For mig til at lyde som en nymfoman
Jeg har kendt min mand i snart 9 år og vi har været gift i de 7 af årene. Vi har 2 unger på 7 og 4.
Men at dømme efter vores sexliv har vi mindst været gift i 40 år.....:-)
Sex er en begivenhed der finder afsted ca 1 gang i måneden, nogengange går der længere i mellem.
Jeg prøver at spørge om han ikke havde lyst til at "hygge" eller jeg bare begynder at være kærlig. Men det ender ofte med ingenting. Og det er bestemt ikke sjovt at blive afvist hele tiden. Nogle dage gør det mig ligefrem ked af det. Eller jeg tør næsten ikke at hentyde til sex, da jeg ikke har lyst til endnu en afvisning.
Det samme er det med de rigtige gode og varme kys. De er næsten lige så sjældne som sex. Jo vi kysser da et par gange om dagen, men det er de hurtige tante pjat hvor man presser læberne sammen til en trut mund. De kys for jeg i overflod af mine unger.
Han siger at han elsker mig, det tvivler jeg da hellere ikke på, og jeg elsker ham.
Men er så træt af ord, de blever tomme for mig, jeg mangler fysiske beviser. Tror jeg vil være tilfreds med et ordentlig kys og et klap i numsen en gangen om dagen eller hver anden dag.
hvordan fanden kan jeg ruske lidt liv i ham. Jeg føler mig efterhånden så utiltrækkende.
Men at dømme efter vores sexliv har vi mindst været gift i 40 år.....:-)
Sex er en begivenhed der finder afsted ca 1 gang i måneden, nogengange går der længere i mellem.
Jeg prøver at spørge om han ikke havde lyst til at "hygge" eller jeg bare begynder at være kærlig. Men det ender ofte med ingenting. Og det er bestemt ikke sjovt at blive afvist hele tiden. Nogle dage gør det mig ligefrem ked af det. Eller jeg tør næsten ikke at hentyde til sex, da jeg ikke har lyst til endnu en afvisning.
Det samme er det med de rigtige gode og varme kys. De er næsten lige så sjældne som sex. Jo vi kysser da et par gange om dagen, men det er de hurtige tante pjat hvor man presser læberne sammen til en trut mund. De kys for jeg i overflod af mine unger.
Han siger at han elsker mig, det tvivler jeg da hellere ikke på, og jeg elsker ham.
Men er så træt af ord, de blever tomme for mig, jeg mangler fysiske beviser. Tror jeg vil være tilfreds med et ordentlig kys og et klap i numsen en gangen om dagen eller hver anden dag.
hvordan fanden kan jeg ruske lidt liv i ham. Jeg føler mig efterhånden så utiltrækkende.
Kommentarer
Jeg vil foreslå dig, som jeg har foreslået de andre. Samtale. Når man har været sammen en del år, har børn, en travl og aktiv hverdag, så er det åbenbart det første man sløjfer. Man holder ganske enkelt op med den dybe, personlige samtale, og det er dog det værste man overhovedet kan gøre i et parforhold.
Jeg vil foreslå dig at forlange en samtale med din mand. I skal selvfølgelig sikre jer, at I kan være uforstyrret et par timer. Sæt jer ned, spørg ham, hvorfor han har så lidt lyst til dig, spørg ham om han vil være med til at genskabe gnisten mellem jer. Fortæl ham, hvordan du har det med at I elsker så sjældent.
Du skal dog nok lige forberede dig først, for du kan altså godt risikere, at du måske ikke får det svar, som du forventer.
Du må forberede dig på, at det ikke nødvendigvis behøver at være hans skyld det hele - det kan sagtens være, at der er ting, han faktisk gerne så anderledes hos dig, men hvis I netop kan få den gode samtale - der overhovedet ikke skal ind på gensidige anklager, men netop det positive ønske om at i fællesskab gøre jeres samliv aktivt og inspirerende.
Du skriver, at I elsker hinanden - det gør I sikkert også, men kærlighed skal have næring for at leve - kærlighed er ikke bare en vane.
Prøv om han vil være med til det her. Jeg vil gerne "tale" med dig igen.
Held og lykke
- "Jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige."
- "Jeg tænker da ikke over at hvor længe at der går i mellem."
For ham er det ikke et problem, det er også derfor overskriftet er "for mig til at lyde som en nymfoman." Føler nogen gange at jeg skal tigge og bede om kærtegn og anerkendelse.
