Indstillinger
Stress
Jeg er en kvinde, der har færdiggjort min drømmeuddannelse, og som nu har prøvet at arbejde inden for tre forskellige brancher, som jeg i årevis troede ville mine drømmejobs. Jeg har imidlertid fundet ud af, at jeg slet ikke føler mig godt tilpas i nogle af de tre jobs, og jeg er derfor i gang med at afvikle dem - og jeg føler mig vildt frustreret og kan slet ikke finde ud af mere, hvad jeg så skal.
Under studiet kunne jeg godt mærke, at de mennesker jeg befandt mig iblandt i studiemiljøet slet ikke passede sammen med mig. Min uddannelse er rettet mod et meget konservativt miljø og stramme regler, men jeg kan ikke holde stramme regler ud, og sådan et miljø dræner mig for energi. Men uddannelsen var spændende. Jeg er meget selvstændig og meget svært ved at arbejde under andre. Alt,hvad der har med kunder dræner mig for energi, og jeg kan heller ikke arbejde under en chef med sekretæropgaver. Jeg føler, at mit intellekt og min selvstændighed og min kreativitet og spontanitet slet ikke kan komme til udtryk.
Før jeg påbegyndte min uddannelse havde jeg i en årrække jobs, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud, men dum som jeg var, så jeg holdt jeg ud alligevel, da jeg er opdraget af den gamle skole om, at man skal passe et arbejde, være ansvarlig og bl.a bl.a., og det har jeg levet op til efter bedste guldmedalje. Og jeg var jo også nødt til at tjene penge, så der var ingen vej udenom. Når jeg prøvede at få foden indenfor mht andre typer jobs, så blev jeg stoppet, fordi jeg ikke havde en uddannelse. I mange tilfælde er det endt med, at jeg har gjort mig så utilbens, at jeg er blevet fyret, - hvilket ofte har været en stor lettelse.
Et af mine sidste studiejobs var som receptionist, og jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, og efter fire dage ringede jeg for første gang i mit liv og sagde fra og meddelte vikarbureauet, at jeg ville stoppe, og at de måtte finde en anden til jobbet, og at jeg fremover ville have jobs, som er interessante for mig. Vikarbureauet reagerede meget negativt, og det hele resultererede i, at jeg brugte resten af den arv, jeg fik fra min far, på at leve og bo for i de sidste to år af studiet, for jeg kunne ikke holde til de jobs mere, og det var umuligt at finde andre jobs.
Følgende er kendetegnende for min sindstilstand, både i mine tidligere skodjobs og i mine nuværende jobs, som desværre skulle vise sig ikke at være mine drømmejobs alligevel: Jeg er træt, ukoncentreret, føler ingen glæde, isolerer mig, synes, at folk omkring mig er kedelige, er hurtigt opfarende, bryder mig ikke om kontakt med folk, synes, at folk er virkelig besværlige, og jeg føler mig hæmmet i min spontanitet og kreativitet og i mine behov for at opleve ting og se hele verden.
Måske skal jeg lige tilføje, at et af mine jobs er mit drømmejob, men jeg bliver behandlet med nedladenhed og får ikke lov til vise, hvad jeg kan rent kvalifikationsmæssigt. Jeg er desværre nok nået så langt ud, at jeg er begyndt at tro på, at jeg ikke kan nogen ting, og forholdet til kollegerne er rigtig dårligt.
Jeg føler ingen glæde ved nogen ting. Jeg elsker at rejse, elsker at være spontan, vil selv tilrettelægge min tid og hader virkelig at have en chef eller andre omkring mig, der skal bestemme, hvad jeg skal. Og på hvilken hylde hører jeg hjemme? Jeg lyder jo nærmest som om jeg har primadonnanykker, sådan som jeg beskriver mig selv. De fleste mennesker er jo nødt til at have et job og må underkaste sig mange ting, men jeg kan bare ikke, og det ender med, at jeg gør mig utilbens overalt. Og jeg kan især ikke tage tonen i de konservative miljøer, og omvendt kan jeg heller ikke holde ud at undervise. Føler, at mine elever dræner mig for energi.
Mine bedste venner siger, at jeg skal starte selvstændig virksomhed, og at det vil være det bedste for mig, sådan som jeg er skruet sammen. Men jeg orker heller ikke at være kontaktsøgende til kunder, og jeg orker slet ikke en 60 timers arbejdsuge og stress.
