Manglende lyst
Tjaa – endnu en post blandt de mange andre om manglende lyst i forholdet, så måske er der ikke så meget mere at tilføje emnet, end at den kan bruges til lidt statistik og jeg kan få luft for nogle frustrationer
Jeg kan tilslutte mig de mange andre der har lignende problem med at starten af forholdet er spændende på alle punkter, også det seksuelle, og intervallerne mellem hyrdetimerne kunne måles i timer, og hvor indholdet var eksperimenterne, sjovt og med masser af snak om emnet.
Min kæreste fik en skidt depression grundet dårlige arbejdsforhold, som hæmmede lysten, hvilket er meget forståeligt, og hun følte sig helt sikkert presset når jeg gjorde tilnærmelser og havde dårlig samvittighed over at de talte timer blev til dage. Vi blev enige om at hun ”kørte løbet”, og at jeg var helt passiv hvad angår tilnærmelser af enhver art der kunne tolkes som at jeg ville noget. Herefter blev dage til uger, og nu er vi over den magiske måned inden vi seksuelt er sammen, som ofte i form af en såkaldt quikie.
tanken strejfer mig om det er af ”pligt”/samvittighed at hun ind i mellem gerne vil, men lige bag efter er vi begge rørende enige om at der var gået for lang tid siden sidst, og det bare var skønt at være tæt sammen igen – hun virker oprigtig, så jer bliver lidt forvirret.
Men cyklussen starter om igen næste morgen, hvor jeg med sikkerhed kan forvente at der går uger igen (+ et par dage) inden ”lysten” viser sig hos hende.
Jeg har en enkelt gang, efter en dejlig dag sammen og med god stemning om aftenen fortalt hende at jeg havde utrolig meget lyst til at være ”tæt” sammen med hende – tak skæbne der faldt brænde ned, nu da jeg ikke overholdt aftalen (flere måneder efter) om at jeg ikke gjorde tilnærmelser – hun var faktisk ikke sikker på om det var muligt at hun ville/kunne lave flere aftaler med mig i fremtiden !!! – siden da har jeg holdt ”nallerne” for mig selv, men giver hende dagligt kærlighed, omsorg, betænksomhed, kys og kram hvor jeg holder mig fra grænsen af hvad der kan misfortolkes.
Der er ingen tvivl om at vi begge elsker hinanden, og begge rigtig gerne vil have at vores forhold skal vare lang tid, men min erfaring siger mig at når forholdet igennem lang tid er inde i en krampagtig periode hvad angår lysten til sex, reduceres følelserne, lysten til at lave noget sammen, omsorgen og kærligheden langsomt, som til sidst er medvirkende til at forholdet slutter.
Hvad gør vi:
Tag parterapi – er sikker på at hun vil føle sig krænket og udstillet
Tager en snak om det – Den tør jeg ikke helt give mig i kast med i skrivende stund
Ser ”skriften på væggen” og giver op – tjaa nok den option der p.t. har de største odds
Næste afsnit står for min helt egen regning – min teori:
Der er jo ingen tvivl om at begge køn gerne vil bekræftes og have den glade følelse af selvtillid, at nogle elsker en, at man elsker nogen. For dem som er i parforhold, helst af sin kæreste, men jeg har en teori om at vores forskellige syn på bekræftelse ofte ender i ”manglende lyst”.
Kvinder får den glade følelse af at blive bekræftet ved at få omsorg, få fortalt at i dag ser hun bare dejlig ud, være ligestillet i dagligdagens opgaver, have en kæreste der giver følelse af tryghed og som er betænksom, loyal og hengivende.
Mænd derimod er indrettet på en anden måde. Følelsen af at en kvinde vil give dig noget af det hun har allermest kært – sin intimitet – er for os det ultimative ”sprog” for at blive bekræftet, men ærgerligt nok bliver den form vi ønsker at blive bekræftet på altid henvist til hylden med etiketten ”mænd tænker kun med deres pik”.
Har jeg ret i ovenstående, ser fremtiden forhold meget dystert ud, da manglen på den fælles forståelse altid vil blive ødelægge forholdet på den ”manglende lyst”.