Sidst vi dyrkede sex, var det overstået i løbet af 5 min. Så bad jeg ham simpelthen om at ornanere noget mere. For hvis ikke at han har lyst mere end én gang i måneden, så må han skulle gøre noget ved det udløsnings ting. For han når lige piske en stemning hos mig, og så er det færdig. Hvis det er om aftenen, så falder han i søvn, så må jeg jo selv gøre det færdig.....
Ja, jeg var jo nødt til at komme med det bud som det første, men jeg kender desværre din historie alt for godt. Jeg var selv gift med en mand, det ikke var muligt at tale med om sådanne ting (ja, heller ikke noget andet, for en sags skyld). Han var også helt tilfreds med to ryk og en aflevering en gang om måneden. Han syntes også det var noget pjat, at jeg havde ønske om dels noget mere, dels noget lidt mere ”livligt”.
Men – han er ikke min mand mere, og hvis ikke din mand vågner, så er der ret så stor sandsynlighed for, at han også bliver eks. Jeg tror nok min eks i dag fortryder en hel del, og jeg? Ja, jeg fortryder måske at jeg kæmpede så mange år for noget, der endte med ikke at kunne lade sig gøre.
Nej, jeg foreslår bestemt ikke, du skal fare ud og blive skilt – slet, slet ikke, men jeg synes, du skal prøve at tale med din mand igen, hvor du måske nok skal være endnu mere direkte. Jeg kan forstå, at du virkelig har forsøgt, men du skal selvfølgelig prøve igen.
Fortæl ham, hvor billig du føler dig over at skulle tigge og bede om sex. Fortæl ham, hvor såret du bliver over hans afvisning. Fortæl ham, hvordan du føler, at han, når det endelig bliver til noget, så ikke en gang gider at tilfredsstille dig. Spørg ham, hvordan du kan tro på, at han med en sådan opførsel, virkelig elsker dig. Spørg ham, om han egentlig synes, du skal gå ud og finde noget god sex et andet sted? (Også selv om det måske er en tanke, der umiddelbart falder dig utænkelig). Du må gerne fortælle ham, at man meget let kan blive fristet over evne af tilbud udefra, når man plejer at blive afvist hjemme. Og så til aller sidst – spørg ham om han i bund og grund er træt af dig, og faktisk ønsker en skilsmisse.
Ja, jeg ved jo ikke, hvilke svar du får – men hvis ikke I får løst disse problemer, så kan det godt være jeres ægteskab holder nogle år endnu, men det holder ikke til ”døden jer skiller” - jo, det gør det måske nok, hvis du vælger at finde dig i tilværelsen, som den er nu – og gør du det? Det valg skal du selvfølgelig overveje også, men lykkelig og tilfreds med livet? Nej, sikkert ikke.
Og så tænk lige grundigt over hvor stor mon i grunden hans kærlighed er til dig, når han så bevidst sårer dig. Tænk ligeledes over, hvor stor din kærlighed er til ham, når han byder dig noget sådant.
Ligesom jeg elsker ham...............
Jeg kan jo naturligvis ikke forholde mig til andet, det det, du skriver. I dit første indlæg skrev du, at din mand siger, at han elsker dig, hvorfor jeg har holdt mig til, at selvfølgelig skal der kæmpes for det.
Det gør jeg stadig, men der er ingen grund til at fastholde noget, som ikke er der, hvorfor det måske alligevel kan være en rigtig god ide at tage den konfrontation, som jeg nævnte i mit seneste indlæg. Du har i hvert fald krav på en afklaring fra din mands side.
Hvis det handler om, at han ikke vil dig længere, så kan du hoppe på tungen fra nu af og til juleaften, det ændrer ikke på kendsgerningen, bortset fra at han bliver hængende for nemheds skyld, og det et totalt opslidende ikke bare for jer, men også for jeres børn.
Men - stadig kun ud fra, hvad du nu har skrevet - bør du bestemt kæmpe for en afklaring. Det kunne jo være, hvis han fik stolen før døren, og blev afkrævet nogle svar, at han alligevel gerne vil gøre en indsats. I hvert fald bør forsøget ikke være uforsøgt.
Du elsker ham, men han er jo ved at kvæle din kærlighed.
