Jeg er SÅ fristet...hjælp mig...hvad gør jeg??
Skal prøve at gøre min historie kort.
Har været samme med min mand i 11 år, har to børn på 2 +5 år. For 1 år siden havde vi det rigtig dårligt sammen, forstået på den måde, at vi skændes meget og vores kommunikation var dårlig. Efter at min mand havde ”muret sig inde” og været tvær i ca. 2 ½ måned flyttede han fra den ene dag til den (jeg havde foreslået eks. parterapi). Han skulle ud og finde ud af, om han elskede mig på den måde han troede han gjorde og fordi han troede på, at det ville løse de problemer vi havde.
Bogstaveligt talt sad jeg så alene den lørdag aften med to små børn og græd, græd og græd. Jeg fandt ud af dagen efter, at han havde været i byen den aften og den efterfølgende uge boede han hos en kollega, hvorefter han flyttede i sin egen lejl. Det hele gik MEGET stærkt og jeg fattede minus.
Tiden gik og 3 mdr. senere ville han ind i varmen igen. Han har fortrudt det hele og vupti jeg lukker ham ind, for jeg er totalt nede i kælderen, bange og usikker og savner og hader ham på samme tid. Han flytter tilbage og vi begynder til parterapi sammen. Vi finder virkelig de vise sten og aldrig har vi haft det så dejligt som nu.
Meeennn…nu er der pludselig sket noget foranderligt med mig. Jeg er blevet mere udadvendt og har ekstrem meget brug for bekræftelse og opmærksomhed. Jeg mærker først nu den smerte han har påført mig og det er som om, at jeg er ved at vende tilbage til; Gud hvor jeg hader det du gjorde dengang!!!
Jeg er begyndt at skrive med en tidl. ekskæreste og han tænder mig for vildt. Jeg MÅ bare møde ham, men det kan jeg jo ikke. Han rumsterer i mit hoved konstant og jeg kan ikke slippe ham af mine tanker.
Men hvad gør jeg nu?? Skal jeg blive i mit forhold som jeg jo sådan set er glad for (vi skændes ikke, han tager mere del derhjemme end nogensinde før ect. ). Jeg kan ikke få mig selv til at være min mand utro, men hvornår er fristelsen så stor, at man MÅ prøve det?
Skal jeg forlade mig mand og mine unger for måske bare en engangsknald…….?? Jeg elsker min mand overalt på Jorden og han er den dejligste og kærligste mand, men måske er vi bare vokset fra hinanden efter 11 år sammen???!!??!!
Det skal lige siges, at min mand har gjort ALT hvad der står i hans magt for at bevise sin kærlighed til mig og ungerne og jeg ved at han har fortrudt hans valg dengang SÅ meget. Det er ikke beviser for hans kærlighed jeg mangler…men hvad er det så??
Åhh…hjælp en kvinde der er ved at falde om af spekulationer….
Har været samme med min mand i 11 år, har to børn på 2 +5 år. For 1 år siden havde vi det rigtig dårligt sammen, forstået på den måde, at vi skændes meget og vores kommunikation var dårlig. Efter at min mand havde ”muret sig inde” og været tvær i ca. 2 ½ måned flyttede han fra den ene dag til den (jeg havde foreslået eks. parterapi). Han skulle ud og finde ud af, om han elskede mig på den måde han troede han gjorde og fordi han troede på, at det ville løse de problemer vi havde.
Bogstaveligt talt sad jeg så alene den lørdag aften med to små børn og græd, græd og græd. Jeg fandt ud af dagen efter, at han havde været i byen den aften og den efterfølgende uge boede han hos en kollega, hvorefter han flyttede i sin egen lejl. Det hele gik MEGET stærkt og jeg fattede minus.
Tiden gik og 3 mdr. senere ville han ind i varmen igen. Han har fortrudt det hele og vupti jeg lukker ham ind, for jeg er totalt nede i kælderen, bange og usikker og savner og hader ham på samme tid. Han flytter tilbage og vi begynder til parterapi sammen. Vi finder virkelig de vise sten og aldrig har vi haft det så dejligt som nu.
Meeennn…nu er der pludselig sket noget foranderligt med mig. Jeg er blevet mere udadvendt og har ekstrem meget brug for bekræftelse og opmærksomhed. Jeg mærker først nu den smerte han har påført mig og det er som om, at jeg er ved at vende tilbage til; Gud hvor jeg hader det du gjorde dengang!!!