Hvis ovenstående er rigtig må jeg desværre, med sorg helt ind i hjertekuglen indrømme at det tog mig lidt over 40 år og flere forhold at finde ud af at det er bedre at være single og så få den forlorne/uægte bekræftelse ved one-night-stands eller at købe sig til den end altid at ende med brud og kærestesorg ved den forbandede ”manglende lyst”
Jeg kan tilslutte mig de mange andre der har lignende problem med at starten af forholdet er spændende på alle punkter, også det seksuelle, og intervallerne mellem hyrdetimerne kunne måles i timer, og hvor indholdet var eksperimenterne, sjovt og med masser af snak om emnet.
Min kæreste fik en skidt depression grundet dårlige arbejdsforhold, som hæmmede lysten, hvilket er meget forståeligt, og hun følte sig helt sikkert presset når jeg gjorde tilnærmelser og havde dårlig samvittighed over at de talte timer blev til dage. Vi blev enige om at hun ”kørte løbet”, og at jeg var helt passiv hvad angår tilnærmelser af enhver art der kunne tolkes som at jeg ville noget. Herefter blev dage til uger, og nu er vi over den magiske måned inden vi seksuelt er sammen, som ofte i form af en såkaldt quikie.
tanken strejfer mig om det er af ”pligt”/samvittighed at hun ind i mellem gerne vil, men lige bag efter er vi begge rørende enige om at der var gået for lang tid siden sidst, og det bare var skønt at være tæt sammen igen – hun virker oprigtig, så jer bliver lidt forvirret.
Men cyklussen starter om igen næste morgen, hvor jeg med sikkerhed kan forvente at der går uger igen (+ et par dage) inden ”lysten” viser sig hos hende.
Jeg har en enkelt gang, efter en dejlig dag sammen og med god stemning om aftenen fortalt hende at jeg havde utrolig meget lyst til at være ”tæt” sammen med hende – tak skæbne der faldt brænde ned, nu da jeg ikke overholdt aftalen (flere måneder efter) om at jeg ikke gjorde tilnærmelser – hun var faktisk ikke sikker på om det var muligt at hun ville/kunne lave flere aftaler med mig i fremtiden !!! – siden da har jeg holdt ”nallerne” for mig selv, men giver hende dagligt kærlighed, omsorg, betænksomhed, kys og kram hvor jeg holder mig fra grænsen af hvad der kan misfortolkes.
Der er ingen tvivl om at vi begge elsker hinanden, og begge rigtig gerne vil have at vores forhold skal vare lang tid, men min erfaring siger mig at når forholdet igennem lang tid er inde i en krampagtig periode hvad angår lysten til sex, reduceres følelserne, lysten til at lave noget sammen, omsorgen og kærligheden langsomt, som til sidst er medvirkende til at forholdet slutter.
Hvad gør vi:
Tag parterapi – er sikker på at hun vil føle sig krænket og udstillet
Tager en snak om det – Den tør jeg ikke helt give mig i kast med i skrivende stund
Ser ”skriften på væggen” og giver op – tjaa nok den option der p.t. har de største odds
Næste afsnit står for min helt egen regning – min teori:
Der er jo ingen tvivl om at begge køn gerne vil bekræftes og have den glade følelse af selvtillid, at nogle elsker en, at man elsker nogen. For dem som er i parforhold, helst af sin kæreste, men jeg har en teori om at vores forskellige syn på bekræftelse ofte ender i ”manglende lyst”.
Kvinder får den glade følelse af at blive bekræftet ved at få omsorg, få fortalt at i dag ser hun bare dejlig ud, være ligestillet i dagligdagens opgaver, have en kæreste der giver følelse af tryghed og som er betænksom, loyal og hengivende.
Mænd derimod er indrettet på en anden måde. Følelsen af at en kvinde vil give dig noget af det hun har allermest kært – sin intimitet – er for os det ultimative ”sprog” for at blive bekræftet, men ærgerligt nok bliver den form vi ønsker at blive bekræftet på altid henvist til hylden med etiketten ”mænd tænker kun med deres pik”.
Har jeg ret i ovenstående, ser fremtiden forhold meget dystert ud, da manglen på den fælles forståelse altid vil blive ødelægge forholdet på den ”manglende lyst”.
Hvis ovenstående er rigtig må jeg desværre, med sorg helt ind i hjertekuglen indrømme at det tog mig lidt over 40 år og flere forhold at finde ud af at det er bedre at være single og så få den forlorne/uægte bekræftelse ved one-night-stands eller at købe sig til den end altid at ende med brud og kærestesorg ved den forbandede ”manglende lyst”
Kommentarer
Det er den ene side af sagen; der må du være helt klar på, hvordan hun er kommet sig over dette – og hvis det stadig er et problem, bør du nok insistere på, at hun får noget hjælp, for ellers går hun - og I - jo helt ned på det. Det bør I bestemt få talt igennem.
