Har så svært ved berøring og sex
Hej alle derude...
jeg er så frustreret!!!! Jeg har det bare så utrolig svært med at være tæt på min mand. Hver gang han så meget som prøver at kysse mig, nusse mig på maven eller andet, går jeg helt i panik. Det kommer lidt i perioder, men lige nu er det bare rigtig svært. Jeg har tidligere prøvet at tale med ham om det - og lade ham vide, at det ikke har noget med ham at gøre, men et levn fra det misbrug jeg var udsat for i barndommen. (jeg blev misbrugt af min bedstefar fra jeg var helt lille til jeg var ca. 13)
Føler mig kvalt og fanget, som er det min bedstefars klamme tunge i min mund og hans hænder på min krop.
Kan slet ikke rumme det. Sidder vi og ser en film er jeg begyndt at frygte reklamepauserne, da han så selvfølgelig gerne vil kysse eller nusse osv. Jeg føler jeg er i konstant alarmberedskab og det koster mange kræfter.
Men vi kommunikerer bare ikke så godt. Prøver jeg for at give udtryk for at jeg ikke kan ha' det, bliver han irriteret og syg og trækker sig væk fra mig. Det er rigtig svært.
Og lægger han op til sex har jeg 3 muligheder:
1 Jeg afleder - siger jeg skal på toilettet, laver sjov med et eller andet, siger jeg er træt, begynder at snakke om noget mm. Derved får jeg nogle gange "afblæst projektet" eller også virker det ikke og det fører til en af følgende punkter:
2 Jeg lader stå til og sørger for at det går så hurtigt som muligt, bare for at få det overstået. Hader hvert sekund og føler jeg gør vold på mig selv. Men dette er den nemmeste løsning.
3 Siger fra, - at jeg ikke kan rumme det, eller ikke har lyst lige nu, hvorpå han bliver irriteret og vender ryggen til mig for at sove. Hvorefter jeg bliver ked af det og græder mens jeg kigger ind i hans ryg - hans mur af tavshed.
Jeg elsker min mand højt og ved t det ikke fair overfor ham. Vi har det godt sammen i andre sammenhænnge, men det her fylder utrolig meget.Jeg er så ked af det. Ville ønske det var anderledes. At jeg var normal. At han forstod mere - og at vi kunne finde ud af at tale om det.
Er der nogen der har oplevet noget lignende??
Venligst Snogle
jeg er så frustreret!!!! Jeg har det bare så utrolig svært med at være tæt på min mand. Hver gang han så meget som prøver at kysse mig, nusse mig på maven eller andet, går jeg helt i panik. Det kommer lidt i perioder, men lige nu er det bare rigtig svært. Jeg har tidligere prøvet at tale med ham om det - og lade ham vide, at det ikke har noget med ham at gøre, men et levn fra det misbrug jeg var udsat for i barndommen. (jeg blev misbrugt af min bedstefar fra jeg var helt lille til jeg var ca. 13)
Føler mig kvalt og fanget, som er det min bedstefars klamme tunge i min mund og hans hænder på min krop.
Kan slet ikke rumme det. Sidder vi og ser en film er jeg begyndt at frygte reklamepauserne, da han så selvfølgelig gerne vil kysse eller nusse osv. Jeg føler jeg er i konstant alarmberedskab og det koster mange kræfter.
Men vi kommunikerer bare ikke så godt. Prøver jeg for at give udtryk for at jeg ikke kan ha' det, bliver han irriteret og syg og trækker sig væk fra mig. Det er rigtig svært.
Og lægger han op til sex har jeg 3 muligheder:
1 Jeg afleder - siger jeg skal på toilettet, laver sjov med et eller andet, siger jeg er træt, begynder at snakke om noget mm. Derved får jeg nogle gange "afblæst projektet" eller også virker det ikke og det fører til en af følgende punkter:
2 Jeg lader stå til og sørger for at det går så hurtigt som muligt, bare for at få det overstået. Hader hvert sekund og føler jeg gør vold på mig selv. Men dette er den nemmeste løsning.
3 Siger fra, - at jeg ikke kan rumme det, eller ikke har lyst lige nu, hvorpå han bliver irriteret og vender ryggen til mig for at sove. Hvorefter jeg bliver ked af det og græder mens jeg kigger ind i hans ryg - hans mur af tavshed.
Jeg elsker min mand højt og ved t det ikke fair overfor ham. Vi har det godt sammen i andre sammenhænnge, men det her fylder utrolig meget.Jeg er så ked af det. Ville ønske det var anderledes. At jeg var normal. At han forstod mere - og at vi kunne finde ud af at tale om det.
Er der nogen der har oplevet noget lignende??
Venligst Snogle
Kommentarer
Så dit indlæg ikke skal stå ubesvaret, prøver jeg at svare dig efter bedste evne, selvom jeg ikke direkte har oplevet det samme som du (hvilet betyder, at da jeg blev klar over, at jeg havde været udsat for overgreb, var jeg alene og har ikke været sammen med nogen siden).
