Tør ikke gå til lægen!
Jeg er temmelig sikker på jeg er på vej ud i en deression, og det bliver værre og værre for hver dag der går og har det gjort det sidste år. men tør ikke rigtig gå til min læge, har ikke let ved at åbne mig på den måde og synes virkelig det er noget meget personligt at skulle sidde og snakke med en vildt fremmet om. kunne godt bruge et råd eller to.
Kommentarer
Pøj pøj med det :O)
Jeg gik til lægen og fik beroligende piller, men det hjalp ikke.
Efter ca 5 måneder sank jeg grædende ned over skrivebordet.
Lægen sendte mig samme dag til speciallæge, og det glemmer jeg aldrig.
Da jeg trådte ind ad døren udbrød hun "Å nej, sikke en"
Der gik ca 1½ måned før saroten-retard begyndte at hjælpe, og først efter 1 år var jeg klar til at arbejde igen.
26 år efter fik jeg en let blodprop i hjernen og på sygehuset kom de tegn på depression jeg kendte, men lægerne ville ikke tro på det. Først på 3. gaden
kom 1. reservelæge, og jeg spurgte om han havde haft en depression. Nej det har jeg ikke, hvortil jeg sagde: Så ved De ikke hvad det drejer sig om og hvilke symtomer der går i forvejen. Samme aften begyndte behandlingen og jeg klarede det næsten omgående uden problemer. Jeg fik dog besked på, at pillen skulle tages i 3 måneder. Efter yderligere 6 dage blev jeg udskrevet.
Efter et voldsomt skænderi med min mand om vores børn og mine reaktioner, fortalte jeg ham at jeg var sikker på jeg havde en depression (han kunne ikke kende mig længere)!!! Selvom han opfordrede mig til at opsøge læge, slog jeg det hen... Jeg synes simpelthen ikke at jeg kunne diskutere den mærkelige/svære måde jeg havde det på, med en fremmed (for jeg kunne jo ikke engang forklare mine nærmeste det).
Min mor ringer en formiddag i forrige uge og siger hun lige kommer forbi... Jeg prøver på alle mulige måder at undslippe hendes besøg, men hun er lige i nærheden... I det øjeblik min mor træder ind af døren, bryder jeg fuldstændig sammen (skal lige siges at min mor arbejder på børnepsykiatrisk hospital) Der blev jeg 100 % overbevist om at der var noget galt... Min mor nægtede at køre fra mig, før jeg havde aftalt en tid hos lægen (jeg er dog 32 år og har 3 børn)
Da jeg den efterfølgende dag kom til læge, brød jeg totalt sammen igen.. jeg fik afvide at jeg har en svær depression,- blev med det samme sat i medicinsk behandling og tilbudt samtaleterapi... Jeg tog imod alt og skal til min første samtale på fredag.
Det var min historie, som ligner meget din... Kom ud af skabet og hjælp dig selv... Gå til den læge,- ja, det er møgsvært, men bagefter er det en god følelse der venter. Bare følelsen af at der bliver taget hånd om tingene kan lysne lidt forude...
Kom afsted og skriv tilbage hvordan det går...
Kærlige tanker Caslinic.
Jeg håber, at du allerede har været ved lægen. Men hvis du ikke har, vil jeg gerne prøve at give dig et råd. Du skriver, at du har svært ved at åbne dig og sidde og snakke med en fremmed om noget så personligt.
Derfor synes jeg også bare at du skal gå til lægen og sige, at du frygter, at du har en depression.
Så er det lægens tur til snakke!
Lægen vil normalt stille dig en række konkrete spørgsmål, som er ret nemme at besvare, f.eks. om din appetit eller dit søvnmønster har ændret sig, om du er mere træt, om din lyst eller interesse har ændret sig, om du har selvbebrejdelser og et par spørgsmål mere.
Der behøver altså ikke at være tale om, at du skal sidde og krænge en hel masse personlige tanker og følelser ud. Lægen kender symptomerne på depression.
Det er et stort problem ved sygdommen depression, at den depressive ofte føler sig skyldig over sygdommen. Det er åbenbart sådan, at vi tror, at vi selv har ansvaret for, hvordan vi har det psykisk. Men depression er noget, vi ikke kan gøre for.
Lægen kender den tilstand, fordi han/hun har set den utallige gange før.
I øvrigt kan der være fysiske grunde til depression. Det er endnu en grund til hurtigt at komme til læge og blive grundigt undersøgt. Depression kan udløses af f.eks. lavt stofskifte eller lav blodprocent og andre mangler på vigtige næringsstoffer. Derfor er det vigtigt at få taget en blodprøve, så du kan blive tjekket for disse ting.
Jeg er overbevist om, at du – når du har været ved læge – vil være meget lettet og sige: ”Det var ikke så slemt. Det skulle jeg have gjort for længe siden”.
Mange gode ønsker og tanker til dig
Kameliadamen
Rart at laese indlaeggene og at vide, at man ikke er alene. Jeg tror at jeg er roeget ud i en depression for foerste gang paa mange aar - jeg er i dag 44.
Min foerste depression startede da jeg var 18-19 og varede mange aar. Jeg opsoegte ikke hjaelp - det var for pinligt og desuden troede jeg, at jeg var et haabloest tilfaelde som ikke kunne helbredes. Det gik over med tiden - alderen vil jeg tro og fik ogsaa bedre livsforhold.
