Indstillinger
familie...en belastning
Kære alle
Jeg håber at nogen kan hjælpe og/eller give nogle gode råd samt deres meninger om min situation.
Jeg ved ikke helt om det her er det rigtige sted at skrive netop om dette emne, men jeg MÅ bare komme ud med det til nogen. (jeg prøver at gør det så kort som muligt)
Sagen er den, at min far som barn kom fra en lidt fattigere familie. Han har både som barn og senere som voksen skulle tage sig af sin bror, som ALTID lå i økonomiske problemer. Selv her efter at han har fået sin egen familie og der er gået flere år, så kan han stadig skrive og bede om penge fra min far.
Min far elsker naturligvis sin bror, men jeg kan se at det tager hårdt på ham at han simpelt hen aldrig har kunne tage sig sammen her i livet, særlig hvad angår uddannelse. Skal lige sige at min fars bror nu bor i udlandet og ikke her i DK.
Min far har sipelt hen måtte støtte ham i alt, uden nogensinde blive takket pænt for det.
Vi har ikke meget kontakt med dem ud over når de har brug for penge, og de føler ingen skam i at spørger og bede om dem.
Sagen er den, at selv idag efter mange år, så skriver mine onkels sønner (på 22 og 18 år) til MIG når de står i nød og beder om nogle penge. Sidst vi sendte dem penge, tog de ud på en rejse.
Jeg får det simpelt hen så dårligt, men det kan da ikke være rigtigt at jeg som voksen skal tage mig af mine onkels børn? Men jeg har samtidigt så svært ved at sige nej, når jeg har alt herhjemme i Danmark og de har nok ikke helt de samme muligheder.
Jeg nævne det selvfølgelig ikke til min far, for han brænder allerede inde med en hel masse som han selv har oplevet fra broeren i deres opvækst. Han elsker ham jo meget, men han har det så dårligt over at han simpelt hen ikke kan se, at her i livet er enhver "sin egen lykkes smed" som man siger. Man kan ikke hele livet leve af økonomisk hjælp fra andre.
Det hjælper ikke at fortælle dem at de skal stramme sig lidt op, det har min far prøvet i SÅ mange år. Både med at vejlede og finde ham job her i Danmark, men de havde ikke lyst til at flytte herop.
De skriver hverken til vores fødselsdage eller andre helligdage, KUN når de er i nød.
Det er SÅ ubehagelig at være i sådan en situation, for man hjælper jo kun fordi det er ens familie.
Jeg har bare så svært ved at sige nej, selvom jeg har min egen familie at tænke på og mit eget liv.
Hvad kan/skal man gøre i sådan en situation?
Kan man tillade sig at sige nej, I må klarer jer selv?
Jeg håber at nogen kan hjælpe og/eller give nogle gode råd samt deres meninger om min situation.
Jeg ved ikke helt om det her er det rigtige sted at skrive netop om dette emne, men jeg MÅ bare komme ud med det til nogen. (jeg prøver at gør det så kort som muligt)
Sagen er den, at min far som barn kom fra en lidt fattigere familie. Han har både som barn og senere som voksen skulle tage sig af sin bror, som ALTID lå i økonomiske problemer. Selv her efter at han har fået sin egen familie og der er gået flere år, så kan han stadig skrive og bede om penge fra min far.
Min far elsker naturligvis sin bror, men jeg kan se at det tager hårdt på ham at han simpelt hen aldrig har kunne tage sig sammen her i livet, særlig hvad angår uddannelse. Skal lige sige at min fars bror nu bor i udlandet og ikke her i DK.
Min far har sipelt hen måtte støtte ham i alt, uden nogensinde blive takket pænt for det.
Vi har ikke meget kontakt med dem ud over når de har brug for penge, og de føler ingen skam i at spørger og bede om dem.
Sagen er den, at selv idag efter mange år, så skriver mine onkels sønner (på 22 og 18 år) til MIG når de står i nød og beder om nogle penge. Sidst vi sendte dem penge, tog de ud på en rejse.
