Spørgsmål til jer, der har angst!!
Jeg har en veninde, der har diagnosen angst!! Hun er i medinsk behandling og nu er sagen... Hun er i et forhold, som ikke fungerer, og de har et barn sammen.
Hun siger at de skændes hele tiden og for mig lyder det til, at de ikke kan rumme hinanden og da slet ikke deres barn..
Hun kan finde på, at være selvskadende i frustration.. også selvom barnet er tilstede.. Det bliver jeg ked af at høre for det er ikke særlig sundt for nogen.
Jeg overvejer at tage barnet på ferie hos mig, men jeg ved bare.. fra før.. at det intet vil løse, fordi de stadig har de samme problemer, som de har haft igennem snart 5-6 år!!
Mit spørgsmål går på, hvad kan jeg dog gøre??? Lige nu lytter jeg bare og prøver at forstå hende!!
Har I nogle forslag???
Hun siger at de skændes hele tiden og for mig lyder det til, at de ikke kan rumme hinanden og da slet ikke deres barn..
Hun kan finde på, at være selvskadende i frustration.. også selvom barnet er tilstede.. Det bliver jeg ked af at høre for det er ikke særlig sundt for nogen.
Jeg overvejer at tage barnet på ferie hos mig, men jeg ved bare.. fra før.. at det intet vil løse, fordi de stadig har de samme problemer, som de har haft igennem snart 5-6 år!!
Mit spørgsmål går på, hvad kan jeg dog gøre??? Lige nu lytter jeg bare og prøver at forstå hende!!
Har I nogle forslag???
Kommentarer
Mit svar bliver du desværre nok ikke glad for, men sagen er, at alle mennesker iflg. loven har pligt til at anmelde til de sociale myndigheder, hvis man er klar over, at et barn lever under skadelige vilkår eller udsættes for overgreb.
Og det må man jo sige, at din venindes barn gør på mang måder - ikke mindst når det oplever sin mors selvskadende adfærd. Det må være dybt traumatiserende for barnet.
Mit forslag er, at du stiller din veninde et ultimatum: Enten søger hun hjælp og fortæller ærligt om problemerne og hvad hun gør, når hendes barn er til stede (og at du går med hende, så du er sikker på, at hun rent faktisk søger hjælp) eller også er det din pligt iflg. loven at melde det til de sociale myndigheder.
Ikke noget at sige til, at hun lider af angst med den måde hun lever på og der er næppe tvivl om, at hun giver sin angst videre til sit barn.
Det er fint og godt, at du lytter og prøver at forstå og gerne vil hjælpe. Men desværre er det professionel hjælp din veninde udpræget har brug for og den er hun tydeligvis ikke selv i stand til at søge. Den bedste måde at hjælpe hende på på længere sigt er faktisk ved at hjælpe hendes barn. Det er muligt, at hun vil blive vred på dig i første omgang - men hvis hun kommer videre i sit liv, vil hun også være dig dybt taknemmelig for, at nogen greb ind, før det var for sent, så hendes barn ikke blev yderligere skadet.
Er der noget mange af os, der blev skadet som børn, har manglet, så var det nogle voksne, der SÅ og HANDLEDE og reelt hjalp os. Den sorg, smerte og afmagt det giver, når folk bare lader som ingenting eller bare prøver at sætte et plaster på såret, er forfærdelig og giver en 'Palle-alene-i-verden' følelse, der kan holde resten af livet. Du kan forandre livet både for din venindes barn og for din veninde, hvis du er en af de ganske få voksne, der faktisk tør SE og GØRE NOGET.
Håber det bedste for Jer alle. Især for din venindes barn, der ikke selv kan vælge.
Mange hilsner Helene
Du skriver intet om, hvor gammel barnet er, Hvis barnet er i vuggestue eller børnehave er pædagogerne sikkert allerede opmærksom på barnet, hvis det udviser symptomer på at være udsat for skadelig påvirkning.
Jeg håber ikke, at barnet passes hos moderen hele dagen, det er vigtigt at barnet har så normalt et liv som muligt.
Din veninde kan søge hjælp i socialforvaltningen, de har mulighed for at iværksætte hjælpeforanstaltninger og de har sikkert masser af tilbud.
Du skriver at din veninde er i medicinsk behandling, men får hun
ikke psykologhjælp?
Der er en angsstskole som skulle være rigtig god, socialforvaltningen kan vejlede din veninde.
De vil sikkert også tilbyde hjælp til at løse problemerne i parforholdet.
Der er masser af hjælp at få.
Jeg ved godt det er min pligt at melde det, men det kan jeg ikke få mig til, men jeg kan da forsøge at få hende til at søge hjælp igen..
Hun har gået til psykolog i en 3 år, men så lukkede de kassen i, da hun flyttede til en anden kommune, hvorefter hun selv skulle betale efter 10 gange, og så stoppede hun der!
Det er kun blevet værre fordi hendes kæreste også har psykiske problemer, og han nægter at få hjælp.. Han vil KUN have hendes støtte, som hun jo ikke kan rumme at give ham.. og så siger han at det er hende den er gal med, og hun bliver frustreret og selvskadende!! - Det er ret alvorligt egentlig!! og jeg kan godt se, ud fra det I begge skriver, at jeg skal have hende til at søge hjælp udefra igen!! Hellere det, end at melde hende!!!
Det er rart at få et par øjne på det udefra, fordi det snart har stået på i 5 år, og det bliver hurtig sådan hverdag..
Tak for svarene og jeg griber fat i hende og prøver at få hende til at se alvoren i det her og konsekvensen for deres datter!!!