Indstillinger
Erfaringer med angst ...
Jeg trænger lige til at lette mit hjerte lid - og har for noget tid siden skrevet herinde og fået god respons.
Nu vil jeg ikke lige fortælle hele historien, da den er mega lang - men mit "angst" startede med jeg pludselig besvimede i en bus, som jo medførte hospital ophold på ferie destinationen. Jeg har ALDRIG fejlet noget som helst og i første omgang troede jeg det var for lidt væske osv. Under samme tur på vej hjem gik det dog pludselig galt igen og jeg var virkelig nervøs for hvad der var galt.
Jeg fik tjekket hjertefrekvens, blodsukker og hvad det alt hedder i 6 måneders tid og intet var unormal - så det var noget psykisk betinget. Jeg gik en periode og var lettet over, at jeg intet fysisk fejlede, men i min sind lå tanken hele tiden .. hvornår sker det igen. Efter et år, hvor jeg ikke snakkede med nogen som helst om, at jeg altså har det skidt med f.eks. mange folk eller omgivelser hvor jeg ikke uden videre kan komme væk, gik jeg til mine nærmeste omgivelser og fortalte at den altså var galt. De vidste selvfølgelig også godt, at den nok stadig var gal, men de ville jo så heller ikke såre mig og begynde at spørge ind til det.
Vi blev enige om at en psykolog, var den rigtige vej som jeg startede med i januar - hvilket også har hjulpet rigtig meget, hvis jeg tænker tilbage hvor jeg stod inden jeg startede.
I dagligdagen er det overhovedet intet problem for mig. Der hvor jeg mærker angsten bevæge sig, er f.eks. når jeg skal på nogle ture - eller f.eks. Kirke etc, hvor jeg uden videre ikke kan komme væk. Jeg har dog haft nogle oplevelser som virkelig har givet mig selvtillid, som f.eks. et kirkebesøg, hvor jeg absolut intet mærkede - angsten har jeg kunne mærke på, hjertebanken, tung vejrtrækning og fornemmelse af at besvime - hvor sidste nævnte er det jeg i sig selv frygter, at besvime.
En anden paradoksal ting jeg kæmper med lige nu er tandlæge. Jeg har som sådan ikke tandlægeskræk, men det jeg frygter er at ligge i den stol og ikke uden videre kan komme væk, hvis jeg begynder at få det skidt. Selvfølgelig vil jeg indvie tandlægen i min "fobi", men angsten for angsten sidder der stadig. Det samme omkring ferie - hvor jeg før har rejst flere gange årligt og nød hver eneste sekund, har jeg virkelig en mental barriere om at rejse nu - stadigvæk angsten for angsten.
Det er de ting, der nogle dage kan få mig i en trist humør - jeg føler livskvaliteten er forsvundet lidt, mens jeg andre gange ligesom opbygger i mig selv, at jeg ikke vil lade angsten for angsten styre mit liv og skulle jeg virkelig besvime (hvilket kun er sket 1 gang, men dog jeg ofte har følt der var optræk til), så lad det ske, da det i sig selv jo ikke er farligt.
Jeg ved ikke om andre har erfaringer. Jeg har et eller andet sted den mening, at for at komme af med angsten for angsten skal man springe ud i det. Gå hjemme og vente på, at det pludselig en dag er væk tror jeg ikke på - med eller uden psykolog hjælp. Men på den anden side - tage skridtet og sige, at nu er jeg ligeglad med at angsten ligger i baghovedet føler jeg er enorm svær. Nogle dage er jeg dybt besluttet på det kan være nok med alt det angst for angsten - og andre dage, hvor men måske har knap så god en dag, kan man slet ikke overskue det.
Hvad har andre af erfaringer om hvordan de evt. er kommet videre ? - det er ikke meningen, at det her skal afhjælpe en psykolog, men få en mening fra en der måske har været igennem det er også til stor hjælp.
Nu vil jeg ikke lige fortælle hele historien, da den er mega lang - men mit "angst" startede med jeg pludselig besvimede i en bus, som jo medførte hospital ophold på ferie destinationen. Jeg har ALDRIG fejlet noget som helst og i første omgang troede jeg det var for lidt væske osv. Under samme tur på vej hjem gik det dog pludselig galt igen og jeg var virkelig nervøs for hvad der var galt.
Jeg fik tjekket hjertefrekvens, blodsukker og hvad det alt hedder i 6 måneders tid og intet var unormal - så det var noget psykisk betinget. Jeg gik en periode og var lettet over, at jeg intet fysisk fejlede, men i min sind lå tanken hele tiden .. hvornår sker det igen. Efter et år, hvor jeg ikke snakkede med nogen som helst om, at jeg altså har det skidt med f.eks. mange folk eller omgivelser hvor jeg ikke uden videre kan komme væk, gik jeg til mine nærmeste omgivelser og fortalte at den altså var galt. De vidste selvfølgelig også godt, at den nok stadig var gal, men de ville jo så heller ikke såre mig og begynde at spørge ind til det.
