Hashimoto´s thyreoididtis
Hej!
Jeg hedder Katharina og er 26 år gammel.
Min historie:
For ca. et år siden fik jeg konstateret for lavt stofskifte grundet Hashimoto´s. Mine stofskifte tal er faktisk blevet stabiliseret i løbet af det første år. ligger på 0,1 så vidt jeg husker. den lå på 17 eller 18 i sin tid, så vist jeg husker. Hukommelse fejler ellers ikke noget, men det er et stykke siden jeg har set dem på lægens pc skærm og jeg har faktisk ikke fået skrevet dem ned. for - det var jo den gang....
Har så meldt mig ind i de danske vægtkonsulenter for oven i købet at få styr på mit madmisbrug. dette resulterede i 20 kg (mangler en del endnu) mindre siden marts i år. det er jeg ret stolt på *smil*
Har nemlig ellers været igennem et helvede bestående af overvægt, depression og enorm panik angst. Kunne sove hele dagen. var konstant træt, ingen energi til noget som helst... opvasken - jaaah.. tog en halv time for 3 tallerkener. Turde til sidst ingen gang går ud med skraldeposen mere - klassisk eksempel. At tage ude at handle resulterede tit i angst anfald lige da jeg skulle betale. Svedudbrud, hjertebanken, kvælingsfornemmelse - PYH, får gåsehud, tænker jeg tilbage. eller også kom jeg slet ikke ud. fik naboen til det eller kæresten. Gik endda med angst på arbejde. der fik jeg så også det værrste angst anfald i hele forløbet. det var ikke sjovt! jeg krampede faktisk i hænderne imens....blev sygmeldt dagen efter. Så kunne det være nok.
Var så også til psykolog med det - selvbetalt 6 gange. dette skulle sørme ikke styre min hverdag mere!!! og hvor det hjalp *smil*
Til læge var jeg så også. En ung læge i praktik tog mine symptomer alvorligt, efter JEG også tog MIG alvorligt - der da må være noget galt med mig siden jeg slet ikke var mig selv mere til sidst... selv min kæreste kunne ikke genkende mig... det gjorde ond!
Siden får jeg 200 mikg eltroxin, som jeg tager trofast hver morgen en halv time inden morgenmaden. Jeg har det så godt som aldrig før. Døjer lige nu vist bare med lidt vinter depri.....og faktisk lidt angst igen (som jeg dog kan styre nu) - for - når jeg nu at få børn? en nok idiotisk tanke....?!
Lige fordi jeg har det så godt, glemte jeg faktisk den usynlige "ven" hashimoto.....
Børneønsket trænge sig efterhånden mere og mere på, jo flere veninder rundt omkring meldte graviditeten ud.... hormonerne de drillede og så kom det ellers som et CHOK... jeg troede alt var i skønneste orden - men nej. Jeg fik at vide af min læge, at mit TPO slet ikke er "børnevenligt" endnu. Og at det godt kan tage 3-4 år endnu. Sidste år lå TPO på 5 tusind 7 hundrede noget (Ved ikke hvofor den ikke er blevet målt de andre gange, jeg fik taget blodprøve - koncentrede mig kun på t3 og tsh og t4) og nu her i oktober lå den på 2139 vist... fik at vide at sygeplejersken at den faktisk skal lige under 60 ..... *hyl* det er sørme lang vej endnu!!! Nu få jeg så målt TPO´en hver 3. måned for at få ro i sjælen på den måde.
Lægen sagde ellers - Vil jeg ungå abort eller at mit stofskifte pga den lille (havde vi nu ikke passet på) ville kunne gå amok igen i begge retninger...måtte jeg øve mig i tålmodighed.
Tag den..... dumme hashimoto.... jeg var simpelthen SÅ sur på mig selv... alt kom frem igen.... endda en uddannelse stod den i vejen for, fordi symptomerne bare kom mega frem midt i en praktik. Jeg troede jo jeg var blevet stresset af lektierne og alt det man skulle kunne i praktikken var blevet for meget - men det var jo depressionen, så lavt var stofskiftet på det tidspunkt.
Nu har jeg bare brug for tilbagemelding.
Nogen der sidder eller har siddet i sammen situation? Har brug for alle jeres erfaringer i har, så jeg kan få lidt ro i sjælen. Føler mig faktisk moders alene med min sygdom og dens hindringer lige nu.....
venter på svar med glæde
Venlig hilsen Katharina
Jeg hedder Katharina og er 26 år gammel.
