Indstillinger
Retter med "skjult fisk"
Mine børn vil ikke spise fisk, dvs fik der ikke ligner fisk, eller kommer fra en dåse, kan de godt spise - makrel, tun, torskerogn og fiskefrikadeller. Tun og torskerogn er det dog kun den ene der spiser. Jeg ville gerne indføre nogen flere fiskeretter, både fordi det er sundt og fordi jeg selv elsker fisk.
Er der nogen der har ideer til retter med "skjult fisk"?
Er der nogen der har ideer til retter med "skjult fisk"?
Kommentarer
Jeg speklulerer lidt over, hvor megen ”fest” I har omkring spisesituationen? Forstået på den måde, hvor meget fortæller du dine børn,når der er mad? Er det noget med en eller anden kamp om, at nu skal de spise, og det her her er sundt, spis nu op – og selvfølgelig den meget omtalte – hvis ikke de vil have det, der bliver serveret, så får de bare noget andet???
Sigrid Riise – som alle vel stadig har hørt om, selv om hun efterhånden er oppe i årene – er en meget klog kone. Hun siger, at man naturligvis skal sikre at børnene får en god og varieret kost. Man skal ikke rode det sammen på tallerkenen – børn vil meget gerne kunne se deres mad. Lad være med at øse kæmpe portioner op, lad dem hellere få flere små portioner. Lad i øvrigt så vidt muligt børnene selv tage. Så skal man give børnene madro – og det er vist nok det aller største problem i børnefamilier i dag – forældre kæmper og kæmper med børnene omkring den mad. Det stakkels barn får ikke ro. Lad børnene spise af det, der bliver serveret, og når de ikke vil have mere af det, så tales der ikke mere om det. Hvis de en dag kun spiser kartofler, så lad dem det, den næste dag er det noget andet, de spiser mere af. Det værste er så, når børnene ikke har spist noget videre og så kommer lidt efter og siger at nu er man sulten – åh nej det stakkels barn skal da ikke sulte, hvorefter man farer ud og laver noget andet mad, hvilket i øvrigt så ofte kan være chokolade – eller syltetøjsmadder.........
Det er den sikre vej til at lade børn styre en hver spisesituation, det er ligeledes den sikre vej til kræsne, fejlernærede børn. Hvis ikke de kan spise, hvad der bliver serveret, så kan de sikkert i morgen. Det er i øvrigt meget almindeligt, at børn har perioder, hvor de ikke spiser ret meget.
INGEN RASKE BØRN SULTER SIG SELV I HJEL!!!
De skal ganske enkelt have at vide, at nu har vi spist, du har fået – du ville ikke have, hvilket betyder, at du så ikke er sulten, så du må vente til næste måltid. Og så tales der i øvrigt ikke mere om det. Slut – slut - slut. Så enkelt ER det, - det tager mindre end en uge, så har barnet forstået det, men det er lige præcis der, at rigtigt mange forældre har konflikter i årevis med deres børn.
Tilbage til fisken. Mindre børn kan bestemt blive skræmt af benene i en fisk, hvorfor de med rimelighed kan forlange, at der ikke er ben i. Gode, hjemmelavede fiskefrikadeller kan laves af al slags fisk, så det er da et godt sted at begynde. Ellers sørg for flere forskellige gode grøntsager til, så barnet til at begynde med, måske overvejende spiser sig mæt i grøntsagerne og kun smager på fisken. Og i øvrigt, hvis du begynder med at forklare, at se her, det er dejlig fisk, og det smager godt - så taber du. Server det, hvis barnet spørger, hvad det er, så skal du selvfølgelig svare, med lad være med at putte alle mulige superlativer på. Hvis ikke du vil have det, så lad være – du får ikke noget andet. Og hvis du selv finder på at sidde og sige ”ahh, åhh og ihhh hvor er det dejligt” Glem det, - med mindre det også er noget, du gør, når det er mad, barnet på forhånd er glad for.
I øvrigt indmad er også rigtigt godt – det kan have en speciel smag, men der kan du med fordel ”skjule” noget hakket i en gryde kødsovs, eller i nogle frikadeller – især hvis ikke du fortæller det til nogen.
En anden rød klud for børn er ordet ”sundt” - du skal spise det her, for det er så sundt. Børn bliver tudet ørerne fulde af det ord, så når de hører det ord, har de en glimrende mulighed for protest.
Server sundt og usundt – lad være med at gøre det ene bedre, end det andet.
Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud og alle familier er forskellige og har forskelligt at kæmpe med og hvad gør man når ens børn ER blevet kræsne - uanset grunden?
Mine børn har aldrig fået specialservering hverken under måltidet eller efter.
