Min datter hiver håret af.
Min datter som nu er 9, har altid haft en vane med at nulre sit hår så der kom små knuder der var svære at få ud.
De sidste par måneder er hun så oveni "bare" at lave knuder, nu ligefrem begyndt at hive håret ud.
Der er på ingen tid kommet to store bare pletter i hovedbunden, hvor hun har hevet håret ud.
Hendes far og jeg blev skilt for et år siden, det jeg dog vil kalde en af de gode skilsmisser. Her var ikke tale om en masse skænderier og mudderkastning, men ganske enkelt to voksne mennesker som var vokset fra hinanden, hvilket har gjort at vi fra startet har haft et dejligt afslappet forhold til hinanden og ikke kæmper om at gøre det bedste for vores datter.
Hun bor en uge hos os hver og det lader til hun er faldet godt til begge steder.
Selvfølgelig er det aldrig sjovt at være skilsmissebarn og helst ser man jo at sine forældre er sammen hele livet.
Vi taler begge meget med vores datter og det lader ikke til at hun går og gemmer på ting hun er ked af. Jeg synes hun er god til at komme ud med det når noget går hende på.
Så tilbage til emnet.
Derfor undrer vi os jo over hvad der pludselig får en pige til at hive håret så voldsomt af at der ligefrem kommer bare pletter.
Når vi taler med hende om det, siger hun at hun ikke kan lade være og at hun godt kan lide at pille i den lille knude som kommer ud for enden af håret når hun hiver det ud.
Vi har derfor ønsket at hun fik en snak med skolesundhedsplejersken i håb om at hun måske kunne hjælpe til at finde ud af årsagen.
Skolesundhedsplejersken siger at det er en sygdom, psykisk, men ved ikke hvad man kan gøre.
Nu har vi fået en akut tid hos vores egen læge for at høre om han kender til det.
Er der andre her som har oplevet det samme vil jeg meget gerne høre om det, da det jo selvfølgelig går vores datter meget på og hendes klassekammerater også er begyndt at kommentere det.
Så hjælp hjælp.
Hvad pokker kan vi gøre ?
Mvh Tanja
De sidste par måneder er hun så oveni "bare" at lave knuder, nu ligefrem begyndt at hive håret ud.
Der er på ingen tid kommet to store bare pletter i hovedbunden, hvor hun har hevet håret ud.
Hendes far og jeg blev skilt for et år siden, det jeg dog vil kalde en af de gode skilsmisser. Her var ikke tale om en masse skænderier og mudderkastning, men ganske enkelt to voksne mennesker som var vokset fra hinanden, hvilket har gjort at vi fra startet har haft et dejligt afslappet forhold til hinanden og ikke kæmper om at gøre det bedste for vores datter.
Hun bor en uge hos os hver og det lader til hun er faldet godt til begge steder.
Selvfølgelig er det aldrig sjovt at være skilsmissebarn og helst ser man jo at sine forældre er sammen hele livet.
Vi taler begge meget med vores datter og det lader ikke til at hun går og gemmer på ting hun er ked af. Jeg synes hun er god til at komme ud med det når noget går hende på.
Så tilbage til emnet.
Derfor undrer vi os jo over hvad der pludselig får en pige til at hive håret så voldsomt af at der ligefrem kommer bare pletter.
Når vi taler med hende om det, siger hun at hun ikke kan lade være og at hun godt kan lide at pille i den lille knude som kommer ud for enden af håret når hun hiver det ud.
Vi har derfor ønsket at hun fik en snak med skolesundhedsplejersken i håb om at hun måske kunne hjælpe til at finde ud af årsagen.
Skolesundhedsplejersken siger at det er en sygdom, psykisk, men ved ikke hvad man kan gøre.
Nu har vi fået en akut tid hos vores egen læge for at høre om han kender til det.
Er der andre her som har oplevet det samme vil jeg meget gerne høre om det, da det jo selvfølgelig går vores datter meget på og hendes klassekammerater også er begyndt at kommentere det.
Så hjælp hjælp.
Hvad pokker kan vi gøre ?
Mvh Tanja
Kommentarer
Jeg vil lige tilføje at jeg aldrig har været i den sammen situation ang udrivning af hår.Er selv kommet ud af skilsmisse på samme måde,4 år siden.Men børn ved hvordan de skal tiltrække opmærksomhed og vores svage punkt er hvordan barnet har det, især efter en skilsmisse.Mine piger selv efter nu 4 år, indrømmede den anden dag at de kun ønsker at mor og far skal være sammen.Måske ser jeres datter jer tale mere sammen ang.hendes hår og føler at dette netop får hendes hendes forældre at kommunikere sammen,og om hende!!Jeg kender jer jo ikke som famille, men voksne mennesker taber ogsa hår nar de er stressede situationer el.mangler vitaminer.Få en aftale med jeres læge og en psykolog.Min ældeste datter havde sidste år hjælp,da hun havde pb i skolen.Det er ikke altid rart at indrømme at barnet skal have eksternt hjælp, men det kan virkelig hjælpe
Held og lykke
Katja
Hvordan pokker forestiller I jer, hun skal kunne forstå det, I har udsat hende for? Hun er da nødt til at få en forklaring på, hvorfor I har valgt at ødelægge hendes familie, og en 9-årig forstår ikke, at I bare er vokset fra hinanden. Det er nok rigtigt fornuftigt at få noget professionel hjælp ind, der kan hjælpe jer med at få hende til at forstå det.