Min historie:
For ca. et år siden fik jeg konstateret for lavt stofskifte grundet Hashimoto´s. Mine stofskifte tal er faktisk blevet stabiliseret i løbet af det første år. ligger på 0,1 så vidt jeg husker. den lå på 17 eller 18 i sin tid, så vist jeg husker. Hukommelse fejler ellers ikke noget, men det er et stykke siden jeg har set dem på lægens pc skærm og jeg har faktisk ikke fået skrevet dem ned. for - det var jo den gang....
Har så meldt mig ind i de danske vægtkonsulenter for oven i købet at få styr på mit madmisbrug. dette resulterede i 20 kg (mangler en del endnu) mindre siden marts i år. det er jeg ret stolt på *smil*
Har nemlig ellers været igennem et helvede bestående af overvægt, depression og enorm panik angst. Kunne sove hele dagen. var konstant træt, ingen energi til noget som helst... opvasken - jaaah.. tog en halv time for 3 tallerkener. Turde til sidst ingen gang går ud med skraldeposen mere - klassisk eksempel. At tage ude at handle resulterede tit i angst anfald lige da jeg skulle betale. Svedudbrud, hjertebanken, kvælingsfornemmelse - PYH, får gåsehud, tænker jeg tilbage. eller også kom jeg slet ikke ud. fik naboen til det eller kæresten. Gik endda med angst på arbejde. der fik jeg så også det værrste angst anfald i hele forløbet. det var ikke sjovt! jeg krampede faktisk i hænderne imens....blev sygmeldt dagen efter. Så kunne det være nok.
Var så også til psykolog med det - selvbetalt 6 gange. dette skulle sørme ikke styre min hverdag mere!!! og hvor det hjalp *smil*
Til læge var jeg så også. En ung læge i praktik tog mine symptomer alvorligt, efter JEG også tog MIG alvorligt - der da må være noget galt med mig siden jeg slet ikke var mig selv mere til sidst... selv min kæreste kunne ikke genkende mig... det gjorde ond!
Siden får jeg 200 mikg eltroxin, som jeg tager trofast hver morgen en halv time inden morgenmaden. Jeg har det så godt som aldrig før. Døjer lige nu vist bare med lidt vinter depri.....og faktisk lidt angst igen (som jeg dog kan styre nu) - for - når jeg nu at få børn? en nok idiotisk tanke....?!
Lige fordi jeg har det så godt, glemte jeg faktisk den usynlige "ven" hashimoto.....
Børneønsket trænge sig efterhånden mere og mere på, jo flere veninder rundt omkring meldte graviditeten ud.... hormonerne de drillede og så kom det ellers som et CHOK... jeg troede alt var i skønneste orden - men nej. Jeg fik at vide af min læge, at mit TPO slet ikke er "børnevenligt" endnu. Og at det godt kan tage 3-4 år endnu. Sidste år lå TPO på 5 tusind 7 hundrede noget (Ved ikke hvofor den ikke er blevet målt de andre gange, jeg fik taget blodprøve - koncentrede mig kun på t3 og tsh og t4) og nu her i oktober lå den på 2139 vist... fik at vide at sygeplejersken at den faktisk skal lige under 60 ..... *hyl* det er sørme lang vej endnu!!! Nu få jeg så målt TPO´en hver 3. måned for at få ro i sjælen på den måde.
Lægen sagde ellers - Vil jeg ungå abort eller at mit stofskifte pga den lille (havde vi nu ikke passet på) ville kunne gå amok igen i begge retninger...måtte jeg øve mig i tålmodighed.
Tag den..... dumme hashimoto.... jeg var simpelthen SÅ sur på mig selv... alt kom frem igen.... endda en uddannelse stod den i vejen for, fordi symptomerne bare kom mega frem midt i en praktik. Jeg troede jo jeg var blevet stresset af lektierne og alt det man skulle kunne i praktikken var blevet for meget - men det var jo depressionen, så lavt var stofskiftet på det tidspunkt.
Nu har jeg bare brug for tilbagemelding.
Nogen der sidder eller har siddet i sammen situation? Har brug for alle jeres erfaringer i har, så jeg kan få lidt ro i sjælen. Føler mig faktisk moders alene med min sygdom og dens hindringer lige nu.....
venter på svar med glæde
Venlig hilsen Katharina
Kommentarer
Mine spørgsmål lidt mere konkret formuleret:
Hvor svært er det at få børn med hashimoto?
Og skal man igennem mange aborter før det lykkes?
Var nogle af jer andres TPO tal højere og har i alligevel kunne gennemføre en normal (bortset fra at blive fulgt tæt af fødselslæger og endokrinologer) graviditet?
Jeg er snart indstillet på alt, fordi det er vist en kendsgerning, som der flere steder står sort på hvidt, at det er svært og med risici at blive gravid med hashimoto.