Mine to store børn (6 og 12 år) er på ingen måde generet af at være sultne og lader hellere være med at spise end blive tvunget til noget.
Mit ene barn ville slet ikke spise som baby (fra hun skulle vænnes fra) og vi gik jævnligt til kontrolvejning for at se om hun nu også tog på, så ja, hende har jeg været lidt fokuseret på om hun nu også spiste og hun har da fået lov til mere end hun måske burde.
Jeg elsker at lave mad og elsker at prøve nye ting og er meget ked af mine kræsne børn
Da jeg fik nr. tre besluttede jeg at det skulle være løgn med en tredie kræsenpind og nu skulle der gøres noget drastisk ved de andre. Det var efterhånden blevet sådan at måltiderne var en pine for alle fordi de store satte sig til bords, allerede sure og mistroiske og overbeviste om at det de skulle spise var ulækkert. De forsøgte at få det overstået så hurtigt som muligt. Skovlede lidt ned og spurgte hurtigt hvor meget de skulle spise før de måtte rejse sig. Den store begyndte at købe slik efter skole. Når han kom hjem spurgte han hvad der var på menuen til om aftenen og hvis det ikke passede ham gik han ind på sit værelse og spiste slik hele eftermiddagen (det var selvfølgelig ikke noget han måtte...)
Jeg gjorde forskellige tiltag og nu er situationen MEGET bedere.
Jeg startede med at finde ca. 15 retter som mindst et af mine børn ville spise frivilligt. Dem skrev jeg ned. Hver uge laver jeg en ugeplan med retter fra listen. Hver fredag bestemmer børnene menuen. En dag om ugen får forældrene lov at bestemme (for at vi også skal kunne holde det ud).
Menuen bliver skrevet op på en kalender der hænger frit synligt, så alle kan gå hen og se hvad der venter dem (og konstatere at det ikke er farligt eller ulækkert).
Meget af mine børns kræsenhed skyldes ikke at de ikke kan lide tingene, men at de har låst sig fast på at "det kan de ikke lide". Nu smager vi hver uge en ny ting (inspireret af at den mindste skulle vænnes fra og introduceres til nye ting) og de har faktisk opdaget at der er flere ting de kan lide, som de slet ikke troede de kunne få ned. De er begyndt selv at komme med ideer til hvad der skal smages og at give tingene karakter. De er også begyndt at udtale sig mere nuanceret om tingene. At en ting ikke er så slem som en anden, eller at noget smager bedere bagt end rå ell.
Måltiderne er blevet meget hyggeligere fordi børnene er trygge ved retterne og de ved at de ikke bliver tvunget til at smage noget under måltidet.
Mit største barn spiser meget mindre slik og spørger ikke så meget efter kager og slik, for der står på tavlen præcis hvornår vi skal have det.
Vi har nu kørt sådan ca. 3 måneder. Personligt savner jeg mere spændende, nye og eksotiske retter, men håber at noget mere kan indføres med tiden.
Jeg savner også spontanitet og glæden ved at lade sig inspirere af nye spændende opskrifter.
I stedet har jeg fået gladere, sundere børn, så jeg overlever nok. Det er bare så ironisk at jeg, der elsker at lave mad har så store problemer med at få mine børn til at spise, mens vores venner der helst bare får det overstået med en pose frosne deller har altædende børn, men det er måske fordi det betyder for meget for mig...
En meget stor procentdel af børnefamilier har netop problemet med kræsne børn, der ikke vil have, hvad man serverer, hvorfor de så straks får noget andet. Jeg hørte for nylig en udsendelse i radioen med netop Sigrid Riise, der igen gentog ovennævnte. De to – lidt yngre - studieværter blev så chokeret over meldingen, at børn ikke skal have andet serveret, at de faktisk havde svært ved at fortsætte udsendelsen. Og beklageligvis var det ikke et isoleret tilfælde, jeg møder det og hører om det alle vegne. Og helt klart, hvis børn bare kan sige nej, og så få noget andet, hvorfor skulle de så ikke gøre det – jeg beklager, det er altså forældrene – og ikke børnene – der på den måde skaber et livsvarigt problem. Det er ikke dårlige forældre, der gør den slags, slet ikke – det er usikre forældre, der ikke vil have konflikter, der er bange for at skære igennem, og jeg påstår, at det på længere sigt er direkte skadeligt for børn, at de ikke får nogle helt klare og faste rammer.