I forbindelse med en meget barsk separation fik jeg en ny depression. Samme ting igen - opsoegte ikke hjaelp og det gik over med tiden. Men efter den omgang lovede jeg mig selv, at hvis det skete igen, ville jeg opsoege hjaelp. Jeg er ikke kommet saa langt endnu, men har fortalt foraeldre, nogle venner og min vidunderlige kaereste, at tingene ikke er som de skal. Det hjaelper. Men har ikke lyst til at belaste dem for meget - men synes at mit liv er for kort til endnu en depression. Vil opsoege hjaelp!
Jeg ved ikke hvad min tilstand skyldes. Jeg er nok ret foelsom og sart. Har et stort behov for kaerlighed - foeler mig nemt uelsket - og ydre ting som politiske kriser, klimaaendringer, vold, grusomhed, uraetfaerdighed paavirker mig meget. I mit miljoe skete der nogle ret barske ting. Samtidig skulle jeg tage nogle store, personlige beslutninger. Og saa rejste min kaereste til udlandet i forb. med arbejde. Ja se, det var aabenbart nok og jeg faldt sammen! Sikke noget lort og det er allerede gaaet ud over mit arbejde. Endnu ikke ud over familie, kaereste og venner.
Havde en god og tryg opvaekst. Sund og kaerlig familie. Nogle onkler og tanter er roeget ud i ret haeftige depressioner nogle gange, men ellers ser jeg ikke nogle "arvelige" faktorer i mit tilfaelde.
En af mine veninder er midt inde i en dyb depression, hun faar hjaelp og ogsaa noget medicin. Vil opsoege samme psykolog som hende havde jeg taenkt mig. Og saa ellers proeve at sove og spise - men det kniber med det! Og det goer ikke tingene bedre - er inde i en ond cirkel! Af angst for ikke at falde i soevn falder jeg ikke i soevn, arbejder stort set ikke hvilket giver mig panik og appetitten har jeg mistet. OEV!
Er der nogen der har en kommentar?
Sådan har jeg det også.
Jeg tror jeg har levet i en "mild depression" det meste af mit liv.
Men - her i efteråret kom jeg til skade, og har haft en sygeperiode, som jeg dog nogenlunde er ovre igen, men psykisk hænger det slet ikke sammen for mig mere.
Jeg kan simpelthen ikke finde mit liv igen.
Jeg drak indimellem lige lidt rigeligt, førhen, men nu er det bare - accelereret helt vildt, jeg er simpelthen ligeglad med alt og alle, jeg er på bistand ligenu (som sygemeldt) og har søgt et job, fordi jeg jo altid har kunnet arbejde, og i princippet er rask nok nu til at kunne arbejde, - men jeg er bare i tvivl om - om jeg rent faktisk kan klare det, sådan som jeg har det ligenu, og jeg har VIRKELIG - tænkt på at gå til læge, ikke for at få ynk, men for måske lige at få lettet mit hjerte lidt... jeg er jo - dybest set - slet ikke sådan en person der bare giver op og lader stå til, men ligenu er jeg sgu....... det er skammeligt at være vidne til.....
Fra sidelinien af ens eget liv...
Men jeg kan slet ikke se det for mig, at skulle erkende overfor "offentligheden" at jeg ikke fungerer, mig der altid får at vide, jeg er SÅ velfungerende, veluddannet, og har alle muligheder....
Jeg forsøger at opretholde løgnen, yes jeg har tjek på det, men jeg får mindre og mindre tjek på det for hver dag der går.
Jeg overvejer virkelig meget at gå til læge, og jeg vil endda nok indvillige i at æde de lykkepiller jeg altid har nægtet.
Men det er bare det dér med at - komme derhen og få det over sine læber... jeg kan ikke længere styre mit eget liv - hjælp mig...
Det er sindssygt svært.
Jeg forstår dig 100 %!!! :-)
*
Der er jeg bange for at ende. Jeg har ingen børn endnu, og det er mit største ønske i livet. Og det valg jeg gør nu, at gå til læge eller ikke, kan afgøre hele min fremtid ikke bare til det bedre, men også til det meget værre.
Måske fjollet dilemma, men det er der.
jeg er nu i tvivl om hvorvidt jeg er nød til at være sygemeldt længer tid end om jeg skal prøve at gå på arbejde og se hvordan det går. samtalen med min chef før jul, gjorde jo at jeg foruden min fiberspræning også blev endnu mere stresset!!!. Jeg ved snart ikke om det er derfor jeg nu har det så dårligt. for jeg havde jo symtomer på stress inden også.
Jeg har haft mange sygedage, og jeg kan risikere at blive fyret på det grunglag. derfor er det bare ikke let for mig at melde mig for meget syg.
Jeg er deværre også på en arbejdsplads som ikke håndterede det at jeg blev syg med depression så godt,da jeg var klar til arbejde igen, anbefalede min psykiater at jeg startede op på halvtid. det ville de ikke være med til, så jeg startede op på fuldtid. og brugte min ferie ( den jeg havde tilgode således at jeg arbejdede en uge og en uge fri ) efter 3 mdr er jeg dødtræt, for det er hårdt at state op på fuld tid, og får mave problemer i ca 2 mdr, jeg har en bakterie i mavesækken , men lægen forstår ik at jeg skal have så ondt i maven, og jeg tror selv at det var psykisk betinget. Det forsvinder og
jeg vender tilbage til arbejdet, og har det ok indtil for en måned siden.
er der mon nogen der kan give mig et godt råd ? måske nogen der har haft ligende erfaringer ?