Skilsmissebarn som voksen
Jeg fik for en uge siden den sørgelige og chokerende besked, at min far forlader min mor efter næsten 40 års ægteskab. Han har haft en affære i næsten et år, og er flyttet direkte hjem til sin nye kæreste. Han flyttede ud af mine forældres hjem i efteråret, men mine to søskende og jeg (vi er mellem 30-38 år)har først fået besked nu. Vi har helt sikkert kunne mærke at noget var galt, og har alle været bekymret for om min mor var syg. Min far ville gerne være sikker på at han havde taget det rigtige valg ved at forlade min mor, og så var der mange andre undskyldninger hvorfor vi først har fået besked nu. Det gør mig så ondt at min mor har måtte bære sin sorg, angst, ensomhed og meget mere, helt alene siden oktober. Hun har heldigvis haft rigtig god støtte og hjælp fra sit arbejde, men vi børn skulle jo have haft lov til at været der for hende.
Jeg sidder her og føler mig så forladt, skuffet, vred og temmelig tom. Det fylder alt! Jeg er selv lykkeligt gift på 10 år og har et dejligt barn. Mit liv er godt. Men chokket og sorgen over at min far har forladt min mor, får mig til at føle at han har forladt og bedraget os allesammen. Han brugte ca. 20 min. på at informere mig om situationen, som han dog gjorde face to face. Jeg har skrevet et meget langt brev til min far, som forklarer mine følelser omkring hans valg og måde at behandle min mor på. I hele deres liv sammen har det altid været hans behov og interesser der har været i fokus, og hun har altid stået ved hans side med støtte og opmuntring når han gik gennem svære tider. Jeg kan i bakspejlet se en masse ting, og der er en masse brikker der falder på plads for mig omkring hans opførelse i den senere tid. Vi har alle kunne mærke at han har haft taget stor afstand til familien over de sidste par år. Det har jeg selvfølgelig været utrolig såret over, men samtidig har jeg tænkt at så længe han viste interesse for min søn, så ville han få tid til mig når han blev pensioneret. Han har været selvstændig næsten hele mit liv, og han har netop solgt sit firma, så vi troede alle, at nu ville han bruge tid på os. Men nej! Jeg er nødt til ikke at se ham i lang tid, da hans bedrageri overfor min mor som har været mere end loyal overfor ham gennem hele deres liv sammen, ikke er til at forstå og bære. Heldigvis har min mor familien i ryggen til at hjælpe hende igennem denne svære periode.
Jeg kan mærke at der er dukket mange gamle ting op til overfladen som jeg er nødt til at arbejde med for at få det hele bag mig. Derfor har jeg idag kontaktet min egen læge.
Jeg tror ikke der er den store forskel på om man er 12 eller 36 når en bombe som denne falder lige ned i skødet på en. Jeg kan nu kalde mig skilsmissebarn! det var ikke lige det jeg havde ventet.
Er der en af jer andre derude der har gode råd og forslag til evt. litteratur om fx. hvordan jeg kan hjælpe min mor, mig selv, og hvordan jeg takler situationen i forhold til min 3 årige søn så han forstår hvad der sker omkring ham. Jeg har forsøgt at forklare så godt som jeg kan, da jeg ikke vil holde det skjult overfor ham. Jeg fortalte ham at morfar er flyttede ud af huset, så nu er det kun mormor der bor der. Han sagde selv at mormor er ked af det, og mor er ked af det, og jeg fortalte ham at det var rigtigt men at alt er ok med min mand og jeg og ham selv. Jeg er så bange for at han skal tro at hans sikkerhed hjemme er i fare. Det er så svært at se sit lille barn forsøge at kapere en sorg som denne. Min søn er meget knyttet til sin morfar, så derfor har vi valgt at selvfølgelig skal min søn fortsætte med at se sin morfar. Inititativet til at se sit barnebarn må min far tage, hvilket jeg har informeret i brevet jeg skrev til ham. Det er en af de ting jeg frygter, at han ikke vil tage det initiativ. Hvad gør jeg så?
