Indstillinger
Ingen tager min stress alvorligt
Jeg er en ung kvinde på 23. Fik barn som 19 årig, og få måneder efter depressionslignende symptomer. Umådelig træt, udmattet alle døgnets timer, tomhed, græd hele tiden, fortød vores barn (elskede ham over alt i verden, men følte at det jo var pga. at vi havde fået ham, problemet var opstået). Min mand havde ikke overskud til mig, når han kom hjem. Han kunne ikke tage sig sammen til at tage hjem fra arbejde, men fortsatte ofte ½-1 time efter arbejde pga dårlig samvittighed over at han hele dagen havde været langsom til at komme i gang med arb.opgaverne.
Månederne gik. Jeg havde barsel. Boede på landet, manden havde bilen, og jeg handlede om aftenen når han var kommet hjem. Da barslen var slut glædede jeg mig til at komme tilbage til arbejdet, for jeg ville gerne væk fra min nuværende triste hverdag. Men det var bare endnu hårdere, for jeg stod for alt der hjemme, og min mand tog kun del i leg og at made den lille.
Nogle få måneder gik og symptomerne tiltog. Jeg kunne ikke udføre mit arbejde ordentligt, for havde ingen korttidshukommelse overhovedet og måtte bede folk om at gentage hvad de sagde til mig hele tiden. Ingen koncentration, følte jeg gik inde i min helt egen klokke, og græd hele tiden, følte jeg skulle besvime hele tiden.
Jeg blev sygemeldt og troede endelig jeg skulle få noget hjælp. Lægen troede at det ville gå over, og nu 3 år efter, er der da forståelse, men han kan stadig intet gøre for mig.
Så skete der det at min mand fik langvarig depression, rygskade og diagnostiseret asperger syndrom (mild autismeform med meget let til stress, som så leder til depression i længden hvis man ikke tager hensyn til det).
Jeg har en masse kontakt med kommunen, eftersom jeg jo kom på sygedagpenge (derefter kontanthjælp pga. varigheden af sygemeldingen). Jeg har været indlagt på psykiatrisk, hvor man konstaterede at det ikke var depression i den forstand men overbelastning, og at jeg skulle overgå til kommunens ansvar, da de jo ikke kunne have mig liggende der.
Vi blev nød til at have aflastning til vores søn nogle faste dage om ugen. For nogle måneder siden har vi trappet ned til 2 dage om ugen.
Jeg har været i "arbejdsprøvning" 2 gange inde for det seneste år. Med ½ år imellem, og det gik slet ikke. Efter få dage var jeg så langt nede at jeg ikke følte jeg kunne fortsætte og vi måtte have akut aflastning og jeg kunne ikke klare mine pligter hjemme. Tudeture hele tiden, hjertebanken og selvfølgelig vrede over at kommunen mente det var nødvendigt at udsætte mig for det.
Jeg har fået det bedre nu hvor det er blevet slut med bleskift, men får stadig ikke søvn, kan ikke holde styr på mine tanker og bliver stresset bare vi tager på besøg hos familie et par timer. Når der er andre rundt om mig kan jeg ikke slappe ordentligt af, ved ikke hvorfor, men kan jo mærke det. Men nu skal vi så til det igen, jeg skal i prøvning og jeg er bare så pisse bange.
Jeg vil rigtig gerne, og glæder mig faktisk også. Men jeg ved at jeg ikke kan klare det. Jeg kan jo ikke engang klare det jeg har nu. Har lige taget en stresstest og den er oppe i det mørkerødefelt på 152, skulle det så virkelig hjælpe at putte arbejde oven i?
Jeg føler virkelig ikke der er nogen der tager mig seriøst mere. Endelig har jeg lært at mærke faresignalerne, men ingen tror på mig. For jeg smiler jo når jeg er til møde og ser jo slet ikke ud som om jeg er fuldstændig kvæstet meget af tiden, og bryder sammen så snart jeg er kommet ud af mødelokalet. Det er ligesom om jeg siger de forkerte ting. De siger bare at jeg skal arbejde, for ellers kan jeg ikke få kontanthjælp. Hvor jeg jo mener at det er vigtigere at blive rask først og vigtigt at min søn ikke skal endnu mere i aflastning fordi jeg får det dårligere.
