Hjælp !!
Hej.
Jeg er en ung pige på 23 år.
Mit problem er,at jeg er bange for,at køre bil !!!!
Jeg har haft kørekort i 4 år og elsker at køre bil,men har bare angst.
Det havde jeg ikke i starten. Det kom pludseligt. Jeg har ikke været ude for nogen ulykker eller lign.
Jeg ryster over hele kroppen så snart jeg sætter mig foran et rat. Jeg er bange for de andre billister og har problemer med koblingspunktet,pga. jeg ryster og især i benen..
Hvad kan jeg gøre og er der andre der kender til det ??
Please hjælp mig.. Synes det er så pinligt at jeg ikke tør sige det til nogen.
Jeg er en ung pige på 23 år.
Mit problem er,at jeg er bange for,at køre bil !!!!
Jeg har haft kørekort i 4 år og elsker at køre bil,men har bare angst.
Det havde jeg ikke i starten. Det kom pludseligt. Jeg har ikke været ude for nogen ulykker eller lign.
Jeg ryster over hele kroppen så snart jeg sætter mig foran et rat. Jeg er bange for de andre billister og har problemer med koblingspunktet,pga. jeg ryster og især i benen..
Hvad kan jeg gøre og er der andre der kender til det ??
Please hjælp mig.. Synes det er så pinligt at jeg ikke tør sige det til nogen.
Kommentarer
Du har ingen grund til at skamme dig over din angst. Alle mennesker kender i én eller anden grad til angst. Man kan være angst for de mærkeligste ting. Jeg har bl.a. kendt én, der var angst for myrer og én for snegle. At holde angsten skjult forværrer den. Hvis du er mere åben om din angst, vil du formentligt opleve at folk fortæller dig, hvilke 'mærkelige' ting, de selv føler angst for.
Har du været ude for andre ting i dit liv, der har været svære og som kan have skabt frygt? Angst kan ofte maskere sig, så det i virkeligheden slet ikke handler om hverken myrer, snegle eller at køre bil men om noget helt andet. Angsten er kun et symptom og en camouflering af nogle underliggende følelser. Derfor kan man se angsten som et budskab fra underbevidstheden - den vil fortælle én noget.
Derfor kan det nogle gange hjælpe, hvis man prøver at lytte til sin angst og prøve at finde ud af, hvad det er, den vil fortælle én.
Som eksempel kunne det handle om, at du måske føler dig presset af de andre bilister. I så fald kan man spørge sig selv, hvordan man generelt reagerer på at blive presset. Næste spørgsmål vil så være, om du i din fortid eller nutid har oplevet at blive presset så meget, så du følte, at du mistede kontrol? Så kan frygten for dette pres flytte sig herfra og over til situationen, hvor du skal køre bil. Eller det kan være en angst for, hvordan de andre kører. Måske angst for, at nogen gør noget uforudsigeligt, som du ikke kan nå at reagere på. Så vil man kunne spørge sig selv, om man fortiden eller nutiden har været ude for mennesker, der pludseligt har gjort noget uventet, som man ikke kunne tackle? Denne frygt kan så flytte sig og blive til angst for at køre bil f.eks.
Hvis du prøver at granske i, hvad det er for følelser, der ligger og 'spøger' under angsten, kan du måske få mere bevidsthed omkring nogle ting. Får du bevidsthed har du også meget større chance for at løse problemet.
På et tidspunkt for et par år siden, havde jeg i en periode lånt en bil og det havde jeg glædet mig meget til. Meget overraskende fandt jeg ud af, at jeg var blevet bange for at køre (det havde jeg ikke været før). Jeg fik fundet frem til, hvad det handlede om for mig. Det handlede bl.a. om frygt for kontroltab, hvis der skete noget uventet. Jeg havde fin tiltro til min egen evne til at køre men jeg havde ingen tiltro til, at de andre bilister kørte ordentligt. Ultimativt lå der en underliggende frygt for at dø.
Da jeg var blevet mere bevidst om, hvad det handlede om, kunne jeg bedre forholde mig realistisk til det og handle derudfra. Det betød, at jeg fremover valgte at køre nogle veje, hvor der var minimal med trafik og hvor jeg kunne tillade mig at køre i mit eget tempo (langsomt). Det gjorde mig tryggere, for så følte jeg, at det i højere grad var mig, der kørte med bilen og ikke bilen, der kørte med mig. Heldigvis har jeg ikke selv bil, så det er ikke noget problem for mig, for nu er jeg nødt til at tage det offentlige og det har jeg det fint med :-)
Hvis det er noget for dig, vil jeg tro, at du v.h.a. hypnose ret hurtigt kan komme af med din angst eller ialtfald få den mindsket.
