Har jeg en depression ?
Hej.
Jeg vil gerne fortælle lidt om min livshistorie .
Jeg er opvokset i et hjem hvor min far tog stoffer og drak og slog min mor.
Jeg har set og oplevet nogle af de værste ting man kan forestille sig . Blod ned af væggende, skrigende . Alt.
Lige fra jeg blev født stod de ting på .
Min mor drak også . Og gik i behandling, som hun så heller ikke ku overskue .
Jeg har boed på børne institutioner, opholdsteder, 3 plejehjem og boed lidt rundt omkring hos børnehave pædagoger og veninder .
Det har været et marridt .
Har set min mor ligge næsten livløs smurt ind i sit eget bræk på sofaen .
Har fået smidt nogle af de værste ting man ka sige til sin datter i hovedet .
Det var altid mig, der skulle passe på hende. Altid mig der skulle få hende til udpumpning .
Der var en episode, hvor jeg var 3 år. Min mor var taget på værtshus og var blevet væk i 3 dage. Jeg var helt alene og måtte selv klare mig .
Har 3 søskende, som til sidst ikke magtede at tage sig af mig længere, dem ser jeg næsten aldrig . Der er ingen kontakt imellem os længere .
Og den jeg savner mest er min bror, da det var ham jeg voksede op med det meste af mit liv . de 2 andre er op i 40'erne og jeg selv er 19.
Det virker også helt forkert .
Men altså . Min far døde i 2002 . Og min mor i 2008. Min far blev 39 og min mor 60.
Jeg var flyttet sammen med kæresten jeg havde på det tidspunkt, som jeg havde været sammen med næsten 4 år. Det gik meget godt i starten, men det vidste sig jo at han var sygeligt jaloux, råbte meget, og skubbede mig når han gik amok. Jeg måtte ikke se nogle af mine venner. ikke en gang mine veninder for så var jeg også læbbe osv .. Jeg lukkede mig inde til sidst . Kom aldrig ud. Stoppede med at snakke med nogen og spiste ikke i en uge. Han's forældre og søskende havde også et problem med mig. Jeg blev bagtalt . Og selv moren snakkede om mig til hendes datters veninde. De synes jeg var for stille, for tynd og for mærkelig . Jeg blev råbt af til familie sammenkomster. Søsteren var sådan en snop tybe der gik sammen med alle udlændinge. Hun spillede smart og prøvede at bestemme over mig . Det var hende der styre alt . Og hun var kun 16. Jeg kunne ikke forstå hvordan en familie kunne være sådan. Man følte sig aldrig velkommen hos dem. Følte så snart man kom ind af døren var alt falsk, selvom jeg prøvede at virke flink. Til jul gav jeg dem gaver for 700 kr hver, fordi jeg er den type der elsker at gøre folk glade. Og hvis man skal det, må man betale lidt ekstra. Jeg ved det er en forkert holdning at have. Men hvorfor er folk så meget imod mig, når jeg bare prøver at være flink. Var det min fejl eller var de bare ikke helt normale ?
Men for at vende tilbage til det med min mor.
En nat i okt, ringede det på døren. Det var politiet, som fortalte min mor nu var død.
Jeg gik i baglås. kunne slet ikke fatte det .
Selvom hun nogen gange ikke havde været der for mig, ville ingen kunne erstatte hende. Det gjorde sindsygt ondt .
Jeg græd og græd i flere uger.
Nu havde jeg slet ingen tilbage .
Og efter hun døde har det hele gået ned for mig .
Jeg har fundet en ny kæreste. Vi havde det godt i starten, men nu synes jeg det som om det gamle mønster fra den anden er begyndt at vise sig . Han har været indlagt på en psykisk afdeling, og har tendens til at råbe meget og gå helt amok på mig. Især hvis vi er ude og køre. Så tager han og speeder helt op, så jeg få angstanfald, hvilket jeg også får en gang imellem og har haft siden jeg var lille.
Jeg ved ikke hvorfor jeg altid falder for de typer, min mor havde det på samme måde. er jeg ved at følge hendes spor ?
Jeg er meget moden af min alder har jeg fået af vide.
Og det såre mig når folk siger at jeg nok bliver som min mor .
Men det jeg egentlig gerne vil vide er om jeg har en depression ?
Jeg kan ikke overskue noget. Når min kæreste kommer hjem fra arbejde og ser jeg ikke har ryddet op bliver han sur.
Når jeg starter et arbejde eller uddannelse, dropper jeg altid ud af det ca 3 uger efter. Og det irritere mig .
Som sagt jeg får angstanfald, og før hen havde jeg også tvangstanker, og stemmer der skreg i mit hoved. Jeg har været henne og snakke med nogle om det, som siger jeg ikke er psykisk syg, da jeg var meget bange for at skitzofreni kunne være arveligt .
Jeg har det med at stoppe kontakten til mine veninder i en periode.
Og de forstår det jo ikke.. Det irriterer mig bare at jeg lukker mig inde.
Men hvad skal jeg gøre. Skal jeg gå med det her resten af livet ?
Jeg føler jeg har løst til at skrige . og har meget let til tåre somme tider..
Tror jeg har brug for nogle af snakke med, men hvem ? Jeg er ikke den person der henvender sig til folk.
Mvh . Mig
Jeg vil gerne fortælle lidt om min livshistorie .
Jeg er opvokset i et hjem hvor min far tog stoffer og drak og slog min mor.
Jeg har set og oplevet nogle af de værste ting man kan forestille sig . Blod ned af væggende, skrigende . Alt.
Lige fra jeg blev født stod de ting på .
Min mor drak også . Og gik i behandling, som hun så heller ikke ku overskue .
