Kan vi finde sammen igen - er der håb der ude?

slettet10895

Kære Læser.

Jeg er en ung mand midt i 20'erne der i denne uge mistede min kæreste gennem et år pga. af depression.

Min kæreste har gennem det sidste år, været udsat for meget tumult i hende liv. Skilsmisse, interne familie problemer samt et unddannelseskifte. Det første halve år at vore forhold var lykkeligt og jeg har aldirg oplevet noget bedre menneske i mit liv. Hun var fuld af energi og livslyst. Kærlighed ofr følelser. Men stille og roligt, begyndte hun at glide ind i sig selv efter seks mdr. Hun bliver ked af det ude grund, og hun kunne blive sur og gal uden nogen grund. Hun sov ikke om natten og snakkede til sidste om selvmord.

Min kæreste fik i december 2008 stillet diagnosen "svært deprimeret". Hun har gennem en lang tid gået og blevet en anden, og delt sig i to personer. I denne uge fik hun af sin spykolog afvide at det kommer til at tage lang tid at blive rask, og hun ikke havde set toppen af isbjerget endnu.

Hun "slog op" grundet - citat: "... Jeg vil ikke tage dig med igennem dette, det fortjerne du ikke.", "Alle mine følelser til dig er væk langt inde i mig, og jeg føler kun at jeg har overskud til at varetage min depression, og det vigtigste for at få dagen til at fungere.", "Jeg ved at jeg inderst inde elsker dig, men kan ikke finde det..."

Hun vil gerne ud og være alene og finde sig selv og følelserne igen sagde hun.

Jeg vil gerne hører om ander der har samme oplevelse, og hvordan endte det?

Er det muligt at finde sammen igen hvis hun fåer det beder, og evt. hvor lang tid går der inden man kan begynde at snakke forhold igen?

Hvordan skal jeg forholde mig til hende?

Er der håb for en fremtid sammen igen?

Tak for jeres tid...

Mvh.
ChrisT08

birgittepam123

Kære Chris.
Føler med dig over dit tab... er selv i samme situation... min kæreste igennem 9 mdr. er gået ned med stress og depression og er flyttet tilbage til nordsjælland..... han lukker helt af og vil ikke snakke eller se mig og vil bare ha ro og fred i sit liv.... jeg er også fuldtændig knust over det da vi havde et fantastisk dejligt forhold sammen inden han langsomt begyndte at trække sig mere og mere ind i sig selv..'
Jeg har som dig også brug for svar på om der er en chance for at han kommer tilbage når han har fået det bedre...
Kan stress og depression forvirre en person så meget følelsesmæssigt så han den ene dag elsker dig for 14 dage efter har mistet følelserne... og gør det slut med en sms.???
Føler mig fuldstændig magtesløs og i chok og har ikke lyst til at give op.
Vh. Birgitte

Hillerod2004

Hejsa,

Hold da op hvor jeg kan følge din situation. Selv sidder jeg med en kæreste..eller rettere nu ex kæreste som efter 13 år sammen har valgt at stoppe vores forhold, dels fordi han ikke kan se meningen med sit liv og hvis det ikke havde været for vores fælles søn kunne kan finde på at gøre en ende på det og dels fordi han ikke kan finde ud af at tale om følelser og dermed ikke kommer ud med det der går ham på...Nu sidder jeg så tilbage og håber inderligt at han kan får den hjælp han har brug for og også tager i mod den, samt at vi forhåbentligt kan finde sammen igen for jeg er jo ikke stoppet med at elske ham.

Det gør bare så forbasket ondt at stå på sidelinien og ikke kan gøre noget andet end at miste den man holder så meget af...

Jeg håber at lykken til smiler jer...

ernomid1

Jeg har læst de indlæg på siden og må desværre tilføje en oplevelse af samme slags, min kæreste igennem 7 år, har været meget indesluttet i næsten 2 år og haft en tendens til for meget alkohol i hverdagen. Jeg har ofte forsøgt at tale med hende og foreslået psykolog hjælp, men hun har afslået alt. Så lige efter nytår vælger hun at afslutte vores forhold og flytter, jeg aner ikke hvad jeg har gjort, hverken rigtigt eller forkert, det er vildt underligt hvordan et menneske kan forandre sig så markant.