Vi blev enige om at en psykolog, var den rigtige vej som jeg startede med i januar - hvilket også har hjulpet rigtig meget, hvis jeg tænker tilbage hvor jeg stod inden jeg startede.
I dagligdagen er det overhovedet intet problem for mig. Der hvor jeg mærker angsten bevæge sig, er f.eks. når jeg skal på nogle ture - eller f.eks. Kirke etc, hvor jeg uden videre ikke kan komme væk. Jeg har dog haft nogle oplevelser som virkelig har givet mig selvtillid, som f.eks. et kirkebesøg, hvor jeg absolut intet mærkede - angsten har jeg kunne mærke på, hjertebanken, tung vejrtrækning og fornemmelse af at besvime - hvor sidste nævnte er det jeg i sig selv frygter, at besvime.
En anden paradoksal ting jeg kæmper med lige nu er tandlæge. Jeg har som sådan ikke tandlægeskræk, men det jeg frygter er at ligge i den stol og ikke uden videre kan komme væk, hvis jeg begynder at få det skidt. Selvfølgelig vil jeg indvie tandlægen i min "fobi", men angsten for angsten sidder der stadig. Det samme omkring ferie - hvor jeg før har rejst flere gange årligt og nød hver eneste sekund, har jeg virkelig en mental barriere om at rejse nu - stadigvæk angsten for angsten.
Det er de ting, der nogle dage kan få mig i en trist humør - jeg føler livskvaliteten er forsvundet lidt, mens jeg andre gange ligesom opbygger i mig selv, at jeg ikke vil lade angsten for angsten styre mit liv og skulle jeg virkelig besvime (hvilket kun er sket 1 gang, men dog jeg ofte har følt der var optræk til), så lad det ske, da det i sig selv jo ikke er farligt.
Jeg ved ikke om andre har erfaringer. Jeg har et eller andet sted den mening, at for at komme af med angsten for angsten skal man springe ud i det. Gå hjemme og vente på, at det pludselig en dag er væk tror jeg ikke på - med eller uden psykolog hjælp. Men på den anden side - tage skridtet og sige, at nu er jeg ligeglad med at angsten ligger i baghovedet føler jeg er enorm svær. Nogle dage er jeg dybt besluttet på det kan være nok med alt det angst for angsten - og andre dage, hvor men måske har knap så god en dag, kan man slet ikke overskue det.
Hvad har andre af erfaringer om hvordan de evt. er kommet videre ? - det er ikke meningen, at det her skal afhjælpe en psykolog, men få en mening fra en der måske har været igennem det er også til stor hjælp.
Kommentarer
Dejligt, at du trods alt har fået det bedre og har haft udbytte af dine samtaler med en psykolog. Man kan bestemt arbejde videre med tingene på egen hånd men jeg tror, at det er klogt stadigt at have en behandler i ryggen.
Jeg har gået til terapi i 4 år og har arbejdet meget med den frygt og angst, jeg har haft (og har) i mit liv.
Jeg er kommet til at se sådan på det, at angsten er underbevidsthedens budbringer. Bag enhver angst ligger der en uerkendt frygt. Altså må jeg finde ud af, hvad det er, jeg frygter, når noget trigger angsten. Jeg prøver at lytte indad og beder min underbevidsthed om hjælp til at finde svaret.
Min angst gav sig i sin tid udslag i bl.a. meget slemme hovedpineanfald (forklædt angst). Det kunne typisk være, når jeg sad i en bus. Ved at lytte til mig selv, kunne jeg så konstatere, at det handlede om, at jeg ubevidst havde følt, at jeg fik folk for tæt på mig - mine grænser blev overskredet. Der var for mange lyde, for meget støj, for mange indtryk. Ved at sætte mig på et én-mands sæde og lukke øjnene og gå ind i mig selv, fik jeg skabt et 'rum' omkring mig, så jeg kunne holde ud at være der. Derudover handlede det om, at jeg følte mig spærret inde og fanget. Da jeg havde konstateret det, kunne jeg forholde mig mere rationelt til det og sige til mig selv, at det kun var 15 minutter, jeg skulle køre med bussen og gik det helt galt, kunne jeg stå af ved et stoppested tidligere.
Da jeg var blevet klar over disse ting og derfor kunne forholde mig til dem og handle på dem, fik jeg ikke længere hovedpineanfald i bussen.
Jeg vil heller ikke bare give efter for angsten, for så kan den hurtigt komme til at styre hele mit liv. Men omvendt så lærer jeg intet af angsten, hvis jeg ikke lytter til den og prøver at forstå den. Jeg kan ikke bare tvinge mig selv til at gøre noget, der giver mig angst, hvis ikke min underbevidsthed forstår, hvad idéen med det er. Så føler jeg, at jeg begår vold mod mig selv.
For mig er angsten ikke længere en indre fjende. Jeg oplever, at angsten er en følelse, der vil beskytte mig mod noget, som sindet oplever er farligt for mig. Det er så min opgave at finde ud af, hvorfor sindet tror, at noget ufarligt er farligt. Ved at lytte og lære af det, angsten vil fortælle mig, så viser jeg både respekt for mig selv og for min angst.
Hilsen Helene