Min x har ødelagt mit liv! Hvordan kommer jeg videre?
Jeg er en ung kvinde på 25 år, der lige er blevet separeret efter knap 7 års ægteskab! Vi har 2 børn sammen.
Min x er alkoholiker og lider af depression. Han har ødelagt mit liv med hans misbrug og jeg sidder her alene med 2 børn, diagnosen panikangst, astma samt nældefeber!
Jeg er så vred på den mand fordi han har sat mig i den her sitution! Det er urimeigt hvad jeg har været igennem!
Der er nu gået 4 mdr siden jeg forlod ham og jeg er gået igang med uddannelse, men det går dårligt grundet min angst!
Min x har pigerne af og til men ikke i faste rammer da han ikke er i stand til at passe dem alene! Det går ham dårligere og dårligere og det er på vej derhen hvor han ikke skal se hans børn mere!
Det gør ondt på mig fordi børnene elser ham og savner ham og de vil gerne være sammen med ham TRODS store skuffelser gang på gang!
Jeg er slet ikke kommet videre og min læge siger at det typisk tager 2 år at komme sig!
Jeg har et stort behov for at komme ud med mine følelser så derfor skriver jeg her!
Jeg håber at der måske er nogle her der kan komme med nogle råd til hvordan jeg kommer videre med mit liv, hvordan jeg får smidt min x og alt det ROD han har lavet ud af mit liv! Jeg er så vred på den mand og jeg vil gerne have det bearbejdet og smidt væk!
Den ulykkelige!
Min x er alkoholiker og lider af depression. Han har ødelagt mit liv med hans misbrug og jeg sidder her alene med 2 børn, diagnosen panikangst, astma samt nældefeber!
Jeg er så vred på den mand fordi han har sat mig i den her sitution! Det er urimeigt hvad jeg har været igennem!
Der er nu gået 4 mdr siden jeg forlod ham og jeg er gået igang med uddannelse, men det går dårligt grundet min angst!
Min x har pigerne af og til men ikke i faste rammer da han ikke er i stand til at passe dem alene! Det går ham dårligere og dårligere og det er på vej derhen hvor han ikke skal se hans børn mere!
Det gør ondt på mig fordi børnene elser ham og savner ham og de vil gerne være sammen med ham TRODS store skuffelser gang på gang!
Jeg er slet ikke kommet videre og min læge siger at det typisk tager 2 år at komme sig!
Jeg har et stort behov for at komme ud med mine følelser så derfor skriver jeg her!
Jeg håber at der måske er nogle her der kan komme med nogle råd til hvordan jeg kommer videre med mit liv, hvordan jeg får smidt min x og alt det ROD han har lavet ud af mit liv! Jeg er så vred på den mand og jeg vil gerne have det bearbejdet og smidt væk!
Den ulykkelige!
Kommentarer
Lider selv af PTSD og depression, efter et langt liv med svigt, og er først NU ved at arbejde mig igennem traumerne, ved hjælp af psykolog, og medicin.....
Kan godt forstå din trang til at komme ud med dine tanker, har for kort tid siden lavet denne side : http://www.beautifull-soul.com nemlig fordi jeg selv manglede et sted, hvor jeg kunne komme af med mine tanker, og det der rør sig i mig, stort som småt.... Du skal være velkommen til at kikke derind
Ønsker dig alt godt....
mvh
BeautifullS0ul
Det var godt, at du kom ud af dit ægteskab. Godt gået.
Jeg tillader mig at vende tingene lidt på hovedet i mit svar. Jeg håber, du læser det positivt, for det er sådan ment.
Der er stor forskel på skyld og ansvar. Skyld kaster man frem og tilbage på hinanden, for ingen vil påtage sig den. Dette spil med at kaste frem og tilbage, kan man spille resten af sit liv, hvis det skal være. D.v.s. at i forsøget på at undgå at få skylden og få en anden til at påtage sig den, går tiden simpelthen. Da man spilder sit liv på den måde, bliver man låst fast i krænkethedsfølelse, bitterhed, vrede og magtesløshed og føler sig som offer. Men man er jo selv den ene part i dette meningsløse spil. Altså må man stoppe det og det kan man ved at tale om ansvar i stedet for skyld.
