alkohol osv
Jeg er alene med en pige på 16 der, i lighed med alle hendes venner, er begyndt at drikke alkohol ved deres sammenkomster i weekenderne. Reglerne er, at hun må være til "fest" enten fredag eller lørdag, altid skal følges med en eller flere hjem i taxa eller hentes af en forælder, skal være hjemme absolut senest kl 03 og at jeg skal vide præcis hvor hun/de befinder sig (hun smser).
Hun synes det er SÅ irriterende at jeg kontrollerer hende så meget, selvom jeg har forklaret hvorfor. Det har kostet mange skænderier, men nu kører det rimeligt. Desværre oplever jeg dog ikke at vi har den store tillid, hvor vi kan tale om tingene og hun går i forsvarsposition straks jeg tager hul på et emne der vedrører hendes liv. Det er jeg rigtig ked af, for det gør det enormt vanskeligt at vejlede hende i noget som helst. Hvordan bærer andre sig ad med at nå ind til deres sure teenager?
Et ret aktuelt emne jeg gerne vil have en dialog med hende om, er mængden af alkohol der indtages når hun er sammen med vennerne. Hun drikker ikke øl - men vodka. Når jeg har hentet hende og veninderne ud på natten, har de været fjollede og syngene, aldrig sanseløse eller dårlige af druk, og det synes jeg selvfølgelig er positivt. Men jeg kender ikke alle dem hun ser, netværket er stort i den alder, og jeg ved ikke hvor hårdt der bliver gået til den. Hun er ikke intersesseret i at have venner hjemme, da vi bor i lejlighed og der skal tages en del hensyn til medbeboere.
Hun synes jeg har et latterligt syn på alkohol og at jeg ikke har en skid forstand på hendes liv, og det gør det ikke lettere at trænge ind til hende. Hun er absolut ikke interesseret i at fortælle særlig meget.
Toppen er nu, at hendes far i julegave har foræret hende et par flasker sprut, formentlig ud fra devisen, at hun jo alligevel drikker med vennerne og han gerne vil være "god ved hende". Som regel plejer vi at være enige om hvilken linie der skal "køres" overfor hende (i har fælles forældremyndighed), men her har han åbenbart fuldstændig mistet fornuften. Jeg har valgt ikke at starte en kæmpe konflikt, men savner råd om, hvordan jeg skal tackle det åndsvage indfald fra ham på en måde så vi bagefter kan fortsætte "samarbejdet" om hende.
Hun er selvfølgelig vildt glad for gaven og synes jeg er totalt tåbelig med mine gammeldags indstillinger.
Jeg skal måske lige sige, at hun i det daglige er en velfungerende pige, der passer sin skole, møder til tiden, passer sit fritidsjob og sine (få) pligter herhjemme og hun har mange gode veninder. Men hun tilbringer meget tid på sit værelse bag lukket dør og gider generelt ikke bruge tid på familieliv. I mange sammenhænge synes jeg hun er en top-egoist, men det er selvfølgelig ikke det ord jeg bruger overfor hende.. Jeg er jo selv udenom, at hun ikke er så ophængt med pligter herhjemme og hurtigt forsvinder når køkkenet roder eller vasketøjet skal hænges op. Hun gør det dog hvis jeg skruer bissen på, men det er igen ødelæggende for kontakten mellem mig og hende..
Jeg savner at have dialogen med hende og kan føle mig enormt usikker og utilstrækkelig i min nye rolle som teenagemor, for tiden hvor jeg var autoriteten er væk. Jeg kan ikke tvinge hende til noget hun ikke vil uden at skulle gå til yderligheder, og det er jeg selvfølgelig ikke interesseret i.
Men jeg behøver råd og synspunkter på hvor meget det er ok at drikke når man er 16 (forbud er som sagt ikke fremgangsmåden, den tid er forbi) og jeg behøver råd om, hvordan andre får en god kontakt med en teenager på tværs, uden at det kun skal være på teenagenrens præmisser.
