Indstillinger
Vil ikke stoppe
Hej allesammen
Jeg skriver fordi mad i de sidste par måneder er begyndt at fylde utrolig meget. Og det er blevet værre og værre den sidste tid. I starten brugte jeg 'bare' det at kaste op som et alternativ til at skære i mig selv fordi det efterlader knap så synlige mærker. Til gengæld er det sværere at gøre i smug. Jeg har altså vekslet mellem de to ting når jeg har følt det hele blev uoverskueligt og jeg bare havde brug for at gøre et eller andet for at komme ud med smerten.
Jeg vil ikke sidde og kede jer med hele min livshistorie, men det er den seneste tid har været relevant, og som nok er en del af årsagen til jeg gør det, er en incest sag der er kørt mod min far. Sidste gang jeg var i retten var d. 8. januar. Min far er nu dømt og kan ikke anke mere.
I tiden mellem de to retssager begyndte jeg så at kaste op, men det var bare en gang i mellem og jeg følte jeg havde det under kontrol. På det tidspunkt spiste jeg jo normalt og havde heller ikk noget problem med min vægt. (Man mener vel altid at der er andre der er pænere, men det påvirkede mig ikke) Lige op til retssagen har jeg ikke rigtig kunne spise noget overhovedet og hvis jeg har endelig har haft lyst til at spise har det været for at få lov at kaste op. Problemet er at det ikke er gået over. Jeg bliver ved med ikke at have lyst til at spise og når jeg så bliver nødt til det alligevel kaster jeg det op igen.
Jeg føler jeg er splittet i to. Den ene del synes ikke det er noget problem og vil gerne blive ved. Det gør ondt at have for meget mad i maven og det er rart når jeg har kastet op.
Men der er også en del der siger at det er for åndssvagt. Jeg kunne ikke engang tage på cafe og spise med nogle veninder uden at gå ud og kaste op. Og i går fik jeg også en pludselig trang til bare at spise, for derefter at kaste det op.
Min psykolog og et par andre ved det godt, men et eller andet sted har det jo nok været en naturlig reaktion på alt det der er skete omkrin mig, så der er ikke blevet gjort så meget ud af det.
Nu er jeg bare nået dertil hvor jeg ikke vil stoppe, selvom jeg godt ved hvor forkert og dumt det er. Og jeg er også begyndt at tænke på at jeg ikke vil tage de par kg på igen som jeg har tabt, hvilket jo ellers ikke har været af betydning tidligere.
Jeg synes bare det er nogle vildt skræmmende at jeg kan tænke sådan, men alligevel gør jeg det jo..
Jeg skriver fordi mad i de sidste par måneder er begyndt at fylde utrolig meget. Og det er blevet værre og værre den sidste tid. I starten brugte jeg 'bare' det at kaste op som et alternativ til at skære i mig selv fordi det efterlader knap så synlige mærker. Til gengæld er det sværere at gøre i smug. Jeg har altså vekslet mellem de to ting når jeg har følt det hele blev uoverskueligt og jeg bare havde brug for at gøre et eller andet for at komme ud med smerten.
Jeg vil ikke sidde og kede jer med hele min livshistorie, men det er den seneste tid har været relevant, og som nok er en del af årsagen til jeg gør det, er en incest sag der er kørt mod min far. Sidste gang jeg var i retten var d. 8. januar. Min far er nu dømt og kan ikke anke mere.
I tiden mellem de to retssager begyndte jeg så at kaste op, men det var bare en gang i mellem og jeg følte jeg havde det under kontrol. På det tidspunkt spiste jeg jo normalt og havde heller ikk noget problem med min vægt. (Man mener vel altid at der er andre der er pænere, men det påvirkede mig ikke) Lige op til retssagen har jeg ikke rigtig kunne spise noget overhovedet og hvis jeg har endelig har haft lyst til at spise har det været for at få lov at kaste op. Problemet er at det ikke er gået over. Jeg bliver ved med ikke at have lyst til at spise og når jeg så bliver nødt til det alligevel kaster jeg det op igen.
Jeg føler jeg er splittet i to. Den ene del synes ikke det er noget problem og vil gerne blive ved. Det gør ondt at have for meget mad i maven og det er rart når jeg har kastet op.
Men der er også en del der siger at det er for åndssvagt. Jeg kunne ikke engang tage på cafe og spise med nogle veninder uden at gå ud og kaste op. Og i går fik jeg også en pludselig trang til bare at spise, for derefter at kaste det op.
