Hvorfor skriver vi egentlig her på Netdoktor?
Hej alle sammen
Jeg har skrevet debatindlæg her på Netdoktor i tre år nu. Og jeg har da mange gange overvejet, hvorfor jeg gør det, og egentlig har jeg også prøvet at holde op. For er det ikke en underlig måde at bruge sin tid på? Jeg burde vel hellere være noget mere for min familie eller mine venner, deltage i den politiske debat eller i det hele taget finde noget andet og mere meningsfyldt at foretage mig?
Men hver gang jeg har besluttet mig for at holde op, ender det alligevel med, at jeg vender tilbage. Jeg har derfor for længe siden erkendt, at disse debatter opfylder et behov. Men hvilket?
Jeg tror, at det for mit vedkommende drejer sig om en psykisk bearbejdning af alvorlig og langvarig sygdom. Mange år blev spildt, og karrieremuligheder gik tabt. Det gav selvfølgelig en psykisk efterreaktion, som har været svær at komme af med. Og det er klart, at familie og venner ikke gider høre mere om sygdom og helbredsproblemer, hvilket jeg udmærket forstår
)
Hver gang jeg skriver her, hvor emnet er helbred, er det – tilsyneladende - for mig endnu et led i min psykiske efterbearbejdning af hele min sygdomshistorie. Og hvis jeg kan lære et par tips til at forbedre helbredet eller give et par dyrt betalte erfaringer videre til andre, er det yderligere en gevinst.
Så det er altså årsagen til, at jeg skriver her i disse debatter – indtil videre.
Kameliadamen
Jeg har skrevet debatindlæg her på Netdoktor i tre år nu. Og jeg har da mange gange overvejet, hvorfor jeg gør det, og egentlig har jeg også prøvet at holde op. For er det ikke en underlig måde at bruge sin tid på? Jeg burde vel hellere være noget mere for min familie eller mine venner, deltage i den politiske debat eller i det hele taget finde noget andet og mere meningsfyldt at foretage mig?
Men hver gang jeg har besluttet mig for at holde op, ender det alligevel med, at jeg vender tilbage. Jeg har derfor for længe siden erkendt, at disse debatter opfylder et behov. Men hvilket?
Jeg tror, at det for mit vedkommende drejer sig om en psykisk bearbejdning af alvorlig og langvarig sygdom. Mange år blev spildt, og karrieremuligheder gik tabt. Det gav selvfølgelig en psykisk efterreaktion, som har været svær at komme af med. Og det er klart, at familie og venner ikke gider høre mere om sygdom og helbredsproblemer, hvilket jeg udmærket forstår
)Hver gang jeg skriver her, hvor emnet er helbred, er det – tilsyneladende - for mig endnu et led i min psykiske efterbearbejdning af hele min sygdomshistorie. Og hvis jeg kan lære et par tips til at forbedre helbredet eller give et par dyrt betalte erfaringer videre til andre, er det yderligere en gevinst.
Så det er altså årsagen til, at jeg skriver her i disse debatter – indtil videre.
Kameliadamen
Kommentarer
Ja, din overskrift indikerer, at du gerne vil have en debat om, hvorfor vi skriver her på debatsiden. Jeg vil da gerne prøve at give mit bud: Jeg har været med siden slutningen af august og er – som du ser – ret aktiv. Det var et tilfælde, jeg kom ind på disse sider, da jeg søgte noget konkret information, som jeg i øvrigt ikke fandt.
Jeg har en ledsygdom, der gør, at jeg i min dagligdag er nødt til at holde mange pauser, og så falder jeg lidt for, at jeg da lige kan sidde og læse lidt på ND og komme med nogle kommentarer.
Jeg har en noget barsk opvækst bag mig, og har kæmpet hele mit voksenliv for at få et godt og værdigt liv; derfor mener jeg også at have noget at byde ind med, når folk skriver om diverse problemer.