Hvis der er unge der læser dette, så giv endelig lyd! Det er også rigtig godt at høre det fra nolge af jer, der enten står eller har stået midt i det :0)
Kh :0)
Hun synes det er SÅ irriterende at jeg kontrollerer hende så meget, selvom jeg har forklaret hvorfor. Det har kostet mange skænderier, men nu kører det rimeligt. Desværre oplever jeg dog ikke at vi har den store tillid, hvor vi kan tale om tingene og hun går i forsvarsposition straks jeg tager hul på et emne der vedrører hendes liv. Det er jeg rigtig ked af, for det gør det enormt vanskeligt at vejlede hende i noget som helst. Hvordan bærer andre sig ad med at nå ind til deres sure teenager?
Et ret aktuelt emne jeg gerne vil have en dialog med hende om, er mængden af alkohol der indtages når hun er sammen med vennerne. Hun drikker ikke øl - men vodka. Når jeg har hentet hende og veninderne ud på natten, har de været fjollede og syngene, aldrig sanseløse eller dårlige af druk, og det synes jeg selvfølgelig er positivt. Men jeg kender ikke alle dem hun ser, netværket er stort i den alder, og jeg ved ikke hvor hårdt der bliver gået til den. Hun er ikke intersesseret i at have venner hjemme, da vi bor i lejlighed og der skal tages en del hensyn til medbeboere.
Hun synes jeg har et latterligt syn på alkohol og at jeg ikke har en skid forstand på hendes liv, og det gør det ikke lettere at trænge ind til hende. Hun er absolut ikke interesseret i at fortælle særlig meget.
Toppen er nu, at hendes far i julegave har foræret hende et par flasker sprut, formentlig ud fra devisen, at hun jo alligevel drikker med vennerne og han gerne vil være "god ved hende". Som regel plejer vi at være enige om hvilken linie der skal "køres" overfor hende (i har fælles forældremyndighed), men her har han åbenbart fuldstændig mistet fornuften. Jeg har valgt ikke at starte en kæmpe konflikt, men savner råd om, hvordan jeg skal tackle det åndsvage indfald fra ham på en måde så vi bagefter kan fortsætte "samarbejdet" om hende.
Hun er selvfølgelig vildt glad for gaven og synes jeg er totalt tåbelig med mine gammeldags indstillinger.
Jeg skal måske lige sige, at hun i det daglige er en velfungerende pige, der passer sin skole, møder til tiden, passer sit fritidsjob og sine (få) pligter herhjemme og hun har mange gode veninder. Men hun tilbringer meget tid på sit værelse bag lukket dør og gider generelt ikke bruge tid på familieliv. I mange sammenhænge synes jeg hun er en top-egoist, men det er selvfølgelig ikke det ord jeg bruger overfor hende.. Jeg er jo selv udenom, at hun ikke er så ophængt med pligter herhjemme og hurtigt forsvinder når køkkenet roder eller vasketøjet skal hænges op. Hun gør det dog hvis jeg skruer bissen på, men det er igen ødelæggende for kontakten mellem mig og hende..
Jeg savner at have dialogen med hende og kan føle mig enormt usikker og utilstrækkelig i min nye rolle som teenagemor, for tiden hvor jeg var autoriteten er væk. Jeg kan ikke tvinge hende til noget hun ikke vil uden at skulle gå til yderligheder, og det er jeg selvfølgelig ikke interesseret i.
Men jeg behøver råd og synspunkter på hvor meget det er ok at drikke når man er 16 (forbud er som sagt ikke fremgangsmåden, den tid er forbi) og jeg behøver råd om, hvordan andre får en god kontakt med en teenager på tværs, uden at det kun skal være på teenagenrens præmisser.
