3 årig med ADHD
Hej.
Efter lang tids undren over måden vores datter reagerer på når hun møder nye mennesker, hendes energi, det at hun ikke kan køres træt, hendes pludselige udbrud af råberri, det at hun slet ikke kan sidde stille, let bliver forstyret, ikke holder koncentrationen i ret lang tid af gangen og raserri anfald hun ikke kan styrer. Valgte vi at gå til vores praktiserende læge.
Han kunne se hvad vi mente og gav i straks en henvisning til en neurolog som skulle undersøge vores datter. Efter et møde men ham uden vore datter og et møde med vores datter, var hans klare mening at vores datter på 3 år har ADHD.
Vi var måske nok klar over det, men har det alligevel som om vi har fået en hammer i hovedet.
Det gør bare så ondt!!! det er så synd for hende.
Jeg kan ikke lade være med at tænke hvad der sker i hendes hovede, hvad der sker i hendes krop, alle de ting som hun kan mærke ske men ikke kan forklare os.
Vi ved ikke hvad vi skal stille op med det her. Det er så hårdt, vi kæmper og kæmper hver dag for at få hendes dag til at være god og så trivel som muligt, men hver dag falder det hele på jorden. Vi gør virkelig vores bedste men det føles ikke som om det er godt nok til vores datter (selv om vi godt ved at hun ikke "ødelægger" det med vilje)
Jeg har mest af alt lyst til at skælde hende ud, råbe og skrige og smide hende på værelset, men det forstår hun ikke.
Neurologen sagde til os at vi ikke må skælde ud, men erstette et nej med et ka for at aflede hende fra det hun ikke må, men det er svært, det er jo en normal reaktion når børn gør noget de ikke må gentagende gange.
Erstat et nej med et ja, ikke bruge forklaringer når dert er noget hun ikke må, tale stille og rolig, kort og præcist og sætte sig ned i hendes højde for at få kontakt til hende.
Men det virker bare ikke!!!
Det er så svært og det sluger alt vores energi, alt vores "forældre tid" fordi vi er helt udkørte, alt vores overskud til at være sammen med andre, vi kan ikke overskue at lave noget extra fordi vi ved hvordan det ender med vores datter.
Vi er så kede af det og går hver dag i seng med dårlig samvittighed fordi vores dag er endt i kage!
Vi er blevet henvist til psykiatrisk hospital på en ny afdeling for børn i vores datter alder som de kalder spædbørns afsnittet.
Nu venter vi bare på at få et svar fra dem, hvilket sikkert ikke er posetivt fordi ventelisterne er så lange at de godt kan finde på at afvise os. Men vi vil bare gerne vide at der "snart" sker noget, vi er "ligeglade" med om der går 1 år før det bliver vores tur, bare vi ved der kommer til at ske noget!
Vi elsker vores datter, hun er det bedste der nogensinde er sket os, men det her er næsten ikke til at holde ud.
Vi har det måske ikke slemt iforhold til så mange andre, men for os er det her en kæmpe mundfuld som er svær at gabe over.
Nederlag hver dag er umuligt at blive ved med at holde til
Jeg har skrevet alt det her, mest for at komme af med det, det hjælper nogen gange lidt at skrive det ned :0)
Men jeg har også skrevet det for at høre om der er nogen der kan genkende vores fustrationer og fortvivlser, vi føler os nemlig lidt alene med det her.
Til dig der har taget dig tid til at læse det her vil jeg gerne sige tak og håber på at du vil skrive lidt tilbage hvis du kan genkende bare den mindste lille ting af det jeg har skrevet.
M.v.h
Christina Lykke
En fortvivlet mor til en dejlig datter på 3 :0)
Efter lang tids undren over måden vores datter reagerer på når hun møder nye mennesker, hendes energi, det at hun ikke kan køres træt, hendes pludselige udbrud af råberri, det at hun slet ikke kan sidde stille, let bliver forstyret, ikke holder koncentrationen i ret lang tid af gangen og raserri anfald hun ikke kan styrer. Valgte vi at gå til vores praktiserende læge.
Han kunne se hvad vi mente og gav i straks en henvisning til en neurolog som skulle undersøge vores datter. Efter et møde men ham uden vore datter og et møde med vores datter, var hans klare mening at vores datter på 3 år har ADHD.
Vi var måske nok klar over det, men har det alligevel som om vi har fået en hammer i hovedet.
