Seksuelt misbrugt
Ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med det her indlæg. Jeg er bare træt af det, træt af det hele. Den overvældende, diffuse sorg der rammer mig. Tavsheden som jeg ikke tør bryde. Min indre stemme der siger: det er din egen skyld! Alle tårerne jeg græder, og alle dem, jeg ikke kan græde. Og jeg tror, at langt de fleste af de problemer jeg har i dag skyldes de minutter, de timer, de nætter hans hænder var i berøring med min krop.
Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg er heldig. Det kunne have været værre. HAN kunne have været værre. Men jeg føler mig ikke heldig … bare tom, som en cornflakespakke uden indhold. Uden andet end diffuse minder om det, der er sket, og en skizofrenidiagnose der får mig til at betvivle alt.
Jeg er 19 år i dag. Jeg ved ikke hvornår overgrebene begyndte. Jeg ved heller ikke hvornår de stoppede. Ligeså lidt som jeg ved, præcis hvad der skete. Så meget energi har jeg brugt på at glemme det hele, og nu er det væk, forsvundet fra min hukommelse. Men ikke fra min krop og min sjæl. Jeg husker ikke hvad der skete, ikke i detaljer. Men jeg husker hans brummen, hans stønnen. Hans ru hænder, over hele min krop. Hans stive pik, ikke inde i mig, men på mig. Brudstykker af torden, og en laang nat overladt til hans nåde.
En mand jeg stolede på… en mand hele familien stolede på. En af mine forældres venner, og far til min barndoms bedste veninde.
Han sagde aldrig til mig, at jeg ikke måtte sige noget. Han truede mig aldrig, han bestak mig aldrig. Og jeg overbeviste mig selv om, at der ikke var noget galt. Det var jo bare hans måde at vise, at han holdt af mig.
Jeg giver mig selv skylden for det, der er sket. Jeg skulle have sagt noget, gjort noget. Så var det måske heller ikke sket mod alle de andre han forgreb sig på. Det er en stor skyld at bære rundt på, men jeg ved ikke hvordan jeg skal lægge den fra mig ...
I dag tør jeg ikke snakke om det, ikke med min psykolog, ikke med andre. Jeg prøve, men hver gang jeg er lige ved at bryde tavsheden, kan jeg ikke. Jeg kan ikke få mig selv tila t fortælle om det. Hvordan kan man dog også fortælle om noget, man ikke husker?
Ved som sagt ikke hvad jeg vil med det her indlæg … men skriv hvis du har lyst, lad være hvis du ikke har …
Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg er heldig. Det kunne have været værre. HAN kunne have været værre. Men jeg føler mig ikke heldig … bare tom, som en cornflakespakke uden indhold. Uden andet end diffuse minder om det, der er sket, og en skizofrenidiagnose der får mig til at betvivle alt.
Jeg er 19 år i dag. Jeg ved ikke hvornår overgrebene begyndte. Jeg ved heller ikke hvornår de stoppede. Ligeså lidt som jeg ved, præcis hvad der skete. Så meget energi har jeg brugt på at glemme det hele, og nu er det væk, forsvundet fra min hukommelse. Men ikke fra min krop og min sjæl. Jeg husker ikke hvad der skete, ikke i detaljer. Men jeg husker hans brummen, hans stønnen. Hans ru hænder, over hele min krop. Hans stive pik, ikke inde i mig, men på mig. Brudstykker af torden, og en laang nat overladt til hans nåde.
En mand jeg stolede på… en mand hele familien stolede på. En af mine forældres venner, og far til min barndoms bedste veninde.
Han sagde aldrig til mig, at jeg ikke måtte sige noget. Han truede mig aldrig, han bestak mig aldrig. Og jeg overbeviste mig selv om, at der ikke var noget galt. Det var jo bare hans måde at vise, at han holdt af mig.
Jeg giver mig selv skylden for det, der er sket. Jeg skulle have sagt noget, gjort noget. Så var det måske heller ikke sket mod alle de andre han forgreb sig på. Det er en stor skyld at bære rundt på, men jeg ved ikke hvordan jeg skal lægge den fra mig ...