Hvis der er unge der læser dette, så giv endelig lyd! Det er også rigtig godt at høre det fra nolge af jer, der enten står eller har stået midt i det :0)
Kh :0)
Kommentarer
Hun er 16 år, og når man er 16 år ER forældre pr. definition dybt debile, sådan er det det bare. Hun bor til daglig ikke sammen emd sin far, hvorfor han - ligeledes pr. definition – er noget mere fremkommelig end dig. Jeg er dog fuldstændig enig med dig; det er ikke en god ide at hendes far giver hende spiritus i julegave. Hvis man vil drikke – og måske også ryge – så skal de unge mennesker lære, at de selv må tjene pengene til det. Netop det, at de selv skal betale af deres surt tjente penge fra et fritidsjob, kan måske begrænse forbruget en anelse. Jeg synes, du skal få en god snak med hendes far – bare jer to, hvor I lige får sådan noget på plads, og det behøver vel ikke være en kæmpe konflikt?
Jeg synes dine regler for hvordan og hvorledes når hun er til fest, lyder meget fornuftige, selv om jeg et eller andet sted finder at kl. 03.00 er meget sent for en 16 årig, der vel ikke kan få skænket op nogen steder?? Hun befinder sig således i private hjem? Men – jo, den må du nok et eller andet sted ”æde”, for sådan er det nu om dage. Du skriver, at hun finder det irriterende, at du er så kontrollerende. Jeg synes ikke lige præcis dette virker specielt overkontrollerende, så hvor er du ellers kontrollerende?
Selvfølgelig fatter du ikke hendes liv, det gør hun garanteret heller ikke selv, og så er det ikke spor interessant at blive udspurgt af en mor, når man selv måske er ret så usikker.
Mine børn er nu voksne – 25 og 27 år – så jeg er ude af perioden, og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg nok har været ret så heldig, da ingen af mine i stor stil var til dette med fester hver week-end, men selvfølgelig havde vi vores konflikter, dem slipper ingen vist for. Jeg var også alene med dem, og jeg sagde til dem, at jeg stolede 100% på dem, men jeg ville vide, hvor de var og hvordan de kom hjem. Jeg forklarede, at det ikke handlede om at jeg skulle ”snage”, men netop, at det ikke alle steder er en speciel tryg verden, hvorfor der altid skulle være en udvej, som jeg kunne hjælpe dem med.
Jeg betalte aldrig for deres sprut, eller min datters heldigvis korte forhold til tobak, men jeg tilbød altid at betale for en taxa hjem – og jeg tilbød i øvrigt også at betale for kondomer, hvis det var – uden nogen former for spørgsmål.
MEN – til gengæld frittede jeg dem ikke – jeg gav udtryk for min tillid til dem, og at de kunne komme, når der var noget. Det gjorde de rent faktisk begge to (en dreng og en pige), da det først gik op for dem, at jeg ikke ”snagede” i deres liv, men netop stod til rådighed, hvis de havde behov.
På den anden side gjorde jeg dem også helt klart, at hvis der indtraf noget, der viste, at jeg ikke kunne stole på dem, ja, så ville piben få en ganske anden lyd, men så længe jeg følte, at jeg kunne stole på dem, fik de faktisk ret så lange tøjler, og jeg vil påstå, at de selv voksede med opgaven under devisen ”frihed under ansvar.”
Det er vigtigt, at du fortæller din datter, at du er der for hende, hvis hun har problemer med eller andet, hun føler behov for, og at du har tillid til at hun er fornuftig, og er i stand til at tænke selv.
Til gengæld synes jeg måske godt, hun så småt kunne deltage lidt mere aktivt hjemme. Du kunne måske spørge hende om det rimelige i, at du skal ordne både hendes og dit vasketøj hver gang – og det samme med et rodet køkken. Hvis du skal have forståelse for hendes liv, kan du sådan set godt forvente, at hun skal have en forståelse for dit, og at du ikke udelukkende er sat på jorden for at servicere hende. Det er det store problem med de netop egoistiske unge nu om dage – de har ikke fattet at livet handler om andet og mere end dem selv, hvilket de fleste forældre sikkert kan takke sig selv for. Og så skal du i alle højeste grad respektere, at hun har behov for at være sig selv på sit værelse med lukket dør. Det er ikke sjovt at være mor til, men hvis hun finder ud af, at du ikke fritter hende hver gang hun kommer frem, ikke straks har 17 opgaver til hende, ikke straks beder om en ”hyggelig” mor-datter snak, så kan det godt være, hun kommer frem lidt oftere - men det tager nok lidt tid.