Hilsen Helene
Tak for dit svar. Som du selv skriver tænker jeg også meget på de andre billister og deres reaktion til mig.
Er bange for,at køre galt eller lign. Og hver gang jeg sætter mig i en bil for,at køre,så begynder jeg at ryste og så går bilen i stå. Og når det sker,så opgiver jeg for flover mig.
Men tusind tak for svaret..
Ærligt talt, hvad godt er der ved bilisme?
Jeg har altid haft det sådan, at bilkørsel gav mig ubehagelige associationer. Min far var meget ofte vred, når han kørte bil, og vi tre børn sad på bagsædet og rystede. Senere, da jeg blev gift, udtrykte også min daværende mand sit hidsige temperament gennem sin kørsel, og jeg havde det meget skidt med at sidde ved siden af. Når jeg selv sad ved rattet, var jeg hele tiden anspændt. Og efterhånden blev jeg mere og mere bevidst om, at det ikke er ret sikkert at bruge biler.
Biler forurener, de er dyre at anskaffe og dyre i brug. Man risikerer, at bilen bliver stjålet, og at den ikke vil starte, når man skal bruge den.
Derfor har jeg indrettet min tilværelse, så jeg ikke behøver at køre i bil. En cykel er nemmere at vedligeholde og den giver god motion. Der er faktisk råd til ret mange taxa’er, når man ikke har udgifter til transport, ud over penge til lidt cykelolie og til et nyt dæk i ny og næ.
Jeg synes, at min bilfri tilværelse giver mig en stor frihed. Tænk at være fri for at sidde i kø på motorvejen! Tænk at være befriet for tanken om, at man bidrager voldsomt til forureningen!
Jeg er selvfølgelig klar over, at man ikke i alle egne af Danmark kan klare sig uden en bil. Men hvis det er muligt for dig at klare dig uden bil, kan jeg bestemt anbefale dig at prøve. Jeg synes ikke, at den forurenende bilkørsel er værd at spilde så mange kræfter og bekymringer på – for slet ikke at nævne udgifter til behandling for din angst for bilkørsel. Måske er der tale om en sund og fornuftig modvilje mod bilkørsel?
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig. Med samme symptomer og alt! Jeg er 32 år, og har haft den følelse lige siden jeg tog kørekort som 19 - årig. Det skal dog siges, at jeg ikke selv har haft bil i alle de år, så jeg har ikke fået fast/daglig træning. Min kæreste gennem tre år nu, har bil, (en herlig lille Polo, så størrelsen kan heller ikke længere være undskyldningen..) og jeg besluttede for ca. et års tid siden, at NU ville jeg til at køre bil jævnligt og dermed blive tryg ved det. Hmm... status nu er kun en smule bedre end for et år siden. Jeg kører næsten ikke. Man kan lave RIGTIG mange overspringshandlinger, når man er nervøs for at køre, tro mig ;-) Cyklen, motion, solskin, ikke så langt til destinationen alligevel, har brug for luft, spørge om kæresten ikke vil med, om han så vil køre, køre med en veninde osv. osv.
Grunden til at jeg stødte på dit indlæg er, at jeg i dag besluttede at gøre mere ved min angst. Prøve at komme den til livs med hjælp. Jeg googlede "angst for bilkørsel". For at se, hvad andre gør for at komme over samme hurdle, der udover at begrænse en selv i sin livsførelse, måske også begrænser ens kæreste, venner, kollegaer m.f. til at have oplevelser sammen.
Jeg kender til to, der har det på samme måde som os. En herre midt i 40´erne i en lederstilling, og en jævnaldrende kvindelig kollega. Cyklen, offentlige transportmidler og venners samkørsel benyttes smidigt. Så begge køn, flere arbejderniveauer og aldre kan være med på denne "fobi". Der er helt sikkert mange flere derude, tror jeg. De plaprer bare ikke ud om det. Det er jo ikke noget, man er stolt af :-( Hellere dække sig ind under andre transportmidler, og så opdages det ikke så let.
