har jeg fået men af min opvækst?

slettet8335

Jeg er en pige på 22, der er vokset op med en multihandicappet storebror. Han døde meget udramatisk sommeren 2006. Siden da har min mor, som har gået hjemme i 30 år, for at tage sig af ham, netop fået konstateret en depression, der selvfølgelig bunder i det liv hun har været ”tvunget” til. På det seneste har der i medierne været rigtig meget fokus på børn med handicappede søskende og de følelser og behov de oplever i den forbindelse. Det har fået mig til at tænke over mit eget liv. Som barn anså jeg det jo altid som normalt, at jeg havde en handicappet storebror, og at han var grunden til at vi f.eks. ikke kunne komme ud at rejse eller at begge mine forældre kunne komme med til arrangementer på skolen, hvis han var syg. Men nu er der så blevet gjort opmærksom på, at disse søskende har brug for hjælp og vejledning, hvilket jeg uden tvivl også kunne have haft nytte af. Det er som om, at det først er nu det er ved at gå op for mig, hvilket liv jeg har egentlig har levet og hvordan det har påvirket mig. De sidste par år, især efter jeg flyttede hjemmefra til en ny og fremmed by, og endnu mere efter min brors død (og indsigten i hvad det har gjort ved mine forældre), synes jeg gradvist jeg har fået det dårligere, rent psykisk. Det var rigtig svært at flytte, da jeg ikke kunne finde arbejde og dermed ikke fik nogen omgangskreds. Efter et år startede jeg dog på mit studie, som jeg er rigtig glad for, hvor jeg også har mødt en masse dejlige mennesker. Dog føler jeg mig stadig ensom. Min kæreste bor 120 km væk og vi ses kun i weekenderne og jeg har svært ved at tage kontakt til andre mennesker. Jeg mistænker min barndom (de første 20 år af mit liv, hvor min bror levede) for at have fået mig ud i den sindstilstand jeg er i nu. Også det, at jeg har været vidne til mine forældre leve så stressende et liv, at de begge døjer med mavesår og min mor nu en depression, gør mig rigtig ked af det. Det at skulle gå til læge og fortælle disse ting, synes jeg er enormt grænseoverskridende. I mine yngre dage, har jeg altid været enormt god til at vende alt negativt til noget positivt og på den måde altid komme nogenlunde glad gennem svære tider, eksempelvis ved brud med kærester, hvor jeg har fokuseret på de gode ting ved ikke at skulle være sammen med dem mere. Jeg ved ikke om det har været en måde at distancere sig fra problemerne på, eller om det rent faktisk er en god måde at håndtere sorg på. Måske negligerer jeg stadig mine problemer på denne måde, og måske prøver at overbevise mig selv om, at jeg slet ikke har det skidt og egentlig bare skal tage mig sammen. Jeg har det utrolig svært med tanken om at skulle gå til min læge, som jeg kun har mødt kort to gange, og fortælle at jeg tror jeg er på ved ud i en depression.
Jeg tror egentlig bare mit spørgsmål er, om man kan komme igennem sådan en opvækst uden varige men? Det skal siges at os andre barn aldrig har lidt overlast. Bortset fra vores svært handicappede storebror, har vi haft en fuldstændig normal barndom med lommepenge, avisrutter og har sjældent skullet tage ansvar for vores bror eller haft travlt med at blive tidligt voksne. I hvert fald ikke sådan som jeg har oplevet det.

slettet12791

Hejsa ;-)

Jeg har haft depressioner, en meget svær der ramte som lyn på en klar himmel. Jeg har haft forældre der nye kærster en del gange og havde travlt med det - en far der var alkoholiker (den pænde af slagsen, der kun drak lidt hver dag og passede job og hus fint). Da min far blev ældre og mistede sit job pga nedskæringer begyndte han at drikke mere og mere og til sidst røg ind og ud af sygehuse. Kort sagt levede jeg mit liv efter hans op og nedture (trods 2 små børn). Jeg har passet på min mor, søster og far i mange år og var en smadder glad, positiv og udadvendt pige - men så dødede far og jeg røg med et brag... Jeg havde glemt mig selv i alle de år, og da jeg ikke skulle "passe" nogen mere, så mærkede jeg hvor skidt jeg egentlig havde det. Jeg tror du kan have det lidt på samme måde, du skal være skærk for familien (måsker derfor dine forældre har det som de har det også - de skal finde den selv nu og det kan gøre ondt). Jeg ville snakke med en prof, måske bare for at få konstateret at du er ok - men just in case, du skal passe på dig selv og mærke godt efter hvad du føler og kun gøre det du har krudt/lyst til. Det er en 4-5 år siden jeg blev syg, men jeg vil altid have det i baghovedet og er faktisk først nu begyndt at sige lidt fra når jeg ikke har krafter og begyndt at bruge tid på mig selv - mærke mig selv faktisk ....! Pas på dig selv før du pludselig har børn og hus og ikke har tid igen ...??

Håber det er forståeligt, svært at forklare en masse følelser og give dem videre.... Men det er såå vigtigt at mærke efter når man har levet et liv hvor der har skulle tages mange hensyn af den ene eller anden slags (ikke at det behøver at være en skidt opvækst, men bare anderledes).

Knus fra Tina