Alt i alt synes jeg, du skal slappe lidt af, for hun lyder altså for mig som en ret fornuftig pige.
Du som mor, bliver helt fornuftig at tale med igen om 3-4 år. Sådan er det bare. :-)
Tusind tak for dit svar, jeg har netop set det i dag, og selvfølgelig giver jeg respons på det. Jeg har bare ikke være online så ofte den sidste tid.
Du har rigtig mange gode pointer, en hel lettelse at se, at min datter ikke er så usædvanelig endda :0). Jeg har ingen veninder med børn i den alder, så på den måde kan jeg godt føle det lidt svært at vide, hvad der er "normalt"og ikke.
Jeg har haft en snak med hendes far. Lod gå længe, da jeg lige skulle tænke over hvordan jeg skulle gribe den an, uden at han opfattede det som kritik. (Jeg er ellers varsom med ordvalget, for at det netop ikke skal opfattes som kritik).. Han medgav at det havde været en god ide at vi havde talt om det, før han havde givet hende det. Til gengæld argumenterede han med, at han synes hun omgås alkohol på en fornuftig måde og hun har aldrig været syg af druk, men altid vist hvor hun var og hvad hun gjorde, og derfor synes han godt hun kunne få det. Han har helt ret i, at hun opfører sig ansvaligt (i øvrigt i lighed med veninderne) men jeg synes så stadig ikke det er argumentation nok for, at hun skal have det forærende af os. Du har helt ret i, at de surt optjente penge måske kan virke som en naturlig begrænsning på mængden af alkohol. Men vi har ret forskelligt syn på mange ting, omend jeg synes vi forsøger at løse det hen ad vejen. Næste emne ang hendes lommepenge kunne meget vel blive, om hun selv skal være med til at betale en lille andel af skolerejsen, hvis en sådan skulle blive arrangeret når hun skal i gymnasiet.
Men den tid den sorg. Jeg synes jo bestemt ikke det gør noget, at de unge får en lille fornemmelse af, at tingene ikke kommer af sig selv, og er der noget man gerne vil, så må man også spare sammen.
Mht de hjemlige pligter, så er det et godt argument at hvis jeg skal have forståelse for hendes liv, så må hun også have det for mit. Den er taget ad notam, for når hun af og til har en opgave, så er det klaret med mosters hånd. Ret beset så flytter jeg jo ikke med hende den dag hun rykker hjemmefra, så det er jo egentlig meget rart at man kan klare de mest elementære ting selv. Egentlig tror jeg også det er meget tilfredstillende, at man føler man kan klare sig selv, eller i hvert fald ikke er helt på bar bund.
Og jeg er egentlig ret varsom med ikke at "kaste mig over hende" når hun af og til dukker ud af sit værelse. Jeg kan faktisk af og til få dårlig samvittighed over, om jeg overhovedet får talt nok med hende. Når man er teenager kan livet jo godt være ret forvirrende, og det kan være rart at tale med voksne ind i mellem. Men som du skriver, det kommer om nogle år. Så længe hun ved jeg er til rådighed, så må jeg vel bare være tålmodig..
Du spørger hvad jeg ellers er kontrollerende med. Jeg er ret meget på, med at sikre at hun passer sine lektier. Men i lighed med de hjemlige pligter, så er det helt klart fordi jeg ikke kan lade være med at skulle "styre". JEG tager mig af husholdningen og JEG tjekker lige at hun gør sit skolearbejde ordentligt. Hun er dog ret tilbageholdnede med involvere mig, og det viser sig jo også, at hun får udemærkede tilbagemeldinger fra skolen på det hun laver. Så det er helt klart mig der skal vise tillid til, at hun kan og skal selv. Jeg ved det :0).
