Indstillinger
Hvad er det meningen jeg skal?
Lad mig starte med at skrive: Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere! Jeg har nu på årligt basis oplevet depression på depression. Er det fordi den ikke bliver behandlet "ordentligt" når den er der, eller er det såmænd bare mig som er rigtig uheldig og er ved at blive skør? For sådan føler jeg mig. Har lige kontaktet min læge idag & hvad fanden skal jeg fortælle hende på onsdag? At jeg igen ikke orker dagligdagen, og hvad der følger deraf? Jeg er ved at komme ud et sted, hvor det er blevet FOR meget for mig. De første par år kunne jeg "arbejde med mig selv" iforbindelse med professionel hjælp og medicin. Årene derefter gik det godt, men nu vender billedet igen. Hvorfor vender det tilbage igen? Og hvorfor får jeg samtidigt sådan en angst for at være nogen steder andet end i mit eget hjem? Jeg har ikke lyst til at sætte så meget som en fod udenfor min dør. Mine 2 små livsglæder kan ikke gøre for at mor ikke "fungerer", så hvorfor bliver de alligevel påvirket? Det er bare ikke fair, at jeg og min familie skal igennem det her år efter år, uanset årstid. For det er ikke en vinterdepression. Jeg kan også være uheldig at disse følelser af tomhed, utilstrækkelighed, ensomhed og dyb fortvivelse kan dukke op om sommeren.
Men hvorfor mig? Og hvorfor hvert år? Er jeg istykker? Det er ikke meningen at i behøves at svare på disse spørgsmål...jeg er bare rigtig trist og fortvivlet og føler mig ødelagt. Jeg kan sove hele tiden. Har ingen energi. Bliver sur over ingenting. Og græder over ingenting. Jeg er bange for, at jeg lider af en form for sporatisk depression, som dukker op hvert år, og som er blevet kronisk....ikke at jeg har forstand på det, men jeg plejer ikke at tage fejl af min psyke. Den er dårlig. Jeg er ikke et stærkt individ, men ufattelig sensitiv. Min barndom er enorm vigtig for at forstå mig. Og det kunne jeg skrive rigtig meget om, men det vælger jeg ikke at gøre, da jeg selv har været igennem det igen og igen. Men jeg føler bare ikke, at jeg kan fungere ude i samfundet på et plan som "almindelige" mennesker. Min kæreste snakker om førtidspension, men så kunne jeg vel lige så vel give op?! For det er hvad det ville betyde for mig. Jeg vil gerne bidrage til samfundet, men hvordan?
Om en halv time skal jeg ud og hente min ene datter fra børnehave, for at få hende til tandlæge, og derefter købe ind. Men jeg leder efter en grund til at blive herhjemme. Jeg føler, at jeg kan bryde sammen overalt, og hvornår det skulle være?
Hvordan kan man leve sådan? Det er jo umuligt!
Men hvorfor mig? Og hvorfor hvert år? Er jeg istykker? Det er ikke meningen at i behøves at svare på disse spørgsmål...jeg er bare rigtig trist og fortvivlet og føler mig ødelagt. Jeg kan sove hele tiden. Har ingen energi. Bliver sur over ingenting. Og græder over ingenting. Jeg er bange for, at jeg lider af en form for sporatisk depression, som dukker op hvert år, og som er blevet kronisk....ikke at jeg har forstand på det, men jeg plejer ikke at tage fejl af min psyke. Den er dårlig. Jeg er ikke et stærkt individ, men ufattelig sensitiv. Min barndom er enorm vigtig for at forstå mig. Og det kunne jeg skrive rigtig meget om, men det vælger jeg ikke at gøre, da jeg selv har været igennem det igen og igen. Men jeg føler bare ikke, at jeg kan fungere ude i samfundet på et plan som "almindelige" mennesker. Min kæreste snakker om førtidspension, men så kunne jeg vel lige så vel give op?! For det er hvad det ville betyde for mig. Jeg vil gerne bidrage til samfundet, men hvordan?
Om en halv time skal jeg ud og hente min ene datter fra børnehave, for at få hende til tandlæge, og derefter købe ind. Men jeg leder efter en grund til at blive herhjemme. Jeg føler, at jeg kan bryde sammen overalt, og hvornår det skulle være?
Hvordan kan man leve sådan? Det er jo umuligt!
Kommentarer
Kan hører, at det absolut ikke spiller for dig, i øjeblikket, og at du har gentagne depressioner.