Jeg er begyndt at skrive med en tidl. ekskæreste og han tænder mig for vildt. Jeg MÅ bare møde ham, men det kan jeg jo ikke. Han rumsterer i mit hoved konstant og jeg kan ikke slippe ham af mine tanker.
Men hvad gør jeg nu?? Skal jeg blive i mit forhold som jeg jo sådan set er glad for (vi skændes ikke, han tager mere del derhjemme end nogensinde før ect. ). Jeg kan ikke få mig selv til at være min mand utro, men hvornår er fristelsen så stor, at man MÅ prøve det?
Skal jeg forlade mig mand og mine unger for måske bare en engangsknald…….?? Jeg elsker min mand overalt på Jorden og han er den dejligste og kærligste mand, men måske er vi bare vokset fra hinanden efter 11 år sammen???!!??!!
Det skal lige siges, at min mand har gjort ALT hvad der står i hans magt for at bevise sin kærlighed til mig og ungerne og jeg ved at han har fortrudt hans valg dengang SÅ meget. Det er ikke beviser for hans kærlighed jeg mangler…men hvad er det så??
Åhh…hjælp en kvinde der er ved at falde om af spekulationer….
Kommentarer
Du skriver, at du elsker din mand overalt på jorden. Det tror jeg ikke. Du tager ham idag for givet. Han har også såret dig slemt, da han bare gik og efterlod dig med smerten.
Måske føler du også inderst inde, at du jo ikke skylder ham noget.
(Fordi han bare gik dengang).
Jeg tror, at du fik et chok dengang og mistede din dybeste tillid til ham.
Hvis du falder for fristelsen nu og har et engangsknald, betyder det vel ikke nødvendigvis at du mister din mand og børn, medmindre du bekender overfor ham bagefter. (Det sidste vil jeg bestemt fraråde).
Men hvorfor startede du egentlig på at skrive med din ekskæreste?
Måske keder du dig lidt i dit ægteskab.
Måske keder du også din mand lidt??
Tænk på, hvordan du ville reagere, hvis det var ham der gav efter for en fristelse?
Hvis den tanke lader dig kold, er dine følelser for ham nok døde.
Hvis du stadig har følelser for din mand, så prøv at gøre jeres sexliv spændende, små intime middage med god vin, to lys på et bord, du ved og superlækre overraskelser. Brug din energi på det, læg al den energi i det som du ville gøre det "på fristelsen".
Med lidt andre ord plej dit sexliv med din mand, i denne periode skal du helt droppe forbindelsen til ekskæresten.
Det skylder du dig selv.
Med alle mine bedste ønsker for dig, og rigtig god fornøjelse.
Livet er for kort til evig forsagelse, og hvis du har lyst, må der være en grund et sted.
Du behøver ikke gå fra din mand i første omgang.
Måske har du brug for at finde nye sider af dig selv - efter 11 år...
Desuden har han jo haft svigtet dig - måske har du nogen følelser i klemme dér som kræver at du tilsvarende tager nogle valg udfra egne behov.
Måske skal I holde en pause, eller måske finder du ud af, at én gang var nok,- hvorfor så sætte hele verden over styr pga dét.
Mærk efter hvad du føler, det er ikke nok for et forhold, at den ene part er villig til at gøre alt, det kan også tildels være pga hans afhængighed, at han vil blive sammen med dig, det behøver ikke nødvendigvis være fordi jeres forhold er berigende for jer begge.
Det kan også være at I virkelig elsker hinanden, men har brug for lidt luft hver især, for at undgå at komme til at stå i vejen for hinandens udvikling.
Det lyder som en rigtig god idé at I er i par-terapi, - iøvrigt :-)
I har faktisk ret i det I skriver, men det med sidespringet jeg kan ikke hitte ud af overhovedet. Bare tanken om at jeg er min mand utro og går bag hans ryg, får det til at løbe koldt ned af ryggen, men i samme sekund får jeg de tanker om min eks. igen igen.
Jeg ville ønske, at livet var sådan indrettet, at man havde ét skud i bøssen - forstået på den måde, at jeg "havde lov til" at afprøve min eks, for derfor at vende tilbage i sikker havn, hvis det var det jeg havde lyst til.
