angst værre når der er mørkt?
Hejsa.
Jeg er en pige som lider af efterhånden en hel del former for angst. Min angst plejer på ingen måde at være afhængig af vejret men her den sidste måned har jeg haft det rigtigt hårdt om aftenen. Jeg bliver meget angst, urolig og føler mig klaustrofobisk så snart mørket falder på. Jeg lider også meget af uvirkelighedsfølelser hvilket også er rigtig slemt når det er mørkt.
Er der andre hvis angst er afhængigt at mørket og vejret? Og har i i så fald nogle gode råd til hvordan man kommer igennem de lange mørke aftener? De er simpelthen SÅ hårde
Hilsner fra Charlotte
Jeg er en pige som lider af efterhånden en hel del former for angst. Min angst plejer på ingen måde at være afhængig af vejret men her den sidste måned har jeg haft det rigtigt hårdt om aftenen. Jeg bliver meget angst, urolig og føler mig klaustrofobisk så snart mørket falder på. Jeg lider også meget af uvirkelighedsfølelser hvilket også er rigtig slemt når det er mørkt.
Er der andre hvis angst er afhængigt at mørket og vejret? Og har i i så fald nogle gode råd til hvordan man kommer igennem de lange mørke aftener? De er simpelthen SÅ hårde
Hilsner fra Charlotte
Kommentarer
I min ungdom, da jeg led utroligt meget af angst, var den helt klart også værst i mørke.
Jeg har i de senere år været igennem et 4 årigt terapiforløb og her oplevede jeg helt klart også, at mørket var det værste og at det gjorde uvirkeligheden meget værre. For i mørket kan enhver lille skygge billedligt talt blive til et gigantisk monster, der kan slå til fra en helt uventet kant. I mørket mister man overblik og kontrol, så 'angrebet' kan komme fra en uventet kant, uden at man er forberedt. Lyset giver trods alt én bedre overblik, så man bedre kan opretholde kontrollen og være på vagt.
Angst er altid kun et symptom og aldrig i sig selv en sygdom. Derfor, mener jeg, at det altid kræver professionel hjælp at komme af med sin angst. Får du noget hjælp?
Angst har en tilbøjelighed til at eskalere og blive værre, hvis man ikke forstår, hvad det er, den vil fortælle én. Og det gør man sædvanligvis sjældent. Man prøver på alle måder at flygte fra den eller kæmpe imod den, fordi man (naturligt nok) oplever den som en indre fjende. Det er den ikke. Det eneste, angsten vil, er faktisk at beskytte én mod at huske nogle andre og mere konkrete ting, man er eller har været bange for.
Samtidigt så minder den konstant én om disse ting. Angsten ønsker egentligt bare, at man lytter til den, så man kan begynde at forstå, hvorfor den er der og at den vil én det godt. Så forsvinder den efterhånden. Men det er ikke sikkert, at man kan og tør lytte til den alene.
Alt dette lyder sikkert som det rene vrøvl, når man lever med angsten her og nu. Men måske du kan bruge det på et senere tidspunkt. Jeg håber, at du får noget hjælp mod angsten. For der er hjælp at få.
Hilsen Helene
Hvordan er du selv kommet angsten til livs?
Og tak for din beskrivelse af angsten og mørket, den rammer virkelig plet. Jeg har også en følelse af at mørket omslutter mig, og derfor er jeg ikke tryg nogen steder. ALT virker ukendt i mørke. Kan knap kende mit eget hjem!
Og igen så er frygten for angsten jo ganske afgørende for hvis jeg gennem hele dagen tænker: åh nej om to timer bliver det mørkt, ja så er det klart at angsten kommer.
Men igen mange tak for dit svar... Det hjalp lidt på det hele
Hilsen charlotte
Du spørger, hvordan jeg er kommet angsten til livs. Det er sket i to faser.
Første fase var, da jeg som 21 var hos en psykiater, der gav mig noget medicin, der skabte mere realitetssans og virkelighedsfornemmelse. Det hjalp mig til at skabe andre tankemønstre og angsten (bortset fra en insektfobi) forsvandt stort set, uden at jeg egentligt tænkte nærmere over det. Den medicin tog jeg i ca. 4 år.