Jeg har boed på børne institutioner, opholdsteder, 3 plejehjem og boed lidt rundt omkring hos børnehave pædagoger og veninder .
Det har været et marridt .
Har set min mor ligge næsten livløs smurt ind i sit eget bræk på sofaen .
Har fået smidt nogle af de værste ting man ka sige til sin datter i hovedet .
Det var altid mig, der skulle passe på hende. Altid mig der skulle få hende til udpumpning .
Der var en episode, hvor jeg var 3 år. Min mor var taget på værtshus og var blevet væk i 3 dage. Jeg var helt alene og måtte selv klare mig .
Har 3 søskende, som til sidst ikke magtede at tage sig af mig længere, dem ser jeg næsten aldrig . Der er ingen kontakt imellem os længere .
Og den jeg savner mest er min bror, da det var ham jeg voksede op med det meste af mit liv . de 2 andre er op i 40'erne og jeg selv er 19.
Det virker også helt forkert .
Men altså . Min far døde i 2002 . Og min mor i 2008. Min far blev 39 og min mor 60.
Jeg var flyttet sammen med kæresten jeg havde på det tidspunkt, som jeg havde været sammen med næsten 4 år. Det gik meget godt i starten, men det vidste sig jo at han var sygeligt jaloux, råbte meget, og skubbede mig når han gik amok. Jeg måtte ikke se nogle af mine venner. ikke en gang mine veninder for så var jeg også læbbe osv .. Jeg lukkede mig inde til sidst . Kom aldrig ud. Stoppede med at snakke med nogen og spiste ikke i en uge. Han's forældre og søskende havde også et problem med mig. Jeg blev bagtalt . Og selv moren snakkede om mig til hendes datters veninde. De synes jeg var for stille, for tynd og for mærkelig . Jeg blev råbt af til familie sammenkomster. Søsteren var sådan en snop tybe der gik sammen med alle udlændinge. Hun spillede smart og prøvede at bestemme over mig . Det var hende der styre alt . Og hun var kun 16. Jeg kunne ikke forstå hvordan en familie kunne være sådan. Man følte sig aldrig velkommen hos dem. Følte så snart man kom ind af døren var alt falsk, selvom jeg prøvede at virke flink. Til jul gav jeg dem gaver for 700 kr hver, fordi jeg er den type der elsker at gøre folk glade. Og hvis man skal det, må man betale lidt ekstra. Jeg ved det er en forkert holdning at have. Men hvorfor er folk så meget imod mig, når jeg bare prøver at være flink. Var det min fejl eller var de bare ikke helt normale ?
Men for at vende tilbage til det med min mor.
En nat i okt, ringede det på døren. Det var politiet, som fortalte min mor nu var død.
Jeg gik i baglås. kunne slet ikke fatte det .
Selvom hun nogen gange ikke havde været der for mig, ville ingen kunne erstatte hende. Det gjorde sindsygt ondt .
Jeg græd og græd i flere uger.
Nu havde jeg slet ingen tilbage .
Og efter hun døde har det hele gået ned for mig .
Jeg har fundet en ny kæreste. Vi havde det godt i starten, men nu synes jeg det som om det gamle mønster fra den anden er begyndt at vise sig . Han har været indlagt på en psykisk afdeling, og har tendens til at råbe meget og gå helt amok på mig. Især hvis vi er ude og køre. Så tager han og speeder helt op, så jeg få angstanfald, hvilket jeg også får en gang imellem og har haft siden jeg var lille.
Jeg ved ikke hvorfor jeg altid falder for de typer, min mor havde det på samme måde. er jeg ved at følge hendes spor ?
Jeg er meget moden af min alder har jeg fået af vide.
Og det såre mig når folk siger at jeg nok bliver som min mor .
Men det jeg egentlig gerne vil vide er om jeg har en depression ?
Jeg kan ikke overskue noget. Når min kæreste kommer hjem fra arbejde og ser jeg ikke har ryddet op bliver han sur.
Når jeg starter et arbejde eller uddannelse, dropper jeg altid ud af det ca 3 uger efter. Og det irritere mig .
Som sagt jeg får angstanfald, og før hen havde jeg også tvangstanker, og stemmer der skreg i mit hoved. Jeg har været henne og snakke med nogle om det, som siger jeg ikke er psykisk syg, da jeg var meget bange for at skitzofreni kunne være arveligt .
Jeg har det med at stoppe kontakten til mine veninder i en periode.
Og de forstår det jo ikke.. Det irriterer mig bare at jeg lukker mig inde.
Men hvad skal jeg gøre. Skal jeg gå med det her resten af livet ?
Jeg føler jeg har løst til at skrige . og har meget let til tåre somme tider..
Tror jeg har brug for nogle af snakke med, men hvem ? Jeg er ikke den person der henvender sig til folk.
Mvh . Mig
Kommentarer
Det er en meget alvorlig historie du har med i bagagen! Du skal bestemt ikke gå igennem hele livet, uden at få bearbejdet den. Jeg synes du skal henvende dig til din egen læge, og fortælle din historie (hvis du orker det), som så kan henvise dig til distriktspsykiatrien der hvor du bor. De råder over psykiatere, psykologer, sygeplejersker osv., som kan støtte dig med samtaler (det koster ikke noget). Alternativt kan du (afhængig af hvor i landet du bor), selv henvende dig til distriktspsykiatrien i dit område.
Du har min dybeste medfølelse og du har været udsat for kollosale svigt i din barndom, og det kommer til at kræve utrolige kræfter at komme ovenpå, men det lyder som om du trods alt har en vilje til at komme videre og at du magter at tage initiativ!
Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke fremover.
Det vil jeg så prøve .
Knus