Min mand er vendt på en tallerken. Han mener måske at han støtter mig, men det gør han overhovedet ikke. Han siger at det går jo godt og han har det jo fint, hver gang jeg siger til ham at jeg ikke kan se hvordan jeg skal kunne klare den store belastning der snart bliver lagt på mig. Han siger at "det skal nok gå, det er jo ikke så svært". Så siger han at nu gider han ikke at høre mere på mig og at jeg skal gå op og sove. Han bliver nemlig meget hurtigt stresset hvis jeg er negativ. Jeg synes jeg går og passer på ham hele tiden, for at han kan have det godt, når nu jeg ved at han ikke kan gøre for at han har asperger. Dvs. at jeg står for det meste af husholdningen og planlægning af det. Det er også mig der står op hver morgen og kører vores søn i børnehave, da han først ville komme derop kl 10 hvis min mand skulle gøre det. Og så siger han at det ikke er så svært! Jeg tror hans nye "taktik" er at han ikke vil give mig falske forhåbninger, da lovgivningen jo siger at jeg skal i arb på trods af de personlige konsekvenser.
Det gik så godt lige indtil denne uge startede, og nu har jeg bare fået det værre pga de her ekstra krav.
Alle steder læser man at man skal tage stress seriøst. Men hvad gør man når kommunen går i mod det.
Månederne gik. Jeg havde barsel. Boede på landet, manden havde bilen, og jeg handlede om aftenen når han var kommet hjem. Da barslen var slut glædede jeg mig til at komme tilbage til arbejdet, for jeg ville gerne væk fra min nuværende triste hverdag. Men det var bare endnu hårdere, for jeg stod for alt der hjemme, og min mand tog kun del i leg og at made den lille.
Nogle få måneder gik og symptomerne tiltog. Jeg kunne ikke udføre mit arbejde ordentligt, for havde ingen korttidshukommelse overhovedet og måtte bede folk om at gentage hvad de sagde til mig hele tiden. Ingen koncentration, følte jeg gik inde i min helt egen klokke, og græd hele tiden, følte jeg skulle besvime hele tiden.
Jeg blev sygemeldt og troede endelig jeg skulle få noget hjælp. Lægen troede at det ville gå over, og nu 3 år efter, er der da forståelse, men han kan stadig intet gøre for mig.
Så skete der det at min mand fik langvarig depression, rygskade og diagnostiseret asperger syndrom (mild autismeform med meget let til stress, som så leder til depression i længden hvis man ikke tager hensyn til det).
Jeg har en masse kontakt med kommunen, eftersom jeg jo kom på sygedagpenge (derefter kontanthjælp pga. varigheden af sygemeldingen). Jeg har været indlagt på psykiatrisk, hvor man konstaterede at det ikke var depression i den forstand men overbelastning, og at jeg skulle overgå til kommunens ansvar, da de jo ikke kunne have mig liggende der.
Vi blev nød til at have aflastning til vores søn nogle faste dage om ugen. For nogle måneder siden har vi trappet ned til 2 dage om ugen.
Jeg har været i "arbejdsprøvning" 2 gange inde for det seneste år. Med ½ år imellem, og det gik slet ikke. Efter få dage var jeg så langt nede at jeg ikke følte jeg kunne fortsætte og vi måtte have akut aflastning og jeg kunne ikke klare mine pligter hjemme. Tudeture hele tiden, hjertebanken og selvfølgelig vrede over at kommunen mente det var nødvendigt at udsætte mig for det.
Jeg har fået det bedre nu hvor det er blevet slut med bleskift, men får stadig ikke søvn, kan ikke holde styr på mine tanker og bliver stresset bare vi tager på besøg hos familie et par timer. Når der er andre rundt om mig kan jeg ikke slappe ordentligt af, ved ikke hvorfor, men kan jo mærke det. Men nu skal vi så til det igen, jeg skal i prøvning og jeg er bare så pisse bange.
Jeg vil rigtig gerne, og glæder mig faktisk også. Men jeg ved at jeg ikke kan klare det. Jeg kan jo ikke engang klare det jeg har nu. Har lige taget en stresstest og den er oppe i det mørkerødefelt på 152, skulle det så virkelig hjælpe at putte arbejde oven i?
Jeg føler virkelig ikke der er nogen der tager mig seriøst mere. Endelig har jeg lært at mærke faresignalerne, men ingen tror på mig. For jeg smiler jo når jeg er til møde og ser jo slet ikke ud som om jeg er fuldstændig kvæstet meget af tiden, og bryder sammen så snart jeg er kommet ud af mødelokalet. Det er ligesom om jeg siger de forkerte ting. De siger bare at jeg skal arbejde, for ellers kan jeg ikke få kontanthjælp. Hvor jeg jo mener at det er vigtigere at blive rask først og vigtigt at min søn ikke skal endnu mere i aflastning fordi jeg får det dårligere.