Det gør bare så ondt!!! det er så synd for hende.
Jeg kan ikke lade være med at tænke hvad der sker i hendes hovede, hvad der sker i hendes krop, alle de ting som hun kan mærke ske men ikke kan forklare os.
Vi ved ikke hvad vi skal stille op med det her. Det er så hårdt, vi kæmper og kæmper hver dag for at få hendes dag til at være god og så trivel som muligt, men hver dag falder det hele på jorden. Vi gør virkelig vores bedste men det føles ikke som om det er godt nok til vores datter (selv om vi godt ved at hun ikke "ødelægger" det med vilje)
Jeg har mest af alt lyst til at skælde hende ud, råbe og skrige og smide hende på værelset, men det forstår hun ikke.
Neurologen sagde til os at vi ikke må skælde ud, men erstette et nej med et ka for at aflede hende fra det hun ikke må, men det er svært, det er jo en normal reaktion når børn gør noget de ikke må gentagende gange.
Erstat et nej med et ja, ikke bruge forklaringer når dert er noget hun ikke må, tale stille og rolig, kort og præcist og sætte sig ned i hendes højde for at få kontakt til hende.
Men det virker bare ikke!!!
Det er så svært og det sluger alt vores energi, alt vores "forældre tid" fordi vi er helt udkørte, alt vores overskud til at være sammen med andre, vi kan ikke overskue at lave noget extra fordi vi ved hvordan det ender med vores datter.
Vi er så kede af det og går hver dag i seng med dårlig samvittighed fordi vores dag er endt i kage!
Vi er blevet henvist til psykiatrisk hospital på en ny afdeling for børn i vores datter alder som de kalder spædbørns afsnittet.
Nu venter vi bare på at få et svar fra dem, hvilket sikkert ikke er posetivt fordi ventelisterne er så lange at de godt kan finde på at afvise os. Men vi vil bare gerne vide at der "snart" sker noget, vi er "ligeglade" med om der går 1 år før det bliver vores tur, bare vi ved der kommer til at ske noget!
Vi elsker vores datter, hun er det bedste der nogensinde er sket os, men det her er næsten ikke til at holde ud.
Vi har det måske ikke slemt iforhold til så mange andre, men for os er det her en kæmpe mundfuld som er svær at gabe over.
Nederlag hver dag er umuligt at blive ved med at holde til
Jeg har skrevet alt det her, mest for at komme af med det, det hjælper nogen gange lidt at skrive det ned :0)
Men jeg har også skrevet det for at høre om der er nogen der kan genkende vores fustrationer og fortvivlser, vi føler os nemlig lidt alene med det her.
Til dig der har taget dig tid til at læse det her vil jeg gerne sige tak og håber på at du vil skrive lidt tilbage hvis du kan genkende bare den mindste lille ting af det jeg har skrevet.
M.v.h
Christina Lykke
En fortvivlet mor til en dejlig datter på 3 :0)
Kommentarer
Jeg kan nikke genkendende til NOGLE af de ting du skriver, og jeg kan fortælle lidt om hvad der har hjulpet min datter.
Det er vigtigt med en forudsigelig hverdag, ikke noget med overraskelser.
Jeg havde engang købt sådan en målestok med nogle figurer på, og hængt den op på min datters værelse, for at overraske hende.
Hun bad mig bestemt om at pille den ned, hun ville ikke have den.
Jeg tænkte, at hun vel bare lige skulle vænne sig til den.
Hun accepterede at lade den hænge et stykke tid, men hun holdt fast i at jeg skulle pille den ned, hun ville ikke have den.
Hun accepterede aldrig den målestok, så den endte på lillebrors værelse.
Senere, hvis jeg har haft en overraskelse til hende, så har jeg fortalt hende, at jeg havde en overraskelse til hende når vi kommer hjem, men har samtidig sagt, at hvis hun ikke ville have den, så tager vi den væk igen, det er ikke noget problem. Det kalder jeg, "at have en bagdør".
Heller ikke noget med, lørdag morgen at lade "bomben springe": Hurra vi skal i BonBon-land i dag.
Nix, fortæl hende det i forvejen, lad hende evt. være med i planlægningen (måske først når hun bliver lidt større).
En af mine skolelærere fortalte en gang, at "forventningens glæde er den største glæde der findes".
