Jeg brokker mig lige over en veninde.
Jeg har en veninde, der har en søn på knap 6 år.
Da jeg boede langt væk fra hende gik tingene godt, vi planlagde besøg og hyggede os, når vi var sammen :-)
Men men så skete det at jeg flytter pga. studier til samme by som hende og der tog hun en drejning...
Nu er jeg nødt til at sige fra og afvise hende stort set HVER gang hun ringer til mig fordi hun hver gang vil have en tjeneste...
Om jeg ikke vil på besøg "Jo jeg kommer" og før jeg får set mig om er det mig der står og er barnepige og laver mad, mens hun skændes med kæresten... Ikke ligefrem det hyggeligste besøg og det tog på i et par timer!!!
Og så er der alle de andre tjeneste Om jeg lige kan køre (Jeg har bil) hende i tide og utide.. om jeg lige vil hente hendes søn om max 1 time... om jeg lige giver aftensmad indenfor en time... om jeg lige vil hente hendes kæreste fra arbejde om max ½ time... om hun må sove her sammen med sin søn i 2-3 nætter fra i dag af, så kæresten kan få ro... om jeg lige kommer og hjælper med forberedelserne til en fest...
ARGGGHHHH.... jeg bliver sindsyg og så forventer hun HVER gang at jeg gør de her ting!!! Selvom jeg afviser og afviser og jeg HAR sagt flere gange "Jamen du skal ikke spørge mig!!!!!"
Nu har jeg afvist hende så mange gange at jeg begynder at få det træls med mig selv, men det bør jeg vel ikke have??? for det er jo hende, der burde indse at jeg IKKE er hendes tjener...
Jeg er selv meget selvstændig og må undvære ting og gøre situationer let for mig selv, og så gider jeg ikke at hun altid gør situationerne svære for sig selv og så skal jeg stå som "redningsmanden"og få det dårligt med at jeg siger fra flere gange i måneden!!
Og så lige det sidste der irriterer mig - da vi var små kaldte vi hinanden for søstre, men det stoppede jeg med at kalde hende og hun stoppede også i en periode, men nu er hun begyndt igen, så når vi er sammen nede i byen og møder en hun kender siger vedkommende som regel: "Nå, du er søsteren, jeg da ikke I ligner hinanden".. og så får vedkommende forklaringen, men det irriterer mig mere og mere efterhånden!!!!
Tak for du læste med :-) Hvad mener du?????
Da jeg boede langt væk fra hende gik tingene godt, vi planlagde besøg og hyggede os, når vi var sammen :-)
Men men så skete det at jeg flytter pga. studier til samme by som hende og der tog hun en drejning...
Nu er jeg nødt til at sige fra og afvise hende stort set HVER gang hun ringer til mig fordi hun hver gang vil have en tjeneste...
Om jeg ikke vil på besøg "Jo jeg kommer" og før jeg får set mig om er det mig der står og er barnepige og laver mad, mens hun skændes med kæresten... Ikke ligefrem det hyggeligste besøg og det tog på i et par timer!!!
Og så er der alle de andre tjeneste Om jeg lige kan køre (Jeg har bil) hende i tide og utide.. om jeg lige vil hente hendes søn om max 1 time... om jeg lige giver aftensmad indenfor en time... om jeg lige vil hente hendes kæreste fra arbejde om max ½ time... om hun må sove her sammen med sin søn i 2-3 nætter fra i dag af, så kæresten kan få ro... om jeg lige kommer og hjælper med forberedelserne til en fest...
ARGGGHHHH.... jeg bliver sindsyg og så forventer hun HVER gang at jeg gør de her ting!!! Selvom jeg afviser og afviser og jeg HAR sagt flere gange "Jamen du skal ikke spørge mig!!!!!"
Nu har jeg afvist hende så mange gange at jeg begynder at få det træls med mig selv, men det bør jeg vel ikke have??? for det er jo hende, der burde indse at jeg IKKE er hendes tjener...
Jeg er selv meget selvstændig og må undvære ting og gøre situationer let for mig selv, og så gider jeg ikke at hun altid gør situationerne svære for sig selv og så skal jeg stå som "redningsmanden"og få det dårligt med at jeg siger fra flere gange i måneden!!
Og så lige det sidste der irriterer mig - da vi var små kaldte vi hinanden for søstre, men det stoppede jeg med at kalde hende og hun stoppede også i en periode, men nu er hun begyndt igen, så når vi er sammen nede i byen og møder en hun kender siger vedkommende som regel: "Nå, du er søsteren, jeg da ikke I ligner hinanden".. og så får vedkommende forklaringen, men det irriterer mig mere og mere efterhånden!!!!
Tak for du læste med :-) Hvad mener du?????
Kommentarer
Selvfølgelig skal du sige fra, man kan sige og forklare alt på en pæn og høflig måde. Så det skal du ikke have det dårligt med.
Har selv en del veninder som har fået børn, og det har ændret en hel del på vores venskab, men man kan jo stadig finde det positive i venskabet.
Holder stadig meget af dem, snakker stadig godt sammen, men kan godt være træt af deres uartige og grædende unger en gang imellem. Forstår ikke hvorfor kæresten ikke kan passe mens vi er ude og shoppe o.lign. Men sådan er det nu engang.