Så Nanna - det er helt okay og normalt! :-)
Nu vil jeg søge videre - måske på ekstra køretimer. Hos en kørelærer med en god psyke, som kan holde til mine angstprædikener ;-), og som kører i en lille bil ;-) Eller hypnose, som en anden debattør foreslog dig. Eller noget helt tredje - hvis mirakelmidlet eksisterer.
Vi må holde modet og håbet oppe :-)
Kh Dorthe
Kender alt til angst for bilkørsel... Jeg ville så utroligt gerne, det ser så nem ud for alle andre, men så snart jeg sætter mig bag rettet ryster jeg helt vildt og føler mig slet ikke godt tilpas...
Har prøvet det der med at være åben omkring det, men det er som om at folk ikke kan sætte sig ind i det. I stedet bliver det til drillerier, så ens selvtillid ryger helt ned i kulkælderen.
Er der nogen som har prøvet en bil med automatgear?? Jeg tænker det må være nemmere... speeder og bremser... Jeg bryder mig nemlig ikke om komblingspunktet eller det bryder sig ikke om mig...
Eller er der nogen som har prøvet hypnose?
Hilsner fra den angste
Jeg havde det ligesom dig, også medens jeg lærte at køre. Benene rystede, jeg fik så galt krampe i benene.
På det tidspunkt var jeg hjemmegående med fire børn.
I samme periode fik jeg et arbejde, hvor jeg skulle være sikker på fingrene. De rystede bare helt vildt.
Jeg læste en bog om dette med at ryste på hænderne, eller stamme, eller alt muligt andet man kunne være bange for.
Jeg kom sådan til at more mig. Det der fik mig til at more mig var historien om en dreng der stammede. Han var vant til, at folk syntes det var synd for ham.
Men en dag havde han glemt sin busbillet, og ville udnytte sit stammeri for at komme gratis med bussen. Og så kunne han ikke stamme mere.
Jeg begyndte at more mig over min rysten på hænderne, det bundede jo mest af alt om, at ingen måtte se jeg rystede på hænderne. Jeg sagde til folk , at det da ligegodt pokkers som jeg ryster på hænderne i dag, så holdt det op.
Det var mere morsomt med bilen. Jeg var bange for at dreje til venstre på meget trafikerede veje, især hvis det var i byen, og der var meget lidt plads.
Så planlagde jeg turen hjemmefra, så jeg ikke kom ud i trafikale vanskeligheder, lige i det kryds. Det er nu nedlagt, det var et vanskeligt kryds.
Men pludselig holdt alt mit rysteri op. Jeg underviste i femten år, i et fag der kræver præcise fingre. Jeg har slidt tre biler op, plus to firmabiler. Jeg har virkelig kørt mange kilometer.
Senere kom mit rysteri igen i en anden form. Jeg skulle spille i et orkester. Ligeså snart jeg opfattede at nogen kunne høre mig, så kunne fløjten ikke sige noget.
Nu spiller jeg både solo og alt muligt andet.
Jeg tror det handler om, at ingen måtte se eller høre, hvis jeg var usikker.
Ligeså snart man tillader sig selv, at være usikker, så holder alt dette rysteri og bævren op.
Jeg har for mange år siden kørt i bil med automatgear og jeg syntes, det var rart.
Jeg har også prøvet hypnose mange gange (for andre ting) og min erfaring er, at det kan være en rigtig god hjælp mod angst.
Derudover er jeg enig med Linette i, at det forværrer angsten, at man prøver at skjule den. Man behøver ikke at skamme sig over sin angst, den er ikke pinlig - den er menneskelig. Når man holder op med at prøve at skjule sin angst og holder op med at skamme sig, så har angsten en tilbøjelighed til at forsvinde eller ialtfald blive væsentligt mindre.
Hilsen Helene
Jeg havde store vanskeligheder ved at overkomme et tabt. Jeg læste b.la Et liv uden angst af Maria Ørnbøl http://www.saxo.com/dk/item/maria-oernb ... dback.aspx og "Når det gør rigtig ondt" http://www.netspiren.dk/pi/Naar-det-goe ... 1-587.aspx
Begge bøger omtaler smerte og angst og hvordan man komme videre..Et liv uden angst komme specielt ind på hvordan man kommer videre fra smerten og angsten.
Held og lykke