Ansvar er noget helt andet. For når der er et ægteskab med to voksne mennesker, så har begge parter et ansvar for, hvordan det er gået. Her ser man både sin egen og den andens rolle i en helhed. Når man påtager sig et ansvar, så betyder det, at man er konstruktiv og lærer noget af det, der er sket. Når man har lært, har man mere eller mindre løst problemet og så kan man komme videre.
At give et andet menneske skylden for at ødelægge éns liv er nok én af de værste ting, man kan beskylde nogen for. Udover at det er urealistisk, så viser det også, at man i den grad selv føler sig som offer og ikke påtager sig ansvaret for sit eget liv. Din ex-mand er ikke ansvarlig for at have ødelagt dit liv. Du er et voksent menneske. Hvis han har haft magt til at ødelægge dit liv, så er det fordi, du har givet ham magt til at gøre det. For det er dit ansvar, at du valgte ham, at du giftede dig og fik børn med ham og at du blev hos ham i 7 år. Du må kunne stå inde for dine egne valg, ellers giver du andre magten til at gøre dig til offer. Prøv i stedet at forstå, hvorfor du har valgt som du har gjort. Giv dig selv forståelse men uden at det er på bekostning af andre.
Din ex-mand har ikke drukket for at skade dig. Han har drukket og været depressiv, fordi han har nogle problemer og nogle følelser, der har gjort hans liv svært for ham. Han har valgt at drikke i forsøget på at løse sine indre problemer. Det har ikke noget med dig at gøre. Han har haft sine grunde. Grunde han måske ikke selv forstår og som du slet ikke har grundlag for at forstå. Når du ikke forstår, hvad der har været hans følelsesmæssige grunde, har du heller ikke grundlaget for at dømme ham. Han har ansvaret for sit drikkeri. Du har ansvaret for at blive i et forhold, der indeholdt drikkeri.
Du kan vælge at kaste videre med skylden, blive bitter og lægge ham for had og bebrejde ham. Eller du kan vælge at påtage dig dit eget ansvar og lære noget af det, der er sket, så det aldrig kommer til at gentage sig.
Det betyder selvfølgeligt ikke, at du ikke kan være vred på ham og ked af det – selvfølgeligt kan du det. Det er godt at få reageret på følelserne og græde og rase. For det er rædselsfuldt at leve med en misbruger og det er hamrende skadeligt. Så det handler ikke om, at du i stedet skal bebrejde dig selv og give dig selv skylden. Drop idéen om skyld.
Det handler om at blive klar over, at du undervejs i dit liv har foretaget nogle valg, der ikke var gode for dig selv og så lære af dem, så du forstår, hvorfor du er i den situation, du er i nu. Når du forstår det, så ved du også, hvordan du undgår at komme i en lignende situation senere i dit liv.
Børn vil savne deres forældre, selvom der reelt ikke er noget at savne. Spørgsmålet er, om man for at beskytte børnene mod savnet, lader dem være i noget, der måske skader dem endnu mere på længere sigt. Det er skadeligt at være sammen med en alkoholiker. Det er også skadeligt, hvis børnene mærker, at deres mor bebrejder deres far, at han har ødelagt hendes liv. Det vil give dine egne offerfølelser videre til børnene.
Det bedste du kan gøre (iflg. min mening) er at vise børnene, at du respekterer og accepterer deres savn og helst også vise dem nogle veje ud af det (selvom det er svært). Nu ved jeg ikke, hvor gamle de er. Forklar dem først og fremmest, at det ikke er p.g.a. noget de har gjort, at han ikke er hos Jer mere. Det er ikke deres skyld. Børn påtager sig altid skylden. Måske kan du forklare, at han har en sygdom, der gør, at han ikke kan lade være med at drikke og derfor ikke kan være sammen med dem så tit. Måske kan du f.eks. opfordre dem til at tegne sig ud af deres savn og så tale med dem om deres tegninger.
