Skal jeg gå og hvor henvender jeg mig?
Jeg har været sammen med min mand i ca. ti år og vi har fire børn sammen. Da jeg mødte ham var han den mest hensynsfulde, kærlige, optimistiske og glade mand. Jeg derimod havde problemer, men dem arbejde vi os igennem. For seks år siden døde hans mor efter otte mdrs. sygdom som følge af lægefejl. Det var kort før vores andet barn blev født. Herefter ændrede han nærmest personlighed, blev utroligt egocentreret, hensynsløs, modbydelig og ligeglad med alle andre. Da jeg blev gravid ca. ti mdr. senere, uplanlagt, ville han have det fjernet, men jeg kunne ikke. Han valgte alligevel at blive og vi kæmpede. Jeg forsøgte igennem de næste år at støtte og hjælpe ham, som han støttede og hjalp mig, da det var mig, der havde det svært. Tingene blev bedre, aldrig det samme som før, men dog bedre. Så meldte vores yngste sin ankomst, ligeledes uplanlagt (et ødelagt pessar). Igen ønskede han abort og jeg kunne ikke. Igen valgte han at blive mod at jeg gjorde min uddannelse færdig som planlagt, hvilket til tider har været et stort pres. En del af det hensynsløse og egoistiske er aldrig gået af ham, og jeg føler, han ikke er en ansvarlig far og at han kan være dybt respektløs overfor mig.
Et eksempel af mange er i fredags, da vores yngste var syg og han skulle ud. Jeg sagde, han skulle tage af sted og vi var enige om, at han holdt telefonen åben hvis nu.. Vores yngste har været ind og ud af hospitalet siden september, så det er ikke for sjov. Omkring midnat blev han meget syg, feberen kom over de 40 og han lød som en damper fra forrige århundrede. Jeg ringede efter vagtlægen og derefter til min mand. Først snakkede han om at blive, men sagde så at det var ok, at han kom hjem. Da han kom hjem stod det klart, at han var fuld, ikke overraskende, for han er aldrig sammen med de mennesker uden at drikke, men han havde lovet at holde lidt igen. Han sagde, at jeg skulle bare vide, at jeg skulle overhovedet ikke have dårlig samvittighed over at have kaldt ham hjem(!) Jeg talte ham efter munden og sendte ham ind at sove, så han kunne være lidt klar til at tage børnene, hvis nu vores søn blev sendt på hospitalet. Da lægen kom havde han det heldigvis lidt bedre, men lægen konstaterede, som ventet, lungebetændelse og udskrev penicillin, der skulle hentes på apoteket. Han beskrev præcis de symptomer, som havde fået mig til at ringe som dem, der ville sende ham på hospitalet. Jeg vækkede derfor min mand for at sende ham på apoteket (i taxa), det tog en evighed at vække ham og han var stadig fuld. Han mente vi skulle benytte babyfalck og kunne ikke forstå, at jeg ikke syntes det var okay at vores søn skulle vente de 4-5 timer dét ville tage. Så sagde han, at jeg kunne da bare tage af sted, men i hans tilstand mente jeg bestemt ikke, at han skulle være alene med børnene. Med de tre ældste kunne det måske endda gå fordi de sov, men ikke med den lille. Min mand var ikke engang vågnet da lægen kom, selvom denne larmede ad helvede til. Han ville ikke vågne, hvis vores søn fx hostede og fik slim galt i halsen. Min mand blev tosset på mig og sagde at jeg overdramatiserede og han nægtede at hente medicinen. Det endte med at jeg ringede til min far og fik ham til at komme og hente recepten og tage på apoteket efter medicinen.
Min mand mener, at jeg overreagerer. Jeg mener, at det ikke var i orden, at han drak så meget, at han ikke var til nogen hjælp, når han vidste, at hans søn var syg, især vores søns sygehistorie taget i betragtning. Jeg synes, det var ansvarsløst af ham og at han opførte sig respektløst overfor mig.
Jeg ved af bitter erfaring, at han er ondskabsfuld, egoistisk og truende, når han er fuld. Til daglig er han som regel bare ikke til at regne med hvad angår aftaler osv.
Er det mig, der er for streng?
