hvad gør jeg lige?
Jeg er blevet inviteret til min søsters søns konfirmation og jeg fortalte min mor at vi skulle afsted. Så sagde hun at min onde storebror nok var inviteret.
Så talte jeg med min mand om det og vi bliver væk fra konfirmationen.
Det sagde jeg så til min mor.
hendes reaktion var at hun ikke gad at høre mere om min onde storebror. Hun kunne ikke holde til det, og hun ville bare blive syg igen (hun har været indlagt de sidste 7 uger)
Hun sagde også at hun havde fortalt min far om Samtalen jeg havde med min anden storebror forleden og han var blevet GAL på mig.
Den samtale gik ud på at jeg havde offentliggjort min incest historie på nettet - og nogen troede det var ham, der var "broderen M". De hedder begge noget med "M" og er lige gamle. Begge halvbrødre.
Det var forståeligt nok at det kunne ske og jeg fjernede historien.
Men det er smadder urimeligt at min far bliver Gal på mig. Han har ikke engang hørt min version af hvorfor jeg offentliggjorde det.
og at jeg så samtidig får mundkurv på derhjemme og ikke må tale om det mere (selvom det ikke var mig der bragte det på bane)
jeg er grædefærdig. Ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig.
Jeg plejer at besøge mine forældre om onsdagen og det er jo idag. Skal jeg bare blive væk? jeg har ikke lyst til at besøge dem.
Er der ikke nogen der kan sige et eller andet fornuftigt. For jeg har grædt i 2 dage over det her!
Så talte jeg med min mand om det og vi bliver væk fra konfirmationen.
Det sagde jeg så til min mor.
hendes reaktion var at hun ikke gad at høre mere om min onde storebror. Hun kunne ikke holde til det, og hun ville bare blive syg igen (hun har været indlagt de sidste 7 uger)
Hun sagde også at hun havde fortalt min far om Samtalen jeg havde med min anden storebror forleden og han var blevet GAL på mig.
Den samtale gik ud på at jeg havde offentliggjort min incest historie på nettet - og nogen troede det var ham, der var "broderen M". De hedder begge noget med "M" og er lige gamle. Begge halvbrødre.
Det var forståeligt nok at det kunne ske og jeg fjernede historien.
Men det er smadder urimeligt at min far bliver Gal på mig. Han har ikke engang hørt min version af hvorfor jeg offentliggjorde det.
og at jeg så samtidig får mundkurv på derhjemme og ikke må tale om det mere (selvom det ikke var mig der bragte det på bane)
jeg er grædefærdig. Ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig.
Jeg plejer at besøge mine forældre om onsdagen og det er jo idag. Skal jeg bare blive væk? jeg har ikke lyst til at besøge dem.
Er der ikke nogen der kan sige et eller andet fornuftigt. For jeg har grædt i 2 dage over det her!
Kommentarer
Kun at jeg tager afsted tidligere for jeg skal på posthuset.
Føj det giver mavesmerter
Jeg forstår godt, at det er en meget svær situation. Jeg kan næppe skrive noget, der hjælper stort men kan prøve at komme med lidt in-put.
Du føler ulyst til at være sammen med dine forældre og får endda ondt i maven af at skulle hjem til dem. Alligevel gør du det. Altså underkender du dine egne følelser. Så du tager hjem og spiser fastelavnsboller og formentligt bliver der bare sludret om løst og fast men problemerne bliver på ingen måde berørt. Imens sidder du med alle dine indestængte følelser og smiler og taler med og lader som ingenting, mens du i virkeligheden er ét stort kaos indeni og har mest lyst til at... ialtfald ikke sidde og lade som om, at ingenting er sket.
Du skriver, at du ikke kunne finde på en undskyldning for ikke at tage hjem til dem. Behøver du nogen undskyldning? Dine forældre ved jo godt, hvad det handler om, selvom de prøver at beskytte sig mod den viden og lade som om, at det ikke er sket. Måske kunne det være godt nok, hvis du (for en anden gangs skyld) bare kan sige 'Nej, jeg kan ikke komme' - og så ikke mere. Du behøver hverken undskylde, forklare eller berettige.