Min mand er vendt på en tallerken. Han mener måske at han støtter mig, men det gør han overhovedet ikke. Han siger at det går jo godt og han har det jo fint, hver gang jeg siger til ham at jeg ikke kan se hvordan jeg skal kunne klare den store belastning der snart bliver lagt på mig. Han siger at "det skal nok gå, det er jo ikke så svært". Så siger han at nu gider han ikke at høre mere på mig og at jeg skal gå op og sove. Han bliver nemlig meget hurtigt stresset hvis jeg er negativ. Jeg synes jeg går og passer på ham hele tiden, for at han kan have det godt, når nu jeg ved at han ikke kan gøre for at han har asperger. Dvs. at jeg står for det meste af husholdningen og planlægning af det. Det er også mig der står op hver morgen og kører vores søn i børnehave, da han først ville komme derop kl 10 hvis min mand skulle gøre det. Og så siger han at det ikke er så svært! Jeg tror hans nye "taktik" er at han ikke vil give mig falske forhåbninger, da lovgivningen jo siger at jeg skal i arb på trods af de personlige konsekvenser.
Det gik så godt lige indtil denne uge startede, og nu har jeg bare fået det værre pga de her ekstra krav.
Alle steder læser man at man skal tage stress seriøst. Men hvad gør man når kommunen går i mod det.
Kommentarer
Hvad med din læge? Kan du ikke få noget støtte fra den side? Du skriver, at psykiatrisk afdeling ikke fandt, at du havde en egentig depression men at det var overbelastning. Jo... men tingene hænger jo ofte sammen. En ubehandlet fødselsdepression er ikke let at slippe af med, kan jeg godt skrive under på. Har din læge udtalt sig om, hvorvidt han/hun vurderer, at du har en egentlig depression?
Det nytter jo ikke noget, at kommunen bare truer med at tage kontanthjælpen fra dig, hvis du er sygemeldt af din læge.
Evt. kan du kontakte SR-bistand over nettet. De har en brevkasse, hvor du får svar fra frivillige socialrådgivere -
http://www.sr-bistand.dk/netbrevkassen.asp
Jeg ved, hvor hård kampen mod kommunen er. Jeg har selv været midt i den i flere år. Man forventer et samarbejde men det er nærmest kæft, trit og retning og mere stress og pres oven i.
I min kommune har de langtidssygemeldte skabt et netværk. Ikke at det hjælper dig noget men du kan evt. prøve at kigge på www.sygifrederikssund.dk. Måske kan du finde nogle tip og gode råd ind imellem. Københavns kommune har også en café for langtidssygemeldte - Café Sygemeldt - men det hjælper dig jo heller ikke meget, hvis du bor længere væk.
Så hæfter jeg mig ved, at du skriver, at du smiler og ser glad ud, når du er til møde og så bryder du sammen bagefter.
Her er du nok nødt til at gå ud over dine egne grænser og gøre noget andet. Hvis du viser dig glad og smilende, så signalerer du, at du har det meget bedre, end du har det og så bliver du ikke taget alvorligt. Jeg ved, det er barsk, men de er simpelthen nødt til at se, hvordan du har det indeni. Hvis du er sort indeni, så er du også nødt til at være sort udenpå, når du er sammen med nogen fra det officielle system. Det samme når/hvis du kommer i arbejdsprøvning. Lad være med at gå ud over dine egne grænser. Sæt dig til at tudbrøle, om det så skal være.
Jeg ved, at det er rædselsfuldt men de tager IKKE dine ord for pålydende, hvis du viser noget andet, end det du siger. Det er dine handlinger og ikke dine ord, de regner med. Så længe du viser, at du kan hænge sammen, så vil de blive ved med at plage dig. Så du kan lige så godt først som sidst vise, at du bare ikke magter mere. Det er ikke nok, at du kun siger det - de vil se beviser. Sørgeligt men sandt.
Ikke at det er til stor hjælp det her. I kampen mod systemet er der ikke meget hjælp at hente desværre. Som sagt: SR-bistand og din læge er mine bedste bud.
