Hvordan kommer jeg videre?
Jeg har fundet sammen med min første kæreste igen, efter 4-5 år ca.
Vi har nu været sammen i snart 1 år.
Første gang vi fandt sammen endte det ulykkeligt. Vi var blot 'børn'. Jeg 15, han 17. Vi havde været sammen et halvt års tid, hvor jeg begyndte at gå igennem nogle problemer og bad om en pause. Efterfølgende fandt han dog sammen med en anden, uden at jeg havde nogen ide om det og uden at vi havde afsluttet noget. Dette sårede mig selvfølgelig meget, og jeg havde svært ved at glemme det. Vi gik hvert til sit og havde ikke kontakt til hinanden i 4 års tid, men har nu fundet sammen igen. Vi har talt en masse om fortiden og han ærger sig enormt over hvordan det endte og mener at han begik en idiotisk fejl. Jeg valgte at give det et forsøg og han har kun været god imod mig. I snart 1 år har han ikke givet hints om at være en idiot eller gøre det samme og har kun været mig god (med små undtagelser selvfølgelig, han er ikke nogen engel 24/7
.
Jeg som person tager ting MEGET tungt.. Det er enormt frustrerende, da jeg ikke kan give slip på småting der har såret mig.. Og når jeg skriver småting, så menes der at selv de mindste ting såre mig og sætter sig fast!
Det irriterer mig enormt at jeg ikke kan komme mig over noget som skete for snart 5 år siden, og hvor vi blot var børn!
Jeg ved ikke rigtig hvad mit spørgsmål er, eller hvad jeg forventer af svar, men det begynder at slide vores forhold op, fordi jeg er begyndt at blive negativ og hænger fast i fortiden
jeg kan bare ikke glemme hans opførsel imod mig! Ah.... Jeg føler det også noget pinligt, da det er så mange år siden..
Gud hvor er jeg frustreret og negativ! Noget lys til min mørke vej evt?
Vi har nu været sammen i snart 1 år.
Første gang vi fandt sammen endte det ulykkeligt. Vi var blot 'børn'. Jeg 15, han 17. Vi havde været sammen et halvt års tid, hvor jeg begyndte at gå igennem nogle problemer og bad om en pause. Efterfølgende fandt han dog sammen med en anden, uden at jeg havde nogen ide om det og uden at vi havde afsluttet noget. Dette sårede mig selvfølgelig meget, og jeg havde svært ved at glemme det. Vi gik hvert til sit og havde ikke kontakt til hinanden i 4 års tid, men har nu fundet sammen igen. Vi har talt en masse om fortiden og han ærger sig enormt over hvordan det endte og mener at han begik en idiotisk fejl. Jeg valgte at give det et forsøg og han har kun været god imod mig. I snart 1 år har han ikke givet hints om at være en idiot eller gøre det samme og har kun været mig god (med små undtagelser selvfølgelig, han er ikke nogen engel 24/7
.Jeg som person tager ting MEGET tungt.. Det er enormt frustrerende, da jeg ikke kan give slip på småting der har såret mig.. Og når jeg skriver småting, så menes der at selv de mindste ting såre mig og sætter sig fast!
Det irriterer mig enormt at jeg ikke kan komme mig over noget som skete for snart 5 år siden, og hvor vi blot var børn!
Jeg ved ikke rigtig hvad mit spørgsmål er, eller hvad jeg forventer af svar, men det begynder at slide vores forhold op, fordi jeg er begyndt at blive negativ og hænger fast i fortiden
jeg kan bare ikke glemme hans opførsel imod mig! Ah.... Jeg føler det også noget pinligt, da det er så mange år siden..Gud hvor er jeg frustreret og negativ! Noget lys til min mørke vej evt?
Kommentarer
Du skriver det selv. I var blot børn.
Hvordan kan du dog hænge din kæreste op på noget, som du ikke bryder dig om, noget i hans liv som 17årig.
Ikke kriminelt eller vanærende opførsel.
Han burde ikke høre et ord for det.
Du skriver meget om din skuffelse og dine frustrationer, men hvorfor?
Du skriver nemlig intet om kærlighed, elsker du ham?
Du er stadig meget ung og har forhåbentlig et langt liv foran dig, måske er det slet ikke ham du skal have.
Du har så mange muligheder, brug dem.
Held og lykke
Leonine
Hvorfor kan jeg ikke se bort fra det og glemme det?
Jeg elsker ham, han betyder virkelig meget for mig. Han gør alt for at hjælpe mig til at komme videre, og undskylder da også.
Han er virkelig så god. Og vi er unge, men har talt om en fremtid sammen.
Vores kultur finder det normalt at tænke over disse ting i en alder af snart 20-22. Derfor virker det ikke for tidligt for mig og det forekommer mig ikke unaturligt at tænke de tanker.
Og jeg ønsker at bygge vores forhold op til der hvor vi begge er klar til at tage skridtet videre, men før jeg kan det, så må jeg jo have disse tanker væk. Det er dem der spænder for mig
Og det er jo langt ude.. men hvad skal jeg dog gøre?
Og tak for du gad at bruge tid på at svare.
Mit svar kunne du jo ikke bruge.
Du kunne måske at tale med en psykolog. Bliv nu ikke forskrækket ovet forslaget. En psykolog kan være en vældig god hjælp, når man skal afklare noget. Du har jo brug for at vide, hvorfor du ikke kan komme videre. Brug for at slippe disse tanker..
Mine bedste ønsker for dig.
Leonine