Jek1984

Hej,
jeg har ikke stået i jeres situation, så vil ikke prøve at gøre mig for klog på det, men jeg lider selv af en bipolar affektiv sindslidelse. Jeg har (før behandlingen endelig begyndte at virke) også den lyst til at være alene, tage rejsen alene - finde mig selv. Det tillod min da-og-nuværende kæreste mig heldigvis ikke!

Her er hvad hun gjorde, han gav mig klar besked om at hun var klar til at kæmpe, og det var mig hun elskede - sygdommen var en del af mig, hun elsker den ikke men hun acceptere den, og er villig at tage 3 regnevejr dage for 1 med sol.

I bør være indstillet på, at I ikke kan forvente noget. Man har som depressiv ikke overskud til noget, det kan være alt fra helt banale ting som at lave kaffe til essentielle ting som at følge sit studie/passe sit arbejde, eller helt over i den anden grøft vise/føle kærlighed til noget som helst (person eller ting). Fortæl at det kan godt være de er syge, og ikke magter jer, men at I altså magter dem; en sådan hengiven besked kan give et lysglimt i en grå dag, en et tiltrængt glimt når alt er sort.

Kort fortalt: fortæl I stadig elsker dem, med og uden sygdommen det betyder intet, det er dem I elsker! Tålmodighed, tålmodighed og endelig skal I være følelsesmæssigt på det rene med jer selv til om I kan holde til det.

Jeg håber I kunne bruge lidt respons fra den anden lejr, skriv endelig hvis I har lyst til at spørge om noget.

/Jek

rathsach1504

Kære alle

Jeg er ligenu midt i en svær depression. For 4 uger siden blev jeg indlagt på psykiatrisk skadestue og inden da sagde jeg til min mand efter 7 år, at jeg syndes vi skulle skilles. Han stod fat og er der for mig hverdag, jeg fik ikke lov til at kaste ham væk.

Med det siger jeg, at vi ikke ønsker tæthed, vi tror ikke vi er gode nok, det fylder så meget med depression, at alt andet lukkes ude.

Min mand holdt ved og lod mig ikke lade ham gå og det er jeg virkelig taknemlig for idag.
Det er nemlig ikke fordi vi stopper med at elske, vi har brug for fat hånd og nogle der siger "nu hjælper jeg dig igennem"

Men man skal kunne finde sig i lidt og hvert, men mest af alt være der i tilfælde af at der mangler en skulder at grænde ved, hjælp til indkøb, vasketøj mv.

Håber i kunne brug dette til noget.

Solskind til jer alle

slettet24559

Ej, de ord trøster lidt.

Jeg er også i den båd. Min kæreste efter 4,5 år har slået op med mig. Flere gange faktisk, men denne her gang har han fortalt mig at det er fordi han tror han har en depression og kan ikke rumme mig, for som han siger, hvordan kan han det hvis han ikke engang kan rumme sig selv? Han er manden i mit liv og har virkelig svært ved at takle dette. Sidst da han havde slået op og kom tilbage igen, sagde han at jeg var det eneste der gav mening for ham og at han havde begået den største fejltagelse i sit liv.

Nu, 1,5 måned efter, siger han at han har brug for at gå gennem dette alene og få styr på sit liv, og ikke vil trække mig med fordi det ikke vil være fair over for mig. Jeg håber inderligt vi vil finde sammen igen og han vil få det bedre, men problemet er bare at han ikke vil/tør gå til psykolog! Jeg er også den eneste han har fortalt dette og han har endda selvmordstanker, som bekymrer mig meget! Nogle gode råd til dette?
Han erkender ligesom der er noget voldsomt galt, men det virker ikke rigtig til at han vil gøre noget ved det..selvom han gerne vil. Han vil ikke engang lade mig være der som støtte, han er meget lukket når han bliver ked af det og tror lidt det er det med at være en mand og klare ærterne selv..