Jeg synes stadig, det er en underlig holdning at mange, rigtigt mange ikke lige melder tilbage. Jeg tror de fleste, der har et problem, tror at det her en brevkasse, hvor man lige kan stille et spørgsmål og ellers ikke forholde sig yderligere – det er det måske også. I starten generede det mig meget, nu synes jeg bare, det er almindeligt tegn på uopdragenhed, og tænker ikke videre over det. Det mindste man kunne gøre, var vel lige at skrive ”tak, fordi du gav dig tid til mig,” men sådan er verdenen ikke i dag.
De få måneder, jeg nu har været med, har jeg oplevet, at det er færre og færre, der deltager i debatter, i hvert fald der, hvor jeg kigger.
Et eller andet sted har jeg indtrykket af, at der vel er sådan ca. tre-fire aktive debattører, resten er folk der lige har et konkret spørgsmål, så selv om jeg måske lige kigger ind hver dag, så er jeg da godt klar over, at det ikke vil vare så længe, før det ikke er hver dag, for det er da lidt kedeligt, at der dag efter dag er sider – faktisk flertallet af sider, hvor der intet sker; så kommer der lige et spørgsmål, man går ind i det, og så går det i stå.
Ja, det var så mit bud – nu bliver det spændende, om denne debat så giver noget. :-)
Hilsen Lotte
Tja..jeg har jo trukket mig, for at give plads til dem der er så utrygge, men jeg kan kun konstatere, at nu ER Netdoktor ved at gå død - og det vil jo med andre ord sige, at det var ikke min skyld, at "ingen turde skrive"
Derimod holder de 1300 - der læste med i tråden - sig sikkert tilbage nu, for hvornår har "man" skrevet noget forkert...
Den/de "utrygge tråde", gavner ikke nogen steder!
Fejlen - den manglende skrivelyst - stammer fra det gamle forum, hvor alt var kaos, og hvor der på en nat kunne ligge så meget spam, at det var uoverskueligt at deltage i noget som helst.
Flere fora blev lukkede - en person var mester i at lukke fora.
Det var f.eks. Overgangsalder - Religion - Fib. - ÅDFK - Ældre o.s.v.
Folk blev utålmodige - den længe ventede profiloprettelse trak ud, og debattørerne fandt andre steder, og der har de det sikkert godt
Jeg opfatter det lige som du gør, Lotte, at det nærmest er som en brevkasse - der kommer typisk ét spørgsmål og ét svar og så er den tråd død.
Jeg har været med herinde i over 4 år, hvor jeg har deltaget i sind og psyke debatterne. Min oplevelse er meget tydelig, at dette først startede med log-in (ialtfald på sind og psyke debatterne - ikke for at tage den diskussion op igen, men det er fakta). Inden da kunne en tråd være i live længe eller den blev taget op igen senere. Der var også flere, der kom med et svar eller et in-put i den samme tråd. Det var bestemt mere reglen end undtagelsen, at trådstarteren vendte tilbage igen. Mange gange var der en 'snak' over flere indlæg og så blev der på et tidspunkt sluttet af for tråden på en god måde.
Selvfølgeligt var det da ikke hver gang. Der var også nogle 'ét spørgsmål - ét svar' indlæg, men det var faktisk ikke ret mange.
Tidligere kiggede jeg på ND flere gange om dagen. Så blev det til to gange om dagen og så til én gang om dagen. Nu sker det faktisk, at der er dage, jeg slet ikke får kigget, for det er rimeligt deprimerende at konstatere, at der stadigt ingen indlæg er kommet. Ligesom det er rimeligt deprimerende at se mit eget navn stå under de fleste indlæg.
Jeg forstår da også godt, hvis det skræmmer nogen væk. Det giver ikke nødvendigvis meget lyst til at skrive(under sind og psyke), hvis man på forhånd ved, at man kun får ét svar og det er fra Helene.
Hilsen Helene
Ja, det var min tanke, at det kunne være godt at høre, hvad I andre får ud af at skrive her. Og derfor indledte jeg tråden med at skrive, hvad jeg selv får ud af det.
Hvis alle skriver med vidt forskellige formål – og uden at man taler om det – kan det jo godt give anledning til, at vi taler forbi hinanden!