Den anden side – hvis dette problem er klaret, og hun fungerer fint på jobbet og ellers er helt oven på igen, ja så mener jeg bestemt at du bør insistere på, at I sætter jer sammen og får en grundig samtale om jeres forhold. Det kan godt være, I har indgået en aftale, men den må da have været tidsbegrænset til den periode, hvor hun havde andre problemer at slås med.
Du skriver, at der ingen tvivl er, om at begge elsker hinanden. Er der ikke? Hvis hun virkelig elsker dig, hvordan kan hun så holde ud at se på, at du lider? Hvorfor skal du rende og bekræfte hende hele tiden, hvis ikke der kommer noget retur?
Du har to valg: Fortsætte jeres liv som det er her og nu fremover, og så ellers gå og have det dårligt mens du venter og venter på noget, der måske aldrig kommer til at ske, – eller tage tyren ved hornene og insistere på denne samtale, der måske – måske ikke – kan belyse, hvad hun finder, der er galt, ja du har godt nok ”set skriften på væggen”, men det er jo ikke nok, du må da også have det at vide fra hendes mund, hvorfor hun ikke vil dig.
Dette naturligvis under forudsætning for, at hun er ude af sin depression – ellers bør den naturligvis behandles først.
respons selvom noget af det du skriver ”svier” lidt i sindet ;-)
Nej hun er ikke kureret !!!
Hun er ovre den ”slemme” periode hvor alt var sort med mange tårer og gemme sig under dynen det meste af dagen.
Hun befinder sig i et stadie hvor hun fungerer, men der skal ikke meget
udefrakommende til at hun bliver fraværende og ”vil være sig selv” i flere dage. det kan ”bare” være en uforudset regning der dumper ind af døren. Når der er meget hun rumsterer med inde i hovedet er den daglige fysiske kontakt som at hænge sammen i sofaen, ligge tæt når der skal soves eller bare et knus/kys helt væk. Jeg har sagt at hun får den ”fred” hun har brug for, og når hun har brug for nærheden skal hun bare vise/sige det, for så er jeg der 100%. Der kan gå flere dage hvor vi lever som bofæller i samme lejlighed – eneste forskel er at vi ligger i samme seng !!
Jeg bliver jo nok i denne sammenhæng nød til at fortælle at jeg er meget
opmærksom på mine medmennesker, og vil af natur helst vise og modtage
omsorg og holde om hvis humøret ikke er i top. Omvendt er hun typen der selv vil klare sine problemer, og grænser til ærekærhed (er der noget der hedder det :-)) hvor det at bede om hjælp eller trøst er udelukket.
De to måder at være på er vist lidt af det man kan kalde en rigtig dårlig combo.
Du tvivler lidt på om vi begge elsker hinanden – når der en enkelt gang i ugen er et tidsrum hvor hun har ”overskud” er jeg ret sikker. Jeg føler at det oprigtigt når hun siger at hun elsker mig (øjne fortæller meget) og at jeg ikke må betvivle hendes kærlighed til mig selvom at hun er fraværende.
Men jeg får selvfølgelig min tvivl og stiller mig selv tonsvis af spørgsmål i et forsøg på at finde en sammenhæng.
Er det mig der er noget galt med ? – viser jeg så meget omsorg og kærtegn at jeg kvæler hende og ikke giver hende den plads der skal til for at ”give tilbage”
Er det hun elsker i mig en god ven og ikke kæreste ? - som gør hverdagen lettere og hjælper i alle ender og kanter – en som giver tryghed
Er jeg bare et tudefjæs ? – som skal tage sig sammen og tænke noget mere på mig selv – lave noget mere sammen med vennerne, og begynde den svære
træning at blive ”cool”
Har hun ikke overskud til at gøre det forbi grundet bøvlet flytning m.v. og venter med at sprænge bomben til at hun har overskud til det ?
Jeg ved det ikke – et eller andet sted ville min hverdag blive lettere hvis vi ”boede sammen hver for sig”, selvom jeg ville komme til at savne hende i de dage vi ikke så hinanden, omvendt tror jeg at hvis det var valget jeg traf, ville der ikke gå så lang tid inden forholdet helt var forbi.