Som jeg har det nu, har jeg desværre ofte lyst til at slå folk. Jeg skriger af min kæreste, når han læsser for meget ansvar for sit eget liv over på mig, og jeg føler mig ikke forstået nogen steder - heller ikke af kæresten. Bagefter får jeg dårlig samvittighed, når jeg har skreget af ham.
Jeg føler også, at jeg har en evne til hele tiden at støde ind i mennesker, som jeg har de samme problemer med - nemlig manglende respekt for mine meninger og behov, og jeg får konstant at vide, at det er mig, der er for meget.
Hvad kan man lige gøre ved sådan en situation, bortset fra, at jeg er på vej ud af de tre jobs? Jeg skal jo tjene penge. Egentlig har jeg lyst til at rive et helt år ud af kalenderen og rejse min vej, men jeg har ikke pengene til det. Og samtidig er jeg bange for at give slip.
Under studiet kunne jeg godt mærke, at de mennesker jeg befandt mig iblandt i studiemiljøet slet ikke passede sammen med mig. Min uddannelse er rettet mod et meget konservativt miljø og stramme regler, men jeg kan ikke holde stramme regler ud, og sådan et miljø dræner mig for energi. Men uddannelsen var spændende. Jeg er meget selvstændig og meget svært ved at arbejde under andre. Alt,hvad der har med kunder dræner mig for energi, og jeg kan heller ikke arbejde under en chef med sekretæropgaver. Jeg føler, at mit intellekt og min selvstændighed og min kreativitet og spontanitet slet ikke kan komme til udtryk.
Før jeg påbegyndte min uddannelse havde jeg i en årrække jobs, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud, men dum som jeg var, så jeg holdt jeg ud alligevel, da jeg er opdraget af den gamle skole om, at man skal passe et arbejde, være ansvarlig og bl.a bl.a., og det har jeg levet op til efter bedste guldmedalje. Og jeg var jo også nødt til at tjene penge, så der var ingen vej udenom. Når jeg prøvede at få foden indenfor mht andre typer jobs, så blev jeg stoppet, fordi jeg ikke havde en uddannelse. I mange tilfælde er det endt med, at jeg har gjort mig så utilbens, at jeg er blevet fyret, - hvilket ofte har været en stor lettelse.
Et af mine sidste studiejobs var som receptionist, og jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, og efter fire dage ringede jeg for første gang i mit liv og sagde fra og meddelte vikarbureauet, at jeg ville stoppe, og at de måtte finde en anden til jobbet, og at jeg fremover ville have jobs, som er interessante for mig. Vikarbureauet reagerede meget negativt, og det hele resultererede i, at jeg brugte resten af den arv, jeg fik fra min far, på at leve og bo for i de sidste to år af studiet, for jeg kunne ikke holde til de jobs mere, og det var umuligt at finde andre jobs.
Følgende er kendetegnende for min sindstilstand, både i mine tidligere skodjobs og i mine nuværende jobs, som desværre skulle vise sig ikke at være mine drømmejobs alligevel: Jeg er træt, ukoncentreret, føler ingen glæde, isolerer mig, synes, at folk omkring mig er kedelige, er hurtigt opfarende, bryder mig ikke om kontakt med folk, synes, at folk er virkelig besværlige, og jeg føler mig hæmmet i min spontanitet og kreativitet og i mine behov for at opleve ting og se hele verden.
Måske skal jeg lige tilføje, at et af mine jobs er mit drømmejob, men jeg bliver behandlet med nedladenhed og får ikke lov til vise, hvad jeg kan rent kvalifikationsmæssigt. Jeg er desværre nok nået så langt ud, at jeg er begyndt at tro på, at jeg ikke kan nogen ting, og forholdet til kollegerne er rigtig dårligt.
Jeg føler ingen glæde ved nogen ting. Jeg elsker at rejse, elsker at være spontan, vil selv tilrettelægge min tid og hader virkelig at have en chef eller andre omkring mig, der skal bestemme, hvad jeg skal. Og på hvilken hylde hører jeg hjemme? Jeg lyder jo nærmest som om jeg har primadonnanykker, sådan som jeg beskriver mig selv. De fleste mennesker er jo nødt til at have et job og må underkaste sig mange ting, men jeg kan bare ikke, og det ender med, at jeg gør mig utilbens overalt. Og jeg kan især ikke tage tonen i de konservative miljøer, og omvendt kan jeg heller ikke holde ud at undervise. Føler, at mine elever dræner mig for energi.
