de rigtig slemme anfald
hvordan klarer i de rigtig slemme anfald ?
de der hvor man føler man helt mister kontrollen, man føler man falder,falder og falder ned i et dybt hul.
der hvor alt svimler og man ikke kan stå på benene.
jeg har noget beroligende jeg kan tage, men de virker jo først efter noget tid.
Hilsen lotte
de der hvor man føler man helt mister kontrollen, man føler man falder,falder og falder ned i et dybt hul.
der hvor alt svimler og man ikke kan stå på benene.
jeg har noget beroligende jeg kan tage, men de virker jo først efter noget tid.
Hilsen lotte
Kommentarer
Har oplevet noget lignende. Tror ikke der er det vilde at gøre ud over at slappe af. Men det er jo næsten umuligt, jeg ved det. Men ved Jeg af natur ikke kan li at side ned når det er. så jeg finder gerne et roligt hjørne hvor der ikke er alt for mange mennesker og står der en 2- 3 min til det værste er ovre og så sider ned og slappe af efterfølgene.
Ikke det beste råd siden jeg tror folk føler sig best tilpas på hver sin måde.
Det lyder som om du er rigtig hæmmet af din angst, hvilket jo er utrolig synd for dig. Jeg har selv haft det på samme måde, men er ved hjælp af en række værktøjer kommet et langt skridt videre. Man ved aldrig helt hvornår angsten kommer og hvorfor. Jeg ved ikke om du kan nikke genkendende til at når man først har oplevet angst i en situation, f.eks. når man er ude at spise, så "forventer" man ubevidst at det sker igen næste gang, og man bliver derfor tilbøjelig til at undgå disse angstprovokerende situationer. Jeg havde altid noget beroligende på mig, når jeg skulle ud i disse situationer, ellers tog jeg det inden. Det gjorde mig på en eller anden måde ligeglad, og jeg kunne derfor komme igennem den givne situation. Her fik jeg så en sejr, for når jeg kunne klare det med beroligende vidste jeg at det nødvendigvis måtte være min psyke der spillede mig et puds. Gangen efter prøvede jeg så uden at have taget noget inden, men havde det på mig hvis det skulle gå galt. Endnu engang fik jeg en sejr. Nu kan jeg klare det uden.
Jeg tror du skal tro på dig selv og at du sagtens kan klare det. Tit gemmer folk sig også i angsten fordi det er noget sikkert og det er noget man kender. Man bliver bange fordi man ikke ved hvad der sker, og her må man så bare sige hvad er det værste der kan ske, og så forlige sig med det. For du vil altid opleve at der ikke sker noget, og at du har brugt en masse unødig energi på noget den ikke var værd at spilde den på. Måske vil dem omkring dig, f.eks. din familie også tage hensyn til dig, hvilket er helt galt, for uanset om du man kan lide det eller ej, skal man have et spark bagi for at kunne rykke sine grænser. Det er MEGET svært de første gang, og det kræver virkelig en god portion viljestyrke.
Min søster har også angst, og hun bliver lige præcis pakket væk og passet på, og det har hun kun fået det meget værre af. Derfor skal du ud og prøve nogle ting af, og opleve at det ikke er så slemt, og få nogle succeser.
Når så anfaldene kommer må du trække vejret roligt, og evt. finde en god afledningsmanøvre for dig, som f.eks. at lægge tal sammen inden i hovedet, så du får dine tanker hen på noget andet. Så kan du altid luske et sted hen og tage lidt beroligene hvis det bliver for slemt.
Nu ved jeg ikke hvor meget du allerede har prøvet, men jeg håber at du snart finder din helt egen måde til at få det bekæmpet. Du skal i hvert fald blive ved med at prøve for de skal nok lykkes.