Kender I det
At når man skal til lægen og lægen ved at man lider af angst (og tidligere af depression), så bliver man bare aldrig taget alvorligt.
lægen siger altid at alting har noget med angst at gøre - Øv
Jeg har ondt i min mave - MEGET! Har haft det i flere år. Det kommer kun når jeg drikker alkohol eller spiser noget bestemt. Hamrende irriterende at ingen vil tage det alvorligt fordi det nok 'bare' er angst.
lægen siger altid at alting har noget med angst at gøre - Øv
Jeg har ondt i min mave - MEGET! Har haft det i flere år. Det kommer kun når jeg drikker alkohol eller spiser noget bestemt. Hamrende irriterende at ingen vil tage det alvorligt fordi det nok 'bare' er angst.
Kommentarer
Måske er det ikke den rigtige læge, du så har?
Jeg har aldrig oplevet, at mine læger ikke tog min angst alvorligt. Det var mig selv, der i sin tid prøvede at få det til at virke som 'ingenting' men lægerne tog det heldigvis alvorligt.
At du får ondt i maven, når du drikker alkohol og spiser noget bestemt, er for mig at se et godt tegn på, at du så skal holde dig væk fra alkohol og fra disse fødevarer.
Hilsen Helene
Jeg har haft flere læger af denne slags. Min angst og tidligere depression bliver tilsyneladende brugt som undskyldning for ikke at undersøge om jeg fejler noget andet.
Det er det jeg er træt af.
Var syg med voldsom kvalme, opkast og mavesmerter gennem mange måneder sidste år. Min daværende læge mente det var psykisk. Det troede /tror jeg ikke for jeg havde det faktisk rigtig godt og var super glad for mit liv, men jeg havde haft en depression 4 år tidligere. Min læge sagde bare at jeg skulle drikke noget æblejuice.
Jeg henvendte mig mange gange. Først da en vagtlæge fandt ud af at jeg ikke længere kunne stå op pga. underernæring blev jeg indlagt og undersøgt. Mine forældre boede hos mig fordi jeg ikke længere kunne passe børnene når jeg ikke kunne stå mere.
Jeg var indlagt to uger. De fandt aldrig ud af hvad jeg fejlede, men mens jeg gennemgik undersøgelserne blev jeg tiltagende angst. Det havde jeg ikke prøvet før. De stoppede undersøgelserne da jeg gennem proteindrikke begyndte at få det bedre (fordi jeg selvfølgelig ikke var så underernæret mere)
Min angst gik ikke væk igen. Jeg føler stadig at jeg fejler noget og at ingen tager mig alvorligt. Min mave er bedre end dengang, men hver dag skal jeg kæmpe for at spise nok, fordi kvalmen og smerterne er så kraftige. Mit immunforsvar er helt nede og jeg modtager alt hvad modtages kan.
Selvfølgelig undgår jeg alkohol, men det er da lidt mystisk alt sammen ik
Det er et stort problem, at læger ofte affejer sygdomsproblemer med, at det nok bare er noget psykisk. Risikoen for at blive udsat for det, er selvfølgelig større, når man er forvejen lider af angst, som du gør.
Lægerne gør et stort nummer ud af at forklare, at de nu om dage forholder sig til det hele menneske, altså både det fysiske og det psykiske. Men efter min mening passer det ikke, eftersom de ofte kun fokuserer på det psykiske som forklaring, og i øvrigt ikke gør noget for at hjælpe patienten, efter at de har forklaret problemerne som psykisk betingede. Der er jo ingen, der bliver raske af den forklaring.
Hvis jeg var dig, ville jeg gøre to ting:
1. Jeg ville undgå de madvarer, som giver mavesmerter, som Helene også skriver, og desuden føre dagbog. I dagbogen skal der stå, hvad du har spist, og hvordan du har haft det. Formålet med dagbogen er at opdage sammenhænge, så du kan hjælpe dig selv til at få det bedre.
2. Jeg ville sørge for at blive undersøgt for, om der er mangel på vigtige næringsstoffer. Desværre er det ikke alle vigtige næringsstof-mangler som en almindelig praktiserende læge kan tjekke dig for. Men der findes private klinikker, hvor man kan blive tjekket for de fleste næringsstoffer, og man kan få rådgivning til at genoprette sin sundhedstilstand. Det koster selvfølgelig penge, men jeg tror, at det er en god investering. En sådan privat klinik kunne f.eks. være denne: http://www.holistic-medicine.dk/
Når man har været underernæret, sådan som du har været, tror jeg, at der let kan være alvorlige næringsstofmangler. Desuden ved jeg fra mig selv, at man – når man har det meget skidt psykisk – ofte glemmer at spise ordentligt, og madvarerne nu om dage er ikke altid lige sunde. Ofte er de blevet plukket i umoden tilstand på den anden side af kloden og har været længe undervejs, før de når frem til os. Det gør, at mange vigtige næringsstoffer går tabt.