I dag tør jeg ikke snakke om det, ikke med min psykolog, ikke med andre. Jeg prøve, men hver gang jeg er lige ved at bryde tavsheden, kan jeg ikke. Jeg kan ikke få mig selv tila t fortælle om det. Hvordan kan man dog også fortælle om noget, man ikke husker?
Ved som sagt ikke hvad jeg vil med det her indlæg … men skriv hvis du har lyst, lad være hvis du ikke har …
Kommentarer
Der kan måske oprettes en debatgruppe her?
Jeg kan ikke fortælle dig hvad du bør gøre, for kun du selv kan mærke hvad du er parat til og hvornår. Tilbuddene er desværre alt for få. Sølle 12 psykologtimer kan det offentlige tilbyde dig med tilskud fra sygesikringen. Det afholder desværre mange fra overhovedet at gå i gang og forståeligt nok. Tager man først hul på så følsomt et emne, er det vigtigt at kunne få de timer der skal til for at gøre forløbet færdigt og det tilbyder sygesikringen ikke at dække.
Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke videre i dit liv.
Mange knus fra en Mor til to misbrugte døtre.
Din oplevelse er meget trist, vi er nok rigtig mange, som føler med dig.
Jeg skriver egentlig kun for at prøve at overbevise dig om, at DU ER ABSOLUT UDEN SKYLD.
Din skyldfølelse gør jo, at du har så svært ved at betro dig til nogen.
Selvfølgelig har den seksuelle krænker ikke truet dig til tavshed, eller bestukket dig. Det er ofte slet ikke nødvendigt for krænkerne, de efterlader deres ofre med en skyld og skamfølelse så stor, at ofrene nok skal tie stille. De lider blot i tavshed.
Jeg håber inderligt, at du må få det bedre.
Knus
Leonine
Nej, du var ikke heldig. For du har været udsat for noget, som sindet ikke kan holde til - noget som ingen bør udsættes for.
Men du har taget det første skridt til at bryde tavsheden her og det er så flot, så modigt, så stærkt. Du har efter min mening god grund til at være stolt af dig selv.
Jeg ved ikke, hvordan andre taler om de ting, der er sket, når det hele er uvirkeligt og man tvivler så meget på sig selv. Hvordan forklarer man noget, man både ved og ikke ved samtidigt?
Jeg gik i terapi og vi talte ikke meget om selve overgrebene men vi talte meget om mine følelser og hvordan jeg oplever forskellige ting. Jeg lærte, at alting kan forstås anderledes. Efterhånden mærkede jeg selv følelsesmæssigt, at jeg ikke havde nogen skyld og ingen grund til skam. Ingen børn er skyldige i de ting de voksne påtvinger dem. Ingen børn er skyldige, selvom de ikke reagerer imod de voksne. For det kan børn ikke. Alle børn fødes uskyldige og rene. Alt det andet er noget, der kommer udenpå efterhånden - noget som andre giver én og som man så slæber rundt på for dem. Men vi har alle uskylden og renheden i os. I vores sjæl er vi stadigt og altid rene og derfor kan vi finde tilbage til os selv igen.
Jeg kender skylden, skammen, smerten - jeg har selv været det igennem. Uanset hvad du dengang gjorde eller ikke gjorde, så handlede du, som du bedst kunne i en helt umulig situation. Jeg ved godt, at det ikke forandrer dine følelser men DU VAR OG ER HELT USKYLDIG. Du har intet at bebrejde dig selv, intet at skamme dig over. Denne mand påtvang dig sine handlinger og nogle følelser. Det var og er IKKE dit ansvar - selvom det føles sådan.
At tale om det gør ikke skylden og skammen større - det gør den betydeligt mindre. Måske er det for hårdt at tale om - men så kan du måske skrive om det? Eller også kan du skrive eller tale om nogle andre ting end selve overgrebet. Mere omkring nogle andre ting i din barndom. Måske kan du øve dig i at fortælle nogle hemmeligheder til et tøjdyr - eller et rigtigt dyr. Det vigtige er at få sat ord på - hvad enten de er skrevne eller talte.
Og det er du startet på med dette indlæg. Stor sejr til dig.
Mange hilsner Helene