Men Lotte, tak for dit lange svar. Du har gjort et par ting klart for mig og det er jeg rigtig glad for!!
Alt for mange unge får lov at gøre hva de vil.
Mit råd med en bedre kommukation mellem , er at sætte dig ned med hende og skabe en dialog med hende om hva hun selv mener er rimeligt på de punkter der nager dig, og så mødes på midten.
"forhandle" med hende
Så hun føler hun har noget medbestemmelse og ansvar på den gode måde.
F.eks Oprydning 1 gang om ugen i køkken, el lægge vasketøj sammen er bedre end slet intet..
Hilsen en mor til en datter på snart 15 år.
Tak for din tilbagemelding.
Ja lige aktuelt har jeg faktisk forsøgt at få en dialog igang med hende. Desværre er det som altid temmelig svært:
Jeg har stillet mig til rådighed med hendes nuværende skoleopgave der skal afleveres snart. Jeg har sagt, at hvis hun vil ses med sine venner, forudsætter det, at jeg har set hvor langt hun er kommet, for hun kan ikke komme ud, hvis hun mangler for meget.
Det accepterer hun ikke. Hun vil hverken vise mig sin opgave eller finde sig i at skulle være hjemme i aften, hvis der byder sig noget med vennerne.
Rent faktisk ved vi jo begge, at hvis hun vil gå, så kan jeg ikke holde hende tilbage. Så skal jeg bruge fysisk magt, og der vil jeg slet ikke ud.
Men hun blæser på mig med hele sin attitude. Siger, at hun ikke er interesseret i at komme mig i møde, og hun er ligeglad med om jeg kommer hende i møde. "Jeg ser jo ikke hendes behov alligevel og jeg giver hende ikke lov til nok", som hun siger.
I går fik hun liv at være ude til kl 24. Jeg kørte hende til en ven kl 19.45. Det sidste jeg sagde til hende var, at hun så skulle være hjemme kl 24 og det sidste hun sagde inden hun smækkede døren var "nej". En meget normal opførsel, når hun er irritabel, som jeg har frabedt mig mange gange, dog uden større held.
Kl 24 stak hun nøglen i døren. Jeg var gået i seng og lyset var slukket. Vil ikke sidde oppe og "kontrollere". Men jeg var lettet, for hun får mig altid derud, hvor jeg tvivler på om hun nu gør som jeg siger, eller ej.
Jeg har haft flere samtaler med hende (og hendes far, som hun også ser ofte, og som også får lov at opleve hendes lådne sider) om nødvendigheden af at have tillid til hinanden. Hun kan jo stole blindt på os, men vi skal også kunne stole på hende. Som jeg har skrevet, så har hun ikke "brændt os af", men overholder aftalerne, men det er bare så ubehageligt at skulle være på pinebænken. Jeg føler mig aldrig sikker, fordi hun om og om igen efterlader mig med utygheden, som fx i går. Jeg synes ikke det er i orden.
Hun lever som en ener i familien. Det fungerer fint med det sociale sammen med veninderne, men herhjemme ser hun ingen grund til at sidde med ved aftensmaden, hvis hun ikke er sulten. Hvis hun vil have morgenbrøs søndag formiddag, henter hun kun til sig selv, med mindre jeg når at bede hende huske at spørge om andre skal have noget. På vores familieweekend med de jævnaldrende fætre og kusiner isolerer hun sig med sin MP3 i ørerne og skal tvinges til at deltage i samværet. Ingen skulle være i tvivl om, at hun var blevet tvunget til at deltage.
Jeg synes hun er top-egoistisk og fuldkommen ude af stand til at se andre behov end sine egne.. Til dels hører det vel alderen til, men jeg må indrømme, at jeg tager spejlet op og tænker, hvor det lige er, jeg har forsømt eller svigtet.