Lægerne har ret i, at man må se på det hele menneske, men det betyder jo, at man også må se på det fysiske, herunder det ernæringsmæssige. Det fysiske har stor betydning for det psykiske og omvendt. Jeg er overbevist om, at du kan få det meget bedre psykisk, når du sørger for, at din krop bliver mere sund. Vitaminer og mineraler og sunde omega 3-fedtstoffer betyder meget for psykisk robusthed.
Jeg synes, at du skal tage sagen i din egen hånd. Personligt har jeg ikke så meget erfaring med angst, men de gange jeg faktisk har oplevet angst, hang problemet sammen med, at jeg ikke følte, at jeg selv havde magten over mit eget liv. Jeg følte, at andre skaltede og valtede med mit liv. Lige så snart jeg selv tog skridt til at gøre noget, forsvandt angsten. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at det vil være det samme for dig, men jeg er overbevist om, at det vil hjælpe dig at opsøge informationer og hjælp til at blive fysisk sundere. Måske synes du, at det er for dyrt, men bed i hvert fald din praktiserende læge om at tjekke dig for alle de næringsstofmangler, som det er muligt at få undersøgt. Mange mennesker mangler vigtige næringsstoffer, og med den historie, du har haft, er jeg ret sikker på, at du også mangler vigtige næringsstoffer.
God bedring
Kameliadamen
Efter at jeg havde slukket for computeren for lidt siden, fik jeg den ide, at din historie kunne minde lidt om en anden, jeg lige har læst her på Netdoktor, nemlig denne:
viewtopic.php?f=136&t=19546
Misty døjede i flere år med problemer og fik at vide, at det var psykisk. En orthomolekylær læge undersøgte hende, og det viste sig, at hun havde tarmbetændelse som følge af langvarig B-vitaminmangel.
Jeg siger ikke, at det er det samme, du fejler. Det kan jeg ikke vide noget om. Men jeg siger, at det er vigtigt at blive undersøgt. Og det er netop en orthomolekylær læge – altså den type læge, som undersøgte Misty – som jeg vil foreslå.
Mange hilsner
Kameliadamen
lægerne mente og mener stadig at jeg blot forsøger at få opmærksomhed og egentlig ikke fejler noget, jeg har altid ment at det var en mærkelig vudering da jeg meget sjældent går til læge, første gang jeg følte at jeg ikke blev hørt var faktisk en psykolog, den første psykolog jeg havde skulle lave en test på mig testen viste at jeg var asocial og ikke ønskede at skabe kontakt til andre. dette gjorde mig sur, jeg var 13 år og hele skolen mobbede mig jeg kunne ikke stole på nogle for alle mine nærmeste venner havde udnyttet mig og fortalt mine hemligheder videre og forladt mig alene tilbage, psykologen mente at det var min skyld at jeg ingen venner havde hun mente også at mobberierne kun foregik i mit hoved.
Jeg får en anden psykolog efter jeg skiftede skole, men her var det som om at han forsøgte at få mig til at tale om et problem der ikke existerede, han gik bare ud fra at det var mit problem fordi det havde han fået at vide, føst senere finder jeg ud af præcis hvad det er for et problem, han mente at min far havde misbrugt mig sexuelt, det tog mig 2 at finde ud af at det var den "hemlighed" de alle ønskede at få ud af mig, det var min mor der fortalte mig det. efter denne behandling ønskede jeg ikke siden at tale med en psykolog, de var forudindtaget og ønskede ikke at snakke om mit egentlige problem.
sidst jeg havde et problem med en læge der ikke ville tage mig seriøs var på grund af en knæskade jeg havde haft gennem 2 år og som aldrig har været undersøgt ordentligt, lægen mente at jeg var for ung til at have problemer med mit knæ og ville ikke undersøge det ordentlig han lavede faktisk et skræmme billede af en kikkertundersøgelse fordi jeg bad om at jeg fik en, har senere fået at vide af min far der har fået foretaget en sådan undersøgelse at den faktisk hovedet ikke er slem.