Mange hilsner og tanker Helene
Nogle måneder senere fik jeg af kommunen, 5 psykologtimer og senere kom der nogle stykker mere på. Men det når man jo ikke så langt med. Men altså hun sagde: langvarig psykisk belastning. Refererede til barndom osv.
Og det seneste er jo så fra min indlæggelse som er over 1 år siden (så er det jo klart at kommunen mener at nu må jeg jo være rask, ikke). De har skrevet uspecificeret personlighedsforstyrrelse. Men mit største problem er stress. Det er det der gør at jeg ikke fungerer i hverdagen. Det er jo ikke fordi jeg bare er bange for at komme igang igen efter en lang sygemelding. Men jeg har jo prøvet det før, og kan ikke blive ved med at holde sammen på familien hvis jeg ryger ned igen. For så gør min kæreste det også (erfaring), og så er vi endnu mindre i stand til at tage os af vores søn. Og vi kan ikke undgå at han mærkes af dette. Men de siger til mig at "det kunne jo også gå godt".
Når jeg har nævnt ordet sygemeldt efter jeg overgik til kontanthjælp, så får jeg at vide (af kommunens medarb) at jeg er ikke "sygemeldt", jeg er på "kontanthjælp".
Når jeg er i en anden situation, f.eks. møde. Eller bare sammen med andre mennesker i det hele taget, kopierer jeg dem ligesom. Så jeg har svært ved at mærke den rigtige mig, som jeg hvade det f.eks. inden jeg tog afsted. Det er også fandens! De tror jo bare jeg faker. Jeg har altid gjort det, og har fået at vide (kan ikke huske hvor) at det har noget at gøre med den der personlighedsforstyrrelse. Måske er det derfor det i min nuværende situation er udmattende for mig bagefter, når jeg har været i prøvning. Hvis jeg skulle vise den "personlige" mig, så ville det være fake, for jeg tror simpelthen ikke jeg kan være mig selv fuldstændig sammen med sagsbehandlerene/jobkonsulenterne. Jeg siger flertal, fordi de jo skiftes ud konstant. Men altså jeg bryder jo først sammen når jeg kommer hjem i sikre rammer, hvor jeg ikke behøver at være på mere, og kan komme i konktakt med mig selv igen.
Men jeg tror du har fuldstændig ret. Og konklussionen må være at den psykolog jeg er ved at søge om lige nu må være mit bedste bud på at komme videre på en måde hvorpå jeg også kan beskytte mig selv. Og så se om jeg er stærk nok til at udrede mere om den der personlighedforstyrrelse.
Tusind tak for dit svar og din forståelse. Der er ikke noget værre end at føle at ingen forstår een.
Jeg har lige et par kommentarer mere efter dit svar.
Nej, så få psykologtimer kommer man ikke langt med.
Langvarig psykisk belastning relateret til barndommen, hvis jeg forstår dig rigtigt. Det er jo slet ikke ualmindeligt, at netop ting der relaterer til éns egen barndom, begynder at spøge og er årsag til, at man ryger ned med flaget, når man selv får barn. Når man så også står meget alene med det hele, så skal det jo gå galt. Det var præcist samme situation, jeg var i.
For mit vedkommende startede den psykiske eller følelsesmæssige stress i barndommen. Når der så kommer mere på gennem livet, så knækker filmen før eller siden. Stressen i forhold til nutiden og den aktuelle situation er p.t. dit største problem - men den hænger jo sammen med alt det, der er gået forud og som har gjort dig meget sårbar overfor stress og pres. Man er nødt til at se det i sin helhed.
Ja, kommunen siger, at det kunne også gå godt - men hvor sandsynligt er det lige, når du i forvejen er meget udsat? Jeg har også hørt noget af det samme. Du ved, hvordan du har det og at der er alt for stor sandsynlighed for, at det ikke går godt, så det handler selvfølgeigt om, at du får passet bedst muligt på dig selv.
Jeg forstår slet ikke, at din kommune kan sige, at du 'ikke er sygemeldt, du er på kontanthjælp'. Da du kom på kontanthjælp var du vel sygemeldt? Det er jo ikke kommunen, der skal vurdere, om du er syg - det er din læge eller andre specialister.
Jeg har været sygemeldt på kontanthjælp i et år nu. Jeg har ovenikøbet et brev fra jobcentret, hvor jeg får at vide, at jeg er fritaget for at søge arbejde, da jeg er placeret i matchgruppe 4-5 p.g.a. sygdom.
