Indstillinger
Ensomhed
Har jeg ret i, at der er rigtig mange ensomme mennesker i Danmark? I mange år troede jeg, at det kun var mig, der var ensom. Jeg har altid haft svært ved at finde venner, og familie og netværk har jeg ikke.
Efter at jeg er blevet 40 år og har haft kontakt til mange andre mentaliteter (udlændinge) og også har prøvet at bo i udlandet, så synes jeg pludselig at kunne se, at danskerne i de fleste tilfælde har nok i sig selv. Ret mig, hvis jeg tager fejl!
Danskeren er umiddelbart høflig, hjælpsom, respektfuld, venlig, beskeden og indfølende, når man møder ham/hende på gaden. MEEN, det betyder bestemt ikke, at man er venner med vedkommende. Det er bare en skal og slet ikke en invitation til mere. Hvis man tror, at man har fået en ven, så kan man godt tro om igen. Danskeren trækker sig. Det er netop den adfærd, der gør udlændinge så frustrerede.
Jeg har igennem hele mit liv følt mig ensom i mange perioder. Når jeg har gået igennem store kriser som dødsfald, skilsmisse osv., så har folk ganske vidst været, som jeg har beskrevet i ovenstående afsnit, men hvis jeg har spurgt, om vi skulle mødes en dag eller har villet tale med dem igen, så er jeg blevet blankt afvist! Det er hårdt at blive afvist af sin egen familie, f.eks., når man har så store problemer.
Hvorfor er folk sådan? Der er jo intet netværk mellem folk i det her land, og jeg er sikker på, at mange andre end jeg lider under det, men det er tabu, og man vil ikke tale om det.
Ser jeg det helt forkert?
Efter at jeg er blevet 40 år og har haft kontakt til mange andre mentaliteter (udlændinge) og også har prøvet at bo i udlandet, så synes jeg pludselig at kunne se, at danskerne i de fleste tilfælde har nok i sig selv. Ret mig, hvis jeg tager fejl!
Danskeren er umiddelbart høflig, hjælpsom, respektfuld, venlig, beskeden og indfølende, når man møder ham/hende på gaden. MEEN, det betyder bestemt ikke, at man er venner med vedkommende. Det er bare en skal og slet ikke en invitation til mere. Hvis man tror, at man har fået en ven, så kan man godt tro om igen. Danskeren trækker sig. Det er netop den adfærd, der gør udlændinge så frustrerede.
Jeg har igennem hele mit liv følt mig ensom i mange perioder. Når jeg har gået igennem store kriser som dødsfald, skilsmisse osv., så har folk ganske vidst været, som jeg har beskrevet i ovenstående afsnit, men hvis jeg har spurgt, om vi skulle mødes en dag eller har villet tale med dem igen, så er jeg blevet blankt afvist! Det er hårdt at blive afvist af sin egen familie, f.eks., når man har så store problemer.
Hvorfor er folk sådan? Der er jo intet netværk mellem folk i det her land, og jeg er sikker på, at mange andre end jeg lider under det, men det er tabu, og man vil ikke tale om det.
Ser jeg det helt forkert?
Kommentarer
Hvor rammer du lige på kornet! Jeg tror, at du har meget ret i, at ensomhed er et stort problem i Danmark. Der er rigtig mange, der har nok i sig selv og den nærmeste familie. Det er virkelig synd, for familier kan gå i opløsning og det er vigtigt, at man også har andre netværk, som man kan trække på. Det giver meget mere liv og dynamik i hverdagen.
Som jeg ser det, er der to sider i denne sag. Det er rigtigt, at mange mennesker er afvisende og svære at komme ind på livet af, men på den anden side, så er venskaber også krævende og man skal pleje dem hele tiden. Det kan ikke hjælpe noget, at man kun henvender sig, når man selv har problemer og brug for hlælp. Man må selv gøre en indsats for at bevare/starte venskaber.
Jeg har selv ret mange venner, og jeg gør meget for at holde kontakten med de mennesker, som betyder meget for mig. De ved, at de kan regne med mig og jeg ved, at jeg kan regne med dem. Jeg ville føle mig meget ensom hvis jeg ikke havde dem - selv om jeg både har en dejlig kæreste og en familie, som jeg har tæt kontakt til.
Jeg har et par veninder, som fandt deres kærester i en tidlig alder. De har slet ikke det samme netværk som jeg, fordi de ikke har været opsøgende selv (jeg mødte dem før de fandt deres kærester). Jeg tænker tit, at det er synd for dem, at de ikke har investeret i venskaber ud over familien, og at de går glip af at blive udfordret og se andre måder at leve livet på. Vi ses ikke så tit og alligevel virker det som om jeg er deres nærmeste ven, mens jeg selv har mange andre, som er meget tættere på mig, end de er.
Deres måde at leve på bekræfter dog det du påpeger i dit indlæg. Der er virkelig mange, der har nok i sig selv.
Heldigvis er der dog også mange mennesker, som er meget sociale og åbne for nye venskaber. Det er aldrig for sent at møde nye mennesker og etablere nye bekendtskaber. Men det kræver en stor indsats fra en selv - det kommer ikke bare sådan lige.
Venlige hilsener
Trunte