Min mor er heldigvis en sej dame som er fast besluttet på, at hun nok skal klare den. Hun har allerede taget inititiv til nye udfordringer, ved at tilmelde sig til sang. Hun skal nok komme videre i sit nye liv, men hun er selvfølgelig stadig ramt af chok og følsen af at det hele er uvirkeligt. Hun får sig nogle gode tudeture, og er vred og er fortabt. Lidt af et hele. Det gør så forbandet ondt at se hende sådan.
Tak fordi du ville læse mit indlæg.
Helle072
Jeg sidder her og føler mig så forladt, skuffet, vred og temmelig tom. Det fylder alt! Jeg er selv lykkeligt gift på 10 år og har et dejligt barn. Mit liv er godt. Men chokket og sorgen over at min far har forladt min mor, får mig til at føle at han har forladt og bedraget os allesammen. Han brugte ca. 20 min. på at informere mig om situationen, som han dog gjorde face to face. Jeg har skrevet et meget langt brev til min far, som forklarer mine følelser omkring hans valg og måde at behandle min mor på. I hele deres liv sammen har det altid været hans behov og interesser der har været i fokus, og hun har altid stået ved hans side med støtte og opmuntring når han gik gennem svære tider. Jeg kan i bakspejlet se en masse ting, og der er en masse brikker der falder på plads for mig omkring hans opførelse i den senere tid. Vi har alle kunne mærke at han har haft taget stor afstand til familien over de sidste par år. Det har jeg selvfølgelig været utrolig såret over, men samtidig har jeg tænkt at så længe han viste interesse for min søn, så ville han få tid til mig når han blev pensioneret. Han har været selvstændig næsten hele mit liv, og han har netop solgt sit firma, så vi troede alle, at nu ville han bruge tid på os. Men nej! Jeg er nødt til ikke at se ham i lang tid, da hans bedrageri overfor min mor som har været mere end loyal overfor ham gennem hele deres liv sammen, ikke er til at forstå og bære. Heldigvis har min mor familien i ryggen til at hjælpe hende igennem denne svære periode.
Jeg kan mærke at der er dukket mange gamle ting op til overfladen som jeg er nødt til at arbejde med for at få det hele bag mig. Derfor har jeg idag kontaktet min egen læge.
Jeg tror ikke der er den store forskel på om man er 12 eller 36 når en bombe som denne falder lige ned i skødet på en. Jeg kan nu kalde mig skilsmissebarn! det var ikke lige det jeg havde ventet.
Er der en af jer andre derude der har gode råd og forslag til evt. litteratur om fx. hvordan jeg kan hjælpe min mor, mig selv, og hvordan jeg takler situationen i forhold til min 3 årige søn så han forstår hvad der sker omkring ham. Jeg har forsøgt at forklare så godt som jeg kan, da jeg ikke vil holde det skjult overfor ham. Jeg fortalte ham at morfar er flyttede ud af huset, så nu er det kun mormor der bor der. Han sagde selv at mormor er ked af det, og mor er ked af det, og jeg fortalte ham at det var rigtigt men at alt er ok med min mand og jeg og ham selv. Jeg er så bange for at han skal tro at hans sikkerhed hjemme er i fare. Det er så svært at se sit lille barn forsøge at kapere en sorg som denne. Min søn er meget knyttet til sin morfar, så derfor har vi valgt at selvfølgelig skal min søn fortsætte med at se sin morfar. Inititativet til at se sit barnebarn må min far tage, hvilket jeg har informeret i brevet jeg skrev til ham. Det er en af de ting jeg frygter, at han ikke vil tage det initiativ. Hvad gør jeg så?
Min mor er heldigvis en sej dame som er fast besluttet på, at hun nok skal klare den. Hun har allerede taget inititiv til nye udfordringer, ved at tilmelde sig til sang. Hun skal nok komme videre i sit nye liv, men hun er selvfølgelig stadig ramt af chok og følsen af at det hele er uvirkeligt. Hun får sig nogle gode tudeture, og er vred og er fortabt. Lidt af et hele. Det gør så forbandet ondt at se hende sådan.
