...
..........................................................................................................................................................................................................................................................
Kommentarer
Først vil jeg sige, at det jo er umuligt at hjælpe dig, når du har lukket for alle muligheder. Du skriver, du har brug for hjælp - men så skriver du, at du ikke tør søge hjælp nogen steder og du skriver om alle de ting, du ikke kan gøre.
Jeg ved godt, at det giver angst at søge hjælp og at det kan føles helt umuligt. Men problemet er bare, at overvinder du ikke den angst, så får du heller ingen hjælp. Du har altså valget mellem pest eller kolera: Enten fortsætter tingene, som de er nu eller også må du overvinde din angst og søge hjælp. Du kan ikke klare det her selv.
Den stemme du hører, der fortæller dig grimme ting om dig selv, det er stemmerne fra de mennesker, der siger grimme ting om dig. Det er fordi, du begynder at tro på dem. Det er ikke sandt, det de fortæller dig, men når man hører noget forkert tilstrækkeligt mange gange, kan man alligevel komme til at tro på det. Dit sind går i stykker af at blive behandlet så dårligt.
Nu har du i første gang søgt hjælp herinde på Netdoktor og det er rigtigt godt og flot og modigt, at du har kunnet sætte ord på. Men der er jo ingen herinde, der har mulighed for at give dig den hjælp, du har brug for. Og der er ingen tvivl om, at du har MEGET brug for hjælp. Du er så psykisk overbelastet, så du endda begynder at høre stemmer og du skærer i dig selv - det er meget alvorklige symptomer, som du nødt til at tage meget alvorligt. For at andre skal kunne hjælpe dig, er du nødt til at kunne tage det første skridt til at hjælpe dig selv - og det er at bede om den hjælp, du har brug for. Selvom det giver angst.
Jeg forstår godt, at du ikke kan søge hjælp hos din familie - det kan man som oftest ikke. Men du bliver nødt til at finde et andet sted, hvor du så kan. F.eks. Børnetelefonen. Det er ufarligt og de vil kunne vejlede dig i, hvad det næste skridt kan være. Men du er nødt til selv at tage første skridt. Hvordan skal nogen kunne hjælpe dig, hvis ikke du lader nogen gøre det? Hvordan skal du kunne få det bedre, hvis ikke du giver dig selv lov til at få hjælp? Du er nødt til først og fremmest at give dig selv lov.
Kærlig hilsen Helene
Mobning er bare noget af det værste der findes og det er utrolig trist at høre din beretning. Mobning skal bare stoppes og heldigvis er der mere og mere fokus på det.
Ud fra det du skriver lyder det til, at du har hårdt brug for hjælp. Her på ND er der ingen der rigtigt kan hjælpe dig, på den måde du har brug for. Kun komme med råd til dig. Jeg sidder og tænker på om ikke der er én lærer på din skole, som du føler dig rigtig tryg ved og som du godt kan lide som person? Det behøver jo ikke være din klasselærer. Måske du kunne henvende dig til hende/ham. På nogle skoler er der skolelæge/sundhedsplejerske der kommer der med jævne mellemrum. Hvis der er sådan en person på din skole, kunne det også være en mulighed.
Jeg ved godt du skriver, at du har svært ved at snakke om det og at du er genert, men det er jo også et helvede at gå i skole, når tingene er som de er. Folk omkring dig lægger jo åbentlyst ikke mærke til, at du har det dårligt, så du er nødt til at fortælle dem det med ord og ikke med at cutte dig eller andet. Jeg tænker også, at du jo har skrevet din situation ned her på ND. Måske det ville være nemmere for dig at skrive alt det ned du tænker og så aflevere det i et brev til en du har tiltro til - en lærer f.eks.
Håber nogle af mine råd kan bruges.
Hilsen Heidi