Jeg har også i tidens løb lagt mærke til, at der er folk, der skriver til debatterne, som om de tror, at de skriver til en brevkasse. Måske tror de det faktisk? Nogle gange gør jeg mig umage med at skrive, at jeg ikke er læge. Men når folk ikke har svaret tilbage på et indlæg, som jeg har skrevet, har jeg for det meste tænkt, at vedkommende havde så store problemer, at der ikke var overskud til at svare tilbage. Jeg har ikke opfattet det som uhøflighed.
I begyndelsen deltog jeg mest i debatter på Netdoktor Depression & Angst, hvor der hele tiden har været log in. Der var stor aktivitet og ofte mange, meget lange tråde, hvor flere forskellige deltog om samme emne eller problem. Jeg er bange for, at det kan blive meget svært at genskabe den fortrolighed, hjælpsomhed og solidaritet, vi havde i forhold til hinanden i Depressionsforummet engang.
Du skriver, Helene, at du har brugt Netdoktor til at få kontakt med andre og til at lære noget om dig selv og andre. Ja, sådan har det også været for mig. Ude i ”det virkelige liv” kan det være svært at finde mennesker, der har tid og overskud til at tale om sundhed og sygdom på andet end en meget overfladisk måde. Og jeg tror virkelig, at der er træk ved kulturen (også ved lægernes kultur!), der gør os syge, så derfor er vi nødt til at trænge dybere ned i vaner og livsmønstre og tankegange for at forstå, hvad der er galt. Når jeg læser debatindlæg, leder jeg nok hele tiden efter sammenhænge, der gør det mere tydeligt, hvorfor der er så mange, der har det så dårligt. Så ja, for mig er formålet med at deltage i disse debatter også, at jeg gerne vil lære mere om mig selv og andre.
Jeg tror, at det vil være en god idé, hvis Netdoktor skriver nogle få linjer om formålet med debatterne på den side med fortegnelsen over alle emnerne. Jeg ved, at det er svært at sammenfatte formålet med debatterne i nogle få linjer, sådan at det bliver både meningsfyldt og brugbart og heller ikke skræmmer folk, der ikke helt passer ind i det beskrevne.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg synes, du har ret, Kameliadamen, at det da er helt rart at få belyst, hvad folk får ud af at skrive her og håber, der kan blive en god debat om netop dette emne.
Mht ikke at svare tilbage, så jo, jeg er bestemt stødt på problematikker, der netop også har givet mig forståelsen af, at problemet er så stort, at man ikke magter at melde tilbage, men faktisk støder jeg på en del, hvor trådstarter beskrivet et eller andet problem, jeg har så svaret tilbage med en stribe spørgsmål, for netop at kunne forstå problematikken, og så får man ikke svar. Jeg synes også, det kunne være rart med en tilbagemelding om man nu havde forstået situationen rigtigt eller forkert. Det er uhyre vanskeligt at udtrykke problematikker skriftligt – og i sagens natur får man måske kun en konflikt fra en side. Jeg frygter ofte, at jeg måske kommer med forkerte forslag, netop fordi jeg ikke har forstået den dybere mening.
Ligeledes oplever jeg ofte at nogen skriver med et problem, og hvis vedkommende så ikke får ubetinget ret, så kan jeg være ret sikker på at der ikke kommer tilbagemelding – det synes jeg så til gengæld er lidt morsomt.
Men – lad det nu ligge – sådan er folk så forskellige og det har jeg vænnet mig til.
Her kan vi allerede have lidt svært ved at mødes for jeg læser at både Kameliadamen og Helene er på siderne omkring sind og psyke, hvilket er sider jeg slet ikke kommer på. Jeg bevæger mig nok mest på siderne om sex og samliv, da jeg der mener, at have noget at byde ind med, og jo, jeg har det lige som dig, Helene. Jeg kan da muligvis også skræmme nogen væk, for mit navn står også under det hele. :-)
Jeg ser også at der åbenbart er store problemerne omkring log-in og ikke log-in. Som forholdsvis ny bruger, der altså ikke var med ”i gamle dage”, hvor det hele var så livligt, kan det godt virke lidt anstrengende at man bliver ved med at holde fast ”i gamle dage”. Lige præcis sådan noget, vil jeg gerne tro kan skræmme nye brugere væk, da der er noget ”indspist” over det. Jeg føler mig ikke specielt velkommen, når man bliver ved med at køre i noget, der var en gang, og som jeg ikke kender til. Jeg er således ikke med i den ”rigtige” klub og kommer det aldrig.