Jeg får det simpelt hen så dårligt, men det kan da ikke være rigtigt at jeg som voksen skal tage mig af mine onkels børn? Men jeg har samtidigt så svært ved at sige nej, når jeg har alt herhjemme i Danmark og de har nok ikke helt de samme muligheder.
Jeg nævne det selvfølgelig ikke til min far, for han brænder allerede inde med en hel masse som han selv har oplevet fra broeren i deres opvækst. Han elsker ham jo meget, men han har det så dårligt over at han simpelt hen ikke kan se, at her i livet er enhver "sin egen lykkes smed" som man siger. Man kan ikke hele livet leve af økonomisk hjælp fra andre.
Det hjælper ikke at fortælle dem at de skal stramme sig lidt op, det har min far prøvet i SÅ mange år. Både med at vejlede og finde ham job her i Danmark, men de havde ikke lyst til at flytte herop.
De skriver hverken til vores fødselsdage eller andre helligdage, KUN når de er i nød.
Det er SÅ ubehagelig at være i sådan en situation, for man hjælper jo kun fordi det er ens familie.
Jeg har bare så svært ved at sige nej, selvom jeg har min egen familie at tænke på og mit eget liv.
Hvad kan/skal man gøre i sådan en situation?
Kan man tillade sig at sige nej, I må klarer jer selv?
Kommentarer
Din far og dig I har begge det samme store problem.
I kan ikke sige NEJ!
I dit brev giver du klart udtryk for det urimelige i situationen.
Du kan få psykologisk hjælp til at sige fra, men kan du ikke prøve at lade være med at åbne og besvare brevene, hvis det kun drejer sig om at flå dig for penge. Jeg går ud fra, at I ikke får pengene tilbage, som I låner ud.
Jeg låner af princip ALDRIG penge ud. Hvis jeg vil støtte er det en gave, men udlån nej tak. Det er det vi har bankerne til.
Det er umådelig synd for både din far og dig, men hvorfor dog lade sig udnytte så groft??
I burde begge have sagt nej for længst.
Du/I hjælper dem ikke ved at sende de penge til dem... Tvært imod gør I dem mere uselvstændige, fordi I redder dem gang på gang...
Jeg kender det selv fra mit eget liv, når mine veninder vil have mig til at gøre dem forskellige tjenester, det er svært at sige "Nej" men TRO mig det er en befrielse fra første gang og TRO mig igen.. Det bliver nemmere..
Faktisk havde jeg en veninde, der skulle på skoleophold i 1 måned min by, og så ville hun have mig til at køre taxa kørsel for hende hver Fredag og Søndag fra banegården og hjem på skolehjemmet... Jeg blev ude af mig selv for jeg HAR bil og jeg HAR tid, men jeg fik efter opbakning også her på netdoktor:-), sagt fra.. og ja, det gav spændninger mellem os og Ja hun blev skuffet og skældte mig ud over at jeg var egoistisk, men jeg stod fast og senere overvejede hun selv at købe en bil og hun fandt jo en løsning!!
Det samme med min anden veninde, der altid vil have tjenester af mig.. Især med pasning af barn og igen JEG HAR TIDEN!!! men jeg har valgt at sige "Nej" for jeg overskuer det ikke!! Og det gør virkelig underværker...
Ja, måske har du meget herhjemme i Danmark, men det er DIT og du bestemmer over dine penge!!!
Og ved du hvad... de skal nok klare sig.. så jeg tænker med sindsro.. FÅ SAGT NEJ, når du føler for det..
Jeg synes bestemt ikke du skal ignorere de breve, det er bedre for din egen skyld at sige nej... og gør det direkte i telefonen.. Tag en pude og klem hårdt på, når du gør det og FØL derefter befrielsen af "DU KLAREDE DET :-)"
Held og lykke... DU KAN GODT!!!!:-)