker ham, men jeg har det bare så underligt indeni ved tanken om at han passer hende selv - så er det bedre når svigermor også er til stede.) Der er ingen andre der passer mine børn udover svigermekanikken. (og dagplejen selvf.)
Er det normalt det her? Føler alle mødre således eller er det fordi jeg har en fortid som sidder så dybt i mig at det er svært? Jeg har snakket med min mand om det og han sagde at så måtte jeg jo hellere tage til psykolog igen (underforstået at jeg render til psyk. hele tiden - så snart der er noget jeg er usikker/utryg overfor) Egentlig en lidt tarvelig bemærkning - han støtter mig ellers i alt. Det går mig virkelig på. Logisk tænker jeg - at det kan der da ikke ske noget ved - at hun sover der fra en lørdag til en søndag, men på den anden side - så er det jo mit barn og jeg skal nok selv sørge for hende og ikke være til last for andre pga. det. (ved godt at mine svigerforældre ikke tænker sådan!)
Har I andre mødre det på samme måde?
Tak og hilsner fra
Ronja
Kommentarer
Jeg kender godt, det du beskriver. Jeg er ret sikker på, at det er almindeligt - især når man selv har været udsat for incest. Ikke mærkeligt, synes jeg. Selvom man ikke som sådan mistænker den ene eller den anden, så ved man jo af egen erfaring, at den slags ting sker, så man ønsker jo at beskytte sine børn og ikke udsætte dem for nogen mulig risiko.
Det kan godt være, at man som forældre nogle gange ser spøgelser men jeg har altså også på nærmeste hold oplevet nogen, der ikke tog deres indre alarmklokker alvorligt og så viste det sig senere, at der var sket overgreb. Det er svært at tilgive sig selv.
Der er jo også en grund til, at Støttecentret mod Incest kører (eller har kørt) grupper for mødre, der har børn, der har været udsat for overgreb. Det er jo kendetegnet ved incest – krænkerne er mennesker, man stoler på, ikke kan finde på at gøre 'den slags', der så gør det alligevel. Frygteligt, fordi det så bliver utroligt svært at stole på nogen, for man ved jo ikke hvem, man kan stole på og hvem man ikke kan stole på. Ingenting er jo tilsyneladende sikkert. Man er bange for uretmæssigt at beskylde nogen for noget med det resultat, at mange børn faktisk udsættes for overgreb, fordi… nej… det kan han da aldrig finde på… og det er bare mig, der ser syner...
Måske kan du læse noget om incest, så du får en fornemmelse af den type mennesker, der typisk begår overgreb? Er dine svigerforældre mennesker, der har problemer med grænser? Kan de sætte grænser for børnene? Kan de sætte grænser for sig selv eller kan de ryge ud af kontrol? Har de et godt, respektfuldt, kærligt forhold til hinanden og andre? Viser de interesse, empati, forståelse, omsorg og medfølelse med andre? Har de tilbøjelighed til at give andre skylden for alt muligt eller påtager de sig også selv ansvaret for, hvad der sker? Viser de forståelse for andres (også dine børns) følelser og behov? Lytter de til andre – også til børnene? Virker deres vurdering af andre mennesker og situationer realistisk og jordnært eller synes du, de har en tankegang, du ikke kan følge?
Kender du bogen 'Familier med sexuelt misbrug af børn' af Eva Hildebrandt? Den giver en god beskrivelse af de familietyper, hvor misbrug typisk kan forekomme. Måske kan du få be- eller afkræftet din bekymring, hvis du får noget mere viden om de ting.
Du har gået i terapi og har bearbejdet din egen historie, så måske er du allerede klar over disse ting.
Hilsen Helene
Tak for dit svar. Det var/er utrolig dejligt at få lidt respons!!!
Du spørger til mine svigerforældre - om hvordan de er osv. Jeg vil sige at jeg synes de er tydelige overfor børn. Sætter grænser og sådan noget.
Nu ved jeg godt at de i forhold til mine børn har følelser "i klemme" i og med at det er deres egne og eneste børnebørn! Derfor agerer de nok ikke altid allermest fornuftigt!
Min svigermor virker helt normal - hvis man kan sige det sådan - hende er jeg også helt ok med. Men min svigerfar viser sjældent følelser overfor hende el. andre. Hun fortæller dog om ting har siger eller har gjort for hende som tyder på at han elsker hende, men han viser det aldrig "offentligt". Sådan er der jo nogen personer der er, men måske er det derfor jeg er mere nervøs overfor ham - samtidig med at hans køn også taler lidt imod ham. Hvis du forstår! Han fejlvurdere ofte vores datter og vil gøre hende ældre end hun er. Man det nok bare fordi det er længe siden han selv har haft små børn.
Hmm... det er svært. Jeg vil få fat i den bog du nævner - måske det kan hjælpe mig!
Tunsind tak fra Ronja
Jeg har det på præcist samme måde (Jeg var også udsat for incest fra min storebrors side) og lige nu er min søn ved mine svigerforældre - som iøvrigt altid skal påpege at jeg skal tage at slappe lidt af og ikke holde øje med min 2 årige hele tiden.