Som I måske nok kan regne ud, så er det ikke den første dråbe, og det er også derfor, jeg gerne vil have et råd om hvor jeg kan henvende mig for at finde ud af hvor jeg står mht. økonomi, børn og bolig, hvis jeg vælger at gå min vej.
Et eksempel af mange er i fredags, da vores yngste var syg og han skulle ud. Jeg sagde, han skulle tage af sted og vi var enige om, at han holdt telefonen åben hvis nu.. Vores yngste har været ind og ud af hospitalet siden september, så det er ikke for sjov. Omkring midnat blev han meget syg, feberen kom over de 40 og han lød som en damper fra forrige århundrede. Jeg ringede efter vagtlægen og derefter til min mand. Først snakkede han om at blive, men sagde så at det var ok, at han kom hjem. Da han kom hjem stod det klart, at han var fuld, ikke overraskende, for han er aldrig sammen med de mennesker uden at drikke, men han havde lovet at holde lidt igen. Han sagde, at jeg skulle bare vide, at jeg skulle overhovedet ikke have dårlig samvittighed over at have kaldt ham hjem(!) Jeg talte ham efter munden og sendte ham ind at sove, så han kunne være lidt klar til at tage børnene, hvis nu vores søn blev sendt på hospitalet. Da lægen kom havde han det heldigvis lidt bedre, men lægen konstaterede, som ventet, lungebetændelse og udskrev penicillin, der skulle hentes på apoteket. Han beskrev præcis de symptomer, som havde fået mig til at ringe som dem, der ville sende ham på hospitalet. Jeg vækkede derfor min mand for at sende ham på apoteket (i taxa), det tog en evighed at vække ham og han var stadig fuld. Han mente vi skulle benytte babyfalck og kunne ikke forstå, at jeg ikke syntes det var okay at vores søn skulle vente de 4-5 timer dét ville tage. Så sagde han, at jeg kunne da bare tage af sted, men i hans tilstand mente jeg bestemt ikke, at han skulle være alene med børnene. Med de tre ældste kunne det måske endda gå fordi de sov, men ikke med den lille. Min mand var ikke engang vågnet da lægen kom, selvom denne larmede ad helvede til. Han ville ikke vågne, hvis vores søn fx hostede og fik slim galt i halsen. Min mand blev tosset på mig og sagde at jeg overdramatiserede og han nægtede at hente medicinen. Det endte med at jeg ringede til min far og fik ham til at komme og hente recepten og tage på apoteket efter medicinen.
Min mand mener, at jeg overreagerer. Jeg mener, at det ikke var i orden, at han drak så meget, at han ikke var til nogen hjælp, når han vidste, at hans søn var syg, især vores søns sygehistorie taget i betragtning. Jeg synes, det var ansvarsløst af ham og at han opførte sig respektløst overfor mig.
Jeg ved af bitter erfaring, at han er ondskabsfuld, egoistisk og truende, når han er fuld. Til daglig er han som regel bare ikke til at regne med hvad angår aftaler osv.
Er det mig, der er for streng?
Som I måske nok kan regne ud, så er det ikke den første dråbe, og det er også derfor, jeg gerne vil have et råd om hvor jeg kan henvende mig for at finde ud af hvor jeg står mht. økonomi, børn og bolig, hvis jeg vælger at gå min vej.
Kommentarer
I har nu fire børn sammen; allerførst vil jeg foreslå dig, at du sørger for ikke at blive gravid igen. Tal med din læge om noget endnu bedre prævention – det behøver ikke være p-piller.
Som jeg læser denne rystende historie, så kan du i hvert fald ind i mellem godt føre en nogenlunde fornuftig samtale med din mand? Har I på noget tidspunkt talt om, at han kunne have brug for hjælp til at takle den voldsomme oplevelse, som hans mors død øjesynligt har medført? Har I talt om, hvordan du har det med denne voldsomme ændring hos ham?
Er din mand klar over, at du netop på grund af hans ændrede personlighed, overvejer at forlade ham?
Det kunne jo være, han ville indse, at han havde brug for noget hjælp, hvis han fik dette at vide. For at få denne hjælp vil det første sted vel nok være, at I sammen henvendte jer til lægen, og fortalte hvordan og hvorledes, så han – og måske I begge – fik tilbudt noget profesionel hjælp.