Tak fordi du ville læse mit indlæg.
Helle072
Kommentarer
Der er ialtfald én stor forskel på, om man er barn eller voksen, når forældrene skilles. Som barn er det éns egen sikkerhed, der trues og det giver stor utryghed, for barnet er bare nødt til at følge de voksnes beslutninger, selvom det forandrer hele barnets livsvilkår, livsopfattelse og eksistensgrundlag. Endvidere påtager barnet sig ofte skylden for at være årsag til skilsmissen. Disse ting er ikke tilfældet, når man er voksen. Her er det 'kun' éns egne følelser, der skaber problemer.
Du skriver, at du nu kan kalde dig 'skilsmissebarn'. Ja, hvis du var et barn kunne du. Men du er ikke et barn længere. Det er dit 'indre barn', der er midt i et følelsesmæssigt kaos, hvor du nu må se i øjnene, at du aldrig får det fra din far, du altid har ønsket og håbet på, at du en dag ville få. Og det gør selvfølgeligt rigtigt ondt. Det er nok lidt som da jeg tænkte, at nu var jeg forældreløs, da min mor døde, da jeg var 32.
Vi agerer ikke som voksne mennesker i forhold til vores forældre, fordi vores 'indre barn' stadigt ikke er blevet voksent. Derfor ser og forstår vi heller ikke vores forældre som voksne, selvstændige mennesker, der har ansvaret for deres egne handlinger og deres egne liv.
Du spørger, hvad du skal gøre, hvis din far ikke tager initiativ til samvær med din søn. Belært af mine egne erfaringer ville jeg blive rasende, ked af det - og give slip. Man får ikke noget godt ud af at prøve at fremtvinge en interesse, der ikke er der. Hvis ikke din far er så interesseret i samvær, så han selv tager initiativ, så kan han næppe give din søn ret meget på længere sigt. Du skriver, at det altid har været din fars ønsker og behov, der kom først og det vil det vedvarende være, for sådan er han som person. Så hvis din søn mister kontakten med din far, tror jeg, at det bedste du kan gøre, er, at give din søn lov til at være ked af det og vred og fortælle din søn, at det ikke er hans 'skyld'. At det ikke har noget med ham at gøre men det er fordi morfar ikke forstår, at han gør andre kede af det og vrede, når han har så travlt med alt muligt andet. Du skal selvfølgeligt ikke tale grimt om din far til din søn, så det lyder som om, din far er en forbryder. Ligesom din mor jo heller ikke skal gøres til offer.
Jeg forstår godt, at du er midt i et kaos, hvor du føler dig meget svigtet. Men ret beset er det ikke dig, din far vil skilles fra. Det er hans hustru. Du føler, at din mor er blevet svigtet og du er bange for, at din søn bliver svigtet. For mig lyder det som om, du 'går ind i' andres følelser men det er dine egne følelser, der handler om. Reelt har din mor valgt at leve sit liv med din far på hans betingelser.
Det lyder som om, at din fars svigt af din mor har aktiveret en masse gamle følelser af de gange, du selv er blevet svigtet af ham? Det er det, du må forholde dig til og få bearbejdet og som kan hjælpe dig til at komme igennem det her. Så længe du forholder dig alt for meget til din mors og din søns følelser i denne forbindelse, risikerer du at glemme dine egne og det er dem, det i virkeligheden handler om.
Dine forældre har ansvaret for deres ægteskab eller mangel på samme. Det er ikke dig, din far svigter. Han har valgt at gå fra din mor, fordi han åbenbart ikke var tilfreds nok i sit ægteskab. Deres ægteskab har jo ret beset ikke noget med dig at gøre. Hvis han ikke var gået, havde han måske følt, at han svigtede sig selv?