Har du været hos din læge? Hvis din læge vurderer, at du er for dårlig til at komme i arb.prøvning og sygemelder dig, er kommunen jo nødt til at forholde sig til det.
Jeg forstår fuldstændigt, hvad du mener med, at du ligesom kopierer andre og ikke kan mærke dig selv. Ja, det har helt sikkert noget med personlighedsforstyrrelsen at gøre. Jeg har haft det ligesådan (og har fået diagnosen borderline og har givetvis også PTSD). Jeg har været igennem et terapiforløb på 4½ år (så satte kontanthjælpen en stopper for det).
Jeg havde det også sådan, at jeg først begyndte at kunne mærke mig selv og kunne græde, når jeg kom hjem og var alene. Når jeg var ude mellem andre, slog jeg automatpiloten til.
Men det måtte jeg simpelthen arbejde mig ud af, for kommunen forstår det ikke. Nogle kommuner er selvfølgeligt værre end andre - min er meget tung at danse med og din lyder ikke bedre. De vil se beviser. Min erfaring har været, at det først var, da jeg beviste mine ord i handling og satte mig til at tudbrøle eller blev rasende og simpelthen beviste, at jeg ikke kunne arbejde, at de begyndte at forholde sig bare en lille smule til, at jeg vist ikke var helt rask!
Det lyder godt, at du har søgt om psykolog. Det er helt klart, at du har brug for noget hjælp. Jeg undrer mig over, at du har fået lov at gå så længe på kontanthjælp uden, at de har krævet, at du kom i behandling af en slags.
Det vigtigste lige nu må vel være, at du får trukket tiden, så du ikke bliver sendt i arb.prøvning foreløbig.
Nej, der er ikke noget værre end at gå alene med så store problemer. Det gør absolut kun ondt værre. Du kan tro, at jeg forstår dig fuldstændigt og jeg føler med dig. Det er en meget svær og hård situation, du står i og du har brug for nogen, der kan hjælpe og støtte dig. Jeg håber, at du får bevilget psykologen. Omkring det juridiske er der som sagt SR-bistand her på nettet. Og hvis du får lyst til/brug for at skrive igen, så chekker jeg Netdoktor hver dag.
Mange hilsner Helene
Jeg kan se det er et ældre indlæg men jeg vil nu skrive alligevel.
Du skal ikke gå og påtage dig ansvar for din mand slet ikke, du har oven i kæbet forsøgt og han er en voksen mand.
Du skal ikke lavet det hele, det det handler om som voksen kvinde er det faktisk at, kunne ligge det fra sig.
Vi skal ikke gå og tror at det er os der skal ellers bryder hele hjemme fra hinanden for det gør den ikke.
Nu vil jeg forrælle lidt om min situation og jeg har let svært ved at overskue sådan lange indlæg og beskrive min egen så jeg håber den kan forståes.
For at starte ved starten da det hele gik skævt for mig.
Jeg fik barn da jeg lige var fyldt 18 år jeg var lykkelig for mit ønske barn jeg var alene gennem det hele faderen ville ikke have barnet, vi havde gået i skole sammen.
Da min søn var 1 1/2 år mødete jeg en fyr som ville gå ind til Martin som min søn hedder.Han var et år yngere.
Et år efter havde vi en lille pige også, vi boede i lejlighed.
I 1990 flyttede vi i hus som var et dødsbo med to små børn, Martin på knap 5 nadia på knap to.
Jeg skulle ud og arbejde ellers kunne vi ikke købe hus.Jeg har kun haft små ufaglærte job men ikke mere end et år et sted.
Vi giftede os også 1 dec 1990.
Vi kørte retsag på arvingerne af huset da vi efter manges vurderinger var til nedrivning.Efter 7 år hvor kommunen ikke kunne hjælpe os med et midlertidigt sted af bo selv om vi fik afvide at vores hus var farligt at bo i.Jo mod at tilbagebetale de penge som vi kunne låne.
1997 ville vi så med hånden rive huset ned og med min fars kunnen, bygge nyt selv om vi slet ikke have råd bygge et nyt træ hus, klorak osv skulle søges om ved byggeteknisk forvaltningen, heldigvis så KIRKEN det og de var på udgik efter en stor grund til deres Præst så de købte huset og stedet for det beløb vi sad i gæld for.Vi havde revet det meste ned undtagen vægge i kælderen, hårdt arbejde.