Og så kommer vi til et andet problem, som jeg er stødt på i øvrigt primært her under Ris og Ros: Personfnidderet!!! Jeg vil tro at Tulle her har forsøgt at være ironisk, men ironi er meget vanskelig at se på skrift, så jeg ser det kun som et opstød, der bestemt ikke lokker nye brugere til, tvært i mod læser jeg det som en advarsel til nye, at det er utrygt at skrive på ND, og at man med stor sandsynlighed bliver jagtet. Jeg vil ikke tro, det var det, du mente Tulle, men sådan opfattede jeg det umiddelbart.
Hilsen Lotte
Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at sætte dig ind i det problem vi har her, men så vil jeg forsøge at forklare det så godt jeg kan.
På det gamle forum, fik vi åbnet en religionsdebat, det var meningen at vi måtte skrive om, hvad religion betød for os, i forbindelse med sundhed og sygdom, men jehovas vidner ville missionere, for at skaffe medlemmer.
Den debat gik op i strid og kævl, og Netdoktor lukkede den.
Da det nye forum blev oprettet, var der IKKE nogen religionsdebat, men Laura åbnede en i Åben debat for kvinder.
Da jeg ikke bare ville se på, at jehovas vidner begyndte forfra med deres mission, så gik jeg ind i debatten, som et modspil til deres tro.
Det blev jeg meget upopulær af, de ville have den for dem selv, og de blev enige om, at oprette en ny tråd, hvor de ville udelukke mig.
Jeg blev beskyldt for at være Satans yngel o.s.v. og igen blev der gjort opmærksom på, at Netdoktor ikke var beregnet til mission - det står også i reglerne nu.
Lige siden har Laura haft "et horn i siden på mig" - det kan jeg bevise, de indlæg står her endnu.
Jeg kunne hvis jeg gad, finde alle spydighederne frem, men det gider jeg ikke.
Laura så også gerne, at log in blev afskaffet, og derfor åbner hun den ene tråd efter den anden, om en utryhed som begrundelse.
http://www.netdoktor.dk/interactive/dis ... 18451&f=46
http://www.netdoktor.dk/interactive/dis ... 17914&f=46
http://www.netdoktor.dk/interactive/dis ... 17300&f=46
Denne mærkat er nu sat på Netdoktor, og den bliver svær at komme af med!
Men held og lykke med forsøget, jeg har en del jeg mangler at svare på, på et andet forum, så I må hygge jer
For resten vil jeg lige fortælle, at vi debatdeltagere – dengang Netdoktor Depression & Angst kørte allerbedst – gjorde os stor umage med at byde nye medlemmer velkommen. Det var ikke noget, Netdoktor gjorde. Det var noget, vi selv gjorde på eget initiativ. Jeg tror også, at det bidrog til den gode, solidariske stemning. Folk følte sig velkomne og turde dermed åbne sig og fortælle noget om sig selv. Og det er jo også nogle gange en forudsætning for, at andre kan give et kvalificeret råd.
Nu ved jeg godt, Lotte, at du skriver, at det er træls at høre om gamle dage. Men jeg skriver det for at klargøre modsætningen til de vilkår, der hersker nu på debatterne som helhed. Hvem tør for alvor åbne sig og fortælle om sig selv?
Jeg gider heller ikke alt det personfnidder, og derfor vil jeg helst beskrive problemerne på en neutral måde. Og absolut ikke for at blive ved med at bore i det, men som en forudsætning for at komme videre og få problemerne løst på en konstruktiv måde.
Jeg mener stadig, at de nuværende problemer har med selve konceptet, altså ”debat om sygdom og sundhed” at gøre.