Jeg har faktisk spurgt om hendes fravær var en måde at fortælle mig at hun helst ville ”bo sammen hver for sig” da jeg for en måneds tid siden blev tilbudt en
lejlighed, men det var det sidste hun ville have – det hele skulle nok blive godt igen en dag – på alle punkter i vores forhold. Det var hendes ønske i fremtiden !?!?!
Forvirret – yup – me 2 :-)
Ja, det er svært at formulere sig på skrift. Jeg forsøgte netop at dele mit ”bud” op i to dele: Den første del, hvis din kone stadig havde sin depression – den anden del, hvis hun nu var helt ovre det og ”fit for fite”.
Jeg forstår, at hun bestemt ikke er på toppen, hvorfor det er den første del af mit ”bud”, jeg foreslår du hæfter dig ved. Hun har jo så netop brug for ro og sikkerhed på hjemmefronten, brug for at hun kan stole på dig og jeres indgåede aftaler. Får hun noget professionel hjælp?
Jeg tør ikke gå ind og være ”klog” her, for det har jeg slet, slet ikke indsigt til, men jeg tror dog bestemt så meget, at jo, hun elsker dig – jeg forstår også at hun, så meget hun er i stand til, også påskønner din store indsats for netop at være så hensynsfuld.
Du skriver, at hun er typen, der selv vil klare sine problemer, og det er fint nok – men vise problemer kan jo være så voldsomme, at det altså ikke er muligt at klare selv. Derfor er det meget, meget fint at du er der for at støtte hende, men det er måske ikke nok. Hun vil jo i hvert fald ikke få det bedre af, at jeres forhold går i stykker på det her. Du er jo allerede i fuld gang med at mene, at det nok er din egen skyld – og det er det ikke.
Derfor tror jeg, du skal prøve at gøre hende begribeligt, at selv om du er der for hende, så kan det i længden måske vise sig ikke at være nok – det hjælper ikke hende, hvis du også går ned på det her.
Som du skriver det, så tror jeg virkelig hun gerne vil dig – det viser det sidste du skriver, at hun også har forhåbningen om, at alt igen skal blive godt på alle områder. Nu ved jeg ikke, hvor lang tid, det har varet med denne depression, men hun må forstå, at det hverken er pinligt eller tabubelagt at få noget professionel hjælp, for det kan være meget svært – for ikke at sige umuligt – at komme hel ud på den anden side uden hjælp.
De bedste tanker
tankerne” da du faktisk er den eneste jeg har vendt emnet med – Du ved nok at vi mænd ikke tager den debat med vennerne selvom vi jo nok burde.
dit ” De bedste tanker” er det bedste ”knus” jeg har fået længe – den luner
:-))
Så læs du bare af, jeg vil gerne forholde mig til det, dog vil jeg gentage, at jeg ikke har speciel indsigt i depressioner og psykiske sygdomme, så jeg kan måske mere være dig en støtte, hvilket jeg gerne vil være.
Og jo, jeg vil gerne give dig et på "rigtig net-vis"
KNUS KNUS - jeg håber, I får løst jeres problem, og samtale er det absolut vigtigste i et parforhold.
Så skulle man tro, jeg kunne give en masse råd, men nej. Jeg fandt aldrig ud af at håndtere den situation, og efter et par år, endte det da også med et brud. I dag har jeg et mindeligt forhold til min eks, vi samarbejder om børn, men ellers er jeg kommet videre i livet i et nyt ægteskab. Min eks er på antidepressiver, men fører ellers et normelt liv.
Men hold op hvor jeg mindes tiden med depressionen som svær og ulidelig. Den depressives indelukkethed, de manglende signaler, den manglende bekræftelse, den evige uvished om, hvor man stod. Og ja, manglende sex; i vores tilfælde kom vi altså op på halve år mellem, at der skete noget.
Så jo, din situation er bestemt ikke misundelsesværdig, og du er sat på en alvorlig tålmodighedsprøve. Til gengæld tror jeg ikke, du skal bebrejde dig selv, og et eller andet sted langt inde under lagene af depression elsker din kone dig såmænd nok stadig.
Jeg tænker på, om der findes nogle pårørendegrupper, hvor man kunne søge støtte og vejledning til håndtering af depressionen. En anden måske lidt konfliktfyldt mulighed, hvor du i hvert fald nok skal træde varsomt, kunne være at spørge din kone, hvordan hun ville forholde sig, hvis du fandt en elskerinde. Det kunne måske lette hende for nogle forpligtelser, som hun ikke pt. kan leve op til.