Dentriste1

Puha, hvor jeg nikker genkende til jeres historier, jeg er lige blevet forladt af min kærste igennem 4 år, og der til skal jeg sige vi har en søn på 1 år, hvilket ik gør det nemmere.
Hun skrev til mig da jeg spurgte til hende efter 3 uger, hvor jeg havde bodet for mig selv , hvordan hun stod, jeg fik en sms senere at jeg ik skulle bliver der for hendes skyld, at hun ik ville hændre mig i at gå vidre, og at hun ik rigtig så en fremtid sammen med mig, elr for den sags skyld nogen andre, hun føler ik nogen ting for noget(føsels derpession?), jeg skrev til hende at hun er kvinden i mit liv og jeg vil aldrig give op, men være der for hende, og at jeg elsket hende mere end nogen anden, til det svaret hun at hun havde super dårlig samvittighed over hun ik elsket mig, og det er svært at få sån beskeder smidt i hovedet, når man hører det fra det menneske man har så stor følser for, men det er jo det man må tage med, kan man ik kapere at hører disse ting må man give op og pakke og komme vidre, hvilket jeg har valgt jeg ik gør.

Vi har været fra hinanden i ca en mdr nu og jeg savner hende som en gal, men jeg har fået råd af andre der har været igennem dette(folk med depressionen) det de kan huske er at de bare ville være fri for at samtidig med at de ik kunne føle nogen ting for noget, så skulle tage ansvare for Din/min sorg også, og jo det er jo rigtig nok, kan man dårlig nok holde sit eget liv ud, så hjælper det ik at have en andens at tage stilling til også.

Det er super hårdt og jeg føler at være en del i min krop vil ringe/skrive til hende, men jeg har lukket min Facebook, taget hende væk fra msn(bare så jeg ik kan se hende) i et forsøg på virkelig at give hende tid, håber det er det her der skal til.

Nu må i ik tage dette som at jeg ved alt om alt, da jeg selv bare er 1 mdr igennem prossensen af at blive såret og ville hjælpe en syg på sammen tid uden at få lov!

Ville bare lige af med det !

Skumhat84

Nu er det ikke fordi medicin er løsningen på alt og det skal jo også gives sideløbende med samtaleterapi, men har alle de her ulykkelige kærester mon fået medicin for deres depression? Hvis man har en svær depression og end ikke kan overskue at stå ud af sengen, kan medicin være det, der hjælper en til at komme op om morgenen og se at der er en hverdag omkring en, imens man langsomt får det bedre og forhåbentlig en dag er sig selv igen.

Jeg har selv haft en depression, hvor jeg ikke engang kunne tænke klart til sidst, jeg var helt tom og kunne intet.. Uden medicin var jeg aldrig kommet op til kanten af det sorte hul.. Jeg kom helt op af det til sidst og er i dag rask igen.. Håber at jeres kærester får den hjælp, de skal have. Men det tager tid.
Gode tanker herfra

Dentriste1

Jeg ved at min kærste har snakket om at gå til lægen, men har ik fået gjort det endnu, men jeg vil jo heller ik presse på, og hun svinger meget, så det er sikkert svært for hende at komme afsted, derud over har mange i hendes famillie været hos pyskolog, hendes mor tager den dag i dag også piller for depressioner, så tro det er lidt en tabt kamp hvis hun også skal til lægen, så ved ik rigtig hvordan jeg skal forholde mig, jeg trode vi havde en god snak om det for et par dage siden, men hun har satdig ik været til lægen, så jeg enten gardera jeg mig med enorm lang tid, hvilket er lidt svært i min situation, da jeg bor 1000 km fra dk, det vil sige min familie og barndoms venner! det eneste der holder mig tilbage her er selvfølig hende, men også vores søn på 1 år!

Nogen der har fået hjælp til at gå til lægen, og hvilke metoder blev brugt, for ik at det virkede presset??

Helene2

Det kan være svært at søge behandling og sommetider skal der et vist pres til. Men omvendt kan det også give det modsatte resultat. Det er bedre, hvis man selv er motiveret.
Hvis hun kunne motiveres til at gøre det for Jeres søns skyld, kan det måske være. Hun er ikke længere kun ansvarlig for sig selv men også for sin søn. Så om ikke andet er det vigtigt, at hun har det godt, for at han kan have det godt. Børn har det aldrig bedre, end deres forældre har det.


Hilsen Helene