Hendes ret jævnaldrende lillebror har ingen problemer med at tilpasse sig den situation han er i. Og han accepterer at han ikke altid kan få det som han gerne vil. Han kan blive sur og skuffet, men ikke noget særligt sammenlignet med sin søster.
Jeg har netop spurgt hende, hvad det er hun gerne vil have af mig. Hun vil have lov til mere. Når jeg spørger om hvad, ved hun det ikke. At være længere ude i weekenden? Det ved hun ikke.
Jeg synes hun får lov til rigeligt, og hun ved sikkert også, at der ikke er så meget mere at forhandle sig til lige nu. Og jeg har svært ved at blive inspireret til yderligere frie tøjler, når jeg dybest set ikke ser hun værdsætter det, når det kommer til stykket.
Jeg tror det er noget helt andet det handler om. Og det triste er, at jeg ikke kan finde vejen ind til hende.. Det giver virkelig en følelse af utilstrækkelighed :0(
Teeagere – især piger!! Ak ja, vi er nødt til at indse, at der er ”lukket på grund af ombygning” - sådan er det.
Jeg hæfter mig lige ved den skoleopgave. Det er hendes, og ikke dit problem, at den bliver lavet og afleveret til tiden. Lad hende selv tage ansvaret for den opgave. Hvad sker der, hvis hun ikke får det gjort? Det er hende, det går ud over, og det vil således udelukkende være hende, der på den måde lærer noget af det. Jeg synes, du skal vise hende den tillid at lade hende klare det selv. Jeg går ud fra, at hun går i gymnasiet eller lignende? Det værste, der kan ske, hvis hun dovner for meget, er at det vil koste hende et år – men efter hvad du ellers har fortalt, så er hun jo netop en pige, der passer sin skole, så jeg tror, du skal nøjes med at tilbyde din hjælp, og så kan hun modtage den eller lade være – og lad så i øvrigt være med at bruge det som argument for andre regler.
Tidligere nævnte du noget omkring et tilskud til en skolerejse. Det gør ikke noget, at hun lige får at vide, at hun da skal gøre sig fortjent til et tilskud. Det ville måske være en god ide, hvis du – måske i samråd med hendes far, der vel også der kan forventes at ”spøtte i bøssen” - får lavet et par helt klare aftaler, om hvad hun skal yde for at være berettiget til et tilskud. Det skal være noget helt konkret fysisk. Det nytter ikke noget, at aftale at hun skal være ”sød”, for det vil hun ikke være i stand til at opfylde – det skal være helt faste aftaler om nogle klare opgaver, som der så ikke skal være diskussion om. F.eks. badeværelset skal ordnes hver uge – eller hvor tit I nu har ”regel” for det, - og det skal gøres ordentligt, hun må selv bestemmme hvilken ugedag, det skal være, men det skal være hver uge – og hun skal ikke mindes om det 37 gange hver gang, hun skal gøre det af sig selv. Og – hun skal i øvrigt ikke have lov til et argument, at det så skal foregå lige præcis på det tidspunkt, hvor andre skal bruge badeværelset. Eller det kan være at stå for madlavingen et par gange om ugen – ja, ”you name it”. Hun kan måske selv byde ind med opgaver, hun gerne vil stå for? Hvis det kører helt af sig selv, får hun x kroner til den tur. Hvis der skal være ”cirkus” omkring det, vil aftalen således være brudt. Problemet er at hun skal være 100% sikker på alvoren i det, således at hun – hvis hun alligevel ikke opfylder aftalen – at ”nå, det er nu synd for hende, at hun ikke har, så hun må hellere få alligevel” - Nej, hun skal ikke have en krone, for så er det helt sikkert, at du ikke kan forvente, at en aftale er noget, der skal overholdes- for så er det dig selv, der har brudt den. Men – det handler selvfølgelig om, at I laver en klar aftale – måske skriver den ned, med hvad der tæller op og hvad der tæller ned.