Problemet er vel, at du står i en situation, hvor du oplever, at dine forældre har valgt dig fra (i og med at de slet ikke forholder sig til dine oplevelser omkring overgreb og din bror), men du er ikke klar til selv at vælge dem fra. Ergo må du finde ud af, hvordan du kan leve med deres svigt - eller om du kan. Det lyder som om, at det bliver svært.
Som du måske ved, så er familien som oftest det sidste sted, man finder hjælp, støtte og forståelse i forbindelse med en overgrebsproblematik. Det er i langt de fleste tilfælde den incestramte, der står tilbage som 'familiens sorte får'. Eller med et gammelt ordsprog: 'Kan man ikke lide lugten i bageriet...' eller 'Man må hyle med de ulve man er iblandt'.
Det korte af det lange er, at du står med et meget hårdt valg - enten må du vælge familien og underkende dig selv. Eller også må du lytte til dig selv og lægge afstand til familien. Din mave fortalte dig jo tydeligt i dag, hvad der føltes mest rigtigt. Stol på dine egne følelser og fornemmelser og så må man tage den sorg, der følger med, når man vælger sig selv og arbejde videre derfra.
Og selvfølgeligt ved jeg godt, at det er meget lettere sagt end gjort og en langvarig proces. Måske heller ikke det rigtige for dig.
Mange hilsner Helene
Jeg er meget nær med mine forældre - normalt. Og jeg kan ikke klare tanken om ikke at skulle se dem.
Men du har ret i at jeg burde være stærk nok til at lægge afstand/sige fra. Men jeg ejer ikke den evne. Folk kan hoppe på mig og jeg smiler stadig.
Men jeg fik overstået det. Jeg fik smilet. Jeg smilede ikke til min mor, syntes ikke hun fortjente det og jeg er sikker på at hun tænker over det her bagefter.
Jeg ved godt at jeg nok behøver noget hjælp og jeg fik også tilkendt det der voksne senfølger - men psykologen var forfærdelig. Altså bokstaveligt talt.
Hun gentog alt hvad jeg sagde, som om hun var en papegøje og når hun ikke gjore det skulle jeg blive "et" med det rum jeg var i.
Efter 3 gange sendte jeg et brev til hende og sagde at vi passede ikke sammen.
Tror ikke jeg har brug for den slags. Nok mere bare en der kan sige sådan og sådan kan du arbejde med dig selv.
Jeg ved ikke lige hvad jeg gør med mine forældre. På et eller andet tidspunkt sprænger ballonen nok.
I mandags var jeg tæt på at køre i havnen, hvis ikke det var fordi jeg har en dejlig mand og en skøn dreng. Var bare så ked af det hele vejen igennem.
Jeg føler mig enormt rodet indvendig lige nu.
Men jeg er glad for dit svar- både nu og for længe siden da du også svarede i en anden forbindelse.
Tak
Knus
Pernille
Jeg har siddet i mange år som du sammen med mine forældre. Jeg blev misbrugt af min farfar og min storebror. Da jeg som voksen "offentliggjorde" det mangeårige misbrug, blev jeg "selvfølgelig" familiens sorte får.
Min mor orkede heller ikke tale om det, kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare ikke kunne lade det ligge og så "lade som ingenting" - sket var jo sket??? Skal lige bemærkes, at min mor er alkoliker og pillemisbruger - på den pæne måde vel og mærke, dvs. uden at man kan se umiddelbart.
Når jeg tog emnet op, kom hun straks i forsvar og havde ondt af sig selv. Hun var osse en dårlig mor, det var synd for hende, hun fik det dårligt, måtte tage flere piller - det var jo så min skyld, jeg var sååå utaknemmelig.
Jeg har altid følt, at jeg havde et meget "nært" forhold til mine forældre, og kunne ikke forestille mig et liv uden dem i det. Men jeg har kun narret mig selv. Det nære bestod nærmere i, at jeg så gerne ville anerkendes af dem, at de forstod mig, at de elskede mig, at de ville sige undskyld for min barndom osv. osv.
Efter mange års terapi, har jeg endlig fået øjnene op for, hvad JEG vil med mit liv - og jeg vil ikke sidde og vente, vente på min mor, vente på at mine forældre vågner op. Det kan de ikke, de er ikke i stand til at føle og tale om det, der skete dengang. De er ikke i stand til at se deres skyld i det.