Min psykolog og et par andre ved det godt, men et eller andet sted har det jo nok været en naturlig reaktion på alt det der er skete omkrin mig, så der er ikke blevet gjort så meget ud af det.
Nu er jeg bare nået dertil hvor jeg ikke vil stoppe, selvom jeg godt ved hvor forkert og dumt det er. Og jeg er også begyndt at tænke på at jeg ikke vil tage de par kg på igen som jeg har tabt, hvilket jo ellers ikke har været af betydning tidligere.
Jeg synes bare det er nogle vildt skræmmende at jeg kan tænke sådan, men alligevel gør jeg det jo..
Kommentarer
Det er fuldt ud forståeligt at du føler dig splittet... forestil dig at du har en virus inde i kroppen, som du ikke kan mærke og som du ikke bemærker. denne virus forårsager kløen og røde plamager på huden.... Du kan smøre og smøre og smøre på pletterne, men de forsvinder ikke før kroppen har fået fjernet virusen der forårsager dem... Og de klør som bare fanden og du ved at jo mere du klør jo værre bliver det, men du kan ikke gøre andet for smerten nærmest hiver de kradsende fingre ned til huden...
Præcis sådan er spiseforstyrrelse.... de dybereliggende problemer er virusen inde i kroppen som fylder utrolig meget indeni, men som ligger så dybt inde at man ikke helt har kontakt til dem... jo måske man ka gi nogle mulige forklaringer, men det er ikke altid nok! du siger fx det med din far... et eller andet sted ku jeg forestille mig at det er meget frustrerende først at se at nu er han dømt, og så blive utrolig skuffet over at det slet ikke er nok til at du bliver 100% på toppen og lykkelig indeni ?
Tilbage til virussen... pointen er at det er en ond cirkel... man klør - det blir værre - man klør mere.. og det fylder tanke od sjæl og andre folks tanker og forsøg på nærhed kan ikke trænge igennem for der er slet ikke plads pga alt det kaos inden i... og man kan lige så godt droppe det med at prøve at "tvinge" sig selv rask... til det er den negative kraft alt for stærk...
du blir nødt til at leve lidt med kløen og så begynde at kæmpe for at få virusen væk... og det kan man IKKE selv... og første del mod at komme ud af spiseforstyrrelsen er netop at bede om hjælp.. for det er noget 99% spiseforstyrrede har utrolig svært ved i alle sammenhænge... og det at åbne sig og mærke tilliden til et andet menneske er også utrolig vigtigt for at få bugt med kaoset...
Jeg har været i gruppeterapi i ½ år for symptomerne (opkastninger og overspisninger) og er nu igang med et års forløb der skal få styr på de bagvedliggende problemer... og der er kun en vej og det er fremad!
Til alle som har bulimi og ikke søger hjælp - GØR DET!! I tænker nok, at I ikke vil "bekymre andre med jeres problemer" og at folk har nok at se til.. men det er ikke rigtigt.. I har RET til hjælp for I er mennesker som de er!!
Forestil jer lettelsen at sidde i en gruppe hvor hele ens selv er forstået og accepteret... spiseforstyrret har også helt utrolig mange ting tilfælles rent følelsesmæssigt så ved at være med i en gruppe er man ikke en fremmed i en flok... man er hinandens afspejlinger på godt og ondt og det giver et helt utroligt syn på en selv... især positivt! tror aldrig jeg har mødt en flok piger der var så uselviske og ville bære hele verden på deres skuldre...
Måske du har det på samme måde? du er en ikke skam for din omverden... du er et resultat af en verden der er hård at leve i når man bare gerne vil gøre alle glade og være det perfekte menneske...
Jeg håber ikke det blev for sentimentalt men jeg kan slet ikke bære at så mange fantastiske piger ikke får hjælp fordi de måske ik føler de fortjener det... I har intet at miste! og ALT at vinde...
Til piger der mangler mod kan jeg anbefale Rikke Kirstine Larsens bog "Så tag dig dog sammen" den kan bestilles over nettet hvis bulimi.literatur ikke er det man nyder at købe nede iboghandleren.. den koster en 50'er så det er ikke mere end en pose chips, 1 liter is og lidt brød med smør... PRØV det, udskyd en enkelt overspisning til imorgen og lev jer ind i den verden I har i vente hvis i er i begyndelsen og ikke kan komme ud, men også lyset og håbet og troen på at I kan blive raske igen.. men ikke alene