Vrede - et godt råd efterlyses!!!
Hej!
Jeg har en søn på 7 år, der ind imellem bliver så vred, så man næsten ikke kan styre ham. Han sparker, slår, bider osv. Det kan være de midnste ting, som udløser et "anfald", som fx. at der skal ryddes op, børstes tænder osv. Normalt er han en dejlig, harmonisk og kærlig dreng, som fungerer fint i skolen og herhjemme. Han har et tæt forhold til sin lillesøster, så der er ikke noget jaoulusi som gør sig gældende.
Det sker heldigvis ikke så tit, og indtil videre er det kun sket herhjemme, hvor vi kan være omkring ham - og "beskytte" ham.
Men jeg bliver bekymret, for han er slet ikke sig selv, mens det står på. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kan ske, hvis det sker mens han er sammen med andre børn? Kan han gøre skade på sig selv og ikke mindst andre?
Efter et anfald snakker vi altid med ham, og prøver at forklare ham at er er ok at være vred - bare ikke på denne måde. Han kan ikke selv fortælle, hvorfor han bliver så vred - han ved det ikke, som han siger. Og han bliver så ked af det efterfølgende.
Det er jo normalt med at børn bliver vrede, det virker bare så voldsomt - og vi vil gerne lære ham, at blive vred på en ordentlig måde.
Nogen derude, som har prøvet tilsvarende, eller som har et godt råd?
Jeg håber, det er en fase, som går over igen...
Hilsen den positive (som ikke er særlig positiv lige nu...)
Jeg har en søn på 7 år, der ind imellem bliver så vred, så man næsten ikke kan styre ham. Han sparker, slår, bider osv. Det kan være de midnste ting, som udløser et "anfald", som fx. at der skal ryddes op, børstes tænder osv. Normalt er han en dejlig, harmonisk og kærlig dreng, som fungerer fint i skolen og herhjemme. Han har et tæt forhold til sin lillesøster, så der er ikke noget jaoulusi som gør sig gældende.
Det sker heldigvis ikke så tit, og indtil videre er det kun sket herhjemme, hvor vi kan være omkring ham - og "beskytte" ham.
Men jeg bliver bekymret, for han er slet ikke sig selv, mens det står på. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kan ske, hvis det sker mens han er sammen med andre børn? Kan han gøre skade på sig selv og ikke mindst andre?
Efter et anfald snakker vi altid med ham, og prøver at forklare ham at er er ok at være vred - bare ikke på denne måde. Han kan ikke selv fortælle, hvorfor han bliver så vred - han ved det ikke, som han siger. Og han bliver så ked af det efterfølgende.
Det er jo normalt med at børn bliver vrede, det virker bare så voldsomt - og vi vil gerne lære ham, at blive vred på en ordentlig måde.
Nogen derude, som har prøvet tilsvarende, eller som har et godt råd?
Jeg håber, det er en fase, som går over igen...
Hilsen den positive (som ikke er særlig positiv lige nu...)
Kommentarer
Det lyder meget voldsomt med din søn. Mon du har talt med en læge eller en børnspsykolog om problemet? Der er vist ofte knyttet psykologer til skoler, og jeg kunne forestille mig, at det var en god ide at prøve at spørge der. Jeg kan godt forstå, at du ikke er interesseret i, at problemet skal blive større og sprede sig uden for hjemmet, derfor tror jeg også at det er nødvendigt at tage problemet i opløbet.
Måske har din søn svært ved at udtrykke sig og så bliver det til vrede? Jeg ved det ikke, men prøv at tage en uforpligtende snak med en psykolog, jeg er sikker på, at det ville være en god investering både for dig og din søn.
Venlig hilsen
B
Jeg har med opmærksomhed læst dit indlæg. Vi har de samme problemer her hjemme! Og jeg kunne også godt bruge et par gode råd?
Du har fået et svar, men jeg kan ikke genkende "tolkningen" af dit indlæg og kan derfor ikke bruge "rådet" til så meget. Du har sikkert, som jeg, sat dig ind i diverse mulige diagnoser. Et kriterie for f.eks. ADHD, er bl.a. at adfæren ses i alle tænkelige sammenhænge samt at denne skal ses i mindst 6 md.
Min søns vrede ses kun hjemme og når mor/far sætter grænser. Kommer nogle dage af gangen og vi har så efterfølgende en dejlig "normalt" reagerende dreng. Vi så lidt af det i 4-5 års alderen, men med fokus på og ved hjælp af anderkendende kommunikation (marte meo) forsvandt det efter ca. 2 md. Nu er det så dukket op igen og med 500 kg tungt skyts, iform af grimme ord, slåen ud efter og en træls kort lunde!