Men lad nu være at tolke dette som en opfordring til utroskab!!
Og som sagt, jeg fandt ikke de vises sten, men pøj pøj...
Sagde jeg stop, ville jeg have en følelse af at have "forladt den sønkende skude" - en egotripper - også selv om jeg er helt klar over at det ikke er min skyld.
Utroskab/elskerinde - det kan jeg simpelthen ikke. Intet i "mekanikken" ville virke da jeg uanset hvad ville have så dårlig samvittighed. Jeg vil have sex med den jeg elsker og visaversa.
Tak for dit bidrag til min situation :-)
Jeg levede i cølibat i lange perioder, og det førte så gradvist til tab af nærhed, intimitet og fortrolighed, altså meget vigtige elementer i et parforhold. Og det var ikke kun mig, der følte tab af disse elementer, så vi var ganske enige, da det kom til bruddet. Faktisk var det min eks, der tog den endelige afgørelse.
Men nok om det. I elsker stadig hinanden, og så er der håb, og så bliver kærligheden måske det, som i sidste ende bærer din kæreste ud af depressionen. Men altså, det er en svær proces, i gennemgår, og egentlig kan jeg kun ønske jer held og lykke.
Hold kæft, hvor er det skrevet godt.
Jeg har stortset (ikke p.g.a.sygdom )det samme dilemma.
Alt i alt (efter nogen år !!) er det indtil videre endt med, at jeg har mistet lysten til sex 112 %.Lysten er simpelthen væk.
Det føles som om det er forkert, at være sammen med sin kone.Det lyder måske åndsvag, men sådan kan det også blive.
Jeg vil ikke vide, hvad det næste bliver.
Mvh
dantys12
Jeg blander mig lige i debatten, da jeg er en kvinde med en depression og kender til de problemer den tager med sig OGSÅ ind i soveværelset. Jeg kom her ind på netdoktor fordi jeg Googlede "manglende lyst". Jeg er efter lang tid endelig ved at se lyset ud af depressionen. men jeg er slet ikke hel endnu, mit humør, min lyst, håbet, glæden, overskudet og opfattelsen af hvem jeg egentlig er svinger enormt meget. Jeg læste debatten igennem og sad med følelsen af at dig og din kone nok sidder i samme problematik som jeg gør med min mand. Og jeg måtte bare byde ind og fortælle lidt om hvordan det kan være at sidde fast i depressionens klamme arme. Der er ikke noget jeg hellere ville end at lade min mand omfavne mig og lade mig omslutte af ham... men der er allerede én der har godt fast i mig (depressionen). Og jeg kan ikke gi mig hen til ham før jeg lære at gi mig hen til mig selv også. Lidt i kategorien med at man ikke kan elske andre før man elsker sig selv. Depressioner (mener jeg) er oftes en eller anden fortrængning eller en maske som man bærer, og det at få det hele op til overfladen, eller det at smide masken og lære at elske, det man så ser, er en hård, lang og sej kamp-som ikke efterlader meget energi eller vildkat i sengen;-) Jeg er ikke blevet klar over om din kone har fået hjælp, hvis ikke, så vil jeg på det varmeste anbefale det så hun kan finde glæden og sig selv igen... Og dig
Men det korte af det lange... jeg tror ikke at i har et problem i kernen af jeres parforholdet. Men hun hun har en depression som påvirker alt det udenfor kernen af jeres parforhold.
Har du måske ladet hende læse de indlæg der er her på debatten?
Hvis det var min mand der viste den interesse og omsorg ville jeg klart ta´det positivt.
Og så kan jeg ikke lade vær med at spørge om du har nogen at snakke med som forstår... et sted hvor du ikke skal tænke over om det du siger sårer eller bliver misforstået. Min mand har ihvertfald af flere omgange givet udtryk for fustrationerne af at lige meget hvad han sagde eller gjorde var(/er) det forkert. Jeg ved ikke om det var forkert, men når jeg ikke selv ved hvad jeg vil/har brug for /behøver/mangler/ønsker... så er det jo næsten umuligt at være manden der lige rammer plet.... Depression eller ej.....vi kvinder er jo nok ikke så´n liiiige at finde ud af:-)
Nå, hold hovedet højt. Tro på kærligheden dig selv og kvinden du elsker.
Katkat