Det skal siges at jeg efter at ha boet der et år fik konstanteret Psyresis.
Vi boede hos mine svigerforældre nogle måneder til vi fandt et hus til under en million som skulle gøres alt ved inden i.Dengang var priserne lige steget voldsomt.Jeg var grædefærdig alt for meget arbejde og jeg følte mig meget nede.Desuden var det hårdt at have de to små og gå på abrjde og så manden som opførte sig som et lille barn selv.Min moder kom og gik med mine børn en time efter jeg havde fri så jeg kunne lave mad osv.
Tænk man bare gjorde det.
År 2000-vores ægteskab var en konstant diskution, for mit vedkommende var det stress tror jeg, jeg kunne ikke sige fra og det gjorde at jeg var sur altid.Min mand fandt en ny kvinde i juni 2000 og vi blev skilt.Jeg havde nat arbejde.
Min Storebror døde september 2000 så pludselig var alt ligemeget skilsmessen på tre måneder var han væk stort chok og meget nedtur til os alle.Han blev 36 år døde af kræft.
November 2000- min søn døde i bil ulykke, han blev påkørt af en bil da han skulle over vejen, 15 år gammel.LIge startet i gym, han var rykket op i skolen så han startede tidligt i gym.
Jeg forsøgte at abrjde efter min storebror havde børnene alene hjemme om natten og kom hjem kl 07 ca så kunne sende dem afsted, men det var ikke rart. Han var 14 år nadia 10 år.
Men efter min søn omkom stoppede hele min verden.ALT var ligemeget selv min datter.Huset var koldt tomt uden liv.Efter tre måneder forsøgte jeg at gå på arbejde uden held stod op og græd hele natten tre dage så blev jeg sendt hjem igen.Jeg begyndte at ryge og sov kun to timer af gangen, var rastløs.jeg røg20 timer af døgnet.Jeg fik sove piller men vågnede efter to timer.SÅ fik jeg noget med lungerne,jeg fik psykolog hjælp 2x 10 timer for min bror og min søn.Min psykolog sendte mig på hospitalet for mine smerter i hjertet sådan føltes den.En spyt prøve men den viste ikke noget så jeg blev ved samme dag altså, så til sidst to de røngten billede spm viste en skygge på venstre lunge, efterfølgene kunne de ikke vise andet end at det måske var og måske ikke.....hvad det persis var er ikke fundet men skyggen er væk igen efter fire måneder.
Dødsfaldene er længere væk nu men jeg føler mig tom inden i nogle gange kommer der en "opgiver" følse op.
Min nuværene husbond og jeg fandt allerede hiinanden 1 2002 vi blev viet et år efter og fik vores datter Mia i 2004 og vi kan desværre ikke få flere hvorfor ved vi ikke helt.
2002- fik jeg konstanteret modermærke kræft heldigvis kun i stadie 1, så jeg går til tjek for forandringer af alle modermærker på kroppen.
Vi boede på fyn fra 2003 til 2007 i ejerlejlighed.
2007 dec- flyttede vi ind i Børnenes gudfaders ejerlejlighed for et år, efter at ha fundet et billigt hus i nord jylland.
2008-Nord jylland, min husbond var leder før i kb en kort periode Århus men nu gik han hjemme, pres pres pres sådan følte jeg vores situation.
Det skal siges at jeg gennem hele perioden var på 3F penge og perioder Sygedagpenge.De sender jo tusinde breve.Mens vi boede i kb fik jeg underlige symptomer som, meget glemsomhed, hjertebanken, svimmel,
meget følsom for lyde, køre syg i tog, fly syg, luft syg hvad jeg aldrig har været før.Så jeg bæev sendt til øre specialist han undersøgte og sagde så at når det var lyde var det tit psykisk.En hjerne specialist snakkede med mig to minutter gammel skid, han sprugte om jeg arbejdede sagde nej så sagde han ud igen du er fin få et job.
Hvordan føler man sig så.
Det skal siges jeg er adopteret fra Korea i 1967.
Uha efterfølgene var der en masse.
Jeg fik en båndoptager på men efter fire månder efter mine symptomer var der de gik faktisk væk.
Derud over har jeg aldrig følt min venstre lunge har været helt ok.
Så da vi flyttede tænkte jeg at nu skulle det undersøges og så det psykiske som jeg selv følte det var.
Breve fra 3F konstant, regninger, os to uden arbejde, før havde vi ikke et sted at bo.