Jeg forstår godt, at du ville ønske, at tingene var anderledes... at du havde det anderledes... at din mand tacklede det anderledes. Men sådan er det ikke. Det er en sikker kilde til vedvarende utilfredshed at blive ved med at hænge fast i 'hvis bare...'. Skal noget forandres, er du/I nødt til at forholde Jer til virkelighedens fakta: Din mand har behov for sex og du har behov for ikke at have sex. Hvem skal 'ofre' sig og 'vinde'? Det bliver alt for let en magtkamp og i en magtkamp, er der i virkeligheden ingen vindere kun tabere. En magtkamp indebærer også altid, at én får rollen som 'krænker' og én som 'offer'. Mønstrene fortsætter altså.
Det er jo forståeligt nok, at din mand gerne vil have et almindeligt seksuelt samliv. Det hører jo ægteskabet og parforholdet til og skulle gerne være til glæde for begge parter og underbygge de positive følelser parterne imellem.
Men det er også fuldt ud forståeligt, at du ikke kan have et almindeligt seksuelt samliv, når du har været udsat for seksuelle overgreb.
Altså er der et stort problem, fordi Jeres behov er uforenelige. Efter min mening er noget af det farligste for et parforhold grundlæggende, uforenelige behov. Hvad kan man gøre ved det? For det må jo betyde, at den ene må underkende sine egne følelser og behov for at tilgodese den andens. Det betyder som sagt, at den ene må 'ofre' sig for den anden. Det kan kun skabe konflikter og negative følelser.
Enten må dine følelser 'vinde', I afstår fra et sexliv og din mand taber. Din mand vil formentligt føle mere eller mindre fortrængt vrede over ikke at få sine behov dækkede og over, at du nægter ham noget, han ønsker sig og måske føler ret til. Det vil give dig skyldfølelse. Altså taber du også.
Eller også 'vinder' din mands følelser, så du ofrer dig og har sex, selvom du ikke har lyst. Dette vil skabe mere eller mindre bevidst vrede hos dig over, at han påtvinger dig noget, der føles som et nyt overgreb. Din mand kan sikkert mærke din modvilje og er nødt til at lukke af, hvis ikke han skal føle skyld og føle sig som krænker. Altså skyldfølelse og dermed taber han også.
At ofre sig for andre eller blive gjort til offer, skaber meget vrede. Vrede adskiller Jer eller forener Jer på en negativ måde. Så uanset om I har sex eller ej, taber I begge, fordi det ikke er et fælles behov.
For ikke at køre fast i dette mønster, kan det være nødvendigt at søge hjælp udefra, så der er en chance for, at I begge kan vinde og ingen taber.
Du ville ønske, at du var 'normal'. Du er normal. Dine reaktioner er ganske normale i forhold til, at du har været udsat for overgreb i barndommen. Problemet er, at du ikke har fået bearbejdet og sluppet følelserne. Det kræver professionel hjælp. Spørgsmålet er derfor også, om det i virkeligheden er en ægtemand, du har brug for, eller om det mere er en ven, en kammerat, et platonisk forhold, én der kan trøste dig eller udfylde ensomheden - eller hvad dine behov nu er.
Du ville ønske, at din mand ville forstå noget mere.
Spørgsmålet her er, om det du ønsker er, at din mand vil kunne forstå så meget, så han kan forstå, at du ikke kan have sex med ham? Er dit ønske i virkeligheden, at han skal forstå dig, så han dermed også forstår, at han må undvære sex for ikke at skade dig? Altså forstå dig på bekostning af sig selv.
Dit behov for, at I kunne tale om det, er jo reelt nok. Men det kan være svært af mange grunde. Bl.a. kan det spille ind, at hvis din mand prøvede at forstå dig, så ville han ikke kunne tillade sig at forståel sig selv - også. Hvis han forstår dig, så er han nødt til at droppe sex for ikke at skade dig. Hvis han forstod og krævede sex alligevel, så ville han måske føle skyld og føle, at han krænkede dig og så ville nydelsen ved sex kunne ligge et meget lille sted. Det ønsker han naturligvis ikke. Alternativt skulle han konfrontere problemet: Min kone ønsker ikke sex - jeg ønsker sex. Vi har uforenelige behov. Hvad gør vi ved det? Det kan jo forekomme uløseligt og så kan det være lettere at lade som ingenting og lade være med at tale om det.
Jeg tror, det er utroligt vigtigt at tale om det. Men måske ikke på den måde I plejer. Jeg tror, I har mere brug for at tale med en professionel behandler, der kender til disse ting end med hinanden i første omgang. Hver for sig eller sammen eller begge dele. Det er ikke et problem, der løser sig af sig selv og så længe I ikke gør noget andet, end det I plejer at gøre, får I heller ikke andre resultater, end I plejer at få.
Du kan evt. prøve at ringe til den professionelle rådgivning i Støttecentret mod Incest (http://www.incest.dk). Jeg ved, at de også kender til pårørende problematikken.
Mange hilsner Helene