En fiasko i livet
Hejsa...har skrevet herinde for en del år siden.
Min liv ramler bare nu...er blevet mor og tvivler hele tiden på mig selv. Er jeg god nok? Gør jeg noget forkert? Syntes andre jeg er en dårlig mor? Har han det godt? Osv....
Hader mig selv og mit liv...ønsker ikke at leve mere,gør det kun for min lile søn som jeg er selv med.
Føler mig så dårlig i alt jeg gør konstant og at ingen kan li mig.Jeg prøver virkelig at gøre mit bedste og være glad men er så fuld af sorg,forstår det ikke. Det vil altid forfølge mig resten af mit liv.
Håber ikke at det er for rodet,men sidder bare og græder og er så fortvivlet. Kan ikke rigtig fortælle andre hvor ked af det jeg er,for de forstår mig ikke og den tiende gang de spørger hvordan det går og jeg så igen kan sige...tja ik så godt,kan man se at de allerede ruller med øjnene....så nu starter hun igen....bla bla bla..
Vil ikke belemre nogen med mine problemer og alligevel skriver jeg her...ja kan snart ikke mere!
Hver gang det går mig bare lidt godt kommer der noget i vejen. har ingen uddannelse,har ik kunnet fuldføre det nogen af gangene. Intet job osv. Tja jeg føler mig virkelig som et nul rent ud sagt.
Hvorfor skal det være så svært bare at ku stå op og gøre dagens praktiske ting...mig en gåde,men jeg magter det virkelig ikke og blir så vred på mig selv over det,også over det.
Tja fortryder nok osse at jeg har sendt dette,men er så rodet i mit hovedet for tiden.
Kan ikke tale med min mor om det eller dvs. hun vil ikke konfronteres med det,alt skal være så pænt udaftil! Nogle gange hader jeg hende så meget og vil gøre hende ondt...sårer hende med ord,hvis jeg kan komme til det,når jeg har det rigtig skidt.Hun bor stadig sammen med ham,stedfar. Jeg hader hende endnu mere,bare ved tanken....hvorfor? Hvorfor valgte hun at tro ham og skodde mig på den måde. har tidligere prøvet at tale med hende og det ender altid galt. Har skrevet til hende i mine kæmpe branderter førhen og svinet hende til og bedt om forståelse og kærlighed. nu i dag...kan jeg snart ikke give hende et knus og tror aldrig jeg har sagt at jeg elsker hende,kan ikke huske det.
jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre,for har inderligt prøvet at komme videre med mit liv og lade som ingenting,men det kommer altid snigende igen. specielt nu jeg er blevet mor...åha. Folk vil beskrive mig som hende den overbeskyttende hønemor...ja de har nok ret et eller andet sted. Ingen skal passe ham...så jeg er mor på fuld tid selv.
Min liv ramler bare nu...er blevet mor og tvivler hele tiden på mig selv. Er jeg god nok? Gør jeg noget forkert? Syntes andre jeg er en dårlig mor? Har han det godt? Osv....
Hader mig selv og mit liv...ønsker ikke at leve mere,gør det kun for min lile søn som jeg er selv med.
Føler mig så dårlig i alt jeg gør konstant og at ingen kan li mig.Jeg prøver virkelig at gøre mit bedste og være glad men er så fuld af sorg,forstår det ikke. Det vil altid forfølge mig resten af mit liv.
Håber ikke at det er for rodet,men sidder bare og græder og er så fortvivlet. Kan ikke rigtig fortælle andre hvor ked af det jeg er,for de forstår mig ikke og den tiende gang de spørger hvordan det går og jeg så igen kan sige...tja ik så godt,kan man se at de allerede ruller med øjnene....så nu starter hun igen....bla bla bla..
Vil ikke belemre nogen med mine problemer og alligevel skriver jeg her...ja kan snart ikke mere!
Hver gang det går mig bare lidt godt kommer der noget i vejen. har ingen uddannelse,har ik kunnet fuldføre det nogen af gangene. Intet job osv. Tja jeg føler mig virkelig som et nul rent ud sagt.
Hvorfor skal det være så svært bare at ku stå op og gøre dagens praktiske ting...mig en gåde,men jeg magter det virkelig ikke og blir så vred på mig selv over det,også over det.
Tja fortryder nok osse at jeg har sendt dette,men er så rodet i mit hovedet for tiden.