Jeg ved, at jeg ikke ville kunne bære på den hemmelighed og jeg ville være konstant bange for, at det ville blive opdaget.
Jeg tror desværre ikke, at vores forhold ville kunne holde, hvis jeg fortalte om en evt. affære, da vi har været for meget igennem til at blive ved med at lappe på sagerne - vores tillid til hinanden ville ligge på et endnu mindre sted, end i dag:)
Men jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi det er spændende med noget uartigt eller jeg har nogle uafklarede følelser.
Jeg føler jeg gambler med mit ægteskab og har jo prøvet hvordan det er at bo hver for sig og skal undvære sine unger, sååå.....tja jeg ved ingenting - jeg er dybt fortvivlet.
Min mand har spurgt mig mindst 20 gange om der er en anden, for han synes jeg viser tegn på dette - synes I det er utroskab og svinsk at skrive med en anden? Hvad mener I om utroskab?
Mange hilsner og tak herfra.
Det der ”skud i bøssen” - ja, jeg kan egentlig følge dig, men husker du så, at hvis livet var sådan indrettet, så ville din mand jo også have sit ”skud”? Og hvor er vi så henne?
Jeg forstår dine indlæg sådan, at I var kørt ”ud på et sidespor” med jeres ægteskab, din mand kunne ikke finde ud af det, hvorfor han flyttede for at have en tænkepause. Han kommer tilbage, han har virkelig tænkt over tingene, han har fundet ud af, at det er dig, han vil. I går til parterapi, han gør virkelig en indsats for at bevise, at han mener det.
Der, hvor jeg er lidt i tvivl – hvad har du gjort? Jo, du er såret over, at han forlod dig, det forstår jeg, men alternativet var vel, at I den gang helt og aldeles havde opløst jeres forhold. Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, det er så slemt, at han netop tog en ”time out”. Du beskriver det som noget meget pludseligt, men du beskriver også, at I over en periode havde det meget dårligt sammen, så som du beskriver det, mener jeg det var en ret så fornuftig beslutning, din mand tog – også selv om det her og nu var lidt brat.
Jeg kan tydeligt forstå, at din mand nu er afklaret, det er dig, han vil – men spørgsmålet er så bare, hvor afklaret du er. Er det ikke noget, I kan have med til parterapien? Umiddelbart lyder det allerede nu til at være noget, det belaster i jeres forhold – din mand kan tydeligt mærke, at der er noget galt.
Som Leonine skriver, så vil det være en rigtig god ide, at du satte dig ned og tænkte over, hvad det ville betyde for dig, hvis din mand havde de samme overvejelser, som du går med nu. Hvis du synes, at det da ville være en hel fin ide, at han lige gik i seng med en ekskæreste, og at du sagtens ville kunne takle det – ja, så tror jeg bestemt, du skal overveje dit forhold, for så betyder han godt nok ikke meget for dig.
Jeg synes egentlig også, du skulle bruge lidt tid på at læse det efterhånden meget omfattende værk under ”Utroskab” - ”Er der nogen, der har klaret den og hvordan” . Jeg er ret aktiv i den debat; du behøver ikke læse mine indlæg, men læs om den helt forfærdelige smerte, som man udsætter sin partner for, når man går ud og er utro.
Jeg forstår heller ikke, du har den kontakt med din eks. Prøv lige at huske, at der vel et eller andet sted er en grund til, at han er eks, og altså ikke den, der i dag er far til dine børn.
Jeg synes, du spiller højt spil, hvis du i bund og grund gerne vil beholde din nuværende mand. Jeg synes, det er noget umodent, hvis det bare handler om, at du lige vil ud og prøve noget sjov, og så ellers hjem i den trygge havn.
Sådan er livet ikke indrettet, derfor er du nødt til at tage en beslutning – om du vil din mand og satse helhjertet på jeres forhold, eller om du vil ud og ”pjanke”. Du kan ikke få begge dele.
Nej, jeg finder det bestemt ikke svinsk eller at det er at være utro, at du skriver med din eks.
Men hvad er formålet?
Der er jo en grund til at han er eks. i dit liv.
Jeg er helt imod utroskab, tænk på din egen smerte i forbindelse med din mands utroskab.
Den smerte burde man ALDRIG påføre et menneske, man påstår at elske.