Jeg skal ikke gøre mig til den ”store specialist” på feltet, men kan fortælle om noget af det der har hjulpet mig, jeg er pt. Sygemeldt fra mit job, grundet stress, depression, og grader af panikangst.
Første gang jeg oplevede depression, var helt tilbage i 1991, hvor jeg havde fået mit første barn, og vi planlagde det næste, der fik jeg en depression, der ligner den du omtaler, dog uden angst, herefter har jeg klaret mig uden, indtil sensommeren 2006, hvor jeg pga. Meget arbejde, Stess måtte melde mig ud i ca. 1 måned. Dog har jeg nu de sidste 2-3 måneder, været temmelig hårdt ramt og måtte trække på den hjælp jeg kunne få. Nok om mig…….
Ved ikke om din læge, da det åbenbart ofte vender tilbage til dig, har tilbudt dig ”lykkepiller” da jeg er bekendt med at dette er med til at give rigtig mange en fuldt ud tilfredsstillende hverdag, og et godt fungerende liv, og disse piller kan man tilsyneladende uden omkostninger, spise i mange år uden problemer. Lidt malurt skal dog også tilføjes, da jeg selv har prøvet, disse og de var bestemt ikke gode for min psyke, men jeg kender folk, som har rigt stor glæde af dem ( Cipralex) derimod
Fandt jeg så, med hjælp fra folk på disse sider, det håndkøbsmiddel, som hedder Modigen, og disse er jeg igang med nu (ca.14 dage) og for mig at mærke, virker de til at virke, selv om kan tage3-5 uger, om at virke, og derudover bruger jeg også Baldrian, til brug hvis jeg har meget uro, og hvis det er helt galt, har lægen udkrevet nogle Oxapax, som jeg så vidt muligt kun bruger når det er absolut nødvendigt (jeg er normalt ikke den store helsefreak, men undersøgelser viser gode resultater med modigen, og du kan prøve at søge her på siderne på Modigen/ Perikum(som de er lavet af))
Endvidere har jeg manet mig op og fået dyrket noget, motion, og dette skulle ifølge ”de kloge” også være et aktiv, noget der dog er svært at måle, men i den du træner, får man da spredt tankerne….
Jeg har også brugt Familie & vender til samtaler om hvorfor, hvordan etc. Det er at have en depression, og det virker nu også rart, at vende dette men mennesker, man kender godt.
Så jeg håber du har nogle omkring dig, der gider blive ved at lægge ører til, hvad din status er igen og igen.
Frisk luft og gåture i det fri, har jeg enormt behov for, og det er også rart, og bidrager også til at sprede tankerne.
Lysbehandlinger kan også anbefales, da det åbenbart også lader til at have en god virkning, og disse lamper, har jeg set, er ikke voldsomt kostbare mere.
Men til slut vil jeg håbe for dig at du må komme igennem, din krise, og igen finde glæde ved dit liv, og dine (for mig at høre) små børn, og ikke bekymre dig så meget om at du skal yde for systemet, det var måske også muligt, at du slet ikke er egnet, til at arbejde, måske specielt, ikke i tiden hvor du har mindre børn, med alt hvad det kan indeholde af ansvar og meget arbejde, og med hensyn til at du igen skal til lægen, er ikke noget du skal gøre dig tanker om, lægen har selv valgt sit job, og bør hjælpe dig optimalt muligt, og hvis du føler at du er ”for meget” for din læge, er det måske værd at overveje et lægeskift ????
Du skal måske også slippe tanker lidt om hvad du skal yde, og hvad folk tænker, og så måske prøve en førtidspension, så kan det måske være at du ville få det luft der skal til, og så ville du måske i det lange løb, måske netop, fylde den plads du godt vil i samfundet, måske først med nogle timer ved siden af din mulige pension, og i længden ville du måske kunne ”fryse” din pension og vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Mange ord om noget af det som hjælper mig og måske også dig ?
Og samtidig alle ønsker om at du må slippe din triste tilstand hurtigst muligt.
Mvh
Olsen48
Men der er kommet så mange forskellige "lykkepiller", at det nok skulle være muligt at finde nogen der passer til en. Så bliver man også "holdt lidt øje med" af sin læge, og det er nok ikke så tosset endda.
Jeg selv får en kombination af to forslellige slags, og dem er jeg nok nødt til at tage resten af mit liv. Og hvad betyder det at tage to små piller, i forhold til at være så syg, som man er, når man er deprimeret. Jeg ville ihvertfald ikke bytte.
Venlig hilsen Lene