Er det socialangst ??

slettet12025

Hej alle herinde.
Jeg har igennem flere år været svimmel og har i den forbindelse været igennem et hav af undersøgelser, hver gang med samme resultat.
Intet er galt.
Svimmelheden er mere eller mindre konstant, men jeg har i den senere tid lagt mærke til at det forværres når jeg er steder hvor der er mange mennesker, som koncerter, indkøbscentre, messer eller møder.

Min tanke var at jeg måske har en eller anden form for socialangst, jeg har dog ikke den store viden omkring det men umiddelbart så kunne det måske være det som er galt.
Mit spørgsmål er så, hvordan behandles socialangst og hvad vil i råde mig til at gøre nu.
Er der en af jer derude som kender lidt til mulighederne så vil jeg meget gerne høre om det.

Med venlig hilsen Monty

Helene2

Hej Monty

Jeg har selv gået i NLP- og hypnoterapi i 4 år grundet mine problemer, hvoraf udpræget isolationstendens er ét af dem.

Mit tidligere symptom, når jeg var sammen med andre, var voldsomme hovedpineanfald. Da vi arbejdede med det i terapien, begyndte jeg at kunne se nogle sammenhænge og det betød, at jeg lærte at lytte til mig selv på en helt ny måde.

1. eksempel var et møde, jeg havde glædet mig til, sammen med en gruppe mennesker, som jeg havde det godt sammen med. Ikke desto mindre var mødet næsten kun lige startet, da hovedpinen begyndte at røre på sig.
Da vi efterfølgende talte om det i terapien, spurgte min terapeut, hvad der var gået forud, inden hovedpinen begyndte. Jo, én af de andre i gruppen havde foreslået, at vi undlod at tale om så tunge emner/problemer den aften og bare sad og sludrede. Min terapeut spurgte, hvordan jeg havde det med det? Det havde jeg det rigtigt dårligt med. Jeg følte, at så var det meningsløst, at jeg var taget af sted til mødet, da jeg kom for at tale om de tunge, dybere ting. Kort sagt, jeg fik ikke mine behov tilfredsstillet og var skuffet.
Næste spørgsmål var så, hvad jeg selv kunne have gjort for at have påvirket situationen, så jeg havde fået mit behov for dybere samtale tilfredsstillet? Hvordan kunne jeg have vendt situationen, så den blev bedre for mig selv? Jo, jeg kunne have sagt, at jeg havde brug for, at vi ikke kun sad og hyggede men også snakkede om de tungere ting. Eller jeg kunne have ført samtalen hen på et emne, jeg gerne ville tale om.
Det var af stor betydning for mig, at jeg derved blev bevidst om, hvorfor hovedpinen var kommet. Normalt tog jeg hjem, når jeg fik hovedpine - den blev altså brugt som en flugt ud af en situation, hvor jeg ikke havde det godt. Erkendelsen af denne sammenhæng betød, at jeg begyndte at kunne handle anderledes, så jeg brød en ubehagelig fastlåsning i en situation og derved gjorde hovedpinen unødvendig.

2. eksempel er, at jeg dengang typisk fik hovedpine, når jeg kørte med bus. Ved at bruge den teknik, jeg havde lært (ovenstående), lykkedes det mig at afdække problemet. Gennem spørgsmål (til mig selv) fandt jeg ud af, at det jeg følte mig dårligt tilpas med, var for mange mennesker. De var for tæt på mig, så jeg følte mine grænser overskredet. Derudover var der for mange indtryk, så jeg blev sansemæssigt overstimuleret. Endeligt følte jeg klaustrofobi, fordi jeg ikke kunne komme ud af bussen hurtigt, hvis jeg nu fik et hovedpineanfald.
Da jeg havde defineret problemerne bevidst, kunne jeg også finde løsningerne. Jeg fik placeret mig på et sæde, hvor der var mindst mulig kontakt med andre omkring mig (1-persons). Jeg lukkede øjnene og visualiserede, at jeg var alene et rart sted. Det begrænsede de sansemæssige indtryk samtidigt med, at det gav følelsen af at være alene, som jeg havde brug for. Endeligt kunne jeg forholde mig mere rationelt til, at jeg ikke kunne komme af bussen. Det var jo ikke helt rigtigt. Der var kun tale om 15 minutters 'indespærring', inden jeg skulle af og der var flere stoppesteder, jeg kunne stå af ved tidligere. Det ville bare betyde, at jeg fik en rigtig lang gå tur hjem. Men jeg følte pludseligt, at jeg havde nogle valgmuligheder og det var ubetinget det vigtigste.
Fremover kunne jeg også vælge at tage en bus på et tidspunkt, hvor der var færre mennesker med og placere mig, hvor det føltes mest behageligt - for mig var det over forhøjningen i midten af bussen, så jeg kan kigge ud over det hele og derved føler, at jeg har mere kontrol.

Forskellen var altså, at jeg ved at lytte indad til mig selv, blev i stand til at definere problemerne, finde årsagerne til, at jeg reagerede med hovedpine og dermed blev i stedet i stand til at finde andre og bedre løsninger og handlemuligheder i situationen. Siden da har jeg ikke haft hovedpine. Jeg kan godt blive ubehagelig tilpas sammen med andre i visse sammenhænge, men så kan jeg også definere, hvad der er problemet. Bl.a. har jeg især svært ved at klare mennesker, der taler så meget, så der ikke er nogen dialog. Det betyder så, at jeg må forholde mig til, hvordan jeg kan handle i en given situation. I én sammenhæng har det betydet, at jeg har sagt til en person, at jeg bliver træt i hovedet, når hun taler så meget (hun er selv klar over det). I en anden gruppesammenhæng (en anden person) vil jeg måske foreslå, at vi lige holder 5 min. pause (så er det ikke noget personligt mod hende). I en tredje sammenhæng trækker jeg mig mere væk fra den gruppe, hvor en meget talende person deltager. Jeg ved, at hvis jeg ikke handler, så trækker jeg mig ind i mig selv og bliver tavs, fjern og utilpas.

Dermed selvfølgeligt ikke sagt, at alle problemer omkring min isolationstendens er løst - bestemt ikke. Men de fysiske symptomer jeg tidligere fik, når jeg var sammen med andre mennesker, er væk nu og jeg kan bedre end tidligere være sammen med andre i nogle sammenhænge.

Håber dette kan være til inspiration.


Hilsen Helene