Jeg håber at du finder ud af det med din veninde. Hun må også forstå og respekter dig(selvom du ikke har børn, og måske har mere tid)
Hvis ikke hun selv kan hente/bringe/passe mm sit eget barn, så skulle hun måske havde ventet nogle år med det.
Det kan jo ikke være rigtigt at hun skal trække på dig så hun kan få det hele til at hænge samme.
Fortæl hende hvad du føler. Held og lykke
For mig at se, er du efterhånden blevet så dødtræt af det her, at du må overveje om du vil betale prisen – at I må bryde – hvis du skærer igennem.
For jeg synes da et eller andet sted, at du må fortælle hende, at du gerne vil være veninde, at du naturligvis lejlighedsvis vil hjælpe, men du altså hverken har tid, lyst eller overskud til at stå på pinde i en uendelighed, at det altså er hende – og ikke dig, der har barn og problemfyldt kæreste.
Ja, sådan noget kan koste, men hvad er alternativet, hvis ikke hun selv kan indse, at hun driver rovdrift på et venskab, som jeg kan forstå har varet siden barndommen?
Og hvad bidrager hun med i jeres venskab i dag?
Er du mon hendes eneste netværk, ud over kæresten? Og hvad gjorde hun lige inden du flyttede til byen? Du er nødt til at tage en snak med hende, for selvom du vedvarende har sagt nej, så forstår hun åbenbart ikke et vink med en vognstang.
Jeg får næsten oplevelsen af, at hun væver dig ind i et net, når hun både ignorerer dine afslag og hun tilmed fortsætter med at kalde dig søster.
Det er ikke et ligeværdigt venskab med gensidig respekt, men udelukkende bygget op på hendes præmisser.
Se at få en snak med hende snarest muligt og se om I kan finde melodien fra før du flyttede til byen.
Rigtig held og lykke!
Din venindes opførsel er så ekstrem og grænseoverskridende at det undrer mig, at hun stadig er din veninde.
Hånden på hjertet, har du ikke tænkt på at trække dig?
Hvis du har, så fortæl veninden at det er alternativet, hvis hun ikke ophører med at misbruge og udnytte sit venskab med dig.
Jo, jeg har kendt hende fra barndommen og jo.. når hun ringede og var i problemer hjalp jeg hende altid og netop.. hun er psykisk syg og får medicin og det har hun fået i snart 5-6 år og går i terpi gruppe nu og hun får handicap tillæg oveni sin SU og fik lov til at bo i studenter bolig... på trods at hun havde arbejde på af sin psykisk sygdom!!
Jeg tror før jeg flyttede til byen har alle mulige andre hoppet rundt for dem.. og det ved jeg de ikke gør så meget mere.. og nu føler hun jo at JEG er hendes søster og at det er helt naturlig at jeg hjælper hende hele tiden....
Men jo... I har ret.. den eneste udvej for mig er igen at sige hvordan jeg har det!!! For hun siger bare OK, det er i orden, når jeg siger fra... MEN hun bliver ved og ved og ved... med sine krav (Faktisk er hun vildt skuffet lige nu over at jeg valgte hendes søns fødselsdag fra for en andens venindes barnedåb, men det kan ikke nytte noget... Jeg lever mit liv og ja, jeg burde nok overveje det venskab.. ISÆR når vi bor så tæt på hinanden for hun kan ikke sætte grænser for sig selv!!
Tusind tak for I læser med :-)
OK, din veninde er psykisk syg, så stiller sagen sig jo noget anderledes set med mine øjne.
Men først vil jeg sige, hvor er det flot, at du har været der for din veninde i så mange år. Det er guld værd for din veninde.
Mit bedste råd er, at du skal holde godt fast i dig selv, dine behov og dine egne grænser, lad dig ikke overtale til at gå på krompromis der.
Det lyder måske lidt hårdt, men det er også en støtte til din veninde, du er sandsynligvis hendes pejlemærke.
Det betyder at din veninde måske tit vil føle sig skuffet, men det må du så leve med.
Vigtigst er det, at den tid I tilbringer sammen bliver rigtig hyggelig,
det bliver jo nok dig der skal sætte grænsen for hvor tit det skal være.
Held og lykke.
Det er jo således en helt anden historie. Dette skriver jeg udelukkende til eventuelle læsere, der måske har et emne til debat. Det er ret så vigtigt at huske, at den der læser og måske har et bud, overhovedet ikke har andet at forholde sig til, end netop det, der bliver skrevet.
I det aktuelle tilfælde tilslutter jeg mig til fulde Leonines holdning. Du kan bestemt ikke bare vende hende ryggen, fordi hun er "for meget", da det jo i dette tilfælde sikkert ikke vil være muligt for hende at forstå, og muligvis kun gøre hendes situation værre men selvfølgelig skal du altid passe på dig selv og fastholde dine grænser.
Jeg var til fest med hende og nogle venner, hvor hun fortalte at hun overvejer at gå fra sin kæreste fordi de skændes hele tiden og han giver hende skyldfølelse for alle de ting de skændes om...
Der gik det også op for mig at det er fint at jeg siger fra for det hjælper ikke deres forhold, hvis jeg hopper og springer for hende, så hun overser deres problemer!!
Så jeg vil støtte hende det jeg kan og ikke tage over for dem
Tak for svarene :-)