Mine bedste venner siger, at jeg skal starte selvstændig virksomhed, og at det vil være det bedste for mig, sådan som jeg er skruet sammen. Men jeg orker heller ikke at være kontaktsøgende til kunder, og jeg orker slet ikke en 60 timers arbejdsuge og stress.
Som jeg har det nu, har jeg desværre ofte lyst til at slå folk. Jeg skriger af min kæreste, når han læsser for meget ansvar for sit eget liv over på mig, og jeg føler mig ikke forstået nogen steder - heller ikke af kæresten. Bagefter får jeg dårlig samvittighed, når jeg har skreget af ham.
Jeg føler også, at jeg har en evne til hele tiden at støde ind i mennesker, som jeg har de samme problemer med - nemlig manglende respekt for mine meninger og behov, og jeg får konstant at vide, at det er mig, der er for meget.
Hvad kan man lige gøre ved sådan en situation, bortset fra, at jeg er på vej ud af de tre jobs? Jeg skal jo tjene penge. Egentlig har jeg lyst til at rive et helt år ud af kalenderen og rejse min vej, men jeg har ikke pengene til det. Og samtidig er jeg bange for at give slip.
Kommentarer
Det bedste ville nok være, hvis du kunne blive sygemeldt på en eller anden måde. Det lyder som en god idé at trække sig ud af jobbene.
Idéen om at rejse lyder også god. Du skal ikke være bange for at give slip, som du siger.
Inden jeg nåede dertil, hvor du skriver, at dine venner råder dig til selvstændig virksomhed, havde jeg selv tænkt, at det var du typen på. Jeg ser det ikke som dårlige egenskaber , at man er utilpasset og gerne rager uklar med folk, der rangerer højere i hierarkiet på en arbejdsplads. Tværtimod. Her føler jeg mig meget på bølgelængde med dig. Det er jo egenskaberne, man kan bruge, i høj grad til at skabe selvstændig virksomhed, selvstændige præstationer eller initiativer, som man f.eks. typisk gør hele tiden under en rejse.
Der er mange ting at tænke over, og det tager tid. Det bedste er, hvis du kan få skabt den tid. Lysten til at slå og dine skrig er nogle meget tydelige stresstegn. De advarselssignaler må du tage meget alvorligt.
Jeg kan kun anbefale at rykke noget tid til dig selv ud af kalenderen og tænke over tingene. Det har jeg selv haft meget glæde af. Jeg håber, du finder en økonomisk løsning på det.
Kærlig hilsen Martin
Tak for dit indlæg. Jeg er glad for dit svar. Jeg ville have skrevet til dig under dit navn, men du har ingen indlæg.
Jeg har imellemtiden fået afviklet et af jobbene, og det er en STOR lettelse! Jeg kan mærke, at mit stressniveau er faldet betydeligt. Nu er jeg i gang med at vise, hvilke kvalifikationer jeg har i et firma, hvor jeg er deltidsansat med nogle ganske få timer om ugen. Der er måske mulighed for fastansættelse, og det vil være med et timeantal på ca. 20 timer om ugen. Jobbet er meget selvstændigt. Der er ingen, der blander sig. Bare jobbet bliver gjort ordentligt. Og det vil være lige noget for mig!
Kan jeg få en fastansættelse der, så vil jeg kunne sige mit fuldtidsjob op.
Samtidig er jeg i gang med at lave en internetside for mit firma.
Jeg er nok meget selvstændig. Jeg har det virkelig svært med at samarbejde med andre mennesker. Jeg føler, at de prøver at sætte mig på plads og at de tillægger mig egenskaber i form af at være mindre intelligent - og det er rædselsfuldt og ydmygende - og i sådanne situationer har jeg lyst til at slå på de personer, som tillægger mig de urigtige værdier, og jeg står magtesløs overfor dem. Jeg føler, at mit selvværd har taget meget skade med alle de uheldige oplevelser, men det hjælper sikkert, når jeg har fået de her ting på plads.