En birvirkning, som jeg ikke var klar over dengang, var, at jeg egentligt bare havde lagt låg på og blev bedre til at fortrænge, overse og overhøre det, der var angstfremkaldende. F.eks. så prøvede jeg ikke længere at se lørdagskrimien i fjernsynet, for det vidste jeg, at jeg ikke kunne tåle. Det er selvfølgeligt også realitetssans, men man kan på ingen måde sige, at jeg blev helbredt. Jeg levede bare mere på automatpilot, mistede i højere grad mine følelser samtidigt med angsten og blev endnu bedre til at fortrænge og sløre verden. Hvad der selvfølgeligt skabte en kronisk uvirkelighedstilstand - der ubevidst forværrer angsten.
Anden fase (den helbredende) startede, da jeg begyndte i terapi (NLP- og hypnoterapi), da jeg var 43 år gammel. Jeg troede slet ikke, at jeg led af angst længere men jeg blev klar over, at den bare havde fået andre udtryk gennem årene - den havde forklædt sig. Igennem terapien lærte jeg noget om angstens mekanismer og hvorfor man føler angst. Ved at arbejde med mig selv og det ubevidste (og i høj grad min barndom), fandt jeg ud af årsagerne til angsten. Jeg konfronterede gamle situationer, hvor jeg som barn havde følt frygt men som børn gør, havde jeg fortrængt frygten og dermed var den blevet omdannet til angst for noget, der reelt ikke var farligt.
Det man engang har frygtet og som i nutiden kan opretholde angst, behøver ikke at være dramatisk set med voksne øjne. Det kan også være noget diffust, det er rigtigt svært at sætte en finger på. Det kan handle om, at man f.eks. er vokset op med at blive kritiseret eller drillet meget, eller ikke blev lyttet til eller ikke følte sig forstået eller hvad det nu må være. Alle oplever ting i deres barndom, der for barnet har skabt frygt og dermed potentiel kan skabe angst i nutiden.
Børns og voksnes verden er nærmest som livet på to forskellige planeter. For børn er alting magi - indtil den voksnes verden trænger ind og ødelægger magien. Der er mange ting, der er uforståelige og ulogiske for et barn og det uforståelige skaber mange forvirrende følelser og dermed kan man meget let komme til at føle sig truet fysisk og/eller psykisk. Så kommer frygten, som man fortrænger sammen med selve situationen. Man kobler følelsen af frygt i situationen til noget, der ikke er reelt farligt men følelsen er levende. Når årsag og virkning ikke længere er forbundet, forstår man ikke sin angst. Følelsen er levende men situationen er fortrængt. Angsten kan holde sig en livstid - men i virkeligheden er det man frygter, noget der allerede er sket.
Er det noget diffust og mere generelt som at familien talte nedladende til én eller ikke respekterede éns grænser etc., kan man vedvarende leve med netop dette angstfremkaldende element i sit liv uden at ane, at det er det, der skaber angst. For sådan har det jo bare altid været. Sådan er de jo gare. Det er det normale. Men f.eks. ikke at få respekteret sine grænser eller blive talt nedladende til skaber angst.
Det er rigtigt, at hvis man tænker: 'Åh nej, om to timer bliver det mørkt', så er angstanfaldet sådan set allerede under anmarch.
Måske kunne du forberede dig på en anden måde. Du kan ikke 'glemme', flygte fra eller kæmpe imod, at om to timer bliver det mørkt og så er der stor sandsynlighed for, at du vil blive angst.
I stedet kunne du måske tage kontrol ved at sige: 'Nå, så er der et par timer til jeg får besøg. Gad vide hvad det egentligt er, den angst vil fortælle mig? Ha! Jeg kan give den noget af en overraskelse i dag, hvis jeg prøver at lytte til den i stedet for at blive bange for den!'
Og når tiden så kommer og angsten melder sin ankomst, så sidder du parat og siger til den: 'Jeg har ventet på dig. Nu har du prøvet at komme i kontakt med mig i så mange år, men jeg har ikke været klar. Nu er jeg parat til at vide, hvad det er, du vil fortælle mig. Jeg er klar over, at det nok ikke er særligt rart, så fortæl mig det forsigtigt'.
Så har du taget kontrol over situationen. Og når du så kigger på dette monster af en angst, så vil du måske opdage, at den faktisk har nogle overraskende varme øjne, et venligt smil og at den faktisk ikke er så slem endda :-) Man kan faktisk blive ret gode venner med sin angst, når man opdager, at det er en indre hjælper man har.
Det der måske har hjulpet mig allermest i min proces har nok været oplevelsen af, hvor meget jeg kan lære af min angst. Samt at den altså ikke var en indre fjende men tværtimod en indre beskytter og en stadig påmindelse om det, jeg havde brug for at vide for at få det godt.
Mange hilsner Helene