Min nu værene læge startede undersøgelser.Røngten af lunger og henvisning til lunge specialist i Århus langt her fra.
Røngten viste at hjertet var forstørret (jeg viste ikke de også havde taget af hjertet) og der var noget sammenpresset noget omkring hjertet så det skulle undersøges.
Mit blodtryk var for højt så jeg fik Grønne vanddrivene for blodtrykket.Lungelægen sagde at det var nok for vandet i lungerne.Jeg segde at det var for blodtrykket men jeg tror lungespecialisten ikke gad høre det trode jeg gentog det tre gange.Hun mente stadig det var for vandet i lungerne som altid kom når hjertet pumpede som mit var beskrevet ud fra Røngten.Nyt scanning af hjertet med kontrask væske.Den viste intet.
Blev indlagt fra egen læge et døgn.Fik taget EKG osv fandt intet andet end at min puls gik ned når jeg følte en pressen for hjertet selv om jeg jo sagde jeg ikke var nervøs troede de mig jo ikke, de syntes det var underligt at den faldt men gjorde ikke noget ved det.
Efter har jeg fået taget en masse prøver, cykel test, cykel test med kontrast væske, Nyre scanning.Intet er vist.
Hjerteægerne spørger til børn og siger sp at Martin at jeg kunne have et barn på 23 år og pludselig er det ligesom mit ptoblem og ikke det jeg faktsik kom ind for.
Man skal åbenbart IKKE nævne de dødsfald, som gør mig ondt fordi min søn stadig er en del af mine børn.
Jeg har gået sygemeldt siden April 2008 og nu kan Sygedagpenge kontoret snart ikke give mig penge mere et år siger de så skal de finde en grund til at forlænge den.
De har sendt mig til en af DERES Psykiater for at se hvad der evt er galt når der nu ikke er vist noget på prøverne.
Psykiateren skrev brev om jeg skulle komme en gang af 3-4 timer.
Da vi ikke har så mange penge var turen i bus dyr ca 110 kr men det sagde Jobcenter at de nok skulle betale.
Tiden var en mandag, Psykiateren ringede Fredag spurgte om jeg kunne komme kl 10 jo da selv om jeg så må tage bus kl 07.12 her fra og vente 1, 5 time på tiden kl 10, vores tid var tidliger kl 11.
Om jeg ikke måtte vente til kl 10:25 på at komme ind,Ih jeg blev allerede irriteret der.
Da jeg så kom ind ( skal siges at jeg snakker meget og har intet imod psykologer, psykiatere har jeg ikke rigtigt besøgt kun tre gange og stoppede fordi han var vild efter jeg fik depressions piller, lykke piller).
startede hun med at hun ikke havde nået at få alle mine lægelige papire hentet (hun havde haft en månede fra jeg fik brevet til jeg sklulle komme) så hun sagde at jeg kunne komme igen om en uge så ville alle papirene sikert nå at være der.
men hvordan F...... hun ville have dem klar på en uge når hun ikke kunne nå det på en måndede....nøj hvor var jeg irriteret.
Jeg sad der 1,5 time det jeg skulle fortælle om var bare mit liv som baby og op gennem årene.
Tiden jeg fik en uge efter var bare at hun læste det op hun haved skrevet og efter 1, 5 var jeg uden igen der også, og så skrev hun enda fejl i hendes konklution af mit helbred alligevel. Og jobcenter arbejder jo efter den, hvordan kan hun leve en udredning uden at have alle papirene?
Hvordan kan Jobcenter regne med den når hun ikke har papirene?
Da jeg kom havde hun stadog ikke modtaget papirene og det hun havde gjort var at kontakte min læge efter papirene, hvor efter hun så kontaktede jpbcenter så de kunne kontakte mig så JEG kunne bede min læge om at sende alle papirene til Psykiateren.
Min læge sagde hun syntes det var så frækt og at de skulle betale for den.
Men lægen har åbenbartt ikke sendt dem alle.
Det skal siges at jeg har forsøgt at gå hjemme med et lille beløb om måneden det kunne man før, passe ens barn hjemme for tusinde kr eller ca, men det er levet om.
Nu vil de så sende mig i noget kursus noget som både er skole i at starte og noget praktik.