Sjovt nok ser jeg gang på gang en anden problematik: Hvis forældrene siger nej, betyder det at barnet skal hyle, så får det, hvad det har bedt om. Ja, undskyld, men den ser jeg i supermarkedet hver gang, jeg kommer der. Ikke bare hver gang - men hver eneste gang, og det er ligegyldigt, hvor i landet, jeg befinder mig. Ja, jeg tillader mig at løfte et øjenbryn. Jeg har meget ondt af de børn. Ja burde betyde ja, og nej burde betyde nej – hver gang. Lidt større børn kan også forstå ”det skal jeg lige tænke over et øjeblik”. For nyligt hørte jeg i øvrigt også at ”fordi jeg siger det” er alt rigelig forklaring over for børn op til 10 år. De er ganske enkelt ikke i stand til at forstå de meget lange og omstændige pædagogiske forklaringer, de ofte får.
Jeg mener ikke at have antydet, at du skulle være en dårlig forælder, du har jo øjensynligt netop indset problematikken og gjort noget ved det – det tager jeg bestemt hatten af for.
På den anden side beskriver du jo selv ret så tydeligt, hvor problemet ligger. Jeg mener egentlig, jeg gjorde ret klart, at det er raske børn, der ikke sulter sig selv. Selvfølgelig er problematikken en ganske anden, når du - som du beskriver - har haft et spædbarn, der havde problemer med at spise.
I vores bedsteforædres tid hed det sig ” ro, renlighed og regelmæssighed” - ja, det kan vi smile lidt af i dag, men lidt rigtigt er det nu stadig. Børn har det bedst med det, de kender –f.eks. elsker de at se den samme film igen og igen og du har oplevet det med maden, og du ser det tydelige resultat, når de – hvad jeg synes er helt fedt – netop har en liste hængende, de ved, hvad de skal have og de får tit og ofte noget, de kender. Mon ikke de netop er blevet kræsne, fordi du har præsenteret dem for megen forskellig mad?
Men du har en meget stor interesse for mad og madlavning. Du gør meget ud af, at der skal være god, sund og lækker mad. Du elsker at lave nyt og spændende, men det er jo så også der, du har problemet, hvilket du så har måttet indse – jeg synes, det er en god og meget fornuftig måde, du gør det på, ved netop at introducere en lille ny ting hver uge, og du kan se, det er på vej.
Du er nødt til at indse, at fordi mad er din store interesse, så kan du altså ikke forlange, at det skal være dine børns. Jeg kunne godt forestille mig, at de konflikter, I måske havde omkring spisesituationen, måske kunne være, at nu havde du stået i fire timer og lavet mad, og så kom der nogle børn, der ikke ville have det. Det er vanskeligt – for ikke at sige umuligt - at skjule sin skuffelse over for de børn. Det er muligt, du ikke har sagt noget, men dit kropssprog kan du ikke skjule, heller ikke for dine børn.
Derfor synes jeg, du har foretaget et meget klogt valg – selvfølgelig vil det da nok tage sin tid, at lære dem de meget krydrede og eksotiske ting, men hvis du fortsætter sådan, tror jeg også det kommer.
Tilbage til dit oprindelige spørgsmål, som jeg nok ikke har forstået; med din interesse, har du da for længst fundet alle mulige opskrifter med fisk rundt omkring – dog er jeg bestemt ikke tilhænger af at man ”skjuler” ting for for børn. Jeg har foreslået det mht indmad, da mange voksne netop også har et psykologisk problem med indmad, fordi det kan have en speciel smag, så netop der kan man ”snige” nogle rigtigt gode, sunde og billige vitaminer ind.
Jeg ruster mig til et par mere på huden.... :-)
1. Det der kommer ud af andres mund ALDRIG er en ros. Hvornår har man nogensinde som forælder fået at vide at man gør det godt?
2. Langt de fleste af de "gode råd" og vemenende moraliseringer kommer fra folk der enten ikke selv har børn eller ikke har haft børn med det specielle problem de moraliserer over
3. Hvis man alligevel tager det der bliver sagt til sig og retter sig efter det kommer der dagen efter en anden og siger at det modsatte er sandheden.
4. De fleste der giver råd sætter sig ikke ind i situationen, og er heller ikke interesserede i det. De er mest interesserede i at vise verden hvor kloge de selv er.
Hvis ikke dette problem eksisterer i meget stor udstrækning, hvorfor i alverden er det så det, der bliver taget op igen og igen i TV-udsendelser, andre medier – det største problem familieterapeuter
beskæftiger sig med??
Du beskriver jo netop, at du jo har været obs på dette, hvordan du har gjort noget for at ændre det og hvordan du således ser et positivt resultat. Jeg mener egentlig, at jeg gjorde en indsats for at give dig positiv feedback, positiv apbakning. Havde egentlig en forhåbning om at andre forældre ville læse dit indlæg – og tage nogle af disse gode ting til sig.
Meeeen – for en sikkerheds skyld må vi hellere opfatte hele ”lortet” negativt, og kun se det som et angreb, ikke??
En god og sund indstilling, som næste generation kan få stor glæde af.