Samtidig har I i fin fordragelighed delt jeres barn, så hun bor en uge hos den ene og en uge hos den anden, hvilket sikkert passer meget fint til jeres behov; så har I lige stor glæde og lige stort ansvar, men har I som forældre overhovedet tænkt tanken, hvordan det må være for sådan et barn at leve sin barndom på feltfod; flytte hver uge – kunne I selv holde det ud?
Du skriver, det fungerer fint, men prøv lige at forestille dig, at du – som er voksen!! - skulle flytte hver uge; du skulle huske at pakke dine ynglingsting, de ting, du har brug for næste uge, du skal hen og bo i et andet hjem, hvor der godt er nogen, der elsker dig, men ligegyldigt hvor meget man har forsøgt, så er der forskellige husregler, forskellige livsmønstre som du skal omstille dig til – hver uge.
Jeg synes, det lyder rigtig, rigtig hårdt – det mange børn bliver udsat for. Jeg synes meget man i skilmisse fuldstændig glemmer børnene og deres behov i sin iver for at tilfredsstille egne behov, i øvrigt under dække af, at man gør det godt som muligt for sine børn – undskyld, det her er ikke en anklage, virkelig mange forældre tror selv, de gør disse ting for børnenes skyld, men glemmer lige at forsøge at sætte sig i barnets situation.
Jeg kan godt forstå, hun påkalder sig opmærksom med det hår, og tror det ville være fornuftigt, at hun fik lidt hjælp. For naturligvis kan hun blive en glad og velfungerende pige – hun kan da nok også lære at fungere fint med at bo to steder, men hun skal bestemt have en forståelse for hvorfor.
Og – for god ordens skyld: Jeg blev selv skilt, da mine børn var 12 og 14 år; det var ikke en rar skilsmisse, og der var konfliker – dog heldigvis aldrig omkring børnene. Mine børn havde dog oplevet, at deres forældre ikke fungerede, så efter en tid, kom de begge – i øvrigt uafhængigt af hinanden – og sagde til mig, at de godt kunne forstå det, og at de nu oplevede at både deres mor og far var blevet gladere og havde mere overskud. Jeg brugte også megen tid på at forklare mine børn hvorfor, uden at udlevere deres far selvfølgelig – og nej, det var ikke nemt, men det mener jeg da, de havde krav på.
Jeg synes ikke det er godt for børnene at skulle flytte hver uge. Det er synd for dem. Jeg har en veninde som havde det samme, barnet boede 1 uge hhv. hos faderen og 1 uge hos moren.
Barnet havde en dag spurgt: "mor hvor er mit hjem, egentlig"? det er ikke i barnets tarv af flytte så meget mellem 2 steder. Det er ene og alene i de voksnes tarv.
Det lyder måske hårdt, men tænk på, hvis det var Jer selv, der skulle flytte hver uge. kunne I holde det ud? Nej vel.
Tilstanden hedder trikotillomani og der har været noget om det i TV.
Har fundet følgende link og udfra dette er der uenighed om det er psyk eller kropskemi der er årsagen.
http://www.triko.dk/e107_plugins/conten ... content.11
http://www.helse.dk/Default.aspx?ID=157 ... ewsID=5362
http://www.ungdomsportalen.dk/index.php?id=323
Held og lykke med det.
Mvh Lil_70
Det lyder alvorligt. Bestil tid hos egen læge med henblik på henvisning til en børnepsykolog.
Leonine.
Vi har talt med hende om det og hun er næsten holdt op.
Jeg ved ikke hvad man ellers kan gøre, men I er i hvert fald ikke alene om at opleve det :-)
Jeg har læst dit indlæg og kan genkende det du skriver. Jeg er selv skilsmisse barn og har selv rykket håret ud af hoved, så jeg havde skallet pletter. Jeg husker ikke, da jeg begyndte med, at rykke håret ud da jeg gik i børnehave, at jeg gjorde det fordi jeg var utryg. Jeg husker det bare som en rar ting, at nullere håret sammen og med tiden kom det med, at hive det ud så på. Det gjorde ikke ondt som jeg husker det, jeg tror det blev en vane. Jeg er i dage en helt normal dame/mor på 35 år og desværre bruger jeg stadig det med, at nuller hår, jeg hiver det dog ikke ud, det stoppede af sig selv, da jeg blev omkring 4-5 år. Jeg nullere stadig hår, når jeg skal tænke meget over noget, måske sker det når jeg er presset. Derfor tænker jeg, at det godt kan hænge sammen med jeres skilsmisse, måske føler din datter sig ubevidst "utryg" pga. af de store ændringen i jeres liv og så finder hun måske ro i håret. Jeg tænker, at det bedste du kan gøre er, at tage en snak med hende om det, så hun bliver mere opmærksom på det med, at hive håret ud er en dårlig ide og måske kan hun forklarer dig hvorfor hun gør det. Jeg tror ikke hun er unormal eller skal til en læge som andre læsere skriver.