Jeg er begyndt at sætte mig ind i nogle redskaber, som nogle skoler bruger i de såkaldte "familieklasser". Kort fortalt, i samarbejde med barnet, findes der et eller 2 mål, konkrete. Går det godt = glad smilys. De arbejder sig opad mod målet og kan i den sidste ende give en belønning. Jeg har set lignende metoder i de der engelske opdragelses programer og vi er enige i at det er adfærdspædagogik, men et eller andet må jo prøves af!!
Følelsesmæssigt er det hårdt, synes jeg - det giver så frygteligt mange spekulationer! Det skal lige tilføjes, at min søn gennemgik en psykologisk/pædagogisk vurdering i foråret og han er tip-top "normal" ;-) i institutionssammenhænge mm.
Jeg kunne godt tænke mig følgende: en erfaren børneopdrager, sådan én med succes..smil smil... Nej, vedkommende skulle komme forbi et par uger, fint med et video-kamera og lad os så se, hvad pokker vi kan ændre på og gøre bedre!!?? Dét ønsker jeg i julegave og jeg betaler gerne... :-)
Håber der sidder nogen derude og kan give et konstruktivt bidrag til mit indlæg??
Mvh. en mor som drømmer om positiv udvikling - NU! ;-)
Har du overvejet små træk fra autisme? Har nogle i din familie autisme?
Held og lykke
KH LG
Du skriver "godt at I taler om det bagefter" - ??? det forstår jeg ikke lige helt, hvis det er ift. mit indlæg??
Tjaaa, på en skala fra 0 - 10 (hvor 10 er højest) ligger han på 0,5 - Autisme har et gennemgående symptom som f.eks manglende forestillingsevne, altså evnen til at kunne forestille sig en given proces, igen og igen, som så tilsidst bliver en automathandling hos mennesker med en normal udvikling.
Dét er ikke et problem hos min søn samt ift. andre symptomer/træk.
95% vælger den samme plads i kantinen, personale møder mm., heraf har ca. 80 %, 2 lysestager eller andet pyntenips, stående ved siden af hinanden i vinduskarmen. :-D Her kan der sikkert skrives mange andre eksempler, på helt almindelige "små-autistiske" træk, som de fleste af os havde, allerede som barn. (:-D jeg vil lige her tilføje, at jeg hører til de sidste 5%, jeg vælger gerne en anden plads, end "den faste" og jeg behøver ikke have 2 ens nips/lysestager)
Gennem årene har han haft brug for forusigelighed og har bestemt også, ind imellem, haft en adfærd som har givet stof til eftertanke. (og tolkning!!!)
Ingen af os eller nærmeste pårørende, har en adfærd som leder tanken hen på autisme, ADHD, ADD, Tourette, OCD, Asberger (diag. udgår i 2010)
Når vi så gang nummer ??, har forholdt os til ovenstående, ender vi ved udgangspunktet for mit indlæg, nemlig opdragelse! Her kan der jo også være nogle "faldgrupper" - såsom ØNSKEbarn, halvgamle forældre, ENEbarn mm. :-D Faktisk så jeg engang et afsnit af et engelsk opdragelsesprogram, jeg tænkte den gang om børnenes adfærd, HOLD da op. Sådan en dreng har jeg sørme ind imellem og han ligner mere deres "symptomer", end diverse diagn.
Dét er her min tænkning vedr. adfærdspædagogisk/regulering/guidning kommer i fokus. Måske er det hele så simpelt? og alligevel med et stykke vej mod mål, selvfølgelig...
Med venlige hilsner..... :-)
Du har ret angående dit indlæg, men at opdragelse kan medføre en dårlig opførelse giver jeg dig ikke 100% ret i. Med respekt.
For eksempel,, hmm.. Min mor har i mange år forsøgt forgæves at lære min bror om tolerance, respekt og man IKKE slår sine søskende. Hun har arbejdet hårdt, fået meget modstand af andre forældre der mener hun er en dårlig mor, men alligevel har hun taget kampen op. Min bror har vokset fra problemet at slå, men alligevel kan han ikke forstå ANDRES behov og tanker.
Det viste sig så, at han var en utrolig velfungerende autist, hvilket forklarer problemet (:
For at give en kort konklusion, er mit budskab at forældre er ikke altid 100% skyldige i deres børns opførelse.
Tak for dit indlæg - vil du ikke fortælle lidt mere om din familie? Hvordan var vejen frem til "light-velfungerende autist" ? Hvordan var han som dreng, på forskellig vis ?
Suk, vi har faktisk haft nogle svære weekend dage, om ikke hele døgnet, så pænt mange timer sammenlagt! Han har haft en ufattelig kort lunte, dét er hårdt. Så jeg har endnu engang læst om ADD, ADHD, autisme mm......samt været på nettet og søge efter privat praktiserende børnepsykologer.
Vi har besluttet at der må ske et og andet i det nye år, opdragelse eller ej. ;-)
Med venlige hilsner....
Jeg har en datter på 7 år. Hun fik diagnosen OCD sidste år.