Helle, jeg har tænkt på dig og håber, at du vil fortælle os, hvad du endeligt beslutter dig til.
Det er din helt egen beslutning, men tænk også på hvad den beslutning vil indebære for dine børn.
Jeg har et forslag til dig. Du lever i en hverdag hvor der stadig er nogle sår der ikke er helet.. Der sidder noget og gnaver et sted.
Du drømmer om din eks. for måske du ønsker at din mand skal vide at han faktisk ikke er den eneste i verden..
Har du tænkt på at han fandt ud af at du er den eneste i verden for ham?
Godt nok med nogle sår på sjælen for jer begge.. men han gjorde det.
Jeg kan samtidig godt forstå dine tanker, drømme og fantasier om din eks.
Ville det være en idé for dig at komme tæt på ham. Kør hen hvor han bor, kig måske ind af vinduet når du går forbi, kig på hans dør... Forstil at gå ind af den sammen med ham og gå ind i hans soveværelse og elsk med ham.
Jeg tror det vil være lidt nemmere for dig, at se konsekvenserne i øjnene, af hvad dine tanker ville blive til hvis du førte dem ud i livet. (altså jeg mener at komme så tæt på, uden at være din mand utro, og uden at skade nogen) Så er det måske også nemmere for dig at finde ud af hvad du bør gøre.
Der må være en grund til at han er din eks.. Hvorfor gik det forbi mellem jer?
Er det en flugt fra din mand, til en mand du ved, der sidder og begærer og smigrer dig? .... Du er sårbar fordi du ikke føler dig hel indvendig. Derfor har han nemt ved at "få dig på krogen"....
Tænk dig om .... lidt mere end alle tanker du har i forvejen ;-)
Jeg håber du kommer til den rigtige løsning for dig!!
Knus
Hvor er jeg glad for at læse dit indlæg! Min situation ligner nemlig din! Her får du den lige kort: Vi har været sammen i 14 år. tre børn, ældste 11 yngste 5. Vi har ikke været gået fra hinanden, men min mand har gennem alle årene haft et problem med sandheder. (ved godt, at det selvfølgeligt ikke kan sammenlignes med at have en mand, der har være flyttet fra èn).
Jeg er selv meget ærlig og har altid meldt ud, at jeg ikke gider løgn (det er også det værste mine børn ville kunne finde på), men der har været løgn på løgn spec. i forbindelse med alkohol. (min man drikker, men når jeg har været inde på alkoholdebatten herinde, er det kvinder hvis mænd drikker en kasse øl om dagen, hvor min mand "kun" har drukket 10 genstade,/dag, da det var værst).
Jeg har ikke mødt en X, men jeg har igennem alle årene kysset med et par mænd og har selvfølgeligt også været fristet til at gå videre, men for mig handler det om selvrespekt og om at kunne se mig selv i spejlet. Jeg vil hellere skilles, end bolle udenom.
Vi har lige som jer været igennem en rigtig svær periode og skilsmisse har været oppe at vende flere gange. Han "gik faktisk" fra mig mellem jul og nytår og jeg blev simpelthen SÅ ked af det, som jeg aldrig havde troet jeg skulle blive. Det kom som en stor overraskelse, eftersom jeg har haft ønsket ham død, så jeg ikke skulle undvære børnene (har du haft det sådan?). Jeg tvivler dog ikke på hans kærlighed, det er vist mere mig selv, jeg er usikker på. Der ryger også noget respekt, når ens mand (skrider og fortryder) lyver.
Har lige læst mit brev igennem.
Jeg lyder sgu da som en alvorligt forstyrret kvinde!
Hjælp! Det er jeg slet ikke.
Ville egentlig bare høre lidt om jeres parterapi.
Tror jeg er træt, går sgu i seng!
HOV! Ang. din lækre X... Husk at der er en grund til at han er en X, lad være med at lade dig friste, hvis du ikke er 100% på at du kan holde det hemmeligt (ellers kan du lige så godt blive skilt "på en ordentlig måde". Jeg tror at en skilsmisse på grundlag af utroskab er meget grimmere, end en skilsmisse behøver at være og der er ikke grund til at gøre tingene sværere for dig og ungerne). Og (den her er rigtig "tarvelig"... Jeg giver dig ikke "tilladelse"/det grønne kort til utroskab, det er og bliver dit eget (svære) valg (0; )
Ginie