Det ved jeg selvfølgelig ikke, om din mand vil være med til, eller om han overhovedet kan indse, at han har et voldsomt problem, men det bør helt klart være der, du begynder, for det bedste ville naturligvis være, hvis I kunne finde ud af det sammen.
Hvis du vælger at gå din vej, hvad jeg da sagtens kan forstå, så bør du kontakte din sagsbehandler i kommunen, hvor du sikkert kan få oplyst hvordan og hvorledes mht børnetilskud, eventuel boligsikring osv..
Og så skal du have fat i en advokat, der kan rådgive omkring alt det juridiske i forbindelse med skilsmisse.
Håber du vil melde tilbage, om det her er noget du eventuelt kan bruge.
Jeg brugte dagen igår på at tænke mange ting grundigt igennem og det hjalp også at skrive herinde. Søndag havde jeg et par gange prøvet at åbne op for at vi kunne snakke ud om det skete, men uden andet resultat end at han vendte mig ryggen og gik. I går aftes gjorde jeg et nyt forsøg og denne gang gik det godt. Det har været klart for mig i flere år, at han har et problem med alkohol og pålidelighed når han er ude, forstået på den måde, at skal han ud, så KAN man bare ikke regne med ham. Dette har vi før haft oppe, men han er altid blevet meget vred, når jeg har sagt, hvordan jeg ser på det. I går aftes indrømmede han det blankt for første gang og sagde selv, at det var rigtig svært for ham at indrømme, fordi det er flovt og pinligt.
Han er ikke alkoholiker, det mener jeg i hvert fald ikke, for der er ingen problemer til daglig, i weekender eller ferier. Det er udelukkende, når han skal ud med venner, gamle kolleger eller til fest, at så kan han ikke nøjes med et par øl, men drikker sig altid meget fuld.
Det er underligt for mig og jeg har svært ved at forstå det, men det skal jeg heller ikke nødvendigvis. Det vigtigste er, at finde ud af hvordan vi så tackler det. Han sagde, at set i bakspejlet, så var det måske også derfor, han havde været lidt vægelsindet, om han skulle tage af sted. Han vidste, at der kunne blive brug for ham, og det endte så også med, at han svigtede både sin søn og mig - det sagde han selv.
Hvorom alting er, så er der åbnet for at vi kan snakke om tingene. Ingen af os er jo egentligt interesserede i at forlade den anden. Vi har bare kæmpet så længe og med så meget, og jeg tror, at vi begge er ved at have brug for, at bagagen bliver lidt mindre. Men jeg tror, at vi bliver nødt til at hænge i. Et eller andet sted synes jeg også, at vi godt kan være lidt stolte over, at vi har klaret os igennem så meget. Jeg nævnte, at jeg selv havde problemer i starten af vores forhold. Det var ikke små problemer, det var spiseforstyrrelser, et meget problematisk forhold til min mor, øvrige familieproblemer og så at jeg blev misbrugt som barn. Krage søger mage, kan man sige, for det er jo så kommet frem nu, hvordan han også har lidt svigt i sin barndom.
Men i hvert fald skal du have tusind tak for at du ville svare. Dine svar var helt klart gode og jeg er glad for, at du skrev konstruktivt og ikke bare noget med "sådan et dumt svin, kom væk fra ham" eller "tossede kælling, tag dig sammen".
Så en meget stor tak for det!!!
Usikkerkvinde4
PS Forresten, mht. prævention så forstår jeg godt hvad du mener. Vores andet barn kom til på p-piller uden sjusk, vores tredje var en - én - regulær smutter og den fjerde et ødelagt pessar. Vi må være superfertile...
Jeg synes bestemt, det lyder som om, I har meget at kæmpe med og bestemt også at kæmpe for, og nej, det kan I ikke klare alene, hvad I da også har indset, og derfor er det vigtigt at I får noget professionel hjælp ind. Så vidt jeg kan se, så har I ikke hjælp på nu? Men I har haft det – og jeg kan sagtens følge, at det er en barsk omgang, med det I har i bagagen. Selv har jeg også en noget barsk barndom med – dog slet ikke i sammenligning med jeres, men alligevel så meget, at jeg kan følge dig, og det skal I have sat ordentligt på plads.