Der er visse emner, der ikke er til diskussion, f.eks. hvilken tid, hun skal være hjemme, og her lader det også til, at det har hun indset – hvilket igen beviser en fornuftig pige – men hun skal da lige ”rive sig i tøjret”, lad hende nu bare det, det er som sundt nok for hende. Og jeg synes egentlig,
det er meget fornuftigt af dig, at du er gået i seng, og på den måde signalerer, at du stoler på hende.
Det er jo lige præcis, det spil hun kører – I skal ikke være sikker på, at I kan stole på hende. Ja, det er hendes form for magtkamp,og et eller andet sted, er det måske godt nok, at hun bliver ved med at tro på, at du er usikker på hende; så føler hun selv mere magt over sin situation. Det er da surt;hun er sikkert i bund og grund enig i denne restriktion, men indrømme, at du giver en fornuftig retningslinie, nej – det må du ikke forvente.
Hvis ikke hun vil sidde med ved middagsbordet, hvis ikke hun selv er sulten, så accepter det, glem det – hvor hyggeligt er det at sidde med sådan en sur mokke, det går sikkert over, især hvis du viser hende, at du da er totalt ligeglad.
Morgenbrød om søndagen er en ren demonstration fra hende. Hvis ikke det falder hende ind at tage med til jer andre, så giv hende den retur – det falder heller dig ind at tage noget med til hende. Du kan ganske enkelt sige til hende, at når hun ikke gider tage med til jer andre, når hun går, hvordan kan hun så forvente, at du tænker anderledes?? Giv hende igen af samme skuffe, når hun kommer med disse tåbeligheder; på den måde vil hun fatte det latterlige i det, men det vil nok også tage lidt tid.
Lad hende dog få valget selv til familietam-tam, der er da ikke noget mere dødsygt, end at skulle hygge sig på kommando. Hvis ikke hun gider deltage, så lad hende blive væk, familien synes vel heller ikke, hun er særlig hyggelig at være sammen med. Hvis et sådant arrangement omfatter overnatning, og du ikke er tryg ved at hun er alene hjemme – hvilket jeg i øvrigt godt mener, du ville kunne tiltro hende,- så forlang af hende, at hun så overnatter hos en veninde, hvis forældre du kender og har tillid til, eller selvfølgelig er hos sin far.
Noget tyder på at hun egentlig er ret enig med dig, men du er i hvert fald den sidste, der skal vide det. Og jeg tror bestemt ikke, hun i bund og grund vil have lov til at være længere ude i week-enden, for så havde hun meldt det ud. Hun kører sikkert konflikten for konfliktens skyld – hvor langt kan hun i grunden køre dig ud? Og så et det godt nok ikke særlig sjovt for hende, at få spørgsmålet, om hvad det er hun vil have lov til, for hun vil sikkert ikke lov til mere end bare at være på tværs. Lad hende køre sit ”show” - og jo, det er anstrengende at være vidne til, men det er altså en periode i hendes liv, som hun skal igennem, og den er ikke sjov for hende heller, men sådan er turen til at blive voksen. Jo mere, du kan ”lade passere” af disse tåbeligheder, og lade være med at hidse dig op over, jo nemmere vil du gøre det, både for hende og for dig selv. Hun ved jo ikke, hvad hun vil – ak ja stakkels pige – giv hende lidt fred.
Nu må jeg simpelthen grine. Du rammer virkelig hovedet på sømmet med mange af dine kommentarer.
Du har fuldstændig ret i, at hun gør mig usikker, når jeg ender med ikke at vide, om hun nu gør som jeg beder om, eller bliver væk, som hun truer med. Og ja, jeg tror hun synes det er en meget fed følelse at bringe mig derud. Jeg tror du har ret i, at det er hendes magtdemonstration og hendes måde at gøre oprør på. Det er til at leve med; indtil videre har hun jo gjort hvad jeg har bedt hende om.