I mange år har jeg siddet i deres selskab, smilet og talt om løst og fast - om ligegyldige ting. Haft ondt i maven før et besøg. Mens hele mit indre var i oprør, jeg havde mest af alt lyst til at skrige mange års frustration ud!!! Jeg har gang på gang gjort ting, der var stik imod mine egne følelser, og hvad jeg tror på - for deres skyld. Jeg har ladet dem og alle andre trampe hen over mig..............fordi jeg så gerne ville være vellidt, være sød og omgængelig.
Nu er jeg nået et stykke videre i mit liv. Jeg har afbrudt forbindelsen til min forældre. Jeg har ikke kontaktet dem i et år, og de har heller ikke kontaktet mig. Resten af familien har fulgt deres eksempel, jeg er jo det sorte får.
Men ved du hvad, jeg har aldrig haft det så godt før i mit liv. Jeg har aldrig før haft så rank en ryg og været så stort et forbillede for min egen datter. Jeg følger mine fornemmelser og følelser nu, mærker efter indeni, hvad der er godt og skidt for mig. Jeg siger fra, og er ikke længere en sød nikkedukke. Jeg har stadig situationsfornemmelse og er høflig, MEN jeg går ikke længere på kompromis med mig selv. Men det har kostet meget tid i terapi, mange penge til terapeuten, og ikke mindst kostet rigtig mange tårer hen ad vejen.
Jeg er nærmest lykkelig, med mindre nedture, men på den rette vej
Hvad der er det rette for dig, det ved kun du selv. Men husk dig selv og dine følelser. Ikke mindst for dine børn skyld. Så den sociale arv ikke fortsætter. Du bliver nødt til at gøre det ene eller det andet, ellers æder det dig op indefra.
Held og lykke til dig.
Knus Molly
Hilsen Helene
Jeg fik også et godt "citat" fra en herinde, tror faktisk, det var dig: Man får ikke det, man ønsker, man får det, man har brug for. Det tænker jeg meget over i alle situationer i mit liv.
Har lige haft en form for nedtur på mit abejde. Jeg er ekstremt presset, fordi virksomheden har fyret så mange, så det giver meget at lave til os, der er tilbage. Jeg er selvfølgelig meget glad for, at jeg stadig har mit arbejde, som jeg elsker.....Men jeg er meget stresset og har det ikke godt med at miste overblikket og kontrollen. Jeg er jo perfektionist, og vil jo så gerne gøre alle glade. Især det med at nå det hele selv og ikke bede andre om hjælp(er jo vant til at klare mig selv og ikke vise svaghed), det er der hvor jeg stadig har meget at arbejde med.
Men med hjælp fra min nærmeste chef, er jeg blevet bedre til at sige fra, bede om hjælp, og prioritere tingene i min arb.dag. Ydermere har min chef visiteret mig til gratis psykologhjælp gennem BST. Jeg kan få 10 timer i første omgang. Jeg skal starte på mandag, og glæder mig til at komme igang, hun virker som en jeg kan få tillid tid.
Dejligt at have støtten på den måde fra ens chef. Også mine nærmeste kollegaer er kanonsøde, de er gode til at hjælpe, når presset er ekstra stort og give positiv opmuntring. Bare det at der er forståelse på arb.pladsen, det skal man bestemt ikke tage for givet(tidligere negative erfaringer) *SS*
Molly
Dejligt, at du kan sammenligne dine fremskridt - med dig :-) Det er den allerbedste målestok for fremgang, man kan få :-)
'Man får ikke det, man ønsker, man får det, man har brug for'. Det er et citat, jeg plejer at bruge :-) Jeg lever selv efter det og oplever det som meget sandt. Derved er jeg i stand til at finde gaven i selv det, der umiddelbart ser negativt ud - for der er altid noget, jeg kan lære og dermed giver alt sådan set mening.
Ja, perfektionismen, kontrollen og at ville gøre alle glade, ikke bede om hjælp, ikke vise svaghed, klare det selv... det lyder genkendeligt... svært at give slip på.
Det er jo skønt, at du både konkret med prioriteringer, grænsesætning o.a. også m.h.t. psykologen, får så stor hjælp og støtte på dit arbejde. Nej, det er bestemt ingen selvfølge. Jeg tror, det er de færreste virksomheder, der har det menneskelige overskud.
Held og lykke med psykologen på mandag. Jeg håber det går godt :-)
Hilsen Helene