Men det er der jo. Du må ikke spørge om hvordan jeg ved det. For det gør jeg. Jeg ved at han elsker mig, det er ikke bare indbilding. Og jeg har gravet dybt i min sind, i de sidste par dage. For der er sket utrolig meget, samtidig med at der ikke er sket noget (lyder måske kryptisk, men ved ikke lige hvordan jeg skal forklare det) Og jeg har fundet ud af at jeg stadig elsker ham rigtig meget, og at det er gengældt. Ikke fordi vi har haft sex, men det kan man hellere ikke altid måle det efter....
Du kommer med gode råd fra dit tidligere forhold. Men alligevel kan man ikke bare drage paraleller og samligne. For vi mennesker er ikke ens.
Jeg var et sted hvor jeg var dybt frustreret og havde brug for at komme af med noget luft. Det fik jeg hermed gjort. Så tak fordi du "lyttede" og dine gode intiativer..
Med venlig hilsen
prima
Fra dit første indtil til dit seneste, er der tydeligvis sket en kæmpe forandring. Det fornemmes tydeligt, at du virkelig har tænkt over tingene. Jeg kommer ikke med gode råd fra mit tidligere forhold, jeg fortæller noget af det, jeg oplevede. Nej, man kan ikke drage parallel, det har heller ikke været min mening. Jeg tror ikke, der findes to fuldstændig ens parforld.
Jeg tror, du efter din dybe granskning i dit sind er kommet frem til, at I netop elsker hinanden, at du ikke kan forestille dig et liv uden ham, heller ikke kan forstille dig konsekvensen, hvis du stiller krav, som dem jeg har foreslået, hvorfor jeg tror du har valgt, at sådan er han, og hvis du vil være sammen med ham, så er det sådan livet er, med mange gode ting, men altså ikke så meget sex.
I dit første indlæg fremgår, at du faktisk lider en del under det, men er nu kommet frem til, - (gætter jeg på) - at sådan er det, og det må du leve med. Du kan ikke lave om på det, så derfor må du lave om på dig selv.
Jeg respekterer dette fuldt ud, og ønsker dig al mulig godt, og held og lykke med beslutningen. (hvis det altså er den, du har taget, men det fornemmer jeg)
Jeg tror, du vil erfare, at den beslutning her og nu virker fornuftig, logisk og måske endda ret nem, men på længere sigt vil du sikkert også erfare, at det kan træffe at være en overordentlig vanskelig beslutning, som jeg bestemt ikke håber, du vil komme til at fortryde. At tilsidesætte sine egne, dybfølte behov og ønsker til fordel for sin partner, der måske ikke en gang opdager, hvad det koster af energi og undertrykte følelser – det er ekstremt svært.
Muligvis jeg helt har misforstået dig, men der er godt nok himmelvid forskel fra dit første indlæg til det du har skrevet i nat, hvorfor det naturligvis også er uhyre vanskeligt at forholde sig til.
De bedste og varmeste tanker
Vi er vant til at høre historier om kvinder med hovedpine og små børn om benene, der ikke har særlig meget lyst til sex, men hvad med de tilfælde, hvor det faktisk er den anden vej. Hvor det er altså er manden, der har ”hovedpine.” Det er langt mere tabubelagt. For det første, fordi de færreste mænd vil stå ved, at de ikke har lyst til sex, men også fordi kvinden måske føler sig uattraktiv og påmasende seksuelt. Og derfor får man ikke gjort noget ved det, og det kan i sidste ende koste parforholdet.
Kan du genkende historien? Måske er I kommet igennem problemet og har nogle gode råd?
Har du lyst til at fortælle din historie til et ugeblade, gerne anonymt, så skriv til mig.
Mange hilsner,
Isa Lindbæk
Freelance journalist
TEXTKOMPAGNIET
Mobil 2857 9250
Fast 3833 4401
isa@textkompagniet.dk
www.textkompagniet.dk
Jeg følger bestemt dit plot, men kunne du så i det mindste ikke have startet din egen tråd, i stedet for bare at mase dig ind på en kvinde, der tydeligvis har det svært nok i forvejen med problemer og beslutninger, og det er sikkert ikke for hende specielt ønskværdigt at blive udstillet i et ugeblad selv om det er aldrig så anonymt.
Jeg kunne ikke lige se mig ud af mine frustrationen, derfor skrev jeg herinde, for at få en anden vinkel på det hele.....
Jeg satser endnu engang på mit ægteskab, da jeg elsker ham og er ikke klar til at smide det hele over bord.... Han siger at han også elsker mig, og jeg tror faktisk på ham. Siger ikke at det så vil lykkes, men synes vi har fortjent en chance mere.... Måske går det - måske ikke.