Mht de andre eksempler, så tror jeg, at jeg vil prøve at efterleve ideen om, at hun kan spise med eller lade være, for gudfaderbevares NEJ, det er ikke en kæft hyggeligt at sidde til bords med en sur mokke. Og hendes mormor og morfar kan nærmest føle sig til ulejlighed, når hun skal demonsterere sin utilfredshed med mine "urimelige" krav
Men jeg hører nok til typen der forsøger at holde meget på rammerne: middagsmaden er et samlingstidspunkt. Ikke at hun behøver sidde med en evighed, men hun kan godt "vise flaget", tage en smule mad for selskabets skyld og prøve at vise sig fra den lidt hyggelige side. Bare et kvarter.. Der er noget der hedder hensyn til andre og almindelig god opførsel.
Men da det et par gange har kostet ret dårlig stemning, netop pga, at hun ikke kan beherske sin irritation over denne tvang, hvilket gør mig temmelig gal, så tror jeg at det er et af de punkter jeg vil give køb på, og så glæde mig til (håbe på), at hun en dag kommer frivilligt.
Mht skolerejsen, så er det nok mere tvivlsomt om jeg kan komme igennem med meget stringente regler, da hendes far med største sandsynlighed vil se anderledes på det, og give hende de penge hun mangler eller starte en konflikt med mig. Omend vi langt hen ad vejen kan komme til enighed om mange ting, så har erfaringen også lært mig, hvilke ting der kan blive endog meget vanskelige at nå til enighed om.
Grundlæggende synes jeg, at hun skal betale mellem ½ og 3/4 af rejsen selv. Jeg har hørt om unge, der betaler det hele, men det er ikke afgørende for mig. For mit vedkommende handler det mere om, at hun får lært, at spare sammen og får et indtryk af, at alting ikke kommer af sig selv. Og så er der en helt anden tilfredstillelse ved at have tjent pengene selv.
Hendes far, der ellers er meget fornuftig hvad angår penge, er dog tilbøjelig til at lade sit gode hjerte løbe af med ham, netop fordi han ikke har hverdagen med børnene. Så i stedet for at glæde hende med et par bukser eller noget andet tiltrængt, så kan han sagtens finde på at give hende penge til sådan en tur, eller netop starte en konflikt, for virkelig at understrege at han "tager hendes parti og taler hendes sag" - mod mig.
Han overvejer ikke signalværdien i de handlinger; nemlig at han spiller os ud imod hinanden ved at kritisere min dagsorden overfor børnene. Den uenighed han føler med mig kan vi jo tage på tomandshånd, uden børnene behøver blive indvolveret. Sådan ser han ikke på det..
Mht skolearbejdet, så lider jeg vel af samme skræk som mange andre forældre; nemlig, at jeg føler et kæmpe ansvar for, at det går mine børn godt. Jeg vil nødig stå tilbage med følelsen af, at jeg ikke bakkede op eller at jeg svigtede hende og lod hende sejle sin egen sø.
Men hun er så stor nu, at hun selv kan og må tage ansvaret. Jeg arbejder på at give slip.. Det kommer desværre ikke fra den ene dag til den anden.
Ligesom valget af gymnasium eller anden uddannelse heller ikke er noget jeg kan bestemme (heldigvis - det er jo hende der skal leve videre med det valg). Men også her kæmper jeg med kun at skulle være den vejledende og ikke den bestemmende, for lige nu har hun kig på en skole langt pokker i vold, som jeg frygter hun kører træt af efter nogle måneder.
Når jeg så gerne vil have det sidste ord, er det jo netop fordi jeg har svært ved at anerkende, at hun skal gøre sig sine egne erfaringer, for jeg tror jo jeg ved bedre.
Men Lotte, jeg kæmper med at holde mig i skindet og det skal nok blive bedre hen ad vejen.
Det er så dejligt at læse dine svar, for du anskuer det fra begge sider, både hendes og min. Og du får lige drejet situationen, så jeg kan se den fra en anden vinkel - og visse steder kan jeg ligefrem se, at det er min datter der taler :0). Hun ville have en god advokat i dig :0).
Foreløbig tak for nu, der er rart at kunne give lidt frit løb for alle tankerne her i dette forum.