Drop farvestoffer (E100 - E199), det kan umiddelbart virke uoverskuelígt, men handler om at man lige skal ind i tankegangen.
Disse ting var nogle af de første, som jeg havde held med m.h.t. min datter.
Her er det nok slik der er det største problem, men jeg fortæller gerne om mine erfaringer.
Senere begyndte jeg at give hende nogle kosttilskud, et ad gangen, som alle havde en effekt.
Først "zink", på anbefaling af en skolelærer.
"Jern", læste et eller andet sted, at mange af disse børn har gavn af det, selv om de tilsyneladende ikke mangler det.
"Magnesium", virker muskelafslappende, og mange mennesker mangler det, uden at være klar over det.
For nogle år siden blev jeg opmærksom på produktet "Eye-Q", købte en pakning, og fik samtidig en brochure, om "den intelligente fedtsyresammensætning" (måske du kan finde noget om det, ved at søge/google på det) , det var interessant læsning, men meget tørt stof.
Eye-Q er rimeligt dyrt, hvis man skal op på en dosis der "vil noget", men ud fra det jeg havde læst mig til,, prøvede jeg at lave en billig efterligning, som består af 1 kapsel "kæmpe-natlys olie" og 2-3 kapsler "fiskeolie". Og det er altså bare noget der virker.
Til en pige på 3 år skal du selvfølgelig ikke starte op med alt dette på en gang, min datter var ca. 8 år da vi startede. og hun er kommet rigtigt langt.
Jeg har selv en dreng på 12 år,der har ADHD. Og jeg kender alt for godt, hvordan du har det.
Det bliver hård det næste stykke tid,men jo mere du kommer ind i selv handicappet, og lærer at forstå dit barn jo beder bliver jeres hverdag.
Og jo ældre disse børn med det handicap bliver,jo nemmer bliver det.
Det er rigtigt hård at ha sådan et barn, men man elsker sit barn ligemeget hvad, og det er en stor omstilling i sit liv, fordi man virkelig skal lægge sin hverdag om,og det kræver blod,sved og tåre, men i skal nok komme igennem det,og når i er kommet igennem det væreste så er der lys for ende af tunnelen.
Hvis du har brug for en snak,eller hvis jeg kan giver nogle råd,så smid en mail på maria@rathsach.dk
Jeg har bla forældre grupper, skal have børndag for ADHD børn og masse andre ting.
Så skriv til mig,hvis du har behov.
Mange tanker til jeres familie fra Maria
Havde lige skrevet en hel side til dig, men så smuttede min internetforbindelse og jeg måtte starte op på ny:) nå pyt....
Jeg kan udemærket forstå jeres fustrationer....vi har selv en dejlig dreng på 7 år med adhd, tourette og ocd.
Jeg vil anbefale jer at melde jer ind i adhd-foreningen, da det er dejligt at snakke med ligesindede omkring adhd-problematikken....det har virket for os og vi er jo også ramt af tourette og derfor også indmeldt der og vi skal på weekendophold i Kalundborg med eksperter fra Touretteklinikken i Glostrup og vi gælder og virkelig tilat snakke med andre forældre, der har det lige som os...det er vigtigt, at vi støtter hinanden:)Denne side er selvfølgelig også en dejlig måde og mulighed for at snakke med ligesindede:)
Mange varme hilsner fra Mor til Mads
Heidi...
Tak for jeres tid og besvarelser.... det varmer :0)
Det er dejligt at høre at vi ikke er de eneste der går med de følelser og bekymringer som vi har.
Tak til dig Maria! Jeg har gemt din email og tror jeg nok skal få brug for den.
Mange hilsner fra Christina Lykke
Samtidig så er jeg ved, at lave en børne/forældre dag engang i maj,og jo flere forældre jo beder.
Så til dem der har lyst,så kom ind og vær med. Jeg tror desværre ikke så meget på div kursus dage,der er rundt omkring, jeg er mere i den tro,at det er forældre imellem, der kan hjælpe hinanden, og autist forening.
Alle jer andre er selvfølig også velkommen til at skrive, jeg har efterhånden 10 år på bag med dette handicap.
Men kom ind på facebook, gruppen hedder forældre/pårørene for børn med autisme.
Vi er ca. 10 forældre nu og nogle der er i familie med et barn med autisme, også er der 2 drenge på 12 og 13 år der har en lillebror med autisme.
Maria