Kan ikke tale med min mor om det eller dvs. hun vil ikke konfronteres med det,alt skal være så pænt udaftil! Nogle gange hader jeg hende så meget og vil gøre hende ondt...sårer hende med ord,hvis jeg kan komme til det,når jeg har det rigtig skidt.Hun bor stadig sammen med ham,stedfar. Jeg hader hende endnu mere,bare ved tanken....hvorfor? Hvorfor valgte hun at tro ham og skodde mig på den måde. har tidligere prøvet at tale med hende og det ender altid galt. Har skrevet til hende i mine kæmpe branderter førhen og svinet hende til og bedt om forståelse og kærlighed. nu i dag...kan jeg snart ikke give hende et knus og tror aldrig jeg har sagt at jeg elsker hende,kan ikke huske det.
jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre,for har inderligt prøvet at komme videre med mit liv og lade som ingenting,men det kommer altid snigende igen. specielt nu jeg er blevet mor...åha. Folk vil beskrive mig som hende den overbeskyttende hønemor...ja de har nok ret et eller andet sted. Ingen skal passe ham...så jeg er mor på fuld tid selv.
Kommentarer
Jeg føler med dig. Da jeg læste dit indlæg, huskede jeg så tydeligt tiden, da jeg selv var blevet mor første gang og den fødselsdepression, jeg røg ind i. Selv at blive mor, rører ved så meget dybt følelsesmæssigt, der ligger i det ubevidste. De gamle sår bliver brudt op igen og de gør ONDT.
Jeg husker al tvivlen på mig selv og hvor vigtigt det var, at min datter absolut ikke manglede noget og at der ikke kunne sættes en finger på min pasning af hende. Husker hvordan jeg afskar mig fra omverdenen og ikke tog imod de tilbud om kontakt med andre, som jeg fik. Jeg led så meget, havde det frygteligt.
Jeg søgte hjælp men dengang var begrebet fødselsdepression ikke noget man kendte særligt til, så jeg kunne ikke få noget hjælp. Jeg havde selv fortrængt alt fra min barndom, så jeg anede ikke, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det.
Det er 21 år siden nu og det bedste råd, jeg kan give dig er: Søg hjælp. Hellere i dag end i morgen. Du skal gøre det NU og ikke om en måned eller om et år. Hvis ikke du får hjælp til at forholde dig til dine egne følelser og traumer, så er der så stor sandsynlighed for, at du giver dem videre til din egen søn. Ikke fordi du er en dårlig mor, men fordi der sker så meget på det helt ubevidste plan, som han vil blive præget af og så fortsætter mønstrene. Ikke nødvendigvis seksuelt misbrug men de smertefulde følelsesmæssige mønstre og den slags svigt, man selv er vokset op med.
Du er ikke i stand til at give din søn alt det, han følelsesmæssigt har brug for, når du har det så dårligt med dig selv. Din søn er ikke tjent med en mor, der hader sig selv. Du er ikke tjent med at hade dig selv. Du har brug for at finde dig selv og din søn har mere end noget andet brug for en glad mor.
Skal du ud af den smerte, du er låst fast i nu, så er du nødt til at tage det første farlige skridt og søge hjælp. Noget af det, der i min bearbejdelsesproces har reddet mig, har været at jeg vidste, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få hjælp, da min datter var lille og i alle årene fremover. At jeg så ikke fik den, var ikke min skyld. Men jeg prøvede. Gudskelov ellers havde jeg aldrig kunnet tilgive mig selv.
Noget af det, jeg har haft bebrejdet min mor så meget, var, at hun ikke gjorde noget i sin tid. Hvorfor tog hun ikke ansvar? Hvorfor søgte hun ikke hjælp? Nu ved jeg, at dengang var hjælp bestemt heller ikke tilgængeligt men det er den i dag. Du har muligheden. Jeg tror, at du vil få svært ved at tilgive dig selv senere i livet, hvis du ikke bruger den.
Du kan godt gå op og sige til din læge, at du har været udsat for seksuelt misbrug som barn og nu hvor du selv har fået barn, har du det meget svært med det. Eller du kan skrive det til ham.
Som seksuelt misbrugt kan du i første omgang få 12 (tror jeg nok) psykologtimer med tilskud fra sygesikringen. Der er også andre muligheder men det er nok her, det er lettest at starte.
Jeg ved godt, at det kan være utroligt svært og angstfremkaldende at tage dette skridt. Det vil givetvis kræve stor selvovervindelse. Men det er helt nødvendigt, både af hensyn til din egen og din søns fremtid. Netop ved at gøre det, påtager du dig det fulde ansvar for at være en god mor for din søn. Det er den største gave du kan give både ham og dig selv. Det værste du kan gøre er at gå alene med tingene.