I en debat om helbred vil det som regel – men ikke altid – være sådan, at mindst én af debattørerne har det pågældende helbredsproblem, og derfor er det ikke en debat på lige betingelser. Den, der har problemet, er mere sårbar og har ikke så mange ressourcer.
Hvis der var tale om et politisk emne, ville debattørerne stå mere lige og ikke være så udsatte i tilfælde af mobning eller chikane.
Derfor er det af afgørende betydning, hvad folk ønsker at opnå ved at deltage i disse debatter. Søger de oplysninger og andres erfaringer om et bestemt problem? Eller vil de bare gerne underholdes?
Og jeg mener, at Netdoktor må blive mere klar i mælet og sørge for at nyformulere konceptet.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg er vist noget så grundigt blevet misforstået. Jeg er bestemt blevet tudet ørerne fulde af omtalte religionsdebat og efterfølgende personforfølgelse - den kommer op hele tiden og hver gang, der er en mulighed for det. Jeg skal ikke have en forklaring på, hvad der skete - det var sådan set lige det modsatte, jeg forsøgte at udtrykke. Så vidt jeg har forstået det, så er det p.gr. af omtalte religionsdebat at nogen føler sig berettiget til hele tiden at jagte bestemte personer, og som ny bruger, er sådan noget bestemt ikke tiltalende, man tænker ved sig sig selv "hvornår bliver det min tur?"
Mit pip med personfnidder er at jeg mener, at det er nogle ganske, ganske få, der bliver ved med at køre på hinanden - og det bunder givet i en religionsdebat, som er blevet stoppet for snart lang tid siden; det er ikke befordrende at læse for en evt. ny bruger.
Så længe man bliver ved med at fastholde, hvad der skete og hvad der gik galt, ja så kommer man ikke videre og nye brugere bliver skræmt væk lige så hurtigt de kommer ind.
Jeg ville egentligt gerne deltage i nogle gode, konstruktive debatter, men jeg synes nu efterhånden jeg har set en sådan debat blive kørt af sporet nogle gange, fordi en debattør igen, igen, igen skal diskutere hvordan det var før. Ja, som ny bruger bliver man så let og elegant hægtet af.
Og jo, jo, nu fortryder jeg igen, at jeg fik blandet mig i det her, som på mig virkede som et godt oplæg fra Kameliadamen.
Venlig hilsen
Lotte
Jeg skal lige videre i dagens tekst og vil muligvis komme tilbage, hvis jeg har noget at forholde mig til mht. dit seneste indlæg.
/Lotte
Til Lotte: Jeg forstår godt, at det må være ret irriterende at blive ved med at høre om 'før og nu'. Men det fungerer ikke særligt godt i nutiden, så hvis det skal blive bedre, er man nødt til at lære af fortiden for at finde løsninger. Hvad var godt og hvad var skidt og hvad kan man så bruge disse erfaringer til.
Jeg tror forøvrigt også, at personfnidderet meget lettere kommer til at tage overhånd og fylde så meget, fordi der er så lidt aktivitet herinde. Hvis der er 100 mennesker, der deltager, så bliver der ikke så meget opmærksomhed på den enkelte, som hvis der er 10 deltagere. Så vil den slags indlæg dels være rimeligt uinteressante og dø en stille død, fordi de fleste vil finde andet, der er mere spændende. Dels vil flere brugere lettere kunne være solidariske med hinanden og sige fra, når en debat begynder at køre af sporet.
'Når krybben er tom, bides hestene' siger et gammelt ordsprog. Det kunne måske også bruges lidt i denne sammenhæng.
Men det handler jo simpelthen også om forskellige personligheder og livsopfattelser og det gør det svært. Jeg læste engang i en bog nogle meget kloge ord: 'Det handler ikke om, hvem der startede. Det er den, der stopper, der er dygtig'.
Det er vel meget beskrivende for problemet med personfnidder. Når nogen bliver ved med at ville kaste skyld eller ansvar for et problem over på hinanden for ikke selv at få skylden eller ansvaret, så kan 'mudderkastningen' blive ved til evig tid.
Hilsen Helene