Jeg tror ikke de gør noget de ikke må og så alligevel. Jeg er hele tiden bange- og jeg prøver at gøre det, at jeg f.eks. lader min søn besøge dem nu i 2 dage, for min angst, skal jo ikke gå ud over ham.
Det jeg ved hed faktuelt er at mine svigerforældre ikke har misbrugt deres datter og søn!!! Og når det er tilfældet, så rent logisk, vil de jo heller ikke gøre noget med min søn.
Men jeg ser skygger overalt! og jeg er nødt til at overbevise mig selv om at der ikke sker dårlige ting alle steder. Desuden er min søn meget livsglad og han finder sig ikke i noget overhovedet. Ikke engang et kys på panden må man give
Nå men han er derovre lige nu og jeg er alene hjemme (manden er også ude at rejse) og jeg hader det!
Mest af alt er jeg træt af at det ikke er forståeligt at vi har det sådan. Det er lige som om at fordi vi er blevet voksne, så må vi ikke længere være de ofre vi var. Vi skal bare se at komme videre - hele tiden!
Men hellere passe på en gang for meget, end en gang for lidt!!!!!!!!!
Puha... jeg synes det er svært. Ved dine svigerforældre at du har været udsat for incest?
/Ronja
Jeg kender også godt til de tanker I giver udtryk for, og jeg er ikke incestramt. Til gengæld blev jeg udsat for seksuelt overgreb af en klassekammerat i folkeskolen da jeg var omkring 14½ -15 år.
Jeg var alenemor i mange år med mine tvillingepiger, og mødte min mand, da de var 7 år. Vi har endnu en datter sammen som i dag er 9 år.
Jeg har haft den samme usikkerhed, og "mistænkt" alle - også min dejlige og sødeste far ( og dét er bare en ulækker fornemmelse) mistænkt er også et meget stærkt ord - jeg vil sige det sådan, at jeg har bemærket, at jeg er yderst følsom, og har "overgreb" lurende i baghovedet altid. Både overfor personale dagpleje, DUS skole m.m. men også i forhold til min dejlige mand og min familie!!
Jeg har opdaget ( mine ældste er 18 år nu!) at den specielle angst på netop dette område, ligner meget den angst, som jeg også i øvrigt har for at noget "ondt" skal overgå mine børn: Såsom første gang de skal cykle alene i skole: "Bliver hun kørt over?" " Husker hun nu det jeg har fortalt?" " Kommer der en fartbølle og ræser ind i hende?" Eller andre lignende katastrofetanker, som er HELT naturlige, men yderst smertefulde at have som forælder! Tankerne dukker ofte op lige inden jeg skal sove.... hvilket er belastende - men også i fuldt dagslys! Dét, som gør sig gældende med disse tanker, er jo vores dybeste og inderligste ønske om, at absolut intet ondt må overgå vores børn/barn. Og når tanker om ulykke dukker op, ja, så finder vores hjerne de mest uhyggelige eksempler at "plage" os med!
Når tankerne om mulig overgreb, sygdom, død m.m melder sig, forsøger jeg ihærdigt, og ofte med noget held at få de praktiske og fornuftige tanker til at fylde mere - og én ting som jeg trøster mig med, er at jeg siger til mig selv: "Du er en god og omsorgsfuld mor, som er opmærksom på dit barn og hendes tilstand og behov!" "Det er en del ( men en smertefuld del) af at være mor, at have de her tanker, så lad dem nu ligge..." "Det er okay at jeg er sådan"....
Jeg ved ikke om I kan bruge dette til noget, men jeg fornemmer, at jeres børn er noget mindre end mine, og derfor har jeg så "levet" med lignende tanker som jer i flere år - og heldigvis uden at det har vist sig at være begrundet!
Så fortsæt med at være gode og omsorgsfulde mødre, og vær selvfølgelig opmærksom på omgivelser og ikke mindst: Kig og lyt til barnet og jeres "mavefornemmelse" - Bare dét at få lettet hjertet og talt med andre, kan i sig selv give ro.
Kærlige tanker
Aja1970
jeg har ikke været udsat for disse overgreb
men da mine børn var små var jeg ligeså bange som jer ---for at der skulle ske dem lignende ---selv om jeg har 2 drenge
en gang var den ene gået på eventyr for sig selv der gik flere timer før han blev fundet ja jeg var fuldstændig over bevist om at en børnelokker havde taget ham ---så jeg havde det frygteligt ----men det var kun i min fantasi gud ske lov
Jeg er faktisk glad for at se at der findes nogen der ikke har været udsat for incest, som har det på samme måde. Så føler jeg mig lidt mere normal.
Nu ved jeg godt at en af jer, havde prøvet overgreb i skolen og det har jeg også selv. Dog ikke i skolen. Men jeg blev voldtaget af en voksen mand da jeg var 15 år, da jeg var med skolen i Prag. Det rørte mig ikke så meget. Men det rørte mig at andre troede at jeg havde gang i noget og derfor ikke var kommet hjem. Meget ubehageligt! (lang historie)
Imorgen henter jeg sønnemand