At din mor har gået alene med sine følelser så længe, inden din far gik, var jo hendes valg. Hun kunne have fortalt dig eller andre om det. Hun kunne have sagt til ham, at han bare kunne gå eller hun kunne have gjort så meget andet. Det var din mors valg, at hun agerede, som hun gjorde. Din mor har ansvaret for sit liv og jeg kan ikke se, at det hjælper hende at gøre hende til offer for din far. Det lader jo også til, at hun nu begynder at skabe sig et liv alene nu, så måske er skaden ikke engang så stor for hende, som den er for dig?
Jeg kender ikke noget litteratur om præcist denne problematik men måske kan du have glæde af at læse bogen 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Norwood.
Mange hilsner Helene
Tusind tak for dit indlæg til mig.
Det var til stor hjælp, og har givet mig en anden vinkel at se tingene fra.
Jeg vil prøve at læse den bog du anbefaler. Jeg har hørt om den før, men aldrig læst den.
Tak igen for dine gode og kloge ord, de vil helt sikkert kunne hjælpe mig.
Kærlig hilsen,
Helle
Puha, jeg er glad for, at du opfatter mit svar positivt.
Jeg var noget nervøs for, om jeg var gået over stregen og i stedet fik gjort dig vred :-)
Held og lykke med bogen. Den har ialtfald hjulpet mig meget i tidens løb.
Mange hilsner Helene
Nej jeg blev ikke spor vred. Det er jo sådan nogle gange, at man mangler at se tingene udefra, og jeg havde for eksempel ikke tænkt på den vinkel, at når ens forældre skilles når man er barn, så er man nødt til at følge forældrenes ønsker. Jeg er voksen, så det er min afgørelse hvornår jeg ønsker at se min far, og hvornår jeg er klar til at møde hans nye kæreste. Det var rart at se det fra den vinkel.
Der er sket nyt i sagen. Min far spiller offer rollen og sidder og græder ved min mors skulder, hvorefter han så smutter hjem til sin nye kæreste.
Han bruger det ældgamle trick med at der skal være en skurk, og pt er det mig fordi jeg har skrevet et brev hvor jeg konfronterer ham med nogle af vores gamle issues. Brevet er skrevet på en pæn måde, men hvor jeg forklarer ham at jeg er nødt til at få luft for nogle af de ting for selv at kunne komme videre i processen her. Han har ikke tage noget af det til sig, han spiller bare skuffet over at jeg aldrig kom til ham før. Det forsøgte jeg et utal af gange med beskeden om at jeg ikke skulle skabe mig!!!
Min mand mødtes med min far forleden aften. Min far havde ikke det store at sige om det hele, andet end at han bebrejder alt og alle for det der er sket....bare ikke ham selv. Han tager intet ansvar. Hver gang han viser sin egoisme bliver det nemmere for mig at tage afstanden til ham, og netop også set med de øjne at jeg er voksen og jeg kan selv bestemme hvad jeg skal gøre i forhold til det jeg føler.
Desværre kunne min læge ikke henvise mig til psykolog, og jeg har simpelthen ikke råd til at betale mig fra det, men hun vil finde en selvhjælpsgruppe i mit område så jeg kan tale med andre om det.
Jeg var inde på din flotte hjemmeside. Puha en fortid du selv har skulle kæmpe dig ud af. Det er rigtig flot at du har turde at tage tyre ved hornene og kæmpe dig igennem. Og tænk at du har overskud til at give os andre råd.
Tak for din tid.
Held og lykke til dig.
Kh Helle
Tak for din tilbagemelding :-)
Der er rigtigt mange, der ikke forstår forskellen mellem skyld og ansvar. Det gør din far desværre heller ikke.
Det er tydeligt, at du er et helt andet sted nu, end da du skrev det første indlæg og nu er i stand til at håndtere krisen helt anderledes og mere konstruktivt.
Det er dog også dejligt positivt, at din læge arbejder på at finde en selvhjælpsgruppe til dig. Skønt at høre om en læge, der finder på sådan en løsning og selv påtager sig den opgave.
Og tak for din respons på min hjemmeside :-)
Også held og lykke til dig.
KH Helene