Det er ikke din mor, du har brug for at tale med nu. Hun kan ikke gøre noget for at hjælpe dig. Hun har ikke kunnet hjælpe sig selv og heller ikke dig i sin tid, så hun kan heller ikke hjælpe nu. Du har brug for at søge hjælpen, der hvor hjælpen er - og det er hos én, der har professionel viden og forståelse.
Her har du virkeligt chancen for at vise, at du kan gøre tingene anderledes og bedre end din mor. Nemlig det som en god og ansvarlig mor må gøre: Søge hjælp til det, hun ikke selv magter. Og at stå med et lille barn og en ubearbejdet incestprolematik - det magter du ikke alene. Det gør ingen.
Kærlig hilsen Helene
tak for det.
har henvendt mig til hans vuggestue og taget en lille snak og det kom der kun noget godt ud af.
Hun roste mig og sagde at han er en vidunderlig,skøn og meget glad dreng,som er rigtig godt med på alle på områder,han skal være ;o) jeg forklarede min egen fortid kort og hun var forstående over at jeg kan have svært ved at aflevere ham. jeg bad hende sige til hvis der var det mindste om noget og hvis de sys han virker til at mistrives.
Var ved lægen og fik noget anti depri. medicin og en god snak med hende også,kun ros derfra også.
Talt med min skole også...fagligt at jeg rigtig dygtig,kun fraværet der er et minus.
talt med en sundhedssygeplejerske og kun ros,hun bakker mig op og jeg kan ringe til hende ang tvivl med min søn,min rolle som mor.
Talt med selvhjælp og fundet en der som jeg regner med at skal møde i næste uge for første gang.....så jeg har haft meget travlt....men har det bedre.
Så jeg har nået meget de sidste par dage ;o)
Ang. min mor er jeg godt klar over at det ikke kan lade sig gøre...kan jo ikke tvinge hende til noget,men hvor ville jeg dog gerne. Men det er svært når jeg er nede kan ikke skelne når det gælder hende.
Ang min søn ;o) Ja så er jeg på når jeg har ham det er det jeg er mest stolt af i hele mit liv...tit kigger jeg på ham og tænker....Guuuuuud jeg er mor og han er min søn.hold da helt op det er vildt!!!! Mor ja det er jo min mor...og sys ikke at hun har klaret sin opgave til ug.
For et stykke tid sagde fortalte hun at hun havde talt med min oldemor og rost mig...dvs at hun havde sagt at jeg klarer det så godt og er en bedre mor end hun var/er. Lidt chokeret blev jeg men selvfølgelig også glad.
Så mit forhold til hende er meget kompliceret...det er op og ned hele tiden.
Jeg vil gøre ALT for min søn,han betyder alt for mig og vil ikke svigte ham på nogen måde.
jeg har dog brudt et mønster som jeg også er stolt af,men av det har gjort ondt og gør stadig. Faren til ham,smed jeg ud...han drak og var meget ego. utro mens jeg var i 7mdr. stak ham en flad og bad ham forsvinde,jeg blev så overrasket over mig selv..ligner ikke mig...men ville ikke finde mig i mere fra ham. Så han er ude af vores liv nu. Ville ikke byde vores søn sådan et liv...i druk,skænderier,sorg og en ulykkelig mor der sidder og hyler med tlf i hånden og beder ham komme hjem når han er taget på en 4 dages druktur. Sååååå alt i alt ja så har jeg dog gjort noget ;o) Ja i tænker nok..hvorfor dælen er han så faren til dit barn,troede jo nok at jeg kunne omvende ham...he he jeg blev klogere og der ligger også et mønster bag det med at finde mænd som nok ikke er så gode for mig. Nu har jeg en at tænke på i forhold til det..min dreng ;o) Går aldrig i byen eller drikker. Så har det godt med det.
Jeg er meget imponeret :-) Du har fået gjort rigtigt meget, må man sige.
Og ja, som du oplevede med din kæreste, så gør det ondt at bryde mønstre. Men det er ved at bryde mønstrene, at vi gør det bedste for os selv og andre, som du også er klar over. Så må vi tage den smerte med. Det havde jo ikke været mindre smertefuldt, hvis du var blevet i forholdet, som du også skriver. Og det havde ialtfald ikke været godt for din søn.
Forholdet til éns mor er som regel meget kompliceret og de ting vækkes meget til live igen både bevidst og ubevidst, når man selv bliver mor.
Jeg tror på, at du nok skal klare det, når du er så bevidst om tingene nu og når du magter at søge den fornødne hjælp og opbakning dér, hvor du kan finde den.
Rigtigt meget held og lykke fremover til dig og din søn :-)
Kærlig hilsen Helene