Jeg vil ikke ”male fanden på væggen”, men når din mand ikke kan styre sig mht alkohol, når han på forhånd ved, at han kan risikere at blive kaldt hjem til hjælp til en alvorligt sygt barn, så HAR han et alkoholproblem.
Alkoholisme er ikke ”kun” folk, der drikker hver dag – det er forskelligt hvordan og hvorledes for den enkelte. Han har jo også selv udtrykt, at han nok ikke burde være taget af sted, da han øjensynligt selv er helt klar over, at så kan han ikke styre sit forbrug. Jo – han har også et alkoholproblem, som da helst skal indses så hurtigt som muligt, og der skal skrides ind over for det. Ellers kan det eskalere fremover. Måske han også skulle kaste et lidt kristisk blik på de ”venner”; skal der eventuelt foretages en udskiftning eller en justering der?
Hvis I får den hjælp, der skal til og I har ønsket om at forsætte jeres liv sammen fremover, så tror jeg også det kan lykkes for jer. I har nu haft en god snak, og jeg tror da det er vigtigt, at din mand får at vide, at der skal ske nogle ændringer NU, ellers kan du ikke magte jeres liv sammen. Jeg tror faktisk at den besked, vil få noget i gang hos din mand. Han ved jo godt, at han ikke har været rimelig, så derfor synes jeg absolut, der er håb forude.
Hvis din mand var et ”dumt svin”, så ville jeg nok have foreslået dig, at komme væk fra ham, men sådan har jeg slet ikke opfattet dit indlæg – og ”tage sig sammen” - det synes jeg en hel del tyder på, du har gjort, så det håber jeg absolut ikke at nogen kunne finde på at skrive. :-)
Mht fertilitet – ja, I har åbenbart været gode til den slags, men jeg tænker lidt på, I har selv haft en barsk opvækst, I har naturligvis et ønske om, at jeres børn skal have en helt anderledes og tryg barndom, så derfor kunne det vel egentlig godt være at fire børn er nok? Jeg ved ikke, hvor gamle I er, men I ved i hvert fald at fire børn kræver en hel del – og I ved også at flere børn, vil kræve endnu mere, så har I overvejet om en af jer skulle steriliseres? Det nemmeste er, hvis din mand, der jo i øvrigt tydeligt ikke fra starten ønskede de sidste to, fik klaret den lille sag, men ellers kan det jo også være dig?
Jeg selv blev steriliseret da jeg var 38 – efter to børn – og jeg har ikke fortrudt så meget som 5 minutter, selv om jeg blev skilt og senere fik en ny mand. Jeg lover dig, det har været skønt ikke at skulle tænke på prævention.
Men ellers – tal med din læge om noget godt og effektivt – for alt i alt tror jeg ikke det lige er endnu et barn, I har brug for i jeres situation. I har brug for at få ro i jeres liv – og ro til at komme videre – sammen, og det tror jeg meget på, efter hvad du har skevet.
Skriv meget gerne igen. Jeg – og forhåbentlig andre - vil gerne ”lytte” og måske komme med forslag.
Mange varme tanker
Som det er lige nu er det kun min mand, der får professionel hjælp. Der skete nogle ting før jul som gjorde, at jeg var nødt til at forlange, at han fik hjælp, for det var mere, end jeg kunne klare at hjælpe ham med alene - jeg er jo heller ikke professionel og kan ikke stille de rigtige spørgsmål. Jeg måtte sætte det på spidsen og virkelig lade ham forstå, at det var alvor, at jeg ville gå, men da han først havde sagt ja, var han selv glad for det.
Han kan være noget så barnlig, og han strittede kun imod på det tidspunkt fordi jeg forlangte det. Det kan man sige meget for og imod, jeg vil ikke udpensle situationen her, blot sige, at jeg havde mine meget gode grunde til at forlange det af ham eller gå hvis han nægtede.
Efter han er startet i terapi er der kommet en del ting op fra hans barndom, og selvom han nogen gange kommer hjem og tænker, at det var sgu noget mærkeligt noget og at de snakkede ikke om noget vigtigt, så sker det lige så tit, at han kommer hjem og pludselig forstår hvorfor de snakkede om de ting sidst, som på det tidspunkt forekom så uvæsentlige - men altså var ret væsentlige alligevel. Der er hele tiden noget, der rykker. Men tingene tager tid, det ved jeg jo af egen erfaring, jeg har været ÅR om at komme så langt som jeg er nu. Derfor har jeg heller ikke noget problem med, at tingene ikke ændrer sig på een dag - så længe jeg bare kan se fremskridt og grund til at bevare håbet.