Men vi bor på landet busserne køre meget dumt og jeg ville meget gerne have vores datter i brønehave tre timer om dagen men med vores arbejdestider skal hun aflevers kl 7 for vi kan nå bussen på evt job til kl 9.Sidste bus kl 7.12 (før kl 9) det tager en time med bussen.Det samme eftermiddag,Det kursus vare fra kl 9-15 jeg skal med bussen læ 15.15 ellers nårjeg ikke at hente min-
Det jeg aller helst ville var at arbejde tre timer hente min datter efter 3 timer og så UD AF det system af jobcenterog 3f det stresser mig meget.
Det er min historie men mine symptomer er meget lig dine....
Husker som en si og det er meget slemt ikke kun alm ting og lidt hver dag.
Overskue ting kan jeg ikke, som du smiler jeg når jeg er til samtaler og det tolker de åbenbert ikke sådan som jeg er stresset,
når jeg laver noget glemmer jeg hvad jeg er i gang med, altså de fysiske ting.
Pyskiateren sagde til mig " har du tænkt på Demens om det kunne væres sådan noget du kunne have starten af"? og nej det haved jeg ikke og hun har ikke skrevet noget om den udtales i hendes vurdering, det kan man da heller ikke gøre.
Jobcenter skal have deres egen læge til at vureder mig ud fra den Psykiaters udtalelser som jeg jo mener er fuldstændigt uden mening da hun slet ikke kan det for det først uden alle papirene og fr det andet uden at vide hvordan jeg har det nu og gennem to år.
Jobcenter siger om en uge skulle lægen ha set på den.
Hvis Jobcebter lægen mener jeg er rask og bare skal i gang igen så kan jeg jo lige så godt melde mig rask igen og få stress af breve der fra.
VOres problem er også at vi har meget gæld og ikke kan klare os hvis jeg ikke mindst har tre tusinde ud om måneden.
Jeg ville gerne ud men jeg er ikke til at sætte til en ansvarsbevist arbejde da jeg glemmer ting hele tiden.
Når jeg snakker med folk i tlf feks så først bliver jeg sur så hidsig så opgiven og når samtalen er slut kan jeg sætte mig ned og tude og føler en opgivelses føelse.
Vi har fem gange fået besøg af børnenes gudfader og gudmoder og der går alt i stykker fordi jeg glemmer ting hele tiden.
SMå ting i maden glemmer jeg.
Kan ligge en bog et sted og finden den så ligge den for så igen ikke at kunne finde den sådan kan jeg gå en time.
ligger ting helr forkert i køkkenet.
tage forkert bus,
se forkert på tiderne på bussen, ikke fordi jeg ikke kan læse tiderne.
Når jeg skal ud af døren så kan jeg gå ind og ud pga glemte ting 10 x.
Når vi skal ud at gå lille tur så stresser jeg meget så jeg får ondt i min venstre arm og rød i hovedet.
Jeg føler som om en elastik lukker blodet for min venstre arm men der er ikke noget siger de.
Er konstant pleget af Svamp i skeden især op til mens.
Sidste vinter hele tiden forkølses sår som jeg ikke kunne komme af med, efter tre gange pille kur har det holdt det væk indtil nu.
Men jeg skal have sovet ellers kommer det så småt igen.
MIn husbond har fået job men meget dumme arbejdetider så dumme at han tit mp venter to timer på bussen hjem og så tager turen jo en time så når han har fri lørdag kl 17 så kan han færst tage bus kl 19.10 så han er hjemme 20.15. sådan er det også om morgenen.
Møde kl 12 hejmme fra kl 10.
Møde kl 10 hjemme fra kl 7.
Vi har snakket om at søge job i kb og så bo hos min mor men så kan vores datter ikke få brønehave plads hvis adressen står i nord jylland.
Bil ser det ud til vi ikke har råd til.
Forløbig arbejder min mand nu med en udbetaling på 12-14 om måneden hvad et to mere end på dagpenge og selvfølgelig er det fint men ikke i forhold til alle de timer han er væk.
EFter 6 måneder så kan han blive rigtigt ansat og stige nogle tusinde mere nu får firmaet jo tilskud fra 3F og det er jo fedt for firmaet så ser vi om der er brug for ham efter.
Kære du- du MÅ fraligge dig noget af dit ansvar.
Få noget mere psykolog hjælp med tilskud og det er alligevel dyrt hvis pengene er små.
jeg ved det med at fraligge sig ansvar ikke er nemt.
Får du depressions piller?
Jeg ved ikke hvor meget mine indlæge hjælper dig andet end der er ander som læser din indlæg og har det meget som du.
Stort knus om bedring fremover.