Jeg har aldrig forstået hvad der lå bag hendes eksplosive vrede.
Hun får disse ekstreme udbrud og kan ikke stoppe dem selv.
Der skal kun en bagatel til at starte dem og man kan ikke se et mønster i dem.
Nu er de inde på, hun har en anden diagnose. Tourette med OCD symptomer.
Efter at have læst om Tourette inde på nettet. Er jeg blevet meget klogere.
Det har været til stor hjælp for datteren og som os som familie.
Det giver en helt anden forståelse og mulighed for at takle det hele bedre.
Håber andre kan få glæde af at læse om disse Raserianfald fra Glostrup Hospital.
En oplysende folder de har lagt ud på nettet til os forældre.
Hilsen Ajadobbo
http://www.glostruphospital.dk/NR/rdonl ... 3%B8rn.pdf
KUN herhjemme...(heldigvis), i skolen er der ikke noget i den stil overhovedet....
(Vi har fundet en kæmpe-pude frem som raseriet skal rases af i .... Har ikke haft et raserianfald siden vi fik boksepuden som hjælperedskab, men er spændt på om det virker næste gang han kommer i en situation, hvor han har brug for at afreagere).
Små ting jeg har lagt mærke til; Lunten er kortere når:
Han ikke har fået nok at spise/drikke
Han ikke har fået søvn nok
Der er været meget uro i skolen...
og når;
han ikke bliver "advaret" om hvad der skal ske... (eksempelvis hjælper det at fortælle hvornår han skal lave lektier eks.:
om 15 min. og senere minde ham om at nu er der 5 min til du skal lave lektier... / før vi spiser / jeg vil have at du laver lektier inden du skal ud at lege med din ven...
Jesper Juul skriver i bogen "Din kompetente familie", at man bør starte sætninger med "jeg" i stedet for "du". Det virker ikke så "surt" synes min søn, når jeg starter med "jeg vil havde at...." (i stedet for "du skal").
Jeg tror på, at man med anerkendende sprog kan nå rigtig langt. Vise forståelse, indlevelse, sympati .... når han eksempelvis ikke lige har lyst til at komme i seng, ikke vil hjælpe med at ryde af bordet.... "Det kan jeg godt forstå du ikke har lyst til, det kan også være kedeligt/træls, men vi skal have det gjort og jeg vil have at du hjælper... -agtigt"
Min oplevelse at det hjælper at lytte til hans behov om lige at få lov til at spille et spil færdigt, se noget færdigt på tv el.lign. så han er lidt medbestemmende omkring hvornår... Han har også behov for at koble fra når han kommer hjem osv.
Det hjælper også at jeg, når jeg kan mærke det har været en hård dag eller at han ikke har fået spist meget af madpakken el.lign. ja så skal kravene heller ikke være for høje lige med det første.
Nogle har måske en diagnose, men jeg tror meget kan hjælpes med anerkendende sprog / tydelige og kærlige grænser / og ro og overskud på hverdagen til at tage de kampe der skal tages på en ordentlig måde.
Jeg har så sent som i dag lånt en bog af Thomas Kaiser: "BLIV HOS MIG NÅR JEG ER VRED".... Her er hvad jeg fandt på nettet om bogen:
»At afvise et barn, der angriber aggressivt, er det samme som at lade være med at opdrage det, og dermed berøves det en chance for at finde tilbage til sig selv og sine forældre,« skriver Thomas Kaiser i en ny og noget anderledes bog om børneopdragelse »Bliv hos mig når jeg er vred« med undertitlen »Sådan tackler man børns aggressioner og raserianfald«.
Bogen er smækfyldt med ideer til lege og øvelser, hvor forældre og børn kan komme tættere på hinanden og finde frem til, hvor problemet ligger. Og Thomas Kaiser går meget praktisk til værks. Et af hans forslag er f.eks. at sy en såkaldt vredespude eller -sæk, fylde den med stof eller skumgummi og hænge den op i dørkarmen. Hvor mange vredesangreb mon sækken overlever? Familien kan også fremstille en vredesbold eller vredesseddel. Bolden, der helst skal være blød, har man så lov til at kyle mod væggen, og papiret kan man enten skrive på, hvor vred man er eller krølle det sammen og kyle det væk.
Andre af Kaisers øvelser går ud på, at familien hjælper hinanden til at håndtere vrede bedre. Øvelsen »gætte følelser« går ud på, at lederen af spillet siger forskellige sætninger som f.eks. »Det klarer jeg aldrig«. Deltagerne skal derefter gætte hvilke følelser, der gemmer sig bag ordene. Mange af forslagene til lege, der involverer både børn og voksne, går netop ud på, at parterne skal komme tættere på hinanden og lære at forstå hinanden. Derved kan barnet måske få mere styr på sine vredesanfald.
jeg har et barn der gjorde det sammen dengang han var ung, det er bare en fase.