Mht. hans alkoholproblem - for ja, selvfølgelig er det et problem - så er jeg i syv sind. Det har jo været der hele tiden, men jeg har nok været lidt for dygtig til at lukke øjnene for det. Ikke i hverdagen, for der er det der ikke, men det med når han skal ud. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange han har såret eller svigtet mig og faktisk også børnene pga. alkohol, når han var ude, men i hverdagen og ellers er der jo ingen problemer.
Du har for så vidt også ret i det med udskiftningen af de såkaldte venner. Faktisk er en stor del af hans venner nu tidligere venner, det var et slæng, der havde hængt sammen omkring fodbold i årevis, men der var meget med druk indover. Det var så pga. røg at de forhold brast, fordi jeg nægtede at lade dem udsætte mit barn for røg. Jeg har astma, så hun var disponeret (og måtte også igennem masker osv. det har de alle fire måttet og den yngste kæmper endnu). Det er det samme med disse venner, de mødes omkring at drikke. For så vidt fair nok synes jeg, for det er trods alt ikke så tit, og jeg skal ikke være den, der skærer dem fra, det kommer der kun skidt ud af. Men vi har snakket om, at opstår en sådan situation igen, at der kan blive brug for ham, så må han blive hjemme. Og er situationen ikke sådan, så må han sgu sove ude og komme hjem, når han er ædru, for jeg VIL ikke se ham fuld mere!
Fire børn er mange, især når de sidste tre ikke var planlagt (nej, nr. to var heller ikke planlagt, men dog talt om og ønsket inden hun blev til). Jeg havde ikke noget imod at få en til, men kun hvis vi havde en mere stabil og harmonisk tilværelse. Det har vi ikke, og det tager tid før vi får det, og så er spørgsmålet, om det så vil være så genialt igen at tage skridtet tilbage med en ny baby. Nok ikke. Jeg tror egentlig mest at jeg siger det kunne overvejes fordi jeg ikke vil udelukke noget. Men jeg er godt tilfreds med de fire jeg har.
Vi har haft snakket om sterilisation. Dels kom det på tale da jeg skulle have den yngste fordi nr. tre kom til verden ved kejsersnit (akut pga. navlesnorsfremfald), så den fjerde kunne potentielt komme til at hedde kejsersnit også og i så fald var det muligt at sterilisere samtidig. Men alt i mig talte imod det. Jeg ved ikke hvorfor, men een ting er ikke at ville have flere, en anden ikke at kunne. Jeg ved det sikkert lyder skørt, men jeg føler, at jeg ville miste en del af min kvindelighed. Min mand har det på samme måde med at skulle steriliseres. Og så har han det sådan, at ingen - INGEN - skal nogensinde skære i ham dernede igen. Han har engang fået foretaget en biopsi i testiklerne og så havde de ikke bedøvet ham ordentligt, så han kunne mærke ALT. De opdagede det først, da han besvimede af smerter...
Foreløbig bruger vi gummi, det er ikke optimalt med den der afbrydelse det jo er, men det fungerer i det mindste. Jeg har overvejet p-stav, men der skal jeg lige have lægen indover, for jeg ved egentlig ikke helt, hvad det indebærer.
I hvert fald igen en stor tak! Det har virkelig været en lettelse at "tale" med dig herinde!!!
Nej, jeg vil bestemt ikke "tvinge" nogen til at blive steriliseret. :-)
Det er en beslutning, man skal tænke meget, meget grundigt over - og det mindste lille "pip" inden i en, der siger nej, betyder at man ikke skal gøre det.
Men - din mand kan således ikke tillade sig at blive gal, hvis du så bliver gravid, da det også er hans skyld.
Jeg synes bare ikke, det lige virker til, at I for nærværende har plads til et barn mere, så derfor skal du helt sikkert skynde dig til læge og få noget mere brugbart. Kondom er fint, men det kunne være I også skulle have noget ekstra.
Jeg ønsker alt det bedste for jer - og du skriver bare igen, hvis du har behov.
Varme tanker