Kender du bogen 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Norwood. Den handler om misbrugs- og medmisbrugsmønstre. Den kan i høj grad anbefales.
Ja, det kan godt tage et par år at komme ud af den krise, du befinder dig i nu. Men hvis du bruger tiden på at lære noget nyt om dig selv og om, hvorfor man ryger ind i misbrugsforhold og hvordan man fremover undgår dem, så er de år brugt rigtigt godt. Den proces kan være en gave og ændre resten af livet til noget bedre både for dig og dine børn.
Mange hilsner Helene
Allerførst syntes jeg at det er rigtig godt at du bruger dette sted til at få luft for dine frustrationer.
Selvom jeg ikke kender dig skal du have et stort og varmt knus.
Jeg skriver ikke for at tage dit eller din x' parti.
Du skriver at han har ødelagt dit liv med hans misbrug og fordi du sidder alene med 2 børn, panik angst, astma samt nældefeber.
Jeg kan kun se at han har det halve af skylden for jeres fælles børn og skilsmissen.
Børnene tvivler jeg på at du vil undvære, skilsmissen kan jeg godt forstå at du kunne være foruden.
Panikangst, astma og nældefeber kan komme uden alt det rod som en skilsmisse medfører.
Prøv at se tilbage, og se om du kan finde ud af hvornår alkoholen og depressionen kom ind i din og x'ens tilværelse,
var det på grund af sygdom, arbejdsløshed, uoverensstemmelse mellem jer, dødsfald i den nærmeste familie, måske noget helt andet?.
Ved du at depression kan være arvelig?
Det berører mig dybt at læse at du ikke er kommet videre,jeg syntes du skal tage fat i din læge og bede om at komme i behandling for den panikangst.
I Silkeborg er der en klinik hvor de behandler dette.Jeg tror også de er andre steder i landet
Flot at du har fundet overskud til at gå i gang med en uddannelse.
Jeg syntes du skal holde fast i at børnene skal have samvær med deres far om ikke andet så nogle timer pr gang, eksempelvis 3-4 timer.
Jeg ved godt at det vil slide endnu mere på dig som mor og eneansvarlig for børnene, men prøv at overveje om du ikke kan få lavet en aflastning med din eller x'ens familie, såfremt der ikke er noget at hente der vil jeg foreslå du søger kommunen og en aflastningsplads til børnene mindst 1 gang pr måned, gerne 2 gange.
Efter denne smøre tænker du nok, Hvad pokker bilder den k#@§%¤g sig ind
har hun prøvet det på egen krop?
Ja. Men jeg har været hård nok til at modstå hans svære alkoholisme og fik ham til at indse at det var nødvændig at gå i antabusbehandling, dette er over 16 år siden.
For 1 år siden var den galt igen med sprutten, men denne gang opdagede han det selv og kom i antabusbehandling og heldigvis inden jeg nåede at flytte.
Han fik en depression for 1 3/4 år siden i forbindelse med at han midstede hans arbejde og da hans mor fik konstateret kræft i nakken og lunge, som i takt med hans mors fremadskridende sygdom også påvirker ham og hans depression i negativ retning.
To dage efter nytår fik jeg at vide, at han ikke orkede at være i vores ægteskab mere og han ville rejse, så kan det nok være at jeg skruede bissen på, jo vi er stadig sammen, men for pxxxxr hvor er det hårdt, og vi har fået at vide af psykologen at det kan var ca 3 år endnu.
Men hvad gør man ikke for 30 års ægteskab og 40 års kæresteri.
Jeg ved at bag depressionen elsker han mig stadig og han ved det er gengældt, men det er vigtig for ham i hans situation at få det bekræftet hver dag.
Jeg håber og krydser fingre for dig og din lille familie at i kommer oven på og finder jeg tilrette i jeres nye liv, uden mere modgang.
Pas rigtig godt på dig selv og dine børn.
De varmeste hilsner og alt mulig held og lykke.
Rita