Jeg kan dog godt se hvordan læger kan se mig som hypokonder når ikke engang mine forældre tror på at jeg har ondt, bare fordi jeg ikke er en der lader verden gå i stå på grund af lidt smerter, bare fordi jeg ikke er ved at dø hele tiden fordi mit knæ gør ondt, bare fordi jeg kan fortælle om mine smerter uden at se ud som om at jeg har vilde smerter, jeg har været i stand til at undertrykke mine smerter efter at have smerter i 2 år i mit ubehandlet knæ bliver man vant til det, nu har jeg gået med det i næsten 10 år og jeg mærker kun smerter ved overbelastning eller vrid eller hvis jeg forbliver i samme stilling i længere tid, alt tyder på at jeg har samme problem med mine knæ som min far har, og han fik at vide som 20-årig at han som 40 årig ville sidde i kørestol så galt gik det dog ikke han er 47 år nu sygemeldt på grund af knæene han vil højst sandsynlig ikke komme tilbage på arbejde igen, men han fik at vide allerede for 10 år siden at hans knæ ikke kunne holde til det arbejde han lavede, men det er først for et par år siden at det begyndte at gå op for ham at dette var sandt, efter han begyndte at tage stærkere og stærkere smertestillende piller, på den ene side ønsker jeg at vide hvad der er galt med mit knæ så jeg kan vise at jeg ikke er hypokonder men på den anden side ønsker jeg ikke at vide det, jeg er bange for hvilken inflydelse det vil have på mit liv...
Med de oplevelser, du har, er det vigtigt, at du får en helt ny læge, som ikke kender noget til din forhistorie.
Hvis jeg var dig, ville jeg skifte læge. Og ved lægeskiftet er det vigtigt at tilkendegive, at du ikke ønsker, at journalen skal følge med til den nye læge.
Derefter beder du om at få undersøgt dit knæ – uden at fortælle, hvad den tidligere læge har sagt eller ment. Sig blot, at du har haft smerter i længere tid.
Det er vigtigt, at du møder den nye læge med et åbent sind og ikke lader tidligere lægers fejltagelser påvirke din opførsel over for den nye læge.
(Hvis du bor i et lille samfund, hvor lægerne kender hinanden og kan diskutere din sag, er det selvfølgelig ikke så nemt. Så må du overveje at betale for en undersøgelse på et privathospital. Det er dyrt, men måske en nødvendig investering i din fremtid).
Derudover tror jeg, at det er vigtigt, at du også på et tidspunkt finder en psykolog, som ikke kender noget til din forhistorie, og som vil være villig til at bearbejde alle de ulykkelige oplevelser med mobning og misforståelser, som du bærer rundt på.
Hvis du ikke får disse oplevelser bearbejdet, er jeg bange for, at du nemt vil ende som ”offer” for fejltagelser og misforståelser igen. Der findes nemlig en mærkelig mekanisme imellem mennesker, som udspiller sig nogenlunde sådan her:
Folk har en tendens til at kanøfle den, der opfører sig som et offer. Hvis man faktisk er et offer, har man ofte en særlig måde at være på, og man beklager sig måske, skælder ud over de mennesker, der har gjort én fortræd og er bange for situationer, der ligner de tidligere skræmmende situationer. Den slags kan folk ikke lide. De tænker: Der går nok ikke røg af en brand, uden at der er ild.
Du er nødt til at begynde på en frisk. Det bedste er at få hjælp til denne proces: Altså en ny psykolog, som er villig til at hjælpe dig – også med at bearbejde tidligere psykologers fejltagelser. Det kræver, at du finder en meget, meget dygtig og indsigtsfuld psykolog.
Jeg har faktisk selv haft stor gavn af en sådan psykolog, som hjalp mig til at komme af med bitterhed og vrede over nogle lægesvigt og lægefejl, som har kostet mig i hvert fald ti år af mit liv.
Psykologen opfordrede mig til at slå i en madras med en tæppebanker, mens jeg skældte ud over de uvidende mennesker, der havde gjort mig fortræd. Når jeg havde slået løs med tæppebankeren et stykke tid og bandet osv., endte det som regel med, at jeg kom til at græde, hvorefter psykologen holdt om mig og gav mig omsorg og trøst.
Det kan lyde som et mærkeligt skuespil, men det virker! Det virker, når et andet voksent menneske på den måde bliver en slags vidne til den fortræd, man har været udsat for. Psykologen kunne ikke drømme om at gøre indsigelser og sige, at det nok ikke var så slemt, som jeg sagde. I behandlingsøjemed var det jo heller ikke vigtigt. Det var vigtigt, at jeg kom af med min bitterhed og min vrede, så jeg kunne begynde på en frisk og sådan at mine tidligere negative oplevelser ikke kom til at præge mit forhold til kommende læger. Det er klart, at jeg stadig er kritisk over for lægesjusk, men jeg møder i højere grad læger med et åbent sind og uden fordomme.
Skynd dig at skifte læge, og husk, at du ikke vil have, at din nye læge får tilsendt din journal.
Mange hilsner
Kameliadamen
Mange tak for dit meget udførlige svar. Kan virkelig bruge det til noget og vil straks tage kontakt til den klinik du anbefaler. Er faktisk lige begyndt til akupressur, som også hjælper rigtig meget - Her